Hjerte Under Ombygning

Du er ansvarlig for alt det du gør, men også for alt det du ikke gør

by

DU ER ANSVARLIG FOR ALT DET DU GØR - MEN DU ER OGSÅ ANSVARLIG FOR ALT DET DU IKKE GØR

Floral Birthday Card

Søndags-Support 8. juli 2018
Få Supporten sendt direkte til din indbakke: Tilmeld Søndags-Support

 

Ændring er svært, det ved vi alle sammen godt.
Ikke nødvendigvis fordi det der skal til for at skabe ændring er svært at gøre, for det er det faktisk sjældent, typisk er det ret simple ting der skal til i virkeligheden, det er mere fordi det er lettere at lade være med at gøre det der skal til…

 

Der kan også være andre elementer i det; man kan være bange for at såre andre i processen, bange for at miste (venskaber, kæreste/ægtefælle, respekt, status, ståsted, base osv.), bange for at komme til at fortryde, bange for at stå alene, bange for at svigte eller blive svigtet, bange for at fejle, bange for at blive latterliggjort, bange for at gå glip af noget, bange for ikke at ”nå det”, bange for ikke at finde mening med det hele, bange for at det er forgæves, osv. osv.

 

Men der er aldrig noget der er forgæves når vi arbejder med os selv, og der er aldrig noget der ikke kan findes nogen som helst mening med, det skal vi huske.
Ja, måske kan man såre og svigte undervejs, og ja, måske kan man selv blive svigtet eller forladt og man kan føle sig ensom og alene med det hele, men husk også, at alle disse svære følelser er yderst værdifulde.
Alle vores følelser, gode som dårlige er nemlig mulige budskaber til vores bevidsthed.
Det er vores krop der kommunikerer med os.
Men mange af os har ikke lært at lytte til den.
Desværre.
Men det kan læres!
De positive følelser er jo heldigvis nemme nok, dem forstår de fleste af os essensen af; ”Hey, du gør noget rigtigt, fortsæt hvis du kan”
De negative derimod, dem har vi det som regel svært med. Nogle har lært at flygte fra dem, andre har lært at lægge låg på dem og undertrykke dem, og nogle har fået andre virkeligt dårlige og ineffektive coping strategier som ikke er til gavn for nogen, særligt ikke dem selv.
Den klub er jeg selv medlem af.
Nuvel, det kan heldigvis også aflæres og nyt kan tillæres.

 

Se de negative følelser som værdifulde budskaber til dig. Som et slags ”call to action”:

  • ”Hey, der er noget der ikke er som det skal være.”
  • ”Du må gerne lige mærke efter hvad det handler om” (Men ikke for længe, for det du gør, bliver du god til!!!)

 

  • ”Hvad kan jeg gøre ved det?” (Hvad er det for en handling mine følelser kalder på, at jeg gør?)

 

Min egen erfaring med de negative følelser og min evne til at handle på dem, det er, at det skal virkelig, virkelig være vigtigt for mig, før jeg gør det der skal til, for at skabe den ændring jeg har brug for.
Jeg skal virkelig have det dårligt før jeg gør noget.
Og det er en skam...
Det er derfor jeg deler min viden her på denne blog, i håbet om at du der læser med kan få et forspring, og handle noget før, og lære at lytte til din krop og til dine følelsers beskeder til dig.

 

Tit, så tror jeg faktisk det handler om at det virker enormt overvældende at skulle tage stilling til alt muligt nyt og gøre en masse ting man ikke plejer at gøre, og så ryger man ind i den fælde der hedder at man udskyder det hele lidt og sætter fine forklaringer op for hvorfor det nok er smartest at udskyde de og de tiltag lidt endnu, og hvorfor det ikke rigtigt kan lade sig gøre at starte lige i dag.

 

Jeg gør det selv.

 

Bare sådan en lille ting som nogle øvelser jeg skal lave i forbindelse med nogle smerter jeg har i venstre skulder og højre lysk, synes fuldkommen uoverskueligt, og derfor bliver jeg ved med at tænke ”jeg starter i morgen”…

 

Kender du den lille klassiker?

 

Det tror jeg vist at alle gør.
Og dét selvom øvelserne på ingen måde er vanskelige at udføre, og heller ikke engang vanvittigt tidskrævende.
Modstanden gør så, at jeg begynder at sætte forsvar op.
Altså, du ved, undskyldninger der skal forsvare at jeg forsømmer mig selv. For det er jo præcis det jeg gør. Jeg svigter mig selv big time.

Uden at det er det jeg vil.
Men det er det jeg gør.

Jeg kan komme så langt ud i mine indre forsvarstaler at jeg nærmest bliver klogere og dygtigere end fagpersonerne der har givet mig deres vejledninger; ”ahr, jeg tror ikke det vil virke, jeg tror simpelthen ikke på at de der små fjollede øvelser kan gøre tricket, de virker faktisk lidt åndssvage, måske skulle jeg opsøge en anden specialist?”
Og den underliggende motivation er så -ubevidst- noget i retningen af at jeg måske kan få et svar der er ”nemmere” og som ikke betyder at jeg skal ”gøre alt muligt” men som er et quick-fix der ikke kræver noget af mig.

 

Lyder det bekendt?

 

Men der findes ingen quick fixes.
Punktum.

 

Det kan også sagtens være at øvelserne jeg har fået vitterligt ikke vil virke, men jeg kan jo sådan set ikke vide det, før jeg har givet dem en chance og prøvet det, og har jeg ret når jeg siger at man sjældent når så langt?! Eller er jeg den eneste dovne hund der går og leder efter det ultimative quick fix?!
Desværre er der jo den ”lille” detalje der hedder at sådan noget skal gøres regelmæssigt og konsekvent over tid, før det på nogen måde vil være rimeligt at afgøre om det virker eller ej, og det må jeg erkende at jeg førhen har været for doven til.

