Hjerte Under Ombygning

Nøglen til at slutte fred med fortidens smerte

by

NØGLEN TIL AT SLUTTE FRED MED FORTIDENS SMERTE

vores ar minder os om hvad der er sket engang...

Søndags-Support 8. april 2018

Så er søndagen over os igen.
denne søndag skal det handle om at få bugt med noget af den gamle smerte vi går og bærer rundt på.

 

Smerte fra fortiden er et issue for rigtigt mange; for nogle handler det om ulykkelig kærlighed, for andre handler det om omsorgssvigt i barndommen, men det kan også være ulykker, tab, venner der har svigtet og mange andre ting der har mærket os for altid, uanset hvornår i livet det har fundet sted.
Og hvis man ikke har fået aflad for det for det høje energiniveau den traumatiserende hændelse medfører, så sætter det sig i kroppen som et traume.

 

Vores krop har en bevidsthed, ligesom vores sind har det.
Kroppens bevidsthed er vores underbevidsthed, og det er her traumet bosætter sig.
Og alt det der bor i vores underbevidsthed, det kører på autopilot.
Det gælder også for traumet, og det vil sige at det bliver en slags vane.
Eller en slags afhængighed.
Det betyder i bund og grund, at hvis et traume sætter sig i kroppens bevidsthed (underbevidstheden) så bliver dette traume altså også en ”vane”, og det betyder at der er en ret væsentlig risiko for re-traumatisering, fordi vaner er noget vi -helt automatisk, uden at tænke over det- gentager igen og igen.
Og når et traume gentages, så er det en re-traumatisering.

 

Og hvorfor bliver traumet til en vane?!
Jo, det skal jeg sige dig; for det første fordi vores hjerne er wired til at prioritere autopilotfunktionerne i underbevidstheden for at spare energi og for det andet fordi hjernen ligeledes er wired til helt automatisk at opsøge det der ligner noget velkendt, og i det øjeblik traumet indprentede sig i kroppens bevidsthed, så blev den en del af noget velkendt, og for det tredje fordi hjernen også er wired til at vægte navigering indenfor komfortzonen (det velkendte) højest, fordi der i det -teoretisk set- burde være mindst fare på færde (da vi jo stadig er i live) og fordi det er her den har flest velafprøvede strategier…

 

En ”velafprøvet strategi” er ikke ensbetydende med en strategi der ”virker” i den forstand at den nødvendigvis løser et problem, heler en sorg, eller kurerer en frygt, det eneste der skal til for at hjernen ”stempler” strategien som ”virksom”, er at du stadig er i live, og altså ikke at du er lykkelig, helet, glad, frygtløs, ovenpå eller noget i den stil.

 

Og det at hjernen får os til at opsøge det der ligner noget velkendt, betyder at de af os der er vokset op i utrygge omgivelser, vil opsøge utrygge miljøer og mennesker der gør os utrygge, fordi det er det utrygge vi er vante med og det miljø vores hjerne har flest strategier til at navigere i.
Så selvom der -i teorien- burde være mindst fare på færde i det velkendte, så er det som regel langt fra realiteten.
Det her gælder ikke kun oplevelser tilbage fra vores opvækst, det kan også være oplevelser i vores ungdom og voksenliv, såsom f.eks. erfaringer i kærlighedslivet.
Hvis vores hjerne har flest efterprøvede taktikker i nedbrydende parforhold, så er det de nedbrydende parforhold hjernen har lært at fungere i, og det vil være dem der er mest velkendt og dermed dem den opsøger…

 

Og risikoen for at man i sin ungdom ryger lige lukt ind i et dysfunktionelt parforhold, er helt klart betydeligt større hvis du også har haft har haft en dysfunktionel opvækst eller været vidne til et dysfunktionelt forhold imellem din mor og far.
Fordi, det dysfunktionelle er det mest velkendte og det du har lært at operere i…

 

Kan du spotte den onde cirkel her?

 

Så helt enkelt, så opsøger vi altså selv mennesker, miljøer og situationer som ligner det vi kender og er vant til, OGSÅ SELVOM VI IKKE SELV MENER AT VI GØR DET (!!) og det betyder at vi ofte faktisk selv er medvirkende til at re-traumatisere os selv, uden at vi er klar over at dét er det vi gør.
Vi føler på ingen måde at det er selvforskyldt, tværtimod føler vi os som ofre for noget andre gør imod os, og vi har ikke den ringeste idé om at vi tit selv har ansvaret for den re-traumatiserende situation vi står i.
Vi oplever og føler at det er noget andre der ”gør mod os”, men i virkeligheden kan vi faktisk skrive vores eget navn øverst på den liste over dem der gør os kede af det, bange og utrygge.

 

Den utrygge hjerne, som har flest velafprøvede taktikker til utrygge omgivelser, er -i det lange løb- yderst selvdestruktiv!

 

Lyder det helt vanvittigt?

 

Lad mig komme med et eksempel som jeg også bragte i min Facebook Live video i torsdags (Wuuuhuuu, min allerførste af slagsen! …I hvert fald sådan rigtigt…)

 

Jeg var engang af sted på en CrossFit ferie sammen med en gruppe andre CrossFittere, og i løbet af ugen havde der været en del situationer hvor jeg havde følt mig udenfor, overset og mindreværd.
Et af de traumer der bor i mig er fra da jeg gik i skole og blev mobbet og holdt udenfor.
Når dette traume genoplives udløser det præcis de følelser jeg lige nævnte; følelsen af at være lukket ude og være overset og mindreværd.
Og desværre, så kan rigtigt mange situationer vække det traume, så jeg lever det igen og igen og igen.

 

Ofte handler det om den måde jeg opfatter situationen på, og intet andet.
Det er dog kun noget jeg kan se i bagklogskabens ulideligt klare lys, det er ikke noget jeg spotter i selve situationen. Der føles det virkeligt.
Meget virkeligt.
Og rigtigt modbydeligt.
Det vil altså sige, at jeg ofte opfatter en situation som truende/farlig uden at den er det.
Jeg ser spøgelser hvor der ikke er nogle, og tolker en given situation helt anderledes end de andre implicerede.


Det skete i høj grad på denne ferie, og en af de mest beklagelige episoder skete til sidst på ferien:

 

Vi havde tre udlejningsbiler som vi brugte til at fragte os alle sammen til og fra træning, og hvad vi nu ellers skulle til og fra. Vi var tre mennesker der måtte kører disse biler (noget med forsikringen der gjorde at det var billigere kun at lade der være én chauffør pr. bil) og jeg var en af dem.
Den sidste dag vil jeg gerne hurtigt videre efter træning, fordi jeg vil ud og nyde solen den sidste dag, men de andre i gruppen falder over en eller anden live transmission af CrossFit Games på computeren og ønsker tilsyneladende at blive hængende inde i gymnastiksalen for at se det.
Men jeg prøver alligevel at spørge ud i plenum om der er andre der vil med videre, så vi kan komme ud og nyde solen. (For jeg var nødt til at have mindst tre andre med i bilen, for der var ikke plads til alle i de to andre biler)
Ingen svarer.
Ingen reagerer.
INKLUSIVE min daværende kæreste.
Jeg føler mig ignoreret, overset og udelukket af gruppen og jeg føler mig svigtet af min kæreste.
De følelser munder ud i et gigantisk vredesudbrud, hvor jeg råber, skælder ud, smækker med dørene og tager den ene bil, alene… (Jeg var ligeglad med hvordan de så ville få fragtet alle hjem i de to andre biler)
Det ender med at jeg i raseri ikke taler med de andre resten af dagen, heller ikke min kæreste, og atjeg vader rundt i byen alene og bestemt ikke nyder min dag.
Jeg siger heller ikke farvel til gruppen i lufthavnen, og jeg føler det som et ULTIMATIVT svigt at min kæreste har det super fint med alle i gruppen, og valgte at blive med dem den sidste dag og kramme dem alle sammen farvel i lufthavnen.
Det var en hæslig oplevelse, som ødelagde en masse ting for mig selv, og som i den grad re-traumatiserede mig.

 

Okay, lad mig prøve at dele det, der skete her, lidt op:

 

  1. Jeg reagerer med vrede, selvom jeg i virkeligheden er såret, bange og ked af det.
    I bund og grund skammer jeg mig over at være ”sådan en som folk ikke kan lide” og derfor er det for sårbart for mig at vise min egentlige følelse som er ”jeg er ked af at de ikke kan lide mig”.
    Men med al sandsynlighed er der slet ikke tale om at de ikke kan lide mig, men blot at de ikke gider det samme som mig.
    Men jeg opfatter seancen helt
    Fordi den vækker noget velkendt fra min opvækst: Mobningen, og det at blive holdt udenfor.
  2. Jeg reagerer med vrede fordi det er det jeg har lært, og fordi det er for sårbart for mig at gøre andet. Men også fordi vreden ”bor” i mig. Gammel vrede der er et produkt af frygt, angst, sorg, stress, afmagt, skræk og rædsel som jeg ikke har fået aflad for.
    Og alt det jeg ikke fik aflad for da jeg var barn, det bor i min krop i dag; de traumatiserende oplevelser i skolegården, har prentet sig ind i min krop, fordi jeg som barn ikke kunne ”regulere” de følelser der opstod i forbindelse med mobningen.
    (Når jeg siger ”regulere”, så mener jeg, at der ikke var nogen trøst og beroligelse at finde. Det var ikke noget de voksne tog sig synderligt meget af, så jeg erfarede at der ikke var nogen eller noget jeg kunne søge hen til for at få dæmpet eller fjernet min frygt, angst og sorg, som så bare galoperede derud af for fuld musik.)
    Udover at jeg ikke kunne regulere mig selv, så fik jeg som sagt heller ikke noget aflad for alle disse høj-energiske frygtsomme følelser, fordi jeg ikke kunne udtrykke dem. Enten fordi det var ”for pinligt” og skamfuldt at græde eller hvad der nu ellers måtte have givet aflad, eller fordi jeg oplevede at det kun blev ondt værre hvis jeg alligevel græd eller blev vred og ”sagde noget til dem”.
    Så altså manglende regulering (trøst) og manglende aflad (at komme af med det ved at udtrykke det) gjorde altså at det satte sig som et traume, og dét traume trigges så snart en situation, der minder om den gamle, opstår i nuet, som det f.eks. var tilfældet med hændelsen på CrossFit ferien.
  3. Min reaktion skubber folk væk.
    Folk kan ikke udstå hysteri, og de bliver frastødt af vrede de ikke forstår, og de forstår ikke min vrede, det er kun mig selv der forstår den, for det er kun mig der kender historien bag den og kun mig der kan mærke smerten i den.
    Selvom jeg så forklarede dem min historie og beskrev min smerte, så ville de formentlig stadig ikke forstå den, og derfor stadig have svært ved at håndtere den og dermed trække sig fra mig.
  4. Når folk frastødes af min reaktion, sker det som jeg er allermest bange for, nemlig at de undgår mig eller holder helt op med at kunne lide mig…


Kan du se at jeg på den måde selv har medvirket til at kreere en re-traumatisering af mig selv?

 

Selvfølgelig er det ikke min skyld at ingen reagerer eller svarer når jeg stiller et spørgsmål ud i plenum, men det er mit ansvar hvordan jeg vil opfatte situationen, og hvordan jeg vil reagere på den.

 

Kan du se forskellen?

 

Tro mig, jeg ved godt at det her ikke er nemt!
For man føler sig meget ramt og meget magtesløs og stakkels, når man oplever en situation der vækker noget der gør ondt, og man føler sig svigtet når den der er tættest på en, ikke forstår eller rummer en i den situation, ligesom jeg oplevede det med min kæreste.
Og jeg ved at det er håbløst udfordrende at tage ansvar for, at en situation der vækker et iboende traume, ender godt og lykkeligt og uden en re-traumatisering.
Men det ER det eneste der er at gøre.
Andre kan ikke redde os.
Andre kan ikke tage ansvar for os.
Andre kan ikke opfatte for os.
Så hvis man vil reddes, så må man gøre det selv, og det gør man ved at tage ansvar.

Der er tre måder du kan tage ansvar og skabe forandring på, i sådan en situation:

  • Den ene er at ændre på den måde du opfatter/forstår situationen på
  • Og den anden er at ændre den måde du handler/reagerer på situationen på
  • Den tredje er at fjerne dig fra situationen

I den situation fra CrossFit ferien som jeg lige har beskrevet, der kunne det havde set således ud:


Ændre min opfattelse
At jeg bevidst gik ind og sagde til mig selv; ”Hanne, det er ikke rationelt at tro at de ikke kan lide dig, og grunden til at de ikke reagerer handler nok mest om at de er opslugt af det de sidder og ser på computeren. At din kæreste ikke bakker dig op, handler sikkert mere om at han måske også hellere vil sidde indenfor og se CrossFit Games, eller at det sikkert ikke er så vigtigt for ham at komme ud og nyde den sidste sol, og at han måske bare synes det er bedst at blive sammen med gruppen”
Hvis jeg havde formået at ”regulere mig selv” ved at forsøge at se således på det, så var det formentlig ikke endt som det gjorde, og jeg ville sandsynligvis have været bedre i stand til at finde en god løsning, såsom f.eks. bare at lægge mig i græsset ude foran CrossFit hallen, indtil de andre var klar til at tage med derud af.

 

Ændre min reaktion
At når jeg mærkede min gamle smerte blive vækket til live, så i stedet for at reagere på min sædvanlige facon, så i stedet gik ind og rettede bevidst opmærksomhed mod den ubehagelige følelse der strømmede igennem mig, tog en dyb indånding og brugte min bevidsthed omkring min smerte til at berolige mig selv. Ved at anerkende følelsen, og give den lov til at være der, men ”forhandle” lidt med den.
Det, at jeg retter bevidst opmærksomhed mod denne her smerte der er på vej op til overfladen, hjælper mig nemlig til at bremse op, og regulere og kontrollere den. (Før det løber af sporet)
Så i stedet for at reagere vanemæssigt, kunne jeg i stedet have styret min reaktion ved altså at bruge min bevidsthed. Fordi, når vi bevidst retter opmærksomhed mod vores følelser, så slår vi autopiloten fra for en stund og på den måde kan vi altså nå at vælge en anden reaktion end den vanlige (som i mit tilfælde er afmagt og sårede følelser udtrykt med irrationalitet, vrede og hysteri).
Jeg kunne f.eks. også have valgt at vise min sårbarhed overfor min kæreste og fortælle ham at det sårede mig at han ikke reagerede (uden at bebrejde ham), og jeg kunne have forsøgt med at henvende mig personligt til en eller flere i gruppen, eftersom det at spørge ud i plenum ikke gav nogen rektion.
På den måde ville jeg sikkert også have erfaret at de -naturligvis- ville svare, og at det med garanti ikke handlede om at de ikke gad mig, men at der blot var noget andet de hellere ville end at tage med mig tilbage til byen. Men det gjorde jeg ikke, for jeg opsøgte det velkendte og opførte mig ubevidst på en måde som så skabte den så velkendte situation.

 

Fjerne mig fra situationen
Jeg kunne også have trukket mig, og fået aflad et sted for mig selv.
Det vil sige trukket mig tilbage, raset ud eller grædt, og så være kommet tilbage til gruppen når jeg havde fået det ud af systemet.
Det er dog ikke alle situationer denne strategi er lige optimal i, og det er heller ikke alle situationer man sådan lige kan fjerne sig fra.
Denne strategi er bedst til situationer man på forhånd ved kan/vil opstå.
Så hvis du ved at et bestemt selskab gør dig utilpas og utryg, så hold dig helt væk fra det selskab.
Eller hvis du ved at en bestemt begivenhed vil gøre dig utilpas og utryg, så aflys den.

 

Det at fjerne sig fra en situation er egentlig også mest noget man kan bruge i forbindelse med ”umiddelbar vrede”, altså den form for ”almindelig” og ”ny” vrede der kan opstå i hverdagen.
Her kan det nemlig tit være en god løsning at trække sig tilbage, gå ind og slå i en pude eller tage i svømmehallen og skrige under vandet, sætte sig i et rum alene og meditere, se en sørgelig film og få grædt ud eller hvad der nu virker bedst for en.
Men der er stor forskel på den umiddelbare vrede som er ”ny”, og på den ”gamle” vrede som er den der bor i dig og som er et produkt af svære høj-energiske følelser du er brændt inde med tidligere i livet og som har ”sat” sig i dit system.
Den nye vrede kan du få aflad for, ved at udtrykke den, den gamle vrede skal ”bearbejdes” noget mere og tilgås med bevidsthed, anerkendelse og (selv)kærlighed.

 

Det her med skyld og ansvar, er et tema du kan genbruge i forhold til al din gamle smerte; det er ikke din skyld at din kæreste slog dig, forlod dig eller på anden måde gjorde dig ondt, men det er dit ansvar hvordan du vil lade det styre dig og dit fremtidige kærlighedsliv.

 

Det er heller ikke din skyld at dine forældre omsorgssvigtede dig, men det er dit ansvar hvordan du vil lade det påvirke din tilværelse nu og her og i fremtiden.