 

Og det har kostet mig dyrt.
På mange områder.

 

Ikke bare med fysiske skavanker, men med alle mulige ting i mit liv hvor en ændring af et eller andet villet have gavnet mig, det være sig både i kærlighed, karriere, træning og mange andre punkter.
Jeg har forsømt mig selv.

 

Lagde du mærke til hvad jeg skrev, at den ”lille” detalje var, når vi snakker forandring? For her kommer vi frem til humlen for AL FORANDRING:

 

At man gør små bitte tiltag, men udfører dem konsekvent, regelmæssigt og systematisk, OVER TID.

DET DU GØR, BLIVER DU GOD TIL!

 

Er vi enige om, at du er rigtigt god til at være dig?
Og jeg er super god til at være mig?
Hvorfor er vi det?
Fordi DET HAR VI ØVET OS I!
Hele livet!

 

Det gode ved det, er, at det betyder at du ikke ” bare er som du er, og det er der så ikke noget at gøre ved”, næh, du er som du er, fordi det er bare sådan du har øvet dig i at være.
Og hvis du vil, så kan du øve dig i at være noget andet.
Så hvad kunne du godt tænke dig at være mere af i stedet for?
Eller mindre af?
Øv dig i det!
Du vil blive super god til det…
…Hvis du SYSTEMATISK, KONSEKVENT OG REGELMÆSSIGT uden at bryde ”kæden”, gør det der skal til, OVER TID.
Lang tid.
Ikke en uges tid.
Ikke 21 dage.
Men månedsvis.
Der går imellem 8-12 måneder med daglige gentagelser, før noget bliver til en ny vane som du ”bare gør” uden at tænke over det.
8-12 MÅNEDER…
HVIS du er konsekvent!

 

Sådan er det med personlig udvikling og ændring af vaner og mønstre, det tager tid.
Det gør det også hvis man f.eks. skal tabe sig eller udbedre fysiske skavanker som dem jeg har lige nu.
Det kræver at man er konsekvent med at gøre det der skal til.
Hvis dét så ikke hjælper, så må man gøre noget nyt, og være lige så konsekvent med det nye forsøg.

 

Men her er det, at vi alt for tit giver op; når vi møder modgang eller når tingene ikke lige lykkes i første hug.

 

Og åh, hvor er jeg bare selv slem til det. Det troede jeg egentlig ikke at jeg var, men lad mig fortælle dig en lille historie:

 

Jeg er lige startet på en uddannelse som Mentaltræner & Performance Coach og i fredags i sidste uge var den sidste opgave inden weekenden at vi skulle slå et bræt over med én hånd.
Min makker klarede det i første hug.
Dét gjorde jeg så ikke…

 

 

Efter første hug tog jeg et hurtigt andet forsøg, og heller ikke der lykkedes det.
Allerede her begyndte min tvivl på mig selv og mine egne evner at dukke op til overfladen og min indre stemme begyndte at tale højt, og jeg hørte mig selv sige ”Det kan jeg ikke”…
Brættet føltes så hårdt, det gjorde sgu egentlig også lidt ondt i både hånden og armen, og det virkede bare ikke rigtigt muligt.
Jeg tog et tredje forsøg og jeg synes virkelig at jeg huggede til, men heller ikke her lykkedes det.
Igen sagde jeg ”Jeg kan sgu ikke!”, denne gang med endnu mere overbevisning end første gang.
Jeg lagde an til et fjerde forsøg, og jeg prøvede virkelig at samle mig og fokusere på opgaven, og gøre det sådan som jeg havde fået ad vide at det skulle gøres, og jeg gav det endnu et ordentligt hug.
Men det gik ikke over.
Nu blev jeg for alvor opgivende og sagde noget i retningen af ”…at det ikke kom til at ske!”.
Min makker blev ved med at forsøge at opmuntre mig og forsikre mig om at jeg godt kunne, men lige som med så meget andet, så var den indre stemme bare altoverdøvende.

 

Og det er den tit for mange af os…

 

Har jeg ikke ret i det?
Vi kan godt hører hvad andre siger.
Men vi hører det alligevel ikke rigtigt.
Det går ikke ind.
Jeg kunne godt høre hvad min makker sagde, men jeg troede bare ikke selv på det mere, fordi jeg mødte modgang.
Fordi jeg ikke klarede den i første eller andet hug, så mistede jeg modet og troen, og så kunne han sige nok så meget, det gik bare ikke ind, for stemmen indeni sagde noget andet, og dén sætter dagsordenen.
Men inden mit femte forsøg kom en anden medstuderende over og sagde ”det handler om fart og teknik; gør det hurtigt, giv den et kraftigt og hurtigt hug!”
Jeg tog rådet til mig og gav det et femte skud, og POW! Brættet gik over.

 

Jeg jublede fuldstændigt overilet, hoppede og dansede og skreg af glæde.
Jeg tog et bræt mere, for jeg skulle fandme prøve det shit igen og se om jeg kunne én gang til, og det kunne jeg, det gik over i første forsøg!

 

Hele pointen med denne her historie er ikke at ”brille” over at jeg fandt teknikken til at slå et bræt over med de bare næver, men at dele den metaforiske læring der er i det, med dig.
Det, jeg kunne se, lige umiddelbart efter at det lykkes mig at slå brættet over, var, at jeg alt for let havde bildt mig selv ind at jeg ikke kunne.
Det kunne jeg jo godt.
Det krævede nogle forsøg, bevares, men det var jo forkert af mig at sige at jeg ikke kunne.
Jeg satte en begrænsning for mig selv, og jeg kom med en udtalelse -om mig selv- som ganske enkelt ikke var sand. Og jeg satte begrænsningen og kom med udtalelsen uden at vide om det var sandt eller ej, for jeg kan jo ikke vide det!
Faktisk, vi ser helt nøgternt på det, så kunne jeg kun vide én ting, og det var, at det ikke kunne være sandt, fordi jeg vidste jo at det var lykkes for andre. Det betyder at det også kan lykkes for mig.
Så kan det godt være at det er sværere for mig og at jeg skal træne meget mere end mange andre skal, for at det kan lykkes. Men det kan lykkes.
Var det nu ikke lykkedes for mig at hugge brættet i stykker den dag, så ville jeg altså ikke kunne påstå at jeg med 100% sikkerhed ikke ville kunne gøre det.
Andre kan jo gøre det, så jeg ved jo -med 100% sikkerhed- at det kan lade sig gøre.
Ikke?

 

Spørgsmålet er så, om jeg vil GØRE DET DER SKAL TIL…

 

Jeg er den eneste der bestemmer om det kan lade sig gøre for mig. Er det vigtigt nok for mig, så må jeg øve mig, indtil den dag det lykkes.
Længere er den ikke.
Det gælder for alt det vi gerne vil opnå her i livet.
Om det er at finde kærligheden, tabe os, bygge en succesfuld business, få bugt med skavanker, eller slå et bræt over med én hånd.
Vi bestemmer om det kan lade sig gøre, og om det er vigtigt nok for os…

 

Det lykkedes -heldigvis- for hold op det havde været øv hvis det ikke gjorde, men faktisk var det helt genialt at jeg først fik det hakket over i femte forsøg, for der var afsindig meget værdifuld læring i at det ikke lykkes for mig, for bagefter fik jeg øje på hvor meget jeg talte ned til mig selv i processen og værst af alt, hvor hurtigt jeg mistede troen på mig selv i det.
Jeg havde for meget fokus på mine svagheder.

 

Kan du set det?

 

Og så kan jeg jo reflektere lidt over det, og spørge mig selv, hvor ellers i mit liv, agerer jeg sådan?

 

Nu er bevidstheden om den adfærd i hvert fald tændt, og så er der grobund for at jeg kan ændre den.
Hvis jeg vil…

Kan du se hvor jeg vil hen?

 

Når vi skal skabe ændring i vores liv, så skal vi have 80% fokus på vores STYRKER og kun 20% fokus på vores svagheder.
Grunden til, at vi overhovedet skal have noget fokus på vores svagheder er, at de er gode at kende, for det gør os opmærksom på hvad vi kan arbejde med at gøre bedre, og ved at kende dem, bliver vi samtidig også meget klogere på vores styrker.
Det vigtige er, at vi ikke dvæler ved, eller overfokuserer på vores svagheder, for husk nu, det vi øver os på bliver vi gode til! Så nøjes med at lade det være 20% fokus på svaghederne i dagligdagen, og 80% på styrkerne.

 

MEN!!! Når det så er sagt…
Så når det virkelig gælder, når vi skal præstere, så duer den fordeling ikke!!!
Så er der kun én fordeling af fokus der virker, og det er:

 

100% FOKUS PÅ DIN STYRKER!!!

 

 

Det havde jeg ikke i omtalte øvelse med brættet. Fordi min indre stemme tog over og gav mig fokus på alt det jeg ikke kunne og alt det der gik mig imod.
Men nu er jeg blevet bevidst om det, og det betyder at jeg kan ændre det.

 

Den stemme der taler til os, både når vi er under pres, men også i den almindelige hverdag, den er en del af os.
Den er en KÆMPE stor del af os, så den er vigtig.
Den der siger gode, positive ting og som har fokus på vores styrker, det er vores kilde. Kilden til vores essens. Den afspejler et selv der er helt og balanceret.
Den anden del, den der taler ned til os, tvivler på os og ikke tror på os, og som er negativ og pessimistisk og ser begrænsninger frem for muligheder, det er den del af os der ikke er helet…

 

Ganske enkelt.
Den er den del af os der ikke er helet og derfor ikke er i balance…

 

Og hvordan heler du så den?!
Ved at øve dig.
Konsekvent.
Regelmæssigt.
Og systematisk.
Over tid.

 

SÆT I GANG!

 

Og Husk, DU er ansvarlig for ALT det du gør.
Men du er OGSÅ ansvarlig for ALT DET DU IKKE GØR!!!
Og hvis vi skal tage den til et endnu højere niveau, så er du også ansvarlig for den mening og betydning du tillægger alt det der sker for dig, mod dig, med dig, til dig og omkring dig!

 

Jeg har lært følgende:

  • A: Jeg er ansvarligt for ALT!
  • B: Det er ALTID min skyld! -Også når det ikke er min skyld…

Præcis det her, er nøglen til frihed.

 

God søndag!

 

/Hannah ❤

Tilbage til bloggen

Modgang og ensomhed har overtaget mit sind – Og hvordan jeg får vendt det til selvudvikling

by

ENSOMHED OG MODGANG HAR OVERTAGET MIT SIND - OG HVORDAN JEG FÅR VENDT DET TIL SELVUDVIKLING

Når udfordringertrigger

Søndags-Support 17. juni 2018
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

 

Hej alle I Ombyggere derude,

 

Søndagen er over os…

…Og ensomheden er over mig…
Så dén vil jeg grave dybere i denne søndag, og dele mine refleksioner og oplevelser omkring den, med dig.