 

Husk, at traumer er en slags vaner, og ja, vi er afhængige af vores vaner, ellers ville det jo nærmest ikke være vaner, for så kunne vi jo bare gøre noget andet…
Ikke sandt?
Derfor kræver det bevidsthed, vilje, tålmodighed og (selv)kærlighed at lave om på traumernes påvirkning af os og slukke for smerten de giver os.
For traumer er ikke fortid blot fordi de er overstået, fordi vi altså kan risikere opleve dem igen og igen og igen, hvis ikke vi selv tager ansvar og hjælper os selv, eller rækker ud efter professionel hjælp.

 

Husk også, at et af de vigtigste elementer i at komme videre og slutte fred med gammel smerte, det er ved at acceptere at det er sket.
Ikke at det er OKAY at det er sket, men at det er sket.
For det kan du ikke lave om på.
Og hvis bliver ved med tærske rundt i et uladesiggøreligt ønske, en uopnåelig drøm eller et håbløst håb om, at det kunne, burde eller skulle have været anderledes, så fastholder du dig selv i din smerte, fordi du ikke kan lave om på at det skete er sket.
Så det allerførste step er at acceptere at det er som det er, og så arbejde videre derfra.

 

Jeg hepper på dig!

 

Her får du lige yderligere tre gode tips, som jeg tænker er relevante i denne sammenhæng, nemlig tre måder at nå ind til din underbevidsthed på.

Eftersom det er i vores underbevidsthed at vores traumer (og negativt tankespind for den sags skyld også) bor, så er det essentielt at kunne nå ind til den og omprogrammere nogle af de mønstre og vaner der ligger der, fordi de er destruktive og hæmmende og forhindrer os i at føle os som lykkelige og hele mennesker.

 

Here goes:

 

3 måder at ”programmere” underbevidstheden på:



1.
Højt energiniveau uden efterfølgende aflad: Som f.eks. en ulykke, et kærestebrud, et tab af en elsket eller et kæledyr, omsorgssvigt, mobning, overgreb, slåskampe osv.
Kort sagt oplevelser der trigger intense følelser af f.eks. frygt, skræk, rædsel, dødsangst, smerte, sorg, vrede, raseri, skam og lignende og som får dit hjerte til at galopere men som du efterfølgende ikke får aflad for og ikke får reguleret, de programmere sig ind i din underbevidsthed.
Lykkelige begivenheder kan også have et højt energiniveau, og kan dermed også prentes ind i vores underbevidsthed, men da hjernen er wired til at være opmærksom på farer og trusler (for at sikre overlevelse) så vil det være de negative oplevelser du husker bedst og dem du tenderer til at have mest fokus på.
Det kan du ikke lave om på, sådan er hjernen bare. Derfor skal du arbejde med bevidst at sætte fokus på noget andet, for at kunne skabe ændring i dit liv. Bevidsthed er altså en vigtig nøgle!!

Bevidst observation af vanen (tanker/fokus/adfærd) --> Bevidst ændring af vanen (tankerne/fokussen/adfærden)


Men det gode ved det her er, at eftersom dine traumer programmeres på denne måde, altså via en oplevelse med et højt energiniveau, så kan du også omprogrammere på denne måde.
Det vil sige at du f.eks. kan bruge bevægelse til din omprogrammering, eller lyde eller hvad som helst ellers der sætter gang i intens, høj-energisk oplevelse.
Du kan altså så at sige danse dig til at få det bedre, eller skrige, eller dyrke kampsport eller hot-yoga (hvor pulsen i den grad også stiger pga. de hårde øvelser du udfører i varmen)
De mange kraftfulde poses der findes i både dans, yoga og kampsport vil løfte dit selvværd og åbne dit hjerte, og intensiteten (den høje energi) vil give aflad for gammelt iboende ”skrald” så som traumer, nag, vrede, sorg skam osv.
SÅFREMT MAN SÆTTER EN INTENTION OM AT DET ER DET AKTIVITETEN SKAL GØRE!!!
Vigtig detalje! At du sætter en intention om at det du vil er at skabe aflad for noget gammelt der bor i dig.


  1. Gentagelser:     som f.eks. tanker tænkt mange gange og gøremål gjort igen og igen.
    At programmere med gentagelser kræver rigtigt mange gentagelser. Altså, som i rigtigt, rigtigt mange. Hundreder, nogle gange tusinder! Dagligt. Gerne flere gange dagligt.
    Derfor bliver tanker let vaner. Fordi vi har så mange af dem hele tiden og mange af dem er de samme.
    Så vælg dine tanker med omhu, for dine tanker er med til at skabe din virkelighed.
    Og vælg også de ting du siger og gør med omhu, for også de er med til at forme din verden.

  2. Påvirkning ved lav hjernebølgefrekvens:     Som når du f.eks. lytter til ting imens du udfører rutinepræget arbejde (cykle, køre bil, stryge tøj, løbe/gå en tur, træne, bade, snitte grøntsager osv. osv) , eller når du lytter til ting lige inden du falder i søvn (og faktisk OGSÅ når du sover) eller lige når du er stået op. Men også når du f.eks. slapper af på sofaen.
    Det er derfor at både tv og radio ”hjernevasker” dig.

Så gør dig selv den tjeneste at hjernevaske dig selv med noget der er godt, opløftende, inspirerende, rart, motiverende og positivt, så det kan bringe glæde, udvikling og opblomstring ind i dit liv, fremfor frygt, foragt, afmagt, had, vrede, irritation, fordomme, stilstand og lukkethed, hvilket realityshows og nyheder -generelt- er en stor bidragsyder til!!!
Så vær yderst selektiv med hvad du eksponerer dig selv for, vælg det du lytter til og ser på med omtanke, for det påvirker dig mere end du aner.

/Hanne ❤

 

Har du brug for at gå mere i dybden med at hele din fortid?

Så kan denne lyd-guide måske være lige noget for dig:

Læs mere her: Sådan Slutter Du Fred Med Din Fortid

Et af de mest essentielle værktøjer til at skabe forandring i sit liv, det er at gå og lytte til inspiration.
Det er ikke nok kun at læse selvhjælpsbøger. Man glemmer det alt for hurtigt igen og det implementerer sig ikke i ens "system".
Der er brug for gentagelser. Mange gentagelser, og den nemmeste måde er ved at lytte.
Fordi, når du lytter kan du foretage dig andre ting samtidig.
Du kan lytte når du træner, når du kører fra A til B, når du laver mad, når du er i bad, når du laver rutinepræget arbejde, lige inden du skal sove, lige når du vågner osv. osv.

Find masser af lytte-guld til at hjælpe dig med at nå dine mål og få opfyldt dine dybeste ønsker, f.eks. på YouTube. Det har jeg selv gjort og gør det stadig.

Vidste du at du også kan abonnere på mine ugentlige blogindlæg, og få dem på lyd?!

Yep! True story!
Se mere her:

Søndags-Support Lydabonnement

Du får også adgang til en lukket Facebookgruppe hvor du kan sparre både med mig og med de andre i gruppen, og der vil være gratis webinarer hvor du kan stille spørgsmål få svar på nogle af de ting du måtte gå og have det svært med.

Tilbage til bloggen

Når lokummet brænder

by

NÅR LOKUMMET BRÆNDER

du kan lære hvis du vil_1200

Blogindlæg fra Søndags-Support 29. JANUAR 2017

Kære Ombygger,
Sidste søndag lovede jeg dig at jeg denne søndag ville vende tilbage til det her med værdien af at rose sig selv, men jeg vil være så fræk og flabet at skyde den til næste søndag, fordi jeg glemte faktisk at vende en ret vigtig detalje med dig i søndags.
Så den lille -men vigtige- detalje bliver jeg simpelthen nødt til at dele med dig i dag.
Selvros næste søndag! Promise!

Nå, men i søndags fortalte jeg jo at en af de ting jeg gjorde var at jeg rakte ud efter hjælp. 
Og jeg gjorde det i nye græsgange om man så må sige, det vil sige at jeg rakte ud efter nogen som jeg ellers ikke var så ”tæt” med, og det gjorde jeg fordi den der var ”den bedste veninde” var der ikke, og det værste er næsten, at jeg godt på forhånd inderst inde vidste at hende ville jeg nok ikke kunne regne med når ”lokummet en dag brændte”, og det passede så desværre meget godt.

Den vigtige detalje kommer nu, og det er altså helt essentielt det her, og som jeg skrev sidste søndag, så kan jeg simpelthen ikke svare på hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, jeg gjorde det bare. Så det var altså ikke noget jeg havde læst mig til at sådan og sådan skulle jeg gøre, det skete bare, og det har virket!

Derfor skal du også høre om det, for måske kan det gøre noget for dig også.

Den essentielle detalje er: Jeg bad dem om ikke at tale mig efter munden!

Jeg sagde til både de gode gamle veninder der stadig var der og til de nye lidt mere perifere veninder jeg havde rakt ud efter, at jeg ikke havde brug for at høre at eks’en var ”et dumt svin”, men at jeg havde brug for at se tingene i et større perspektiv og at jeg havde brug for at lære hvad min andel var i denne ulykkelige slutning.
Og dét gav pote.

Det gjorde nemlig at de rent faktisk gav mig inspiration til at se tingene i et andet lys.
Det betød at de ikke bare strøg mig med hårene og sagde det var synd for mig og at han bare var dum og ond, men at de gjorde sig umage for at lytte til hvad jeg sagde, analysere og komme med deres tanker omkring det hele.

En anden vigtig -og jeg mener RIGTIG vigtig- ting var selvfølgelig at jeg gjorde mig umage for at fortælle tingene som de var.
Virkelig som de var!
Også selvom der var nogle af de ting jeg havde gjort og sagt i forholdet til min eks som jeg skammede mig over og som jeg godt vidste enten var utiltalende og usympatiske eller meget lidt flatterende.

Som regel ved vi jo godt -dybt inderst inde- når vi har været nogle røvhuller eller når vi har opført os uretfærdigt og urimeligt, men som regel vil vi bare ikke rigtigt være ved det fordi vi så nærmest ikke kan holde os selv ud.

Ganske enkelt.

Og så lyver vi lidt for os selv og vi pakker det hele lidt ind i nervøs velour så vores usympatiske side ikke virker nær så usympatisk.
Eller vi giver årsager og grunde, skylden for  at ”vi var nødsaget til” at foretage denne usympatiske handling fordi vi var uskyldige ofre for omstændigheder noget eller nogen havde bragt os i.
Men det er jo ikke altid helt rigtigt.
Som regel har vi et valg...

Og ofte tager vi selvfølgelig det valg der er bedst for os selv.
Og dét skammer vi os over, fordi det er en af grundreglerne i de fleste menneskers opdragelse, at den slags er egoistisk og usympatisk.
Og det er det måske også, men den diskussion tør jeg slet ikke gå ind i, bevar mig vel, men vi træffer i bund og grund alle sammen nogle valg, ind i mellem, som ikke altid er lige fine i kanten.

Og sådan er det.
Det gør alle mennesker.

Jeg fortalte også om de gode ting han havde gjort og sagt.
Så jeg fremstillede ham langt fra kun i et dårligt lys. Langt fra.
Jeg fortalte om både det jeg så som hans gode og dårlige sider og altså også om hvad jeg så som mine egne gode og dårlige sider.
Jeg fortalte tingene som de var så neutralt som jeg kunne.
Også selvom det ikke var rart og selvom jeg var en anelse bange for hvad de så ville tænke, tro og mene om mig, min rolle og mine handlinger.

Men de er jo mine venner, og hvis de er rigtige venner, altså sådan nogle der er værd at samle på, så holder de stadig af mig også selvom jeg har gjort dumme ting, og hvis de også har et snert af selverkendelse, så husker de også alle de gange de selv har gjort dumme ting, og derfor dømmer eller foragter de mig ikke, for de ved at sådan er de også selv af og til, for sådan er vi alle af og til!

På den måde kan man også få skilt fårene fra bukkene i venskabskredsen, det fik jeg i hvert fald, og det er en kæmpe fordel selvom det måske i første omgang kan føles som et ultimativt svigt.
Men venner der ikke er loyale, forstående og rummelige er ikke rigtige venner, og venner der foragter og dømmer frem for at være konstruktiv og inspirerende er heller ikke rigtige venner og bør ikke optage en plads i ens liv.
Punktum.

Hvis man er klar på at gå all in på selverkendelse, og lægge alle kortene på bordet og klar til at få andre menneskers syn på tingene, så kan man altså virkelig lære en masse.
Det er da ikke super rart.
Bestemt ikke.
Og derfor er det de færreste der er klar til at gå den vej.
Men jeg kan altså på det varmeste anbefale det.

Det er den vej du skal gå hvis du vil rykke dig. Du er nødt til at erkende dine egne ”fejl” for at kunne forstå hvorfor en relation er gået i stykker og ikke mindst forhindre en ny relation i at gå i stykker.
Hvad enten det er parforhold eller venskaber vi taler om.

Og husk også, at det næste element i sådan en proces så er at tilgive sig selv.
Og det behøver altså ikke være særligt svært selvom man måske har gjort eller sagt noget man nærmest selv synes er helt utilgiveligt.
Fordi, vi gør -helt generelt- det bedste vi kan.
Det gør vi alle sammen.
Også dem man ikke skulle tro det om.
Vi gør det bedste vi kan, med de ressourcer og den viden vi har. (Det gjorde vores forældre også)
Vi kan ikke mestre noget vi ikke har lært.
Og hvis vi ikke har lært hvordan vi takler svære valg og hvordan vi håndterer store dilemmaer, så kan det være rigtigt svært at gøre det på en ordentlig facon.

Et klassisk eksempel er at vi ikke bryder os om at gøre et forhold forbi, fordi vi ved at vi kommer til at såre et andet menneske som vi jo egentlig holder af, men bare ikke længere elsker på den kæreste-agtige måde.
I stedet for at sige det lige ud bevæger mange sig ud i alle mulige og umulige søforklaringer som så på en eller anden finurlig måde holder døren lidt på klem for den forladte som jo ofte vil gøre hvad som helst for at vinde sin kæreste tilbage og som håbefuldt kæmper for at åbne den halvåbne dør helt, og sandheden er at døren er hermetisk lukket og at alt håb er ude og det har det været hele tiden, men har ikke været gjort klart og tydeligt nok, og det ender med at skabe en meget større følelse af at være blevet svigtet, forrådt eller udleveret hos den forladte end det ellers ville have gjort.

Problemet er at mange af os ikke har lært hvordan vi gør de her ting på en ordentlig måde -inklusive mig selv- og ingen af os ønsker at være røvhuller og ingen af os kan lide at såre andre og vi vil helst gerne kunne kigge os selv i øjnene.
Så vi prøver at ”skåne” men det får den modsatte effekt.

Det er bare ét eksempel.

Hey lige en hurtig indskyldelse:


For meget læsestof for dig her?


Men egentlig vil du gerne blive klogere på dig selv og få hjælp og inspiration til at få det bedre, udvikle dig og hele efter kærestesorg, barndomstraumer og kriser?
Men oooorker ikke for meget læsning?!

Så ved jeg præcis hvor du kommer fra!
Derfor kan du nu abonnere på at få disse indlæg på lyd!
Abonnementet vil også give dig adgang til en lukket Facebookgruppe hvor du kan stille spørgsmål, få gode råd og sparre med mig og de andre i gruppen.
!DER ER INGEN BINDING!

Mere om det, lige her: Søndags-Support, lydabonnement

Okay, nu videre i dagens tekst:
Et eksempel fra min egen verden er at jeg i en sms til min kæreste skrev: ”Vi er ikke kærester mere!” fordi han skred i byen med drengene 5 dage efter min ufrivillige abort -mens jeg sad og græd på sofaen- og kl. 07:30 var han ikke kommet hjem endnu.
Men det er jo nok det dummeste jeg kunne have gjort.
For jeg havde jo bestemt ikke lyst til ikke at være hans kæreste længere.
Jeg var bare desperat.
Det eneste jeg ønskede at høre ham sige var at han elskede mig og at jeg ikke måtte gå fra ham.
Men det havde den modsatte effekt.
Jeg fiskede efter noget og jeg fik det i dén grad ikke.
2 uger efter var det slut.

Men jeg anede ikke hvordan jeg skulle håndtere situationen. Jeg vidste ikke hvad der skete inde i ham.
Og jeg viste ikke hvad jeg skulle stille op.

Det blev en lidt lang smøre, men summa summarum så gør vi nogle dumme ting nogle gange, fordi vi ikke ved bedre.
Så det er vigtigt at vi tilgiver os selv, for hvis vi går rundt og hader os selv kan vi ikke komme videre.
Det er også vigtigt at vi tilgiver andre. Også dem der har forvoldt os smerte.
Hvis ikke jeg havde tilgivet min ex, så ville det blive svært for mig at komme videre.

Nag og bitterhed holder os fast i en tilstand som vi ikke ønsker at være i.
Alligevel nægter mange at give slip på nag og bitterhed.
Fordi de synes ”det kun er rimeligt at hade dette menneske som har gjort en så meget ondt”. Problemet er bare at den person man nager had og bitterhed til er skide ligeglad.
For nu at sige det på pænt dansk.
De synes måske oven i købet at man er en stakkel. Og kan det lige blive værre?!

Den eneste, som had, nag og bitterhed går ud over, er en selv.