 

Ensomhed kan være en pludselig, overvældende tristhedsfølelse der kommer skyllende indover dig fra tid anden, lige som den jeg beskrev sidste søndag.
Her fungerer det virkelig godt med det værktøj der blot er at tillade følelsen og give plads til den.
Jeg gør det ved at sige til mig selv at det er okay, enten højt eller inde i mit hoved, fuldstændigt som jeg beskrev det sidste søndag.
Mærkeligt nok så giver det altså en ekstrem lettelse. Det tager ligesom broden af følelsen så man ikke forgiftes af den.
Men ensomhed findes også i en dybere og lidt mere stædig version, som derfor er lidt sværere at deale med, end blot at sige til sig selv at det er okay, og det er den version jeg vil kigge på i dag.

 

Jeg er selv inde i en rigtig vanskelig periode lige pt. med mange store udfordringer der er kommet oveni hinanden, som alle involverer mange store følelser og som alle har det til fælles at der er rigtigt meget på spil. Det betyder også at jeg hele tiden bliver i tvivl om hvorvidt de beslutninger jeg træffer er de rigtige, som f.eks. da kæresten og jeg gik hver til sit for kort tid siden.
Jeg tror godt at vi alle sammen kender til det med at ting kommer i stimer, og når man rammer en stime af modgang, så kan det trigge nogle af de dybereliggende fundamentale udfordringer vi går med.

 

En svær tid som den jeg går igennem lige nu, den trigger også noget fundamentalt i mig.
Her er det så, at det jo egentlig gerne skulle være en fundamental iboende styrke der trigges, og som så bærer mig igennem modgangen og guider mig ud på den anden side, men hvis fundamentet er bygget på de forkerte byggesten, som f.eks at det er bygget af udfordringer fremfor styrker, så er det jo i sagens natur en dybereliggende udfordring der trigges fremfor en dybereliggende styrke og dét kan kun ende med at styrke min modgang mere end min fremgang.
Og det er præcis det jeg oplever nu: En noget dybere ensomhed end den forbigående ensomhedsfølelse jeg beskrev for dig i søndags, har ramt mig.

 

Den dybere ensomhedsfølelse jeg mærker nu, det er en fundamental følelse.
Altså en følelse der ”bor” fast inde i mig og som er en del af mit fundament.

 

Det siger næsten sig selv at det ikke er en god ting at have i sit fundament, for fundamentet er jo det vi skal støtte os op ad når krisen rammer, så vores fundament skal bestå af styrker og kvaliteter snarere end svagheder og minusser.

 

Så det skal jeg have gjort noget ved.
Denne her ende af mit fundament trænger til at blive bygget op på nye, mere solide byggesten.
Og det er det jeg er i gang med om som jeg gerne vil dele lidt af med dig i dag.
Og tro mig, det kan man godt, for jeg har gjort det før med andre dele af mit fundament.
Så hvis du har et skrøbeligt fundament, ligesom jeg har, så er dette indlæg nok læseværdigt for dig.

 

Min ensomhedsfølelse handler om at jeg ikke ved hvor jeg skal gå hen med mine udfordringer, og dét tror jeg er noget som rigtigt mange kender til og derfor tager jeg den op i dag fremfor at holde den for mig selv.
Helt konkret, så kunne det f.eks. være at du i en periode rammes af flere svære udfordringer der går dig rigtigt meget på, men at du føler det som om at der ikke er ét eneste af de problemer som du kan se hvem du skulle sparre med omkring det…
Du har ingen steder at gå hen med det…

…Og så begynder ensomhedsfølelsen altså lige så stille at banke på fordi man ligesom ”strander” helt alene med sine udfordringer…

Og dén version af ensomhedsfølelse kan være noget mere vedvarende, særligt hvis denne her følelse af at være alene og altid skulle klare alting for sig selv, er en del af ens fundament.

 

Man kan være nok så stærk, have et nok så stort netværk og nok så gode, tætte venner, men det er ikke ensbetydende med at ensomhed ikke kan ramme en hårdt lige i solar plexus…

 

Jeg oplever, at når jeg ikke med det samme kan sige ”Dét der kan jeg tale med X om” eller ”Dét der kan jeg lige ringe til Y om og få nogle gode råd med på vejen” så ryger jeg lynhurtigt over i den helt modsatte boldgade hvor jeg slet ikke kan se at der skulle være nogen som helst jeg kan snakke med om de ting som jeg går og bokser med; ”Lige det her emne tror jeg slet ikke at X vil kunne forstå”, ”Den her udfordring ved jeg bare at jeg ikke kan snakke med Y om”, ”Z er meget sød men jeg er ikke tryg ved at tale med hende om denne her slags problemer”, ”Dette er ikke noget jeg tror at X kan sætte sig ind i”, ”Jeg orker ikke at tage det her med Y for hun gider alligevel ikke lytte til det jeg kommer med”, ”Jeg ved bare hvad Z vil sige, og det er ikke det jeg har brug for at høre lige nu” osv. osv.

Du kender sikkert godt det ordsprog der siger noget i retningen af at det som regel er de sværeste tider der fører til de bedste øjeblikke i ens liv.

 

 

Jeg er selv stor fan af den ideologi og tankegang.
Når det så er sagt, så ved jeg alt om hvor vanskeligt det kan være at tro på når man står midt i krisen.
Jeg står der jo selv nu.
Det kan nærmest føles som en direkte fornærmende og negligerende floskel hvis man får stukket sådan en plade når livskrisen raser derud af og er lige ved at flå en midt over.

 

Men der er kun en der bestemmer hvordan jeg vil opfatte et budskab som det, og det er mig…

 

Vil jeg opfatte det negativt og bruge krudt på at blive fornærmet og irriteret, eller vil jeg opfatte det positivt og bruge det som en styrke og støttepæl?
Jeg vælger det sidste.
Jeg er begyndt at bruge den slags budskaber og tankegange som mit lys.
Som faklen der hjælper mig i den rigtige retning når jeg famler rundt i mørket.
Som lyset der kan anes for enden af tunnelen når jeg har mistet retning.

 

Jeg ved nemlig, at hvis min opfattelse er, at der nok skal komme noget godt ud af mine udfordringer på den anden side, og at de ikke vil være forgæves, at så vil det også være sådan det bliver.

 

Fordi jeg skaber med min opfattelse.

 

Da jeg var barn der var det andres opfattelser der skabte mig og som udviklede den måde jeg lærte at tænke på og se verden på.
Men som voksen har jeg muligheden for at skabe med mine egne opfattelser fordi jeg har livserfaringen, uafhængigheden, selvstændigheden og evnen til at gøre det.
Også selvom jeg måske ikke har indset det! (Det har jeg heldigvis, og det håber jeg virkelig også at du har kære læser.)
Det er mit eget ansvar at lave om på eventuelle gamle indgroede opfattelser som ikke skaber gode ting for mig.

 

Alting her i livet er et resultat af vores opfattelser.
Et resultat af hvordan vi er trænet til at se verden på.

 

Vi ser verden som vi er.

 

Vi ser ikke verden som den virkelig er, eller som andre ser den. Vi ser den som vi er.
Vi ser den som vi er konditioneret til at se den. Altså som vi er ”trænet” til at se den tilbage fra dengang hvor det var andres opfattelser der skabte os og udviklede vores måde at se verden på.
Men den optik vi fik dengang er ikke nødvendigvis den optik der giver os det bedste og klareste syn.

 

Lige nu ser jeg verden som jeg er.
Ensom.
Fordi ensomhed er en fundamental ”indstilling” indeni mig, så er det ”naturligt” for mig at den dukker op og overtager mit sind og bliver den brille jeg ser verden igennem.
Men jeg ved at det ikke behøver at være sådan.
For jeg ved at det kan laves om.

 

Jeg ved at det hele til syvende og sidst afhænger af hvordan jeg vælger at fortolke det der sker for mig og det der sker i mig, og af hvordan jeg vælger at reagere på det.

 

Hvis en af mine helt fundamentale ”grundindstillinger” er ensomhed, fordi jeg igennem livet har oplevet at der ikke var nogen steder jeg kunne gå hen med mine udfordringer (fordi dem det ville være naturligt at gå til var en del af udfordringen) så vil det helt intuitivt være en af de linser jeg ser verden igennem og det vil jo alt andet end lige præge den måde jeg fortolker hændelser og oplevelser på, og i sidste ende på hvad de får mig til at føle og hvordan jeg reagerer på dem…
…og dermed også på hvad mit slutresultatet bliver…

 

Kan du se det?

 

Havde du spurgt mig for tre år siden, så kunne jeg ikke.
Jeg ville ikke.
Det var fandme ikke min skyld!
Men jeg kan godt se det nu…
Og det handler ikke om skyld.
Det handler om ansvar.
Jeg påtager mig ikke skyld for de programmeringer jeg har fået, men jeg tager ansvaret for at få dem afinstalleret og programmeret nogle nye!

 

Jeg er derfor nu blevet helt bevidst om, at ensomheden jeg oplever, ikke er sådan som verden virkelig er, men blot min opfattelse af den, kvag min konditionering og programmering.

 

Det der falder mig mest naturligt i sådan en situation som den jeg er i nu hvor udfordringer og ulykkelige omstændigheder bare ramler ned over mig i kaskader, er at lade ensomheden besejre mig og tænke at sådan er det bare at være mig, sådan er verden, og det er der ikke noget jeg kan gøre noget ved.
Men nu ved jeg -fordi det har jeg lært nu- at sådan er verden ikke, kun hvis jeg siger at den er, og at der i dén grad er noget jeg kan gøre ved det.

 

Kære læser, sødeste hjerte-ombygger, det håber jeg så inderligt at du tager til dig det her, og forstår at det også gælder for dig, hvad end du måtte have af udfordringer.
Det er ikke sikkert at du -endnu- kender svaret på hvordan verden så er, eller på hvad du kan gøre ved din udfordring, for når vi tager vores gamle verdens-opfattelses-briller af så bliver alting naturligvis helt blurret og uskarpt.
Men bare rolig, der skal blot nye glas i brillerne, og dem er der lige lidt leveringstid på.

 

Det handler om aktivt at vælge at være proaktiv, fremfor at indtage den sædvanlige -og vante- rolle som offer for omstændighederne.
Det er det jeg selv er i fuld gang med at eksperimentere med lige pt.
Og når jeg siger ”eksperimentere” så er det jo fordi at jeg heller ikke kender svarene endnu.

 

Jeg har lært, at følelser er noget vi skaber med vores tanker. (Alting starter med en tanke)
Hvis jeg f.eks. sætter mig ned og inde i mit hoved forestiller mig en eller anden bestemt situation, så kan det sætte gang i en lavine af forskellige følelser som jeg forbinder med det jeg lige har tænkt på og set for mig.
Det samme gælder for min nuværende situation; når tankerne kører i ring omkring den opfattelse at der ikke er nogen steder jeg kan gå hen og få hjælp til mine kvaler, så er resultatet en overvældende følelse af ensomhed.
Et proaktivt skridt i denne her situation -som er det jeg øver mig i lige for tiden og nu deler med dig- det vil være at få tankerne over på noget andet og mere løsningsorienteret end ”der er ingen steder jeg kan gå hen og ingen mennesker jeg kan snakke med”, det kunne f.eks. være ”jeg må finde et alternativ til der hvor jeg plejer at gå hen, og se om det måske kunne lette min situation”.
Men det er suuuuper svært at tænke sådan, for det er jeg ikke trænet i. Jeg er ikke konditioneret til at tænke andet end ”der er ingen steder jeg kan søge hjælp”.
Det vil ikke falde mig naturligt at tænke andet end ”der er ingen steder jeg kan søge hjælp”…
Og derfor vil jeg med al sandsynlighed slet ikke være bevidst om at der er en anden måde at tænke på…
Det ved jeg at jeg ikke var for bare tre år siden.
Men det er jeg blevet nu, fordi jeg i tre år har taget mig tiden til at lære noget nyt om mig selv og haft tålmodigheden til at udvikle mig og viljen til at ændre mig så jeg kan få det bedre på områder hvor jeg ikke har det godt.
Jeg ved nu at mine følelser ikke er noget jeg er, og som ikke kan ændres.
Mine følelser er noget jeg skaber og som jeg i dén grad kan ændre.