Den ubehagelige følelse i maven, de negative, sorte tanker, vrede, frustration og tudeture.
Alt sammen noget man selv gennemlever og som den anden ikke mærker noget til.

Så i virkeligheden er den bedste ”hævn” du kan tage, at tilgive.

Give slip.
Lade det gå.
Komme videre.
Se fremad.
Være glad!

Så selvom jeg har været en stor idiot på mange områder, så tilgiver jeg mig selv, fordi jeg vidste ikke bedre og jeg gjorde det bedste jeg kunne ud fra det jeg havde lært.
Og selvom han har været en gigantisk nar på mange områder, så tilgiver jeg ham, fordi han vidste heller ikke bedre og han gjorde det bedste han kunne ud fra det han havde lært.

Simple as that.

 

BRUG FOR AT LÆRE MERE OM HVORDAN DU HELER ET KNUST HJERTE? 

TJEK DETTE 4 UGERS ONLINEFORLØB: SÅDAN HELER DU DIT HJERTE

En af de vigtigste ting hvis vi gerne vil udvikle os og ændre på nogle ting i vores liv, er altså at vi er åbne for at se på os selv og indrømme de fejl vi begår.

Problemet er at det er mange mennesker ikke parate til fordi vi så ikke kan se os selv i øjnene...

Så de lyver for sig selv...

Konstant og hele tiden.
For at få det hele til at se lidt bedre ud og for på en eller anden måde at retfærdig gøre afsindigt dårlige beslutninger eller virkeligt usympatiske handlinger.
Men når vi lyver for os selv så bliver vi ved med at begå de samme fejl igen og igen.
Når vi lyver for os selv så udvikler vi os ikke.

Så altså:

Hvis du vil udvikle dig, så kig indad, find selverkendelsen frem og få lagt kortene på bordet, også de ucharmerende. Svesken på disken!
Ræk ud i dit netværk og få folk til at hjælpe dig med at se nogle sandheder og se andre perspektiver.
Tag ved lære af de ting du selv ser og de ting du hører fra andre.
Og når jeg siger ”tag ved lære” så mener jeg at du skal prøve at finde en ny og anderledes måde at anskue eller gøre tingene på. Find ud af hvad du kan ændre på og hvordan du kan ændre på det.
Du kan altid finjustere hen ad vejen.
Vi bliver hele tiden klogere, så der er intet forkert, fordækt eller uægte i at ændre standpunkt.
Det betyder blot at vi har lært.

Måske har du slet ikke sådan et menneske du føler du kan få nye ”sandheder” og nye perspektiver fra i din umiddelbare venskabskreds, men så ræk ud efter en kollega, en chef, en ven af en ven et familiemedlem, en gammel skolekammerat eller hvem det nu kunne være.
Og lad nu være med at vælge en du godt ved du har i din hule hånd og som bare vil please dig. Vær nu lidt modig og vælg en der kan give dig noget ordentlig og nuanceret feedback.

Folk bliver faktisk meget smigrede af at man beder dem om deres hjælp og gode råd, så du skal ikke være bange for at spørge. Og skulle du blive afvist, så tag det med oprejst pande. Det bliver nok et emne jeg tager op en dag. Afvisninger. For jeg ved de er svære. Det synes jeg også selv.
Men man dør ikke af dem. Så bliver du afvist, så spørg en anden!

Du udvikler dig ikke ved at sidde og blive talt efter munden og strøget med hårene af velmenende venner og veninder.
Du udvikler dig heller ikke ved at rotte dig sammen med venner og veninder der har samme problem som dig selv så I kan sidde og ”bitche” og piske en stemning op og blive evigt enige om hvilke stakkels ofre for omstændigheder I er.

Not gonna work! Been there, done that så jeg ved hvad jeg taler om.

Så når du rækker ud, så lad være med at række ud for at blive strøget med hårene og få ret i alle dine antagelser, ræk ud for at lære!
Ræk ud og bed om hjælp til at se på dig selv og dine omstændigheder fra en ny synsvinkel så du kan udvikle en ny forståelse for dig selv, dine mønstre og de situationer du har haft en tendens til at havne i.
Du vil også samtidig få ny forståelse for hvorfor andre gør som de gør.

Det er hårdt med det er sundt.
Og det er simpelt men ikke nødvendigvis nemt.

I dare you!

God søndag

/Hanne ❤

 

Få blogindlæggene sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

Tilbage til bloggen

Sådan heler du dig selv

by

SÅDAN HELER DU DIG SELV

rejs dig_1200

Et af de mest essentielle værktøjer til at skabe forandring i sit liv, det er at gå og lytte til inspiration.
Det er ikke nok kun at læse selvhjælpsbøger. Man glemmer det alt for hurtigt igen og det implementerer sig ikke i ens "system".
Der er brug for gentagelser. Mange gentagelser, og den nemmeste måde er ved at lytte.
Fordi, når du lytter kan du foretage dig andre ting samtidig.
Du kan lytte når du træner, når du kører fra A til B, når du laver mad, når du er i bad, når du laver rutinepræget arbejde, lige inden du skal sove, lige når du vågner osv. osv.

Find masser af lytte-guld til at hjælpe dig med at nå dine mål og få opfyldt dine dybeste ønsker, f.eks. på YouTube. Det har jeg selv gjort og gør det stadig.

Vidste du at du også kan abonnere på mine ugentlige blogindlæg, og få dem på lyd?!

Yep! True story!
Se mere her:

Søndags-Support Lydabonnement

Du får også adgang til en lukket Facebookgruppe hvor du kan sparre både med mig og med de andre i gruppen, og der vil være gratis webinarer hvor du kan stille spørgsmål få svar på nogle af de ting du måtte gå og have det svært med.

 

 

Blogindlæg fra Søndags-Support 22. JANUAR 2017

Mange mener ikke at der er den samme værdi i at rose og anerkende sig selv, som der er i at få det fra andre.
Men det er direkte forkert.
Det har en kæmpe værdi at give det til sig selv og det vil jeg komme tilbage til på næste søndag, i dag vil jeg gerne fortælle lidt om hvorfor vi så gerne vil have ros og anerkendelse fra andre for det er der nemlig en rigtig god forklaring på, og den kommer jeg med lige om lidt.

Jeg kan godt gribe mig selv i at gå og vente lidt på at folk lige anerkender et eller andet jeg har gjort for dem, eller at de lige udtrykker deres påskønnelse overfor mig og måske kommer det slet ikke eller måske bliver det ikke sagt helt på den måde jeg havde håbet eller i det omfang jeg havde ønsket.
Det tror jeg at vi allesammen kender.

Og det er jo ikke fordi at jeg udelukkende gør gode ting for andre for at få ros og anerkendelse, men det er da dejligt at få, ikke?

Vores samfund og kultur har utroligt travlt med at banke os i hovedet med at hvis man gør noget godt når andre "kigger på" så gør man det bare for at "høste" ros og anerkendelse og så er det ikke oprigtigt eller ægte, og vi får ligefrem ad vide at det ikkeer lige så værdifuldt når man gør noget godt eller donerer penge når der er ”vidner”, for så gør man det kun for at få andre til at synes godt om en.
Hmmm.... "Og hvad så!?" fristes jeg lidt til at sige...
Jeg synes i hvert fald at det er helt hul i hovedet at konkludere at fordi man selv gerne vil opnå noget -som f.eks. ros eller anerkendelse- så har de gode ting man gør pludselig ingen værdi.

Vi råber og skriger op om at vi skal være gode ved os selv og at vi skal sørge for os selv før vi sørger for andre, jeg er selv en af dem der er med til at ”råbe op om det budskab”, men vi må -åbenbart- ikke gøre det samtidig med at vi også gør noget godt for andre...
...Så er det "alt for galt".

Det er sgu noget mærkeligt noget synes jeg, så i dagens Søndags-Support vil jeg gerne slå et slag for at vi ikke skal skamme os over gerne at ville have ”vidner” når vi gør noget godt.
Vi skal fanden-fise-mig være stolte af at have lyst til at gøre noget godt.
Punktum.
Hvorfor skulle det være mere ærligt at gøre noget godt for andre når ingen kigger eller mere hæderligt at donere penge som anonym?

Hvis man gør noget godt, så gør man noget godt, og hvis man gør det når andre kigger, så er det vel stadig godt det man gør, ikke?
Desuden er jeg sikker på at de fleste mennesker rent faktisk gør mange rigtigt gode ting her og der, også når ingen kigger og stort set uden at skænke det en tanke og uden at søge ros eller anerkendelse for det.

Men nu vil jeg som sagt også lige komme med en forklaring på hvorfor ros og anerkendelse fra andre føles godt og hvorfor der er et ekstra kick i at gøre gode gerninger i andres påhør:

At blive rost, anerkendt, påskønnet og værdsat udløser nemlig nogle "rasende rare" hormoner i hjernen, som gør os godt, og giver os en dejlig følelse og dem vil vi naturligvis gerne have flere af.
F.eks. udløses det hormon der hedder Oxytocin -også kaldet kærlighedshormonet- når vi gør noget godt for os selv, men også når vi gør noget godt for andre.
Oxytocin er en af de der mange magiske ting ved den vantvittigt vilde opfindelse vi kalder for mennesket, det er blandt andet med til at stimulere kroppens organer til selvhelbredelse.
Hva’ be’har!?
Yes! Det er sandt.
Det styrker immunforsvaret og gør os mere rolige og glade.
Det fremmer også vores evner til at kunne give og modtage kærlighed og vores evne til at føle empati og taknemmelighed.
Det gør os mere generøse og tillidsfulde og faktisk hjælper det også på evnen til at huske og fokusere.

Det bedste ved Oxytocin er nok at det forøger vores evne til at elske os selv, (wooooooooooooop woooooooooooop) og som jeg har sagt tusind gange, så er det den vigtigste byggesten i dit liv. Du kan bygge stort set alt, hvis du blot har denne fundamentale grundsten: Selvkærlighed.
Så derfor er det altså ikke bare en floskel når man siger at man også hjælper sig selv, når man hjælper andre.

Menneskelig interaktion er helende!

Når vi interagerer med hinanden ved at hjælpe og glæde hinanden, så heler vi både os selv og hinanden, og det er uanset om det er psykisk eller fysisk heling vi har brug for.
Oxytocin udløses også ved kys, kram og berøring, hence navnet ”kærlighedshormonet”, og det giver os følelsen af være elskede.

Så det er altså et vældigt pragtfuldt hormon det her Oxytocin.

Når vi så har gjort noget godt for os selv og for andre og fået os et ordentligt skud Oxytocin, så er det også muligt at hente en lille bonus i form af neurotransmitteren Serotonin.

-Jeg håber altså ikke det bliver for nørdet i dag folkens, det er sgu bare fordi jeg synes det er så yderst vigtigt at forstå hvorfor vi gør som vi gør og føler som vi føler, og jeg vil gerne skyde et kæmpe stort hul i al den skyld og skam som vi konstant får trukket ned overhovedet at vi skal føle.
Nu kan man ikke engang få lov til at være et godt menneske uden at man skal føle sig falsk, opmærksomhedssøgende, blodsugende, dum og forkert blot fordi man bliver glad for at blive påskønnet for det.
Så til alle jer stolte Ombyggere: Væk med skyld og skam, vi kan ikke bruge det til noget som helst konstruktivt! I øvrigt er det tåbeligt at skulle skamme sig over noget der er naturligt.

Anyway, tilbage til bonussen.
Serotonin er det der drøner rundt i vores centralnervesystem når vi føler os værdsatte og specielle.
Aha!!!!
Så det er altså dét der gør at det føles så fandens rart når nogen anerkender og roser os.
Og hvorfor i himlens navn skulle vi fortænke nogen i at have lyst til at få den rare følelse?
Og hvorfor i alverden skulle vi skamme os over det!?

Det giver ingen mening!

I øvrigt er det, det der sker hele tiden når vi er på sociale medier og det er derfor vi bliver lidt afhængige af det der SoMe halløj.
Likes, ros, søde kommentarer og opmærksomhed frigiver stoffer i kroppen som giver os en slags ”rus”.
Nogle mennesker har viiiiirkelig meget brug for denne her opmærksomhed, og det kan blive helt anstrengende, men hvis man ser ind i de her mennesker som har det behov, så vil du formentlig finde et menneske der i bund og grund har et kæmpe behov for omsorg.
Det kan der være en hulens masse årsager til, og det vil jeg ikke gå ind i her.

Så er der alle ”shamerne”, alle dem der er ”opdraget” til at synes at de der anstrenende ”se mig!” typer er forfærdelige og sådan er jeg i hvert fald ikke!
De frarøver sig selv alle de gode og dejlige oplevelser man -trods alt- også kan få på sociale medier fordi de i hvert fald ikke vil være sådan nogen opmærksomhedssøgende typer og de vil i øvrigt heller ikke dele noget som helst fra deres liv med nogen som helst, for det er kun irriterende mennesker der gør det.
Nu er det her sat lidt på spidsen, I know!
Der er selvfølgelig et hav af andre årsager til ikke at orke sociale medier, og det er også helt fint og plausibelt nok, nu var det blot for at illustrere de to kontraster, den opmærksomhedsøgende og den antiopmærksomhedsøgende.
Der er jo selvfølgelig også alle dem i midten, der hvor de fleste nok i virkeligheden befinder sig, der prøver at finde en god og sund balance i det hele og som er meget opmærksomme på ikke at blive for afhængige, men som samtidig heller ikke vil afskære sig selv fuldstændigt og som søger opmærksomhed og bekræftelse i ny og næ og andre gange holder ting for sig selv og som viser medfølelse for de opmærksomhedssøgende af og til og andre gange foragter dem lidt.
Ying/yang, til/fra, op/ned, plus/minus, vil/vil ikke, gør/gør ikke.
Meget almindeligt, men noget vi sjældent indrømmer, for hvis vi en gang imellem gør det samme som dem vi har lært at forragte,så er vi jo nogle frygtelige mennesker der burde skamme os.
Sandheden er bare at sådan er de fleste af os...

Nå, det var lige et lille sidsespring, tilbage til Serotoninen:
Faktisk peger forskning på at depression kan skyldes for lave Serotonin-niveauer.
Sollys kan sætte gang i produktionen af Serotonin men det er der også noget andet der kan, og se, det er her det går hen og bliver interessant, og det er noget af det her jeg selv har brugt i mit eget arbejde med mig selv:

Du kan løfte dig selv og dit humør blot ved at fremkalde gode, glade, rare og lykkelige minder!

Jeps.
Weird?
Måske.

Men hør nu:

Dine glade minder ligger gemt nede i dit ubevidste sind, og dem kan du til enhver tid hive frem og bruge til at løfte dig selv med, og det sjove er at dit ubevidste sind kender ikke forskel på nutid og fortid.
Det kender heller ikke forskel på virkelighed og fiktion.

Nu skal du altså lige folde ørene ud... Eller rettere... Øjnene...

Jeg siger det lige igen:
Dit ubevidste sind kender ikke forskel på nutid og fortid.
Det kender heller ikke forskel på virkelighed og fiktion.

Nu bliver det spændende!

Du kan altså hjælpe dig selv hvis du er trist, ved at fremkalde glade minder. Vi gør det bare ikke for det ligger langt fra vores komfortzone og ville føles akavet og unaturligt!

Men det er præcis dét jeg har gjort i mit arbejde med mig selv. De af jer der har læst lidt på min blog Hjerte Under Ombygning og set nogle af videoerne på min YouTube kanal Hjerte Under Ombygning ved at jeg faktisk brugte gode minder til at hele mit knuste hjerte.

Det her kommer til at lyde vanvittigt, men lyt godt efter... Ja, eller læs... Du ved hvad jeg mener!

Jeg var fuldstændigt knust over at have gennemgået endnu en ufrivillig abort, denne gang med -hvad jeg troede var- manden i mit liv og over at han 3 uger senere iskoldt forlod mig. Nu stod jeg der uden mit barn, uden et hjem og med verdens mest sønderknuste hjerte.
Når jeg tænkte på ham og på os var det mest nærliggende -som det nok er for lang de fleste- at tænke på alt det jeg ikke havde mere, alt det jeg havde mistet, alt det jeg aldrig fik igen, alt det jeg nu ville mangle og når jeg tænkte på alt det så kunne jeg mærke smerten af min sorg, mit tab og mit savn brede sig i hele min krop og få det hele til at snøre sig sammen.

Og det var i den grad også det der skete.
Og det endte med at koste mig 12 dage på psykiatrisk skadestue.
Jeg var fuldstændigt helt og aledeles ødelagt indeni. Og jeg bidrog selv til masseødelæggelsen uden at være klar over det.

Men efter min indlæggelse var det som om der skete noget med mig. Faktisk skete noget af det allerede under min indlæggelse.
Jeg begyndte at række ud.
Jeg kan ikke sige Jer hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, jeg kan kun sige at det gjorde jeg af en eller anden årsag bare. Og i dag deler jeg alt hvad jeg gjorde, i håb om at inspirere dem der har ondt i livet, så de kan komme op af hullet og ud i lyset.
Nå, men jeg begyndte altså at række ud. Den veninde jeg havde håbet mest på ville være der for mig, hun var der ikke og senere skulle jeg blive svigtet big time, men det har jeg jo fortalt om i en tidligere Søndags-Support og i nogle af mine første YouTube videoer.
Så jeg søgte ”nye græsgange” so to speak.