 

En af mine sædvanlige teknikker er som jeg nævnte lige før, slet og ret at prøve mig frem.
For jeg ved jo ikke hvad der virker for mig.
Jeg har ikke svarene.
Endnu.
Jeg ved kun hvad der ikke virker.
Så selvom jeg har følt at der ikke var nogen jeg kunne række ud til, så har jeg gjort det alligevel, jeg har rakt ud til nogle andre. Nogle nye. Og det er super svært. Og det føles ikke rart -PÅ NOGEN MÅDE- at skulle spørge nogle mennesker jeg ikke normalt rækker ud til, eller som jeg ikke kender specielt godt (endnu) om de har tid til en sludder.
Det føles absolut akavet, forkert og håbløst.
Hvorfor?!
Fordi det jo er LANGT udenfor min komfortzone.
Min komfortzone er at blive i troen på at der ikke er nogen steder jeg kan gå hen.
For det er sådan jeg ser verden.
Det ligger i mit fundament.
Men jeg har altså gjort det alligevel.
Det her er i øvrigt en teknik jeg fortæller rigtigt meget om i mit onlineforløb Sådan Heler Du Dit Hjerte.
Forløbet duer altså ikke kun til heling af kærestesorg, det kan bestemt også bruges til heling af kriser generelt. Teknikkerne er de samme.

 

Den pointe jeg gerne vil understrege med det her, både overfor dig kære læser, men også overfor mig selv, det er, at vi kan vælge at være ofre eller vi kan vælge at være proaktive.

 

Jeg kan være offer eller jeg kan være proaktiv!

 

Offerrollen den har jeg prøvet, den virker skide godt hvis man gerne vil fordybe sig i elendigheden og gro fast der, og ikke ændre på noget.
Den proaktive rolle den er skide god hvis man gerne vil forandring og ændring og bærer lysten og viljen til det i sit hjerte.

 

Men proaktivitet, det er et mindset!
Ligesom det at være offer det også er det.
Nogle af os er blevet ”programmerede” med et proaktivt og udviklingsorienteret mindset, og for dem er det en helt naturlig ting at se muligheder og lede efter løsninger, og gud, hvor kunne jeg godt misunde den slags mennesker, for jeg er en af dem der er blevet programmeret med det stikmodsatte, nemlig et fikseret og begrænsningsorienteret mindset, og jeg troet fuldt og fast på at min skæbne var for evigt forseglet med ensomhed (og uendeligt mange andre udfordringer) der bare ikke kunne forandres.
Men igennem de sidste tre år har jeg fået øjnene op for, at eftersom sådan et mindset er noget tillært, så er der også mulighed for at jeg kan lære det!
Det havde da alt andet end lige været fedt -og noget nemmere- om jeg havde lært det som barn, men det har jeg ikke og sådan er det, men så kan jeg lære det nu.
Og det kan du også!

 

 

Men hvordan er man så proaktiv i sådan en situation hvor man er i kæmpe underskud fordi ens verden er ved at ramle sammen, og man ikke føler at man har nogle steder at gå hen med det!?

Her er en lille liste af muligheder som jeg selv lige har skrevet ned til mig selv om som jeg benytter mig flittigt af i disse dage:

 

  • Ræk ud - Søg hjælp og støtte i dit netværk, også selvom du måske -ligesom jeg- ikke føler at der er nogle steder at søge hjælp. Gør det alligevel. Måske får du ikke det du søger, men vid at mulighederne ikke er udtømte af den grund. Prøv igen, et nyt sted. Du kan blive meget overrasket, og ellers få professionel hjælp.

 

  • Få professionel hjælp - Det kan være ufatteligt givende og øjenåbnende at få et helt udenforstående menneske der ikke kender dig overhovedet, til at så nogle frø og sætte lidt retning på det hele. Det kan også være nemmere at tale om svære ting, fordi du ikke har en personlig relation til behandleren og derfor ikke skal bekymre dig (nær så meget?) om hvad vedkommende måtte tænke om dig. Man kan bare ikke altid klare alting selv, dét er en af de lektioner jeg har været allerlængst tid om at forstå, men som jeg nu omsider har erkendt. Og selvom de er gode, rigtigt gode, så kan venner og veninder desværre ikke altid give dig den feedback du lige står og har brug for i en krise.

 

  • Giv slip - Forventninger og forestillinger om hvad en given situation ”nok ender med” er meget farvede af vores erfaringer i livet. Giv slip på dem. Erfaringer er ikke stålfaste beviser på at alting altid er sådan og sådan. Kender du udtrykket ”i dag er ikke alle dage”? Det er sådan en rigtig god trøst når man har en skidt dag. Det samme gælder for erfaringer. Én erfaring er ikke alle erfaringer, så selvom jeg -ofte- i mit liv har måttet erfare at der ikke var nogen steder at gå hen når jeg har brug for hjælp og trøst, så er det ikke -nødvendigvis- den endegyldige sandhed. Så giv slip på tanker og idéer om hvordan noget ”sikkert vil falde ud” og vær åben for at resultatet kan blive noget helt andet og bedre.

 

  • Spørg ind - Når du har givet slip på dine fastlåste tanker og forestillinger, så spørg dig selv ind til hvad du kan gøre for at lette din situation nu og her. Du kan eventuelt skrive små ting ned. At skrive giver mere klarhed.