Det er det bedste jeg nogensinde har gjort. De mennesker jeg rakte ud efter, de stod der med det samme og de var medvirkende til at hele mig.
Bare det at de var der, talte med mig, besøgte mig, gik ture med mig, sagde kloge og dybe ting der fik mig til at se nye perspektiver, det hjalp mig til at hele mig selv.

BRUG FOR AT LÆRE MERE OM HVORDAN DU HELER ET KNUST HJERTE? 

TJEK DETTE 4 UGERS ONLINEFORLØB: SÅDAN HELER DU DIT HJERTE

Det inspirerede mig til at gå dybere i arbejdet med mig selv.
En af de ting jeg havde hørt at man kunne gøre, var at man selv kunne bestemme hvilken værdi man gav tanker, ting og begivenheder, og at man selv kunne bestemme hvilke følelser man lagde i bestemte tanker, ting eller begivenheder.
Først tænkte jeg at det var noget forbandet vrøvl.

”Jeg kan da ikke selv vælge om jeg vil blive ked af det eller ej, når jeg støder på minder om min ex-kæreste!”

Men jo, det kan jeg faktisk, det må jeg jo ligge mig fladt ned og indrømme den dag i dag.

Se lige denne YouTube video som jeg lavede nytårsaftens dag 2015/2016 Lægger du negative følelser i gamle minder

Normalt ville jeg have lukket den der, og sagt at dét var umuligt selv at bestemme det og at dét kunne jeg ikke for jeg var i hvert fald ikke selv herre over mine tanker og følelser.
Slut prut.
Men det gjorde jeg af en eller anden grund ikke.
Jeg tror bare at jeg ville bare forandringen så meget at jeg var åben for at prøve hvad som helst.

Så jeg valgte at give det et forsøg:

Jeg traf simpelthen et valg om at jeg ikke ville være ked af det når der dukkede Facebook minder op med ham, eller Google Fotos minder (Og hillemænd, guderne skal vide at jeg er blevet bombarderet med billeder af ex’en fra disse to apps, geeeez!) og jeg besluttede mig for at jeg ikke ville lægge nogen dårlige følelser i ting vi havde købt sammen, ting jeg havde fået af ham, musik vi havde hørt eller steder vi havde været sammen.

I starten var det svært og jeg kunne -selvfølgelig- ikke undgå at det sædvanlige ubehagelige sug i maven kom, men jeg lod mig ikke slå ud. Jeg "overskrev" de dårlige tanker med gode tanker, så som ”det var sjovt dengang” og ”ih, hvor havde vi det dejligt der, det var nogle gode år”.
Og jeg gjorde det uden at fremkalde følelsen af tab og mangel, så når jeg tænkte "det var dejligt dengang" så undlod jeg at tænke "buuuh huuuh det har jeg ikke mere".
Når og hvis der alligevel efterfulgte tanker om mangel, sorg, tab og svigt så fortalte jeg mig selv at der nok skulle komme masser af nye dejlige eventyr min vej, og at jeg skulle være glad for disse minder jeg havde med ham for det havde jo trods alt været dejligt og smukt da det stod på.
Jeg sagde det nogle gange højt til mig selv, andre gange tænkte jeg det bare.

Og jeg blev ved.

Og ved.

Og ved.

Selvom det var svært.

Og i dag føler jeg ingen smerte ved at gå med noget jeg har fået af ham, jeg har ingen krise når jeg ser billeder af ham eller opholder mig steder hvor ham og jeg kom jeg kan faktisk smile når jeg ser billeder af ham og os fra rejser og begivenheder.
Jeg har ikke haft behov for at skille mig af med alt hvad der havde med ham at gøre eller som mindede mig om ham og det er så befriende.
Jeg er fuldstændigt fri.

Jeg tror vist jeg har nævnt dette lille ordsprog før: "What you resist, persists":
Så hvis jeg på traditionel vis havde forsøgt at skille mig af med alle minder og drønet alt ud jeg havde fået af ham og bare haft modstand, modstand, modstand, så var det blevet ved med at gøre mig ondt hver gang jeg så alligevel på en eller anden måde ville blive mindet om ham. For det kan jo for pokker ikke undgåes.
Nu rører det mig ikke.

Jeg har taget magten over det, fremfor at det har taget magten over mig.

Så cool. Det har jeg aldrig prøvet før.
Derfor skærer jeg det lidt ud i pap her, for jeg synes virkelig at du skal prøve det hvis du går med noget der er lidt svært, hvad enten det er knust hjerte, dødsfald eller hvilken som helst anden ting som man prøver at undgå for at skåne sig selv.
Man skåner nemlig i sidste ende ikke sig selv, man gør sig selv svag.

Yderligere har jeg tilgivet mig selv for alt hvad jeg har bidraget med som gjorde at det gik galt, og jeg har tilgivet ham for alt det han bidrog med som gjorde at det gik galt, og jeg er 100 % fri af sorg og smerte omkring ham og har derfor 100 % magten over mine følelser.

I dag kan jeg bruge disse minder om ham og det vi havde til noget positivt, sammen med alle de andre gode minder jeg har om alt muligt andet.
Det lyder måske vanvittigt, men det er altså sandt.

Så selvom ham og jeg er fortid har jeg altså kunne bruge minderne om os til noget positivt i min nutid! Nemlig til at hele mig selv og gøre mig fri.

Så påstod jeg jo også at det ubevidste sind -din underbevidsthed- ikke kendte forskel på virkelighed og fiktion og det er også sandt.
Og her kommer sådan noget som meditation og hypnoseterapi ind i billedet.
Du kan med stor succes også bruge selvhypnose (som er lidt det samme som at meditere på noget bestemt) til at ændre på meget smertelige oplevelser i din fortid, hvad enten de er helt tilbage fra din barndom eller de er fra sidste uge.
Så det vil sige at du faktisk kan hele og hjælpe dig selv ved at "forestille" dig noget. (Eller meditere på noget specifikt)
Altså ved at visualisere.
Og fordi det ubevidste sind kender ikke forskel på virkelighed og fantasi vil det kunne lindre din sorg og smerte.
Du kan altså forestille dig noget andet og bedre end det der er sket i virkeligheden.

Det lyder måske helt skørt, men jeg synes virkelig at du skal prøve det, hvis du går og kæmper med noget der er svært.
Jeg fortæller om hvordan jeg selv har brugt det i forbindelse med mine egne barndomstraumer i min lydbog "Sådan Slutter Du Fred Med Din Fortid"


Det omhandler både mobning og omsorgsvigt og selvom jeg jo selvfølgelig ikke kan lave om på hvad der er sket, så kan jeg altså godt bruge selvhypnose til at visualisere noget andet og i lydbogen kommer jeg med nogle konkrete eksempler på hvordan jeg har gjort og hvad resultatet har været for mig.

Nå, men der jeg vil hen med alt det her, er at vi kan i stor stil bruge os selv til at hele os selv.
Vi skal ”blot” beslutte os for at ville det.
Og det vil være lidt krævende for os da værktøjer som dem jeg lige har beskrevet ligger udenfor vores komfortzone. For vi har jo altid lært -og set fra andre- at minder om det vi har mistet er sørglige og triste, hvordan skal vi så lige pludselig kunne se på dem som gode og rare?!
Vi har også lært at vi ikke åbenlyst må vise godhed, for så er vi bare falske, hvordan skal vi så turde gøre det?
Vi har lfået læst og påskrevet at vi ikke må vise vores sårbarhed, for så er vi bare irriterende og opmærksomhedssøgende, hvordan skal vi så nogensinde få mod til at åbne os?
Mange af os lærer ikke hvordan vi rækker ud efter hjælp når vi har brug for det, hvordan skal vi så vide hvordan vi gør det?
Vi ved heller ikke ret meget om hvordan vi kan hjælpe os selv fordi vi har set at man jo kan "løse" alting med piller eller drukne det i alkohol, stoffer, sex eller andre "midler" der kan fjerne opmærksomheden fra vores invendige smerte.

Og hvis vi stædigt bliver i en overbevisning om at ”jeg kan ikke gå med dette her ur for det har jeg fået af ham/hende”, eller ”jeg kan ikke høre det her musik for det minder mig om ham/hende” (og det jeg ikke har mere) og ”jeg kan ikke tage herhen længere for der var jeg altid med ham/hende”, jamen så begrænser man bare sig selv og man brænder inde med noget nag/had/sorg som kan sætte sig til fysisk smerte og sygdom.

Så for alt i verden:

  • Gå nu bare ud og vær dejlige mennesker overfor andre og nyd al den lækre Oxytocin der udskilles og som hjælper dig til også at elske dig selv lidt mere.
  • Nyd nu for pokker også Serotoninen der strømmer rundt i kroppen når andre værdsætter, anerkender og roser dig. Det gør dig ikke til et dårligt, falskt menneske at du gerne vil have den del med også.
  • Vid at der ikke er noget fordækt i at synes det er dejligt at blive påskønnet, det er der en helt naturlig forklaring på.
  • Ræk ud når du har brug for hjælp.
  • Tag beslutninger der løfter dig og løfter dit humør.
  • Lær dig selv, selv at bestemme værdien af tanker, ting og begivenheder.
  • Lær dig selv, selv at tage magten over hvad du vil føle omkring bestemte tanker, ting og begivenheder.
  • Gør dig selv til styrmanden over dine tanker og tag kommandoen over dine følelser.

Det gør dig stærk at tage ejerskab over dit indre, få styr på dit negative tankemylder og få vendt det om til noget godt og positivt.

Lad ikke dine tanker og føleler styre dig.
Styr dem i stedet for.
Selvom det lyder max crazy, så kan man faktisk selv bestemme hvad man vil tænke, hvilken værdi man ligger i noget og dermed hvad det vil få os til at føle.

Når ikke vi formår at gøre det, så kan det ende i depression, angstanfald og stress (eller "dejlige" 12 dage på psykiatrisk skadestue) men det kan ligeså godt vise sig som rygsmerter, nakkesmerter, hoftesmerter, dårlige knæ, diskusprolaps og sågar cancer.

Det er min overbevisning i hvert fald.

Jeg ved godt at den sidste påstand kan være "too much" for mange, det havde det også været for mig hvis du havde spurgt mig for år siden.
Men for de af jer der synes at det kunne være interessant at grave lidt mere i det her med hvordan psyken kan påvirke vores fysik, så se lige denne video fra Inspire Nation: STEVE OZANICH: Heal Your Back Pain Permanently! | The Great Pain Deception | Based on Dr Sarno

❤ God søndag ❤

 

/Hanne ❤

Få mine blogindlæg sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld dig her: Søndags-Support

Tilbage til bloggen

Når vi falder ned i et stort, dybt hul…

by

NÅR VI FALDER NED I ET STORT, DYBT HUL...

nogle gange falder vi ned i et hul

 

Brug for en reminder nu og da!?? Så få minde indlæg sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld dig her: Søndags-Support

 

 

Blogindlæg fra Søndags-Support 15. JANUAR 2017

Vi er bange for at blive bange.
Vi undlader at kaste os ud i nye eventyr, fordi vi frygter at det vil være usikkert og dermed bringe os frygt i fremtiden.

Tro mig, jeg er selv ret god til at undvige ting pga. frygt, og frygten for fremtidig frygt.
Når der opstår angstprovokerende situationer øver jeg mig i at bruge frygten, fremfor at lade den stoppe mig, og jeg ved alt om hvor svært det kan være.

Men fremfor at fortælle hvor svært det er, vil jeg meget hellere fortælle en historie om engang hvor jeg "sked på det hele" og tog chancen uden at overveje konsekvenserne.
Det er iøvrigt dem der gør os bange.
"Konsekvenserne".
Så snart vi begynder at analysere på "konsekvenserne" bliver vi bange og lader os stoppe. Det er en skam, og problemet med disse "analyser" er at vi som regel helt glemmer at medtage alle de muligt positive konsekvenser.

Nå, men tilbage til histoien jeg ville fortælle:

Jeg sendte en jobansøgning til et produktionsselskab engang for mange år tilbage, og jeg pyntede virkelig på mine "skills" i ansøgningen.
Jeg skrev f.eks. at jeg havde "masser af erfaring" med at redigere film, fordi jeg bare så gerne ville have foden indenfor i  branchen, koste hvad det ville.
Jeg havde kun lige snuset til tv-produktion og videoredigering, men jeg tænkte for mig selv "Hvor svært kan det lige være?".
(Det gør vi iøvrigt alt for sjældent i vores voksenliv. Som regel tænker vi i stedetfor "Det er nok for svært, så jeg må hellere lade det ligge" eller "Det er jeg nok ikke god nok til, så jeg må hellere søge/gøre noget andet")

Skæbnen ville at jeg fik jobbet dengang, og nu skulle mine "mange talenter" og "megen erfaring" jo så tages i brug.
OMG...
Shit, shit, shit...
Problemet var jo, at jeg havde ikke rigtigt så mange erfaringer med tv-produktion som jeg havde givet udtryk for og ikke rigtigt så mange redigerings-talenter som jeg havde luftet i ansøgningen, så jeg var sgu virkelig på den.

Og så alligevel ikke...

Frygten for at blive "opdaget" kunne have lammet mig totalt.
Men "alt er jo relativt" tænkte jeg, så når jeg siger "meget erfaring", så kan det jo lige så godt være 10 timer såvel som 10 år, det kommer jo an på hvordan man ser på det.

Så jeg forestillede mig at den skulle jeg nok "redde hjem", og at jeg jo bare måtte knokle lidt ekstra og spørge nogle af de erfarne til råds.
(Læg lige mærke til noget her, jeg tror nemlig at det har været helt afgørende, at jeg havde evnen til at "forestille" mig et godt udfald! Dét skal jeg i fremtiden selv bruge meget mere tid på at blive god til igen)

Jeg kom til at sidde med min egen lille ugentlige produktion af små film til nettet. Jeg skulle både tilrettelægge dem, filme dem og klippe dem, og det der "klipperi", det var jeg sgu' ikke specielt ferm til. Men jeg havde jo en deadline hver uge, og heldigvis var arbejdspladsen meget "frihed under ansvar" agtig, så man kunne komme og gå lidt som man ville, bare man overholdt sine deadlines.
For mig kom det til at betyde at jeg også måtte af sted på arbejde i weekenderne og jeg sad derinde, i den store kolde bygning i Vermundsgade, i timer og atter timer i weekenderne, og nogle gange sad jeg og stortudede imens jeg arbejdede, fordi det var så svært og drillede så meget at jeg kunne have revet håret af mig selv. Men jeg blev ved og ved og ved. Knoklede og kæmpede.

Og nu kommer det gode:

Frygten for at blive opdaget -og smidt ud på røv og albuer- var min motivator. Jeg skulle bare lykkes, ingen skulle få nys om at jeg var total "talentløs" og i virkeligheden ikke kunne en klap af de ting jeg havde lovet jeg kunne.
Jeg sled, og sled, knoklede og knoklede og der gik faktisk ikke ret lang tid før jeg kunne lave mine ugentlige indslag med venstre hånd.
Jeg vil tro det tog 5-6 måneder at nå fra at kunne nærmest ingenting, til at kunne lave dem med venstre hånd OG lukkede øjne.
😀

Det var alle tudescener og ufrivillige weekendophold i en stor, tom bygning i Vermundsgade værd.

I did it! -Det var lidt den følelse jeg havde.

Fotograf Hanne Paludan Kristensen

En dag til en julefrokost, besluttede jeg at jeg ville sige sandheden til min chef Line. Jeg kunne ikke lade være, for jeg synes selv at det var lidt sjovt, og nu var det jo ikke længere "farligt" at afsløre mine små hvide løgne, for nu gik alt jo super godt.
Så jeg fortalte hende at jeg altså ikke havde haft "for 5 kroners erfaring" da jeg startede, og at jeg vist havde pyntet lidt vel meget på min ansøgning dengang.
Line grinte og kiggede på mig, så sagde hun "Det vidste jeg faktisk godt!"
Så hun havde åbenbart hurtigt gennemskuet mig, men hun havde værdsat mit mod og min kampånd, og derfor havde hun ladet mig bevise at jeg godt kunne.
Den havde jeg ikke lige set komme.

Stort af hende, ikke?

Min opfodring denne søndag -også til mig selv- er at bruge frygten som en drivkraft fremfor en stopklods.

Hvad enten det drejer sig om kærlighed, sygdom, penge eller hvad som helst ellers, så se frygten som din benzin til at opnå dine mål.

I kærlighed går vi tit på kompromis fordi vi er bange for at blive alene, og frygter at alenetiden skal gøre os bange og usikre, så i stedet bliver vi i parforhold der ødelægger os og flår vores selvværd i småstykker.

Det samme sker ofte i venskaber.

I helbredsøjemed undlader nogle at gå til lægen fordi de frygter at få en besked der vil gøre dem bange og utrygge, så de frygter altså en fremtidig situation hvor de skal gå og være bange og usikre.
Det siger næsten sig selv at det er det dummeste man kan gøre...
Som en struds der gemmer sit hovede i jorden...
Eller som at ville spare pengene på tandlægen, fordi man har frygt i forbindelse med sin økonomi, kun for at erfare at det var blevet langt billigere hvis man ikke havde sparet tandlægebesøgene væk på det tidspunkt hvor de kunne have været forebyggende.

Vi skal ikke være bange for at være bange.
Alting løser sig som regel.
Gør det ikke?

Frygt er okay, og det er en del af livet.
Når vi ser den i øjnene gør den os stærkere.

/Hanne ❤

Tilbage til bloggen

Når fortiden spøger i nutiden…

by

NÅR FORTIDEN SPØGER I NUTIDEN

lad ikke din fortid definere dig

Blogindlæg fra Søndags-Support 8. januar 2017

Du kan få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag, lige her: Tilmeld Søndags-Support ❤

DER VIL IKKE VÆRE ET ØJE TØRT DE FREMTIDIGE SØNDAGE - PÅ DEN GODE MÅDE!

Hej Ombyggere!

Her er de ”vise” ord for denne søndag:

Det, der er det tricky ved denne, er at mange slet ikke selv er klar over at de lader fortiden definere dem.
Jeg havde ikke selv den fjerneste anelse om hvor meget min fortid egentlig dominerede mit liv.

Men set i bagklogskabens ulideligt klare lys kan jeg se at den næsten 100 % har domineret alt lige fra mine relationer til andre, til mine valg i forhold til uddannelse og karriere, mine overbevisninger omkring penge -og i særdeleshed mangel på samme- mit kærlighedsliv, mit valg af bolig, mine tanker om mig selv, og dermed mit forhold til mig selv, herunder også mit selvværd.

Okay, lad mig komme med et helt lysende klart eksempel, og som jeg egentlig aldrig har tænkt over før nu hvor jeg er begyndt at arbejde med mig selv og min personlighed:

I starten af 90’erne, hvor jeg var i mine 20ere, der var på udkig efter en bolig fordi jeg var holdt op med at studere og derfor ikke kunne beholde mit kollegieværelse.
Jeg gik i første omgang på udkig efter en lejelejlighed, for det var det jeg kendte til. Det var sådan en jeg var vokset op i og som min mor stadig boede i. Dengang var lejelejligheder ganske billige mange steder,  ”...men man skulle som regel helst kende nogen som kendte nogen for at få foden indenfor”

...Jeg lader lige den sidste sætning i citationstegnene stå et øjeblik...

For dét jeg sagde lige dér var nemlig også en overbevisning som jeg var blevet fodret med og som jeg derfor -helt ukritisk- troede på uden selv at afprøve rigtigheden af påstanden. ”Sådan var det bare”.

Jeg begyndte -i et øjebliks vanvid og helt ude af trit med hvad jeg troede på var muligt for mig- at kigge på ejerlejligheder, meeeeen jeg ”vidste” jo godt at det nok var aaaaaalt for dyrt for "sådan en som mig" for det var jo kun sådan noget ”rigmandsbørn” gjorde.
Ikke desto mindre havde jeg fået forvildet mig ud og kigge på ejerboliger, og jeg var oppe og kigge på den skønneste, gamle 5. sals lejlighed på Amager, med stuklofter, ovenlysvinduer og hele baduljen. Den var super smuk og hyggelig. Men den kostede næsten 250.000,- (ak, ja, I knoooow, det var tider)

Men det var jo en heeeeeel kvart million jeg skulle låne! Gisp! Det var alt for mange penge at låne, det havde jeg jo nok slet ikke råd til... Det ville sikkert gå helt galt hvis jeg gjorde det.
Så jeg gjorde det ikke...

Og nu siger jeg det helt uden at pakke det ind: Jeg-skulle-fanden-fuck’me-ha’-købt-den!
Damn it!

Et realkreditlån var -også dengang- billigere end et banklån, og tænk lige på hvor meget den type lejligheder de steg i løbet af de følgende 10 år!
Christ altså!
Det havde virkelig været et røverkøb for nu at sige det som det er.
Det er slet ikke til at holde ud at tænke på, hahahaha.

Men jeg var så præget af -defineret af- det jeg kom fra og det jeg havde lært hjemmefra om bolig, penge og ”rige” mennesker kontra ”sådan nogle som os”.
Ejerlejligheder, uha, nej de var skam alt for dyre og det var faaaarligt at låne så mange penge. Det kunne kun gå galt medmindre man var rig.
Og som bekendt er de rige jo de onde.
Så det ville man jo i hvert fald ikke være...

Suk...

Det her mindset er gået i arv gennem generationer i min familie, og se lige hvor det bragte mig hen. Mit ”knapheds-mindset” fik lov til at bestemme hvorvidt jeg skulle kaste mig ud i at blive boligejer eller om jeg bare skulle fortsætte ”arven” og bo til leje for tid og evighed.
Og vupti gik jeg lige glip af at tjene et par millioner.
Fåååååååååårk!

Nå, easy now, Hanne 😀

Jeg brød dog mønsteret en smule da den lejebolig jeg så endte med at bo i blev lavet om til en andelsbolig og jeg købte min andel. Hele 15.000,- kroner kostede den! Jeg rystede nærmest på hænderne.
Uha, ja, det var skam mange penge!

At jeg så 10 år senere lagde den sammen med en lejligheden nedenunder -som jeg så gav 800.000,-kroner for og nærmest på den konto gik personligt konkurs da finanskrisen ramte og min sammenlagte andel var mindre værd end det papir andelsbeviset var skrevet på, dét er en helt anden historie.

Men kan du se, at der er et mønster? Et mønster der fulgte mit mindset. Et mindset der roterede omkring knaphed og mangel.

Og det her er jo bare et helt banalt eksempel på et valg jeg traf som jeg ikke tror der er særligt mange -inklusive mig selv- der ville beskrive som et valg fortiden definerede og prægede mig til at træffe.
Men det gjorde den da i allerhøjeste grad.

Den dag i dag bor jeg stadig i lejelejlighed, da jeg jo måtte gå fra hus og hjem under finanskrisen. Farvel andelsbolig og hej kæmpe gæld. :-/
Som sagt, mønsteret følger mindsettet, men det er så heldigvis det mindset jeg er ved at lave om på nu.

Et andet godt eksempel er mit kærlighedsliv:
Jeg er vokset op med en mor der var alene. Single-mor til tre børn. Jeg har aldrig -siger og skriver- aldrig set hende med en mand siden hun og mine brødres far gik fra hinanden... da jeg var 5!!!

I øvrigt var hendes generelle holdning, som hun ikke tøvede med at fodre mig med, at "mænd var svin"...

Jeg har været single det meste af mit liv. Det længste forhold jeg har haft har varet omkring 3 år.
Størstedelen af de forhold jeg har været i er endt ganske forfærdeligt med mig i rollen som bundulykkeligt offer, også selvom det var mig selv der skred.
Tror du at det er en tilfældighed?!
Næppe...

Min tanke om mænd har da også været noget i retningen af at ”de er bare nogle dumme svin” når jeg blev såret eller var utilfreds, i stedet for at tage ansvar.
Jeg har aldrig taget ansvar.
Før nu.
Blame, blame, blame! Og jeg har aldrig selv kunnet se det...

Sigende ikke?

Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler som disse.

Og så er der jo alle de tunge ting.
Tævene jeg fik som barn, og hvad det har gjort ved mig.
Mobningen jeg blev udsat for og de ar det har givet.
Alt det der, der har smadret mig som person, ødelagt min dømmekraft, mit selvværd og min ansvarsfølelse og gjort mig til et offer.

Selvom jeg stadig kan få en klump i halsen når jeg skriver om min fortid, så er jeg fuldstændigt færdig med at være offer.

Det er selvfølgelig ikke noget man bare stopper med at være fra den ene dag til den anden. Man skal først ”lære” det, so to speak.
Og det kan man sagtens.

Det jeg startede med at gøre var at kortlægge mine tanker.
Vores tanker styrer meget mere end vi lige går og tror. De styrer hvordan vi oplever ting, altså hvordan vi ser på verden. Men de styrer også vores følelser, og det vil med andre ord sige at de styrer hvordan vi har det! Er vi glade eller er vi kede?

De fleste af vores mellem tres- og halvfemstusind daglige tanker, kører på autopilot. Det vil sige vi tænker ikke over at vi tænker dem...
Syret ik?
Jeg siger det lige igen:

Vi tænker ikke over hvad vi tænker...

Så derfor begyndte jeg at blive opmærksom på mine tanker når de kom og gik. For at få kortlagt hvad det egentlig var jeg overvejende gik og tænkte.

Og det kommer nok næppe bag på nogen at jeg fandt ud af at jeg var overvejende negativ, sortseende, pessimistisk, sur, ked, utaknemmelig og selvdestruktiv.

...Så langt så godt...

Jeg begyndte nu at øve mig i at være mere positiv og taknemmelig i mit sprogbrug, både når jeg talte, når jeg skrev og når jeg tænkte.
Når dårlige, triste og selvdestruktive tanker opstod, ”overskrev” jeg dem med nye og bedre tanker. I perioder hvor jeg havde rigtigt svært ved at ”finde på” gode tanker fordi jeg var så ked af det som jeg var, så lyttede jeg til lydbøger med positive budskaber. Typisk selvudviklingsbøger. (For man kan nemlig ikke både koncentrere sig om at lytte og tænke dårlige tanker samtidig)
Jeg stoppede også med at skrive de lange tårevædede blogindlæg, og begyndte i stedet at dele min proces med at lære at tænke, tale og skrive mere ”lyst”. Så jeg delte fremskridt og håb, i stedet for sorg og bekymring.
Det samme gjorde jeg når jeg talte med folk, så forsøgte jeg at fortælle om de gode ting i mit liv og jeg gjorde faktisk min omgangskreds opmærksom på -i en mail til nærmeste venner og familie- at jeg havde behov for at tale om positive ting og folk var faktisk overraskende imødekommende overfor dét ønske.

Næste skridt jeg tog var at øve mig rigtigt meget på ikke at lade temperamentet løbe af med mig i trafikken. Det gjorde jeg ved at være bevidst opmærksom på mine reaktioner i trafikken.
Altså, hele tiden lige tænke over, hvad tænker jeg nu? Hvad føler jeg? Hvad gør jeg? Og så bare lade det fare. Og ikke ”reagere” eller ”gøre” men tage en dyb vejrtrækning og bare smile og sige højt til mig selv: ”han/hun har sikkert haft en rigtigt skidt uge” når der var nogle i trafikken jeg syntes opførte sig dårligt.

Og så tænkte jeg på min nye tillærte viden om at ”sårede mennesker, sårer mennesker”. Det er nemlig lidt det samme både i trafikken, på arbejdspladsen og i parforhold at jo mere sårede vi selv er, jo mere sårer vi andre.
En anden måde at sige det på kunne være: ”Røvhuller er blevet præget af røvhuller” så når folk er idioter ligger der i virkeligheden meget mere bag, end at de ”bare” er idioter eller røvhuller.
De har formentlig haft forældre der var nogle rigtige idioter gennem deres opvækst eller måske har de en chef der er et rigtigt røvhulle-nul og som hiver dem igennem manegen hver dag.
Get the picture? (Sagde fotografen, hø hø)

Jo mere dårligt vi har det med os selv, jo mere har vi tendens til at fare op eller til at svine andre til.
Jo mere kede vi er af vores egen vægt, jo mere travlt har vi med at finde fejl på andres kroppe.

Og så fremdeles.

Anyway, lang historie kort, så startede jeg altså med at kortlægge mine tanker ved at begynde at blive bevidst opmærksom på dem, fordi så kunne jeg nemlig begynde at ændre på dem.

Jeg fortsatte med også at kortlægge mine handlinger, mine reaktioner, mine valg, mine beslutninger og mine overbevisninger, ved ganske enkelt at blive bevidst om dem.
Slå autopiloten fra og simpelthen ”betragte” mig selv sådan lidt udefra, og så langsomt begynde på at ændre på de forskellige egenskaber jeg havde men som jeg dybest det ikke var særligt godt tjent med.

Så nøgleordene her er altså ”bevidst opmærksomhed”.

Og jeg tror ikke det vil være særligt svært for nogen at identificere hvilke dele af ens personlighed der ikke bidrager til særlig megen lykke. Så det er ikke et problem at hitte ud af hvor det vil være snedigt at ændre på noget.
Medmindre man har meget lidt selvindsigt...
I så fald kan man søge professionel hjælp. ❤

Jeg har også brugt små bekræftelser. Affirmations som de også bliver kaldt. Jeg bruger dem stadig dagligt. Det er sådan nogle lige som den jeg har skrevet på billedet øverst i mailen her.
Sådan nogle har jeg brugt til hudløshed, fordi de er med til at ”træne mit sind i positiv tænkning”.

Ydermere har jeg afskaffet mit tv (kan ikke huske om jeg har fortalt det, men det skader nok ikke at gentage det, jeg ved hvor mange gentagelser det kræver for at få skabt nye vaner og holdninger 😀 ) og jeg er sgu også stoppet med at høre radio. I stedet for tv læser jeg bøger (sagde hun fromt, hahaha) og i stedet for radio hører jeg lydbøger.
Og ja, det lyder måske lidt frelst og hippie-agtigt, og der er ingen der siger at det er nødvendigt at gøre det, men det har virkelig rykket meget for mig, for nu vælger jeg selv hvad jeg ”fodrer” mit sind med.
-Og Hallelujah der er blevet tændt for lyset inde i mit hoved, hvor der før var ret mørkt og trist.❤

...

Jeg håber at du kan bruge dette lille cowboy-trick med ”den bevidste opmærksomhed” i din hverdag. Det er guld værd på den lange bane, det vil jeg gerne love dig.

Fortsat god søndag, det der nu er tilbage af den.

Masser af lååååw!

/Hanne ❤

GIVER FORTIDEN DIG STADIG UDFORDRINGER?

Måske er min lydbog noget for dig: (Klik på billedet og læs mere)

AT LEVE I FORTIDEN FORHINDRER OS I AT LEVE LYKKELIGT I NUTIDEN

Lydbog: 1 time og 10 min.

Tilbage til bloggen

Det lærte jeg af en nytårsaften alene…

by

DET LÆRTE JEG AF EN NYTÅRSAFTEN ALENE

_Q6N9789_1200

Blogindlæg fra Søndags-Support 1. JANUAR 2017

Vil du gerne have Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag?

Det er da nærmest en no-brainer, for sæ' føøøø' li vil du da det! Ik'?

Klik her og Søndags-Support kommer flyvende til dig på søndag!

Fyldt med kærlighed, opmærksomhed og udvikling til dig ❤

Godt nytår Ombyggere!

Jeg håber at I alle er kommet godt ind i det nye år.

Jeg har prøvet noget usædvanligt i år...
Jeg lod simpelthen være med at spørge folk om vi skulle lave noget sammen nytårsaften.
Jeg ville se hvad der skete hvis jeg ikke var opsøgende...

Og der skete ingenting...

Ingenting.

I skrivende stund er klokken blevet 17:43, det er nytårsaften og jeg sidder helt alene i mit hjem med mine to katte og venter på dronningens nytårstale, mens jeg skriver Søndags-Support til jer.

Ingen aftaler.
Ingen fester.
Ingen at være sammen med.
Ingenting.

Hvad kan jeg lære af det?
At man er nødt til aktivt at gøre noget for det man gerne vil.
Det kommer ikke dumpende ned i turbanen.

Hvad kan jeg ellers få ud af det?
Det bedste.
Jeg kan vælge at få det bedste ud af det.

Jeg kunne se på det her som et kæmpe nederlag.
Som et bevis på at ingen holder af mig og ingen gider være sammen med mig. Sådan ville mit gamle jeg have set på det.
Men det ville være at tage godt og grundigt fejl.
Folk spørger bare ikke. De har bare ikke lige mig i tankerne. Det kan jeg konkludere.
Og det er ikke fordi de ikke gider mig, men fordi alle har hver deres.
I den optimale verden ville jeg være Miss Popularity og alle ville ivrigt spørge om ikke jeg havde lyst til at være med til netop deres arrangement.
Men sådan er verden ikke, og det er ikke fordi folk ikke kan lide mig eller ikke vil være samme med mig.
Alle er blot optagede af deres, og af dem de tilfældigvis lige har haft snakket nytår med, og så går tankerne ikke meget længere end det.
Og sådan er det.

Når folk så endelig har spurgt hvad jeg skulle nytårsaften, her i dagene op til, og jeg fortalte at jeg skulle sidde alene, så har de været lige ved at gå ud af deres gode skind.
”Ej, jamen er du okay med det?”
”Det skulle jeg da have vidst så kunne du være kommet med hos os.”
”Altså vi skal bare sidde mig og kæresten og et andet vennepar, men du er meget velkommen”

Osv.

Der var ingen der synes om idéen om at jeg skulle sidde alene.
Men som sagt, hver især har deres og derfor har de ikke tænkt over hvad Hanne mon skulle når de har planlagt nytåret.
De har deres kærester.
Deres børn.
Deres venner de ”plejer” at holder nytår med.
Dem de tilfældigvis har snakket om det med.
Og andre er ude og rejse eller realisere sig selv.