 

  • Led - Når du har spurgt lidt ind til hvad du eventuelt kunne gøre, så vil du sikkert opleve at det er svært for dig at finde svar, men lad dig for gud skyld ikke slå ud af det! Det er fordi du ikke er vant til det. Andet er det vitterligt ikke. Det er ikke fordi at der ikke er nogen svar. Tro mig! Så led efter dem.  Du skal nok finde dem. Søg med lys og lygte efter alle de tænkelige og utænkelige muligheder der måtte være for at få bragt dig selv tilbage på ret kurs, det sidste du må sige til dig selv er, at der ikke er nogen.

 

  • Giv ikke op - Når vi leder og ikke finder svar, er det virkelig fristende at give op, specielt hvis man har et fikseret, begrænsningsorienteret mindset. Der ER svar derude, du er bare ikke trænet i at finde dem.
    Et af de -ret store problemer- jeg selv er tynget af i disse dage, og som jeg nok skal dele med dig her på bloggen i nær fremtid, det blev for nogle få dage siden bare et væsentligt større problem end først antaget, og det slog mig fuldstændigt ud. Men det første jeg tænkte da jeg fik den nedslående nyhed, var ”Du må ikke give op nu Hanne! Ikke give op!”
    Men alting inde i mig skreg bare at det hele kunne være lige meget og at jeg lige så godt kunne kaste håndklædet i ringen og give op, for det er sådan jeg er programmeret, og så er det virkelig svært for ”giv ikke op tankerne” at få ørenlyd. Så jeg rakte ud, både efter professionel hjælp og efter nye mennesker at snakke med. (Nummer 1 og 2 på denne liste.)

 

  • Sæt et formål - Hvis du vælger at række ud efter hjælp, hvilket er en rigtigt god idé at gøre, så gør dig klart hvad formålet er med den hjælp du søger. Du søger jo ikke retning, hjælp og guidance bare for at få bekræftet at du lige så godt kan give op, vel? Det ville være selvdestruktivt, og det skal vi væk fra.
    Jeg satte mig for, at formålet med den hjælp jeg skulle have, skulle være at give mig værktøjer til at se mere positivt på min situation og til at finde og afprøve forskellige, mulige løsninger, OG IKKE MINDST til at tro på de her mulige løsninger. For hvis jeg går ind i det med en kerne af tro på at det ikke kan løses, så bliver det helt sikkert ikke løst. Så målet er at få ændret på kerneopfattelsen indeni mig, så jeg er bedre i stand til at hjælpe mig selv i svære tider som den jeg går igennem lige nu og her.
    Kort sagt, jeg rakte ud med det helt klare formål at få bekræftet at der er masser at kæmpe for, og masser af muligheder der ikke er afprøvet endnu og som muligvis kunne afhjælpe min situation, og ikke med det formål at få bekræftet at jeg har ret i at det er bedst at give op. Det er en super vigtig detalje som jeg håber at du skriver dig bag øret.

 

  • Fokusér - Når du har sat et formål og måske fået hjælp til det, så vær opmærksom på at dit fokus bliver på det gode formål. Man kan nemt glide over i et negativt fokus nærmest uden at man selv lægger mærke til det, for det er bare sådan vores hjerne er wired, så sørg for hele tiden at være opmærksom på hvor dit fokus er. Det sted du lægger dit fokus, vil være det sted der tilføres den største energi, og det vil lægge kimen til dit resultat, derfor er det selvsagt umådeligt vigtigt at dit fokus er rettet mod løsninger, ting du kan støtte dig til, styrker og kvaliteter du kan udnytte eller styrker og kvaliteter du kan få ud af udfordringen.

 

  • Tal - Det du taler om er med til at bestemme hvor dit fokus ligger, så vær yderst opmærksom på dit sprog. På alt hvad du siger, skriver og tænker. Undlad at tale din situation værre end den er. Jo mere man taler om sine problemer, jo større bliver de. Tal om løsninger. Tal om muligheder. Tal om alternativer. Tal om mulige positive udfald. Både den stemme du taler med inde i dit hoved, men også når du taler med andre mennesker og når du skriver. Se på det som at alt hvad du taler om -i tale, i tanker og på skrift- det er med til at manifestere udfaldet.

 

Jeg kunne f.eks. godt skrive side op og side ned om alle de kvaler jeg har lige nu, men det gør jeg ikke, for jeg ved, at hvis jeg begynder at skrive for meget om min lidelseshistorie, så vil jeg for det første fastholde mig selv i min lidelse, ved konstant at tale om den, ligesom den også vil vokse sig større, og for det andet så risikerer jeg at jeg skaber en afhængighed hos mig selv, det ved jeg, for der har jeg været tidligere.
Dengang jeg startede bloggen her, der skrev jeg rigtigt mange blogindlæg der omhandlede al den svie og smerte jeg gik igennem. Det blev nærmest som et drug for mig men heldigvis fik jeg selv øjnene op for at det var et helt galt spor jeg var på vej ned ad og at det ikke gjorde andet end at fastholde mig selv i min krise.
I stedet begyndte jeg at skrive om mine fremskridt og om alle de tiltag jeg gjorde for at få det bedre og hvordan de virkede, og pludselig fik jeg vind i sejlene!

 

Man må gerne dele sin smerte og tale om sine udfordringer, men man skal passe på at det ikke bliver et drug, for prisen du betaler for dit drug er høj; du betaler nemlig med din fremtidige lykke…
Fordi dit fokus på lidelsen blokerer for din udvikling.
Dit mindset (for)bliver fikseret.