Og jeg har jo -normalt- også mit.
Og denne gang valgte jeg så at eksperimentere med hvad der ville ske hvis ikke jeg opsøgte noget...

Livet er ikke en hollywoodfilm.
Jeg er -desværre, haha- ikke verdens navle, så alle sidder ikke og tænker på mig.
Og der kommer -formentlig- heller ikke en hot fyr i smoking og ringer på døren lige om lidt.

Men jeg kan vælge at få det bedste ud af denne aften alligevel.

At sidde her alene med kattene, skrive, spise lidt rester, tænde stearinlys, læse, se lidt Netflix og sådan noget, det er fuldstændigt som enhver anden aften som jeg ellers ville betegne som ”en rigtig god aften” fordi jeg sjældent har tid til at gøre den slags hygge-ting.
Så hvorfor skulle det pludselig være en ”forfærdelig” og ”ensom” aften, netop denne aften?
Dét skal det bestemt heller ikke, fordi jeg vælger at se på den i et perspektiv der hedder at det er en skøn aften og at jeg i øvrigt selv har valgt den, i og med at jeg ikke har været opsøgende.

Vi er hver især vores egen lykkes smed. 
Det er vi nødt til at forstå.
Vi skal lære at kunne stå alene og være uafhængige af andre for at have det godt.
Og det er præcis det jeg har øvet mig i siden mit nedbrud i marts 2015.
Og denne aften er ingen undtagelse.
Den er blot et af mange ”eksperimenter” jeg har lavet med mig selv for at blive klogere på min egen personlige udvikling.

Jeg har også eksperimenteret med hvor lang tid det tager at ændre en vane, eksperimenteret med at hvordan det er når jeg kommer ud af min komfortzone, eksperimenteret med vægttab, eksperimenteret med mit mindset omkring mig selv, omkring penge og meget andet.
Alt sammen er noget du kan læse -drypvist- om på bloggen, men du vil kunne læse om det i nogle mere koncentrerede og samlede udgaver i mine kommende bøger.
Der er planer for dem her i 2017.
Så fik jeg sagt det. Nu fanger bordet!

Summa summarum er, jeg er nødt til selv at skabe det liv jeg gerne vil have.
Hvis jeg vil feste nytårsaften med gode venner, så må jeg opsøge det, spørge dem eller invitere dem.
Hvis jeg gerne vil have en kæreste så må jeg gå mere ud, turde mere, eller søge online.

Og hvis jeg vil være stærk må jeg gøre mig uafhængig af alt udefrakommende.
Også venner og kærester.
Venner og/eller kærester må ikke være afgørende for om jeg har det godt og er glad.
Venner og kærester kan mistes, derfor er det grundlæggende vigtigt at vores lykke ikke afhænger af dem.
Selvfølgelig er det dejligt og fantastisk med en kæreste og/eller venner der elsker en -og som man elsker tilbage- og selvfølgelig bliver man knust når man mister dem, men hvis det sker at vi mister dem må vi ikke ende i en evig ulykkelig tilstand der ikke stopper igen, medmindre de kommer tilbage i vores liv.
Det duer simpelthen ikke.
Så har de magten over vores lykke.
Sådan skal det ikke være.
Jeg skal have magten over min lykke. Du skal have magten over din lykke. Vi skal hver især have magten over vores egen lykke.

Indtil for et lille år siden havde jeg en veninde jeg kaldte ”min bedste veninde”, og hun endte med at stikke mig ryggen.
Hun (og hendes kæreste) valgte et venskab med min ex -bag min ryg. Hun og kæresten havde aldrig været sammen med min ex uden mig og det var -som jeg ser det- begrænset hvor meget ”dybt venskab” de har kunnet bygge op med min ex, efter som jeg selv kun havde kendt ham i knap 2 år og de kendte ham ikke andet end igennem mig.
Det gjorde ondt helt ind i knoglemarven at hun kunne smide 10 års virkelig tæt venskab på porten just-like-that.
Et venskab der havde betydet alverden for mig.
Et venskab jeg så som ubrydeligt, stærkt som stål og med dybe, vidt forgrenede rødder.

Men jeg lærte af det.
Ligesom jeg lærte af at min ex -den mand jeg elskede og var i gang med at skabe et liv og en fremtid med- forlod mig, just-like-that.

Jeg har lært at min lykke og helhed kan og må ikke afhænge af andre mennesker.
Jeg har lært at lykken kommer indefra.

Jeg havde naturligvis hørt det et utal af gange før det med at ”lykken kom indefra”, men jeg vidste ikke hvad det betød...

...Og hvad betyder det så egentlig at ”lykken kommer indefra”?

Som jeg ser det, betyder det at værdsætte, anerkende og elske mig selv kombineret med at fylde mit liv med ting jeg elsker og som giver mig føleler af glæde. (Og hvad det er, kan jo være forskelligt fra person til person men noget der kan give næsten alle mennesker følelser af glæde, er at gøre noget godt for andre. Men der findes masser af andet der kan give glædesfølelser og som altså er forskelligt fra menneske til menneske.)
Men første step er det med at værdsætte, anerkende og elske sig selv.
Når man værdsætter, anerkender og elsker sig selv lader man ikke andre pisse en op og ned ad ryggen.
Ligegyldigt hvor forelsket man er eller hvor gode venner man er, så står man ikke model til gentagende svig, svigt og nedladenheder.

Men...

  • Det er udfordrende for mig at værdsætte mig selv, for jeg har altid værdsat andre mere.
  • Det er udfordrende for mig at anerkende mig selv, for det har altid været mere vigtigt for mig at andre gjorde det.
  • Det er udfordrende for mig at elske mig selv, for jeg har aldrig rigtigt lært at synes godt om noget som helst ved mig selv.

Hvorfor?
Fordi min fortid ser således ud:

  • Når jeg havde det svært med mine kammerater fik jeg ad vide at det var min egen skyld.
  • Når jeg ville gøre noget godt, være sjov eller hjælpe, fik jeg ad vide at jeg var højtråbende, irriterende og dominerende.
  • Når kammeraterne kaldte mig ”ugly” var der ingen der greb ind.
  • Når jeg gjorde noget forkert råbte den der skulle elske mig mest af alle, at hun hadede mig.
  • Når jeg gjorde det mindste ”forkert” blev der råbt og skreget af mig men oftest blev jeg slået. Ikke ”bare” med flad hånd i enden, men med knytnæver på hele kroppen, også i hovedet.
  • Når jeg blev rørt eller ked af det over noget fik jeg ad vide at jeg var falsk. Selv når mennesker jeg kendte gik bort.
  • Når kammeraterne dannede kliker måtte jeg aldrig være med. Ingen gjorde notits af det.
  • Når der skulle vælges hold i idræt blev jeg altid valgt til sidst.
  • Når jeg forsøgte at få kærlighed fik jeg den ikke.

Så hvad var der at elske? Ikke noget tilsyneladende.
Det er det jeg har lært om mig.

Jeg ønskede tit at jeg var død.
Jeg fantaserede om at alle ville blive kede af det når jeg var død, og fortryde at de ikke havde elsket mig og været søde ved mig.
Jeg dagdrømte om at komme til skade for at få hengivenhed og kærlig opmærksomhed...

Det har været min virkelighed hele min barndom og ungdom og det har taget mig hele livet lige indtil for 1 ½ år siden at gribe ind og tage ansvar for mit eget liv.
Indtil da har jeg bare gået med det indeni.
Og det har resulteret i at jeg selv har medvirket til at sabortere alt godt der kom ind i mit liv.
For jeg kunne ikke finde ud af andet.

Nu sidder jeg så her, helt mutters alene nytårsaften.
Og jeg har det egentlig okay med det.
Og jeg er helt ærlig når jeg siger det...
Jeg er ikke ved at gå fra hinanden.
Men jeg er også ærlig når jeg siger at sådan skal det ikke være til næste år.
Og jeg vælger jo selv hvordan det skal være til næste år.
Ikke?

Som sagt har jeg har lavet mange eksperimenter med mig selv i det sidste 1 ½ år og flere af dem er jeg altså i gang med at nedfælde i en bog.
Flere bøger faktisk. Så jeg ikke blander vægttab, money-mindset og personlig udvikling sammen i en stor forvirrende pærevælling.

Seneste eksperiment var så at undlade at spørge andre om hvad der skulle ske nytårsaften, og se hvad der ville ske.
Voilà!
Nytårsaften helt alene med to katte og rester fra i forgårs.

Min pointe er, at vi ikke kan forvente noget af noget af nogen eller noget. Vi er nødt til selv at skabe det liv vi gerne vil have.
Vi er nødt til at gøre noget for de ting vi gerne vil opnå.
Startende med at skabe den dag man gerne vil have.
Dernæst den uge man gerne vil have, den måned man gerne vil have og det år man gerne vil have.

Hvis jeg gerne vil fylde mit liv med det jeg elsker, så er jeg nødt til at gøre noget for det. Det kommer ikke af sig selv.

Hvis jeg for eksempel gerne vil fotografere flere kraner og byggepladser i stedet for erhvervsportrætter, så er jeg nødt til at gøre noget for det. Sende en mail, løfte knoglen, snakke med de rigtige.
Hvis jeg gerne vil skrive en bog, så er jeg nødt til at sætte tid af til det, skabe en struktur, prioritere det, tage kurser, søge hjælp, råd og vejledning. Gøre noget!
Og hvis jeg gerne vil feste nytårsaften med mennesker jeg holder af, så er jeg nødt til at fortælle dem det og invitere dem.

Simple as that.

Nytår handler for mange om at give slip på en masse dårlige ting og lægge noget bag sig.
Men jeg vil gerne opfordre til at vi alle sammen kigger tilbage og fremhæver alt det vi kan være taknemmelige for og alt det vi gerne vil fortsætte med.
At vi tager alt det med os som var godt og som vi vil gøre mere af i det nye år og måske gøre endnu bedre i det nye år.
At vi glæder os over alt det vi har lært og som vi kan drage nytte af i det nye år og mange år frem.

Det er langt mere motiverende end alt det ”vi ikke må” i det nye år hvis vi skal blive glade, hele og lykkelige.
Brug hellere motivation fremfor forbud for fremtiden og foragt for fortiden.
Det er meget mere opløftende.

2015 var et rigtigt hårdt og modbydeligt år for mig. Men samtidig var det også det år hvor min fantastiske rejse ind i mit eget indre startede, og min nye personlighed begyndte at tage form fordi jeg fik taget ejerskab over mit indre, inklusive alle mine ”fejl” og al min smerte.

2016 har været et mærkeligt år. Et år hvor jeg for alvor begyndte at dele alt det jeg lærte om mig selv og om livet.
Et år hvor jeg for alvor tog ansvar for min egen lykke.
Men også et år fuld af dårlig samvittighed over alle de idéer og drømme jeg ikke førte ud i livet.
Et år hvor jeg ville så meget forskelligt, men har haft rigtigt svært ved at finde hoved, hale og struktur i.
Jeg har drømt, jeg har tænkt, jeg har fået idéer og jeg har startet en masse, men uden at færdiggøre det.

2017 skal blive det år hvor jeg får færdiggjort nogle af de ting.
Det år hvor jeg realiserer nogle af de idéer.
Det år hvor jeg for alvor praktiserer det jeg selv prædiker. Ikke fordi jeg slet ikke gør det, for det gør jeg i allerhøjeste grad, men nogle ting er jeg bedre til end andre.
Så det er de ”de der andre ting” jeg vil gøre endnu bedre i det nye år.
Jeg ved om nogen at det ikke altid er lige nemt, så tro mig når jeg siger at jeg ved hvor svært det er at ændre på sit liv. Lave om på sine vaner. Skabe nye overbevisninger. Alt det der.
Jeg ved det, så jeg er med dig hele vejen.

Det er pisse, skide, helvedes, hamrende udfordrende. For mig gælder det både i forhold til min forretning og karriere, min økonomi, min vægt, mit kærlighedsliv og mit forhold til mig selv.
Men jeg ved at sidstnævnte -forholdet til mig selv- er grundstenen til at lykkes med alle de andre punkter.
Så det er det jeg har arbejdet mest intenst på. Og selvom det er min overbevisning at det aldrig er noget jeg bliver færdig med, så vil jeg vove at påstå at jeg er ved at være det sted hvor jeg har alle forudsætninger for at kunne opnå succés med hvad end jeg sætter mig for.
For jeg føler mig virkelig gladere og lykkeligere end nogensinde før.
En aften som denne -nytårsaften kun i eget selskab- ville have været helt utænkelig sidste år og alle år før det.
Jeg ville have været opløst af gråd.
Jeg ville have flydt over af selvmedlidenhed.
Jeg ville have været overbevist om at den var god nok, at der intet er ved mig der er værd at elske.

Men sådan har jeg det heldigvis ikke.
Jeg har bare lært noget.

Og nu må I have mig undskyldt, for nu skal jeg høre H.M. Dronningens nytårstale og så skal jeg ud og varme nogle rester.

 

/Hanne  ❤

 

LYDBOG: "Sådan slutter du fred med din fortid".
1 time og 10 min spækket med idéer og inspiration til at give slip på en tung fortid.

/Hanne ❤

Tilbage til bloggen

Dine omgivelser fucker dig -også- op!!!

by

DINE OMGIVELSER FUCKER DIG -OGSÅ- OP!

det handler ikke om at nogle har viljestyrkeog andre ikke har

Blogindlæg fra Søndags-Support 1. APRIL 2018
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

Hej,
Så blev det sørme søndag igen. Og god påske derude!

Ja, du læste rigtigt i overskriften: Dine omgivelser ”fucker” dig -også- op!

Det her er en helt essentiel ting at skulle forstå hvis man vil skabe radikale ændringer i sit liv.
Det er noget jeg selv slås lidt -eller faktisk en del- med for tiden.

Jeg ved, at det er fakta, at vores tanker har en SERIØS indflydelse på vores indre miljø og dermed vores generelle velvære og lykkefølelse.
Og dit indre miljø -altså hvordan du går og har det indeni- det påvirker hvordan andre reagerer på dig og det påvirker hvordan du oplever dem og verden omkring dig.
Hvis man ikke er i stand til at stoppe de vanebunde negative tanker, så kan det være rigtigt svært at skabe positive forandringer i livet.
Og desværre er de vanemæssige tanker ofte ikke noget vi selv lægger mærke til, ofte er vi slet ikke klar over at vi har dem og så er det jo først rigtigt svært at ændre dem. Man ved jo ikke hvad man ikke ved… Agtigt…
Og måske opfatter vi heller ikke selv vores negative tanker som negative overhovedet, fordi de bare er blevet en naturlig del af os.

 

Vi kan f.eks. vænne os til at tænke ”Åh, jeg gider ikke…”, hver gang vi møder ind på arbejde, uden at tænke over hvor negativt og nedslående for sjælen det egentlig er…

 

Kan du se hvad jeg mener?

 

Vi kan også vænne os til at tænke ”hvor er det bare typisk at….”-blah, blah, et eller andet negativt om mænd, om DSB, om fjernsynsprogrammerne, om maden på en restaurant, om vejret, om tiden, om vennerne, om kæresten, om børnene, om skattetrykket, om servicen, om trafikken, om forholdene, om ekspedienten i supermarkedet, osv.
Og vi tænker ikke over det.
Vi gør det bare.
Brokker os.
Uden egentlig at ANE hvor meget det påvirker vores indre miljø, og i sidste ende, hvor meget det ødelægger os.

 

Som lydabonnent får du nu hver uge en lille øvelse som hjælper dig med at ændre eller slippe alle de vaner der ødelægger og begrænser dig. 
Hvis du ikke er med endnu, så vil jeg gerne bestikke dig, for jeg ved at det er noget du kan få glæde af!

Derfor kan du nu få den første måned for kun en flad ”halvtreller”!

Og der er ingen binding, så hvis du -mod forventning- ikke får noget glæde af dit lydabonnement, så kan du altid melde fra igen.

Og ved du hvad du også får?! Du får fuld tilfredshedsgaranti i form af 30 dages fuld returret!

Så hvis du synes at de lydfiler du får den første måned er totalt ubrugelige, så får du din 50’er igen!  

Kom med for 50,- kr. den første måned, her: Lydabonnement - Tilbud

Tilbuddet gælder KUN UGEN UD!

Jeg sender dig dagens lydafsnit med oven i hatten, så du får altså både dette samt månedens kommende afsnit for kun 50,-

 

Tilbage til emnet; vores tanker kan altså enten ”forurene” vores indre miljø og gøre os afhængige af ting der er i modstrid med vores mål og drømme, også uden at vi er klar over det, eller, de kan hele os og styrke og fremskynde vores mål og ønsker .
Så meget ved vi.

 

Men hvad med vores ydre miljø?
Vores omgivelser?
Rammerne vi har?
Hvordan påvirker dét os?
Og er der noget her som vi skal være opmærksomme på her, hvis vi gerne vil ændre på vores liv og slippe af med afhængigheder og dårlige vaner?

 

Ja, der er i helt klart noget du skal være opmærksom på…
…Fordi dit miljø er nemlig med til at forme dig!

 

Det vil sige at dine omgivelser, de rammer du har -eller giver dig selv- de bidrager i høj grad til den succes du får med de ting du gerne vil, eller til det modsatte.

 

Dit miljø kan nemlig -helt uden at du lægger mærke til det- give dig et utal af vanebundne afhængigheder, som spænder ben for alle mulige drømme du måtte gå og have som f.eks. et bedre kærlighedsliv, at starte som selvstændig, at skrive en bog, at blive mere lykkelig, at bruge mindre tid på sociale medier, at spise sundere, at droppe sukker, smøger, alkohol, flødeskumskager eller hvad pokker det nu måtte være.

 

Jeg slås selv -rigtigt- meget med sukkercravings.
Det er ganske, ganske forfærdeligt, og virkelig en svær proces for mig. Men det vender jeg tilbage til lige om lidt.

 

Lad mig komme med et klassisk eksempel på mindset (dine tanker og dit indre miljø) og miljø (dine rammer og dine ydre omgivelser) og hvilken rolle de hver især spiller for om du får succes med at nå dine mål eller ej:

Hvis du gerne vil opleve at have overflod af penge f.eks., så nytter det ikke:

 

1: at have et fattigdoms mindset
2: at færdes i, eller skabe et ”fattigt miljø”

 

Det første handler altså om dine tanker, og det andet handler om dine omgivelser og rammerne du sætter.
Et eksempel på et fattigdomsmindset kunne være at sige/tænke ”det har jeg ikke råd til” fremfor at sige/tænke ”det må jeg finde ud af hvordan jeg får råd til!”!

 

Har man et fattigdomsmindset, så vil man typisk også være forfalden til at færdes i, eller selv skabe et miljø som er ”fattigt”.
Det kunne f.eks. være ved at ”gå amok” på Wish shopping (eller nogle af alle de andre ekstrem low budget online shops) og købe crap kjoler til 19,- kroner der holder én vask, og plasticdimser man i princippet ikke har synderligt meget brug for, bare fordi lortet er billigt!
I stedet for at købe én enkelt, lækker ting der koster en del mere, men som også giver dig en federe følelse at have på og som har en tilsvarende bedre kvalitet.

 

Misforstå mig ikke, jeg siger ikke at man altid får kvalitet bare fordi man køber dyrt, for det hænger ikke nødvendigvis altid sådan sammen, men du ved hvad jeg mener.

 

Det, der er hele humlen her, det er de rammer vi skaber for os selv, og det miljø vi bevæger os rundt i, fordi de rammer og dét miljø, det påvirker os. Det har en kæmpestor indflydelse på vores tanker, følelser og perspektiver!

Om vi vil være ved det eller ej!

 

Prøv og tænk på hvordan du følte sidste gang du iførte dig noget dyrt mærketøj der bare smøg sig helt rigtigt omkring din krop, eller sidst du prøvede et par sindssygt flotte sko af en lidt dyrere kvalitet end det du plejer at købe, hvad gjorde det ved dig?
Og lad være med at lyve for dig selv, bare fordi du er opdraget til at tænke at ”det er kun materialistiske mennesker der går op i den slags, og materialistiske mennesker er overfladiske, dårlige mennesker, fy føj!”
Jeg ved mange har den opdragelse, og det siger jeg kun fordi jeg SELV har den og SELV er af den skole der synes at det at være materialistisk er fy-føj og at dem skal vi ringeagte, så jeg VED hvor nemt det er at lyve for sig selv her og hvor fristende det er at benægte, at det, at iføre mig noget lækkert rent faktisk påvirker mig!
Men det gør det.

 

Nuvel, så hvad gjorde det ved dig?
Uden at lyve!
Det påvirkede dig!
Ikke sandt?
Du rankede måske lige ryggen lidt ekstra, følte dig lidt mere lækker end vanligt, lidt mere hot, lidt mere tjekket, lidt mere cool, lidt mere fin, og måske følte du at du havde mere klasse, og mere værdighed måske oven i købet?!
Og måske følte du dig også ligefrem lidt mere ”velhavende”…
Jamen selvfølgelig!
Vores ydre miljø påvirker os, fordi vi helt per automatik lægger visse værdier i visse ting, så kan man så mene om det hvad man vil.

 

Men lige tiltrækker lige, så hvis du føler dig lækker, så tiltrækker du andre der føler sig lækre.
Hvis du føler dig rig, så tiltrækker du andre der føler sig rige.
Det er svært at få den følelse i en crap-kjole til 19,- kroner der går op i sømmene bare man kigger på den!
Tro mig, jeg er selv hoppet på den.
Jeg lægger alt andet end lige mere værdi i en kjole jeg har givet 700,- kroner for, end en jeg har givet 19,- kroner for, og derfor føles det også federe at gå i den til 700,-
Det har så lige taget mig 44 år at finde ud af det. Eller rettere, at INDRØMME det.
Jeg har nemlig altid haft det der fattigdomsmindset, fordi jeg er vokset op i en familie hvor midlerne var små. Meget små.
Og derfor har jeg ligefrem fundet STOLTHED i at sige at jeg i hvert fald ikke behøvede mærketøj. Og det behøver jeg for så vidt heller ikke, men det jeg kan se nu, det er, at jeg behøver KVALITET. Dét løfter mig og påvirker mig på den måde jeg gerne vil påvirkes, og det giver mig bedre mulighed for at påvirke andre, sådan som jeg gerne vil påvirke dem.
Jeg kan heller ikke (længere) se at det skulle være mere overfladisk at købe ét styk lækker, dyr kjole, end det er at købe 10 billige. For det er jo det der sker, man køber flere, fordi de er billige. Det gjorde jeg i hvert fald.

 

Det får mig til at tænke på en anden fattigdomsmindset-logik, som jeg da også lige er nødt til at punktere: Du sparer ikke penge når du går på tilbudsjagt og går bananas i udsalgsmånederne, du bruger penge.
Og som regel ender du med at bruge lige så mange penge -ofte flere- som hvis du ikke havde købt på tilbud, fordi du køber mere, ”det er jo billigt!”…
Og hvis du altid jagter tilbud, så er det svært at opbygge et ”jeg-har-rigeligt” og ”jeg-har-råd-til-kvalitet” mindset, for når du shopper amok i tilbuds-, udsalgs- og discountvarer, så er det et bagvedliggende mindset et ”jeg har ikke nok” og ”det skal bare være billigt” mindset. Med andre ord, et fattigdomsmindset.

 

Sådan her styrere vores mindsets os altså på rigtigt mange områder, ikke bare med penge, også med karriere, og i kærligheden.
Hvis du drømmer om en spændende karriere så starter vejen dertil med dit mindset, for når du har det med, så kan du skabe det miljø du har brug for, for at kunne udvikle dig professionelt.

 

Og ligeledes, hvis du ønsker dig et godt og et sundt parforhold, så er du nødt til at kultivere et mindset der understøtter det, så du bliver i stand til at skabe rammerne hvor sådan et kan gro.
Det starter altså hos dig selv. Med dit mindset og med dit miljø.
DU skal være sund. Have sunde interesser. Være god ved dig selv.
Etablere en dejlige base i dit hjem. Et sted hvor du bliver glad i låget af at være.

 

  • Hvis du ikke er god ved dig selv, tiltrækker du ikke en der vil være god ved dig.
  • Hvis du ikke er glad for din base, kan du ikke skabe en fælles base med en anden som gør dig glad.
  • Hvis du ikke er sund, tiltrækker du ikke andre der er sunde.
  • Hvis du ikke har sunde interesser tiltrækker du ikke mennesker med sunde interesser og så fremdeles.

 

Hvis vi ikke passer, plejer og pusler om vores base derhjemme og vi lever i et syndigt rod med gardinerne trukket for, så vil det påvirke os.
Så vil rodet, mørket og alt plastiklortet fra diverse discountwebshops, som du ikke har plads til, være dit miljø og det der sætter rammerne for dig.
Og hvordan tror du det går?
Fremfor hvis nu du sørgede for at dit hjem var lyst, ryddet og fri for ubrugelige dimser købt på nettet og alt for meget billigt kluns du alligevel ikke går med proppet ind i skabe og skuffer, og i stedet for gjort hyggeligt på din måde.

 

Hvis du vil tabe dig, så er du ligeledes nødt til at skabe det miljø du har brug for, for at kunne tabe dig.
Hvis du længe har villet tabe dig, men ikke er lykkes med det, så handler det med garanti om at du ikke har sat rammerne hvori det kan lade sig gøre. (Og det har du formentlig ikke gjort fordi du ikke er fast nok besluttet på det og dermed ikke nok comittet)
Det er vigtigt hvilke mennesker du omgiver dig med, det er vigtigt hvad du har i dit køleskab og i dine køkkenskabe, det er vigtigt hvor du køber ind henne, det er vigtigt hvilken kvalitet maden du køber har, det er vigtigt hvor du ellers kommer henne. ALT hvad du omgiver dig med, er vigtigt. Det er dine rammer!
Og de kan trække dig ned eller op.
De kan begrænse dig eller give dig muligheder.
De kan hæmme dig eller hjælpe dig.

 

Det er du NØDT til at erkende. Det er umuligt at tabe sig hvis dit mindset ikke er med og hvis dine rammer ikke understøtter målet, ligeså vel som det er umuligt at lykkes i kærligheden hvis dit mindset (din selvkærlighed) ikke er med og dit miljø ikke er ”sat op til” at tiltrække den helt rigtige partner.

 

Hvis du vil starte op som selvstændig eller du drømmer om at skrive en bog, så hjælper det dig ikke at du bruger flere timer på sociale medier dagligt, du skal ud og deltage i iværksætter- eller skrivekurser, du skal møde mennesker der har de samme drømme, melde dig ind i grupper hvor medlemmerne har de samme visioner. Det får du ikke gjort hvis du bruger tiden på at blive klog på andres fantastiske Instagram-liv.

 

AFHÆNGIGHED - DIN STØRSTE FORHINDRING FOR FORANDRING

For at kunne skabe ændringer i dit liv, så må du først og fremmest lære hvordan du navigerer udenfor din komfortzone så du undgår modstand, henholdenhed og udsættelse som er nogle af de største barrierer når man skal starte på noget nyt, hvad enten det er business, sundhed eller kærlighed.
Det er her vi har den største hurdle, for komfortzonen er bare en af de -mange -ting vi er ”afhængige” af, og som spænder ben for vores udvikling.

Vi er næsten alle sammen afhængige af et eller andet, enten i vores miljø eller i os selv, det være sig:

  • Sociale medier
  • Komfortzoner
  • Dårlige vaner
  • Gode undskyldninger (Ja, og du ved det godt!)
  • Og faste overbevisninger (Ja, dem er vii dén grad også afhængige af!)

 

Jeg er selv afhængig af samtlige af dem!
Jeg ville gerne bruge -MEGET- mindre tid på at sidde på sociale medier og svælge i andres succes, og i stedet bruge tiden på at nå mine egne drømme og mål, og det er nemmere sagt end gjort, for det er blevet en vane, og som bekendt er det jo ikke sådan lige at slippe af med.
Jeg er også blevet afhængig af alle de dårlige undskyldninger jeg bruger for at forsvare hvorfor jeg gør det, og mange af mine faste overbevisninger om mig selv og mine egne evner, som jeg også er ”afhængig” af (fordi jeg er vant til at have dem), er i direkte modstrid med de ting jeg gerne vil opnå her i livet.
Og så er det at det bliver svært, for så har jeg ikke sat rammerne, og så bliver jeg ved med at løbe panden mod en mur…

 

Mit allerstørste problem lige nu, og som er noget jeg virkelig har det svært med, det er mit sukkerforbrug.
Jeg er afhængig af sukker.
Og det er top nederen, for jeg kan slet ikke kontrollere det længere.
Jeg er heldigvis ikke blevet overvægtig af det (endnu), nok fordi jeg bevæger mig rigtigt meget, men (!!) det gør jo ikke alt det sukker jeg indtager sundere!
Sukker i for store mængder (og der skal ikke ret meget til før mængden er for stor) er ikke godt for systemet, uanset hvordan vi vender og drejer det.
Det kan dræbe alt fra koncentration til sexlyst, det smadrer vores hud og vores tænder og det øger stress symptomer, sætter fart på aldringsprocessen og fucker med vores immunforsvar!
Udover det, så kan det naturligvis gøre os overvægtige, søvnløse og kronisk syge…

Lur mig om ikke også vores -generelt store- sukkerforbrug har noget at sige når vi snakker kræft, videnskaben har jo i hvert fald længe bevist at sukkeret forårsager en masse andre livsstilssygdomme.

 

Hvad er der overhovedet at kunne lide?!

 

Det skulle da lige være at det smager forbandet godt.
Og desværre smager det så godt, at alt det ovestående ikke er motivation nok til at jeg kan lade det ligge…

 

Som jeg -og de fleste andre i min situation-har måttet erfare, så har sukkeret nemlig også yderligere en forbandelse; at det er absurd vanedannende!
Og de symptomer man får når man så prøver at vænne sig af med sukkerindtaget, er fuldstændigt de samme, som hvis du skal på alkohol-, ryge-, eller narkoafvænning!!
Det er de samme centre i hjernen der rammes så du får altså også de samme abstinenssymptomer!
Og det er dem vi som oftest -før eller siden- må give efter for.

 

Faktisk er det det samme der sker når vi bliver forladt af en kæreste!
Yep!
Samme centre i hjernen der aktiveres når man tvinges ud i kærlighedens pendant til ”en kold tyrker” og de samme abstinenssypmtomer, der for nogle, bliver så uudholdelige at de kaster sig i grams til højre og venstre i forsøget på at få det bedre.

 

Hvad så med viljestyrke, kan man ikke bare bruge den?
Viljestyrken er en stakket frist i det her spil, hvad enten det er sukker, smøger, rødvin, crack, kærlighed, business, overbevisninger, komfortzoner eller dårlige vaner man prøver at ændre eller give slip på.
Den holder kun så og så længe, det er i hvert fald min egen konklusion, at viljestyrke bare ikke er nok.

 

“Many people think that what the addict needs is willpower, but nothing could be further from the truth.” — Arnold M. Washton, Ph.D.

 

Og nogen vil mene, at hvis det overhovedet er nødvendigt at bruge din viljestyrke, så har du ikke besluttet dig fast nok!

 

“Willpower is for people who are still uncertain about what they want to do.” — Helia

Hvis du vil ændre på noget, så skal du kultivere dit mindset og skabe rammerne i dit miljø

 

FØRSTE STEP MOD ÆNDRING/AFVÆNNING/VANESTOP

Jeg ved fra nogle af alle de andre vaner jeg selv har brudt og afhængigheder jeg selv har overkommet gennem tiden, at det kræver at man er meget fast besluttet og at man er helt fuldstændig klar på hvad det helt præcist er man vil opnå, og at man virkelig, virkelig skal ville det.
Sådan har det været både da jeg stoppede med at ryge for over ti år siden, og da jeg blev vegetar for nyligt.

 

Hvis du ikke ved 100 % hvad det er du vil og HVORFOR du vil det, så vil der opstå en masse små indre konflikter og det vil blive svært for dig at lykkes med ændringen.
Dit HVORFOR skal være stærkt og vigtigt -nok- for dig.

 

ANDET STEP MOD ÆNDRING/AFVÆNNING/VANESTOP

Er investering!
Du er nødt til at forpligte dig, for at kunne skabe et miljø der kan facilitere dit mål.
For det første ved at ”offentliggøre” dit mål og for det andet ved at omgås mennesker der kan hjælpe dig hen imod målet og undgå dem der kan holde dig fra målet og sidst men ikke mindst sætte de rigtige rammer op som understøtter dit mål.

 

Det er det jeg knokler lidt med lige nu i forhold til mine sukkercravings.
Jeg giver konstant efter for dem, og selvom jeg virkelig prøver at lade være, så styrer jeg lige direkte ud i slikskabet når abstinenserne får bugt med mig og min fornuft.

 

 

Og dér har vi den!
Synderen!
Slikskabet er ikke den rigtige ramme at sætte for mig selv, når jeg har det som jeg har det.
Ligesom alkoholikere skal holde sig fra andre mennesker der drikker alkohol, eller fra steder der serverer alkohol, så kan jeg heller ikke have et slikskab i mit hjem hvis jeg vil i mål.

 

Okay, så her er en lille OPSUMMERING med udgangspunkt i sukkercravings, men du kan overføre den til hvad som helst som du måtte have udfordringer med lige i øjeblikket:
Sådan bruger du din -begrænsede- viljestyrke:

Brug den evt. til at bide tænderne sammen når du står i supermarkedet og UNDLADE at købe mere slik ind til slikskabet.
Bortset fra det, så drop den. Den får dig med største sandsynlighed ikke i mål alligevel.

Sådan skaber du rammerne:

  • Præcisér hvad det er -helt eksakt- du vil og hvorfor (Det skal være vigtigt NOK for dig)
  • Beslut dig!
  • Offentliggør din beslutning (dit mål)
  • Sæt dig for din beslutning ved at begynde at forberede dig på den og ”gøre klar” til den (ved at indrette et miljø til at understøtte den, så som at fjerne slik og sukkerholdige sager fra dine omgivelser, hjemme såvel som på jobbet)
  • Undgå mennesker der lokker dig i uføre med slik (Hvis der er nogen du ikke kan eller vil undgå, så fortæl dem at de er nødt til at bakke dig op)

Blev ved med løbende at:

  • Arbejde på dit mindset
  • Sige dit mål højt til andre
  • Prime dig selv med nyttig information om emnet (find guld på YouTube, i podcasts, TED talks osv)

 

God søndag

/Hanne ❤

 

Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

Tilbage til bloggen

Resten af mit liv…

by

RESTEN AF MIT LIV...

jeg vælger at gøre resten af mit liv

Blogindlæg fra Søndags-Support 25. december 2016

Kunne du tænke dig at få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag? Så kan du tilmelde dig Søndags-Support her

...skal være det bedste af mit liv!

Rigtig glædelig jul til alle jer seje, stærke og modige Ombyggere!

At skabe ændringer i sit liv kan være en meget stor udfordring, på trods af at det sjældent er svært det der skal til. Som regel er det simpelt.
Tag f.eks. vægttab.
Vægttab er ikke "svært".
Det er ret simpelt.

Bevæg dig mere.
Spis mindre.

Simpelt.

Og alligevel en kæmpe udfordring for de fleste der gerne vil tabe sig.

Hvorfor?

Fordi vi som mennesker er ret komplekse.
Der er så mange lag i os, og dem skal vi have med hvis vi skal lykkes, hvad enten det er vægttab, kærlighed, karriere eller personlig udvikling.

Vores lag består blandt andet af:

Tanker.
Følelser.
Overbevisninger.
Trosretninger.
Anskuelser.
Vaner.
Mønstre.
Idéer.
Rytmer.
Perspektiver.
Meninger.

Og den slags laver man ikke "bare lige" om...

Medmindre...

DU VIL!

Hvis du skal lave om på nogle af ovenstående "lag" i dig, så skal du virkelig ville det. Det skal ikke være noget andre ønsker af dig, eller noget du føler du "bør", det skal være noget der er vigtigt for dig. Noget du vil.
For mange, mange år siden stoppede jeg med at ryge. Jeg fik nok. Jeg ville ikke mere. Jeg syntes i bund og grund at det var ulækkert. Og jeg var led og ked af sundhedsfaren der fulgte med også.
Jeg tog en beslutning, og jeg ville den nok, for jeg har aldrig rørt en cigaret siden. Heller ikke når jeg virkelig syntes jeg trængte.
Jeg droppede alle undskyldningerne med at det var "rart", "hyggeligt", "selskabeligt" eller "afstressende".
I stedet så jeg på det som det, det virkelig var (og som jeg inderst inde hele tiden godt havde vidst): Skadeligt for mig og for andre.
Og jeg er aldrig vendt tilbage til det og kommer heller aldrig til det, for jeg vil ikke.

I årevis har jeg ligeledes kæmpet med min hang til søde sager, og dén har jeg til gengæld ikke rigtigt været i stand til at bekæmpe.
Jeg ved nu, at det må skyldes jeg simpelthen ikke vil det nok. Det er ikke vigtigt nok for mig. 
Ikke før jeg beslutter mig for at det er.
Og når jeg gør det, så tager jeg jer med på rejsen! 🙂

Når jeg ser tilbage på hvad jeg ellers har været igennem de sidste par år, og ser hvad der har været muligt for mig at ændre på af sindsyge ting, så føler jeg mig 100% overbevist, når jeg siger at det med sukkeret og den medfølgende elevatorvægt, det har ikke været vigtigt nok.
For jeg har kunnet vende op og ned på alt muligt andet; Mine tanker om mig selv, mine overbevisninger om hvad der er muligt for mig i kærlighed, familieliv, karriere, økonomi, boligforhold og livsstil og mit mindset omkring alle disse ting er under drastisk ombygning, og der sker de mest fantastiske ting på alle disse felter. As we speak! Langsomt. Stille og roligt, men så sandelig lige så sikkert som amen i kirken.

NB! Tålmod er en dyd når vi snakker "seriøs ombygning" af krop, sind, sjæl og hjerte.

Denne ombygning sker fordi jeg vil den nok.
Ganske enkelt.

Den krævede dog nogle "værktøjer" som jeg ikke havde, fordi jeg aldrig havde lært dem.
Jeg søgte hjælp hos en professionel *) og den hjælp jeg fik gav mig kræfter til siden at begynde at hjælpe mig selv.
Og det er i sidste ende det der har været det bedste af det bedste.
Det jeg har gjort for mig selv.
De værktøjer jeg har fundet undervejs dem deler jeg her i min Søndags-Support, på min blog, på Facebooksiden og på min YouTube kanal og du kan finde tonsvis og atter tonsvis af andet dybt, inspirerende og lærerigt materiale på nettet fra hobevis af fantastiske mennesker der deler deres erfaringer, viden og personlige rejser med dig.
Helt gratis!

❤ Er det ikke fantastisk? ❤

Brug bare en 1/2 time hver dag på at lytte til noget der inspirerer dig til din egen "ombygning".
1/2 time... Mere skal der ikke til. Det er 3,5 time om ugen. Det er 14 timer om måneden!

Sluk for radioen.
Sluk for morgen tv.
Tag din tlf. tilslut en lille højtaler og og lyt i en 1/2 time når du står i badet.
Eller tag hovedtelefoner på og lyt mens du cykler på arbejde eller når du løber en tur.
Eller lyt i bilen, i toget, i bussen, where ever!

Du kan godt finde 1/2 time hver dag.
Den inspiration du vil få på denne måde kan ende med at blive katalysator til en kæmpemæssig forandring i dit liv.

Det gjorde det for mig.

Når du er blevet en haj til at lytte til gode, positive, inspirerende ting i 1/2 time i starten af din dag, så kan du "udvide konceptet lidt" og droppe Netflix og tv og i stedet læse i en inspirerende bog. Jeg ved at lige netop Netflix og tv er vaner der kan være udfordrende at lave om. Men prøv.
Der er guld derude. Og det venter kun på dig. På nettet. I bøger.
Byt middelmådighed, mord, terror, overgreb, krig, fattigdom, ulykke, sygdom, død, finanskrise, umenneskelige politikere og dårlige vejrudsigter, som du får på tv, ud med positiv inspiration som du selv vælger.
TED talks, YouTube kanaler og bøger er rene guldgruber.
Du kan også finde hjemmesider og Facebooksider med positive nyheder. Del dem i stedet for alle de dårlige nyheder som gør os kede af det, får os til at føle os magtesløse og giver os stress og depression.

 

Vidste du at du kan abonnere på Søndags-Supporten som lyd?
Med lydabonnementet får du også adgang til en lukket Facebookgruppe hvor du kan sparre med mig og andre, og se/lytte til gratis webinarer i gruppen.
Som abonnent opnår du også rabatter på lydbøger, foredrag og onlineforløb fra Hjerte Under Ombygning.

Vi svælger alt for meget i ting der gør os vrede, harme, forargrede og kede.

(S)Vælg (i) det gode.
(S)Vælg (i) det der gør dig glad.
(S)Vælg (i) det der løfter dit humør og din ånd.

Det er dit valg hvordan du ser på ting og hvordan du opfatter ting, og jo mere du fylder dig selv med gode ting, jo nemmere vil det blive at se og opfatte ting mere lyst og positivt.
Jeg ved hvad jeg taler om. Jeg har været den mest sortseende, negative, tikkende selvmordsbombe.
Det er kun lidt over 1 1/2 år siden at mit liv så helt anderledes ud og jeg i en tilstand af ulidelig sorg og smerte skrev blogindlæggene:

Det der ikke måtte ske skete
Det ubærlige kram
Brevet til mine svigerforældre
og
Vaklende fundament

Jeg var et magtesløst offer og jeg var ved at ædes op af smerte og druknes i sorg.
Jeg blev nødt til at lære at se anderledes på min situation.
På mit liv.
På mig selv.
Ellers ville jeg drukne...
Ellers ville jeg blive langsomt fortærret...

I dag har jeg intet fået tilbage af alt det jeg mistede. Hverken et barn, en kæreste, et lækkert hus med have eller noget som helst.
Og alligevel kan jeg sige med 100% ærlighed og med aller dybeste oprigtighed at jeg har det bedre end nogensinde før og jeg er mere lykkelig end jeg nogensinde har prøvet at føle mig før...

Jeg har nemlig (gen)fundet kærligheden til mig selv. Selvom vi alle er født med denne selvkærlighed, så kan jeg faktisk ikke huske at have følt den på noget tidspunkt i mit liv og det har været kilden til al den ulyksagelighed der har gentaget sig i mit liv gang på gang.
Det er jeg helt overbevist om.
For det var bestemt ikke første gang at jeg havde prøvet at miste stort... Hverken barn, mand eller hjem... Livskriser og nedture har egentlig fulgt mig trofast det meste af livet.
Sørgeligt.

Men forskellen var, at denne gang fik jeg nok.
I dag har jeg valgt at gøre resten af mit liv til det bedste af mit liv. Og jeg håber så inderligt at du vil gøre det samme.

Fotograf Hanne Paludan Kristensen

Jeg har siddet her 1. juledag og kreeret en lille tegning der illustrerer hvorfor det er så udfordrende og hvorfor det føles så svært at ændre på noget, selvom det der skal til faktisk er såre simpelt.

Den kommer her:

Haps!

Ja, du har jo nok hørt det før. Og nu får du den altså lige igen.
Selvom vores tanker, følelser, overbevisninger, meninger osv. osv. er ugavnlige -ja, og nogle gange ligefrem skadelige- for os, så er det mere komplekst end som så lige at ændre på dem, fordi det ligger udenfor vores komfortzone at gøre det. Og vi er "hard-wired" til at blive indenfor vores komfortzone, fordi det har været alfa omega for vores overlevelse.
Men sådan som verden er i dag, så dør du næppe af at tilegne dig en ny -og bedre- vane.

Tværtimod.

Menneskets design var skidesmart dengang vi boede i huler og skulle passe på sabeltigere, men i det moderne samfund er designet faktisk knapt så snedigt, fordi mange af de ting vi lærer og de programmeringer vi får under vores opvækst er outdated, skadelige eller direkte usande og de er snarere en genvej til ulykke, depression, sygdom og for tidlig død end de er billetten til et godt, sundt, langt og lykkeligt liv.

Derfor skal vi stå af toget hvis vi har fået den forkerte billet.
Det er kun dig selv der kan vælge om du vil stå af eller om du vil fortsætte stop, efter stop i den forkerte retning.

❤

Hvis du har brug for ombygning, så start i dag!
Ikke d. 1/1-17
I dag!

Hav en fortsat dejlig jul.

Kæmpe krammer.

/Hanne ❤

*) Det tog lidt tid at finde den rigtige terapeut og den rigtige form for terapi, men det er værd at prøve sig lidt frem. Som udgangspunkt skal du føle dig lettere når du kommer ud fra terapi, ikke tung, træt og forgrædt.
Heller ikke selvom du har grædt. Du skal føle dig lettet og løftet. Gå efter den følelse. Vær tro mod dig selv. Pas på med ikke at bilde dig selv ind at du føler det hjælper dig hvis det ikke gør.
Nogle gange vil vi noget så meget og så inderligt at vi ikke mærker ordentligt efter hvordan vi egentlig har det.
Nogle gange ved vi nærmest ikke engang hvordan det egentlig føles at være lettet.
Men tro mig, du ved det når følelsen rammer dig.
Så er du slet ikke i tvivl.

Det er lige som med kærlighed.
Hvis du er det mindste i tvivl, så er det nok ikke det rigtige.
Du ved det når det rigtige rammer dig, blot du passer på ikke at bilde dig selv ind at det har ramt dig, fordi du vil det så hjertens meget.
For de der siger de har mødt den eneste ene, men som konstant er i tvivl om deres egen eller partnerens kærlighed, de lyver for sig selv.
Og det er synd.
Og spild.

...

/Hanne ❤

 

Læs mere om Søndags-Support på lyd her: Søndags-Support lydabonnement

Abonnementet har ingen binding, så hvis det mod forventning alligevel ikke skulle være noget du synes du gfår noget ud af, så kan du afmelde det igen når som helst.

Fotograf Hanne Paludan Kristensen

Tilbage til bloggen

Jeg tilgiver mig selv…

by

JEG TILGIVER MIG SELV...

Jeg tilgiver mig selv

Blogindlæg fra Søndags-Support 18. decemer 2016
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

...For at have taget fejl...

Det meste af mit liv har jeg -uden egentlig at være klar over det- gået og troet at jeg ikke var nok.

Nok på allemulige måder.
Jeg var ikke en god nok fotograf. Alle konkurrenterne var bedre end mig. Teknisk dygtigere. Mere kreative. Bedre sælgere.
Jeg var ikke en god nok ven. Der var ikke nogen der kaldte mig deres bedste ven. Det var ikke mig folk kom og søgte trøst eller gode råd hos. Jeg var aldrig den første der blev inviteret til ting.
Jeg var ikke smuk nok til at finde en kæreste som jeg selv synes var både sød og lækker. Dem jeg synes var tiltrækkende ville slet ikke have sådan en som mig. Og hvis de ville, ville de skynde sig væk når de opdagede at jeg slet ikke var så pæn i virkeligheden.
Jeg var ikke en god nok søster/datter/kusine. Min egen familie brød sig ikke om mig. De undgik mig. De forstod mig ikke. De lukkede mig ude.

Jeg kunne blive ved...
Listen var endeløs.
Og det værste er, at listen kun var sand fordi jeg gjorde den sand.
Fordi jeg havde det dårligt med mig selv, var mit selvværd lavt.
Fordi mit selvværd var lavt troede jeg ikke på at jeg var god nok.
Og fordi jeg troede jeg ikke var god nok, så var jeg ikke god nok...

Fotograf Hanne Paludan Kristensen

Men jeg har fundet ud af at jeg er god nok.
Jeg har opdaget at hvis jeg ser mig selv som god nok, så kan jeg have, få og være næsten alt hvad jeg drømmer om.

TRO er en af de største drivkræfter vi har.
Ikke tro i en religiøs forstand, men tro i en *spirituel forstand.
Henry Ford sagde engang, "Hvad enten du tror du kan, eller du tror du ikke kan, så har du ret".
Det er ret stærkt.
Tænk over det engang...

Det vi tror på, danner vores overbevisninger og vores forventninger, og vores overbevisninger og forventninger styrer vores tanker, handlinger og reaktioner som så igen styrer hvordan vi føler og oplever....
Det nogen synes er fantastisk kan andre synes er skrækkeligt. Så det er altså ikke "det" der er fantastisk eller skrækkeligt, det er måden jeg ser på det på, der gør det fantastisk eller skrækkeligt.
Så når alt kommer til alt... Så handler det om hvordan vi ser på ting.
Simple as that.

Hvis jeg ser på det som hårdt at løbe en tur eller kedeligt at spise grøntsager, så er det hårdt at løbe og kedeligt at spise grøntsager.

Det sidste 1 1/2 års tid har jeg arbejdet -intenst- på at skabe nogle nye overbevisninger for og om mig selv. Det har gjort at jeg er begyndt at tro mere på mit eget værd, både som fotograf, som ven, som kvinde, som søster, som kommende kæreste til en og som menneske.
Det er en process der tager tid. Det sker ikke "overnight".
Det er en process der stadig er i gang og som vil fortsætte resten af mit liv.
Det er også en process der er skide spændende og det er derfor jeg deler den med jer, for jeg håber at mange af jer vil finde inspiration til at starte jeres egen forvandling.

Start med at tilgive dig selv. ❤
Tilgiv dig selv for at have taget fejl.
Tilgiv dig selv for at have været for hård ved dig selv.
Tilgiv dig selv for at troet på noget der var så dumt.
Tilgiv dig selv, fordi du simpelthen ikke vidste bedre.
Tilgiv dig selv, fordi du bare gjorde det du havde lært...

Når man ikke har det godt med sig selv, så kan man være en rigtig røvbanan på nogle områder, det giver næsten sig selv.
Som jeg også skrev i en tidligere Søndags-Support:
Sårede mennesker, sårer mennesker.
Så måske har der været en grund til at man ikke var den første der blev inviteret eller at familien ikke forstod en...
Tag ansvar for den del.
Du er ikke et offer medmindre du selv gør dig til det.
Du er meget mere end det.
Rejs dig op!
Vær stolt!
Vær dig!

Tro mig, når du får det bedre med dig selv, vil andre kunne lide dig bedre. Du behøver ikke kæmpe for det. Du behøver ikke please. Du behøver ikke sige "ja" til alt. Det kommer helt af sig selv.
Dem der er røvhuller (for det er der jo rent faktisk nogen der er) forsvinder ud af dit liv, og dem der er fantastiske, tiltrækkes af dig.

Hallelujah!
Der er ikke et øje tørt.

Du er den bedste!

/Hanne ❤

 

*Spirituel betyder "indre" og materiel betyder "ydre". Så spiritualitet behøver ikke være woo-woo. Vi har alle et spirituelt liv, altså et indre liv, uanset om vi vil det eller ej. Og hvis man har modet til at kigge derind, så kan man flytte bjerge!

 

Vil du have inspiration til at slippe din fortid?

Jeg har lavet en lille lydguide der måske kunne være noget for dig.
Klik på billedet nedenfor og læs mere om lydguiden:

Tilbage til bloggen