 

Det fikserede, fastlåste begrænsningsorienterede mindset det har jeg været slave af længe nok!
Det vil jeg ikke længere.
Jeg vil være proaktiv.
Jeg vil udvikle mig.
Jeg vil bryde mit mønster.
Jeg vil have forandring.
Og jeg vil tage ansvar for den forandring!

 

❤ Jeg håber du er med mig ❤

 

God søndag.

 

/Hanne ❤

 

Her er en video som jeg finder stor støtte i:

Et af de mest essentielle værktøjer til at skabe forandring i sit liv, det er at gå og lytte til inspiration.


Det er ikke nok kun at læse selvhjælpsbøger. Man glemmer det alt for hurtigt igen og det implementerer sig ikke i ens "system".


Der er brug for gentagelser. Mange gentagelser, og den nemmeste måde er ved at lytte.
Fordi, når du lytter kan du foretage dig andre ting samtidig.
Du kan lytte når du træner, når du kører fra A til B, når du laver mad, når du er i bad, når du laver rutinepræget arbejde, lige inden du skal sove, lige når du vågner osv. osv.

Find masser af lytte-guld til at hjælpe dig med at nå dine mål og få opfyldt dine dybeste ønsker, f.eks. på YouTube. Det har jeg selv gjort og gør det stadig.

Vidste du at du også kan abonnere på mine ugentlige blogindlæg, og få dem på lyd?!

Se mere her:

Søndags-Support Lydabonnement

 

Du får også adgang til en lukket Facebookgruppe 

 

 ❤ ❤ 

Tilbage til bloggen

Det uelskede barns svære voksne kærlighedsliv DEL 2

by

DET UELSKEDE BARNS SVÆRE VOKSNE KÆRLIGHEDSLIV DEL 2

det uelskede barns svære voksne kærlighedslivDDEL2

Søndags-Support d. 3. juni 2018
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

 

Jeg vil fortsætte lidt hvor jeg slap sidste søndag, og gå dybere ind i belysningen af nogle af de selvdestruktive mønstre vi har når vi søger kærlighed.

Jeg tror de fleste af os kender til de her mønstre i større eller mindre grad, for hvem har ikke været ham/hende der gav eller pleasede for at opnå noget?
Særligt i kærlighedens navn, for kærligheden er nok noget af det der er allervigtigst for os her i verden, ikke?
Og hvem har ikke også forsøgt sig med at overpræstere lidt for få noget den anden vej?

 

Jeg kunne tage fejl, men jeg tror faktisk også at vi alle har prøvet at være en lille smule selvudslettende, især i vores helt unge år hvor man ingen livserfaring havde, og hvor man derfor var nemmere at manipulere.
Men de fleste opdager hurtigt at der ikke er nogen menneskers kærlighed der er værd at sætte sin egen værdighed over styr for.

 

Jeg har aldrig selv været selvudslettende i den forstand, altså lige ud over i de helt unge år hvor jeg fandt mig i en hel del, fordi det var vigtigere at have en lækker fyr end at have en sød fyr. Og fordi jeg også troede på at jeg var for grim til de lækre fyre, hvilket var endnu et incitament til bare at holde kæft og finde sig i alt.

 

Men -gudskelov- var (og er) jeg fandenivoldsk nok til hurtigt at indse at, det gad jeg sgu egentlig ikke.
Den attitude har jeg fået med hjemmefra, og den er bestemt en af de -faktisk mange- ting jeg har fået med mig som er rigtigt gode, på trods af at jeg ikke har haft de nemmeste vilkår.
Og sådan er det for alle.
Vi har alle sammen fået ét eller flere super stærke karaktertræk som vi kan bryste os af og som vi kan bruge til noget godt i vores liv.
Jeg har også fået stolthed og stædighed med i rygsækken, og de træk har uden tvivl også gjort sit til at jeg ikke er røget ind i en ond, selvudslettende cirkel. Jeg har simpelthen for meget stolthed til at lade mig trampe på og for meget stædighed til at gå tilbage til en der har gjort mig ondt.

Men fandenivoldskhed, stædighed og stolthed kan også blive noget man bruger til at bygge en stor, tyk mur op med, for at beskytte sig selv, og sådan en mur kan med tiden blive et fængsel der er rigtigt svært at komme ud af…

 

Det ved jeg, om nogen…

 

Der er sikkert ingen der er i tvivl om at det er ekstremt selvdestruktivt at være selvudslettende og lægge sig fladt ned og lade sig trampe på, men de færreste kan få øje på hvordan ”hende den stærke” på nogen måde kan være selvdestruktiv.
Men det kan hun så absolut, det er bare med omvendt fortegn af hende den selvudslettende og derfor ikke lige så ”tydeligt”.

 

Hun ”finder sig ikke i noget” og er hurtig til at finde fejl hos andre for at beskytte sig selv, og derfor har hun for vane at sparke folk ud af sit liv, før hun over hovedet har lukket dem rigtigt ind…
Selvom det er hende der ”giver sparket”, så er det stadig ekstremt selvdestruktivt, hvis ikke der var en egentlig grund til at gøre det… Andet end en dybereliggende (og måske ubevidst) frygt for at blive svigtet og forladt.

 

Og det værste er, at der sjældent er nogen der kommer ”hende den stærke” til undsætning, for ”hun er jo så stærk”… Og hun sparkede ham jo selv ud, så hun må jo være ”ovenpå”, ikke?
Nej, ikke nødvendigvis. Jeg kan forsikre dig om, at selvom man er stærk, stolt og stædig, så er det bestemt ikke ensbetydende med at man ikke lider…
Da jeg i 2003 gik fra min daværende kæreste Max, der led jeg ganske forfærdeligt, og jeg er nok aldrig sådan rigtigt kommet mig helt over det. Og der gik da også 10 år før jeg endelig mødte en ny i 2013 og da han så forlod mig i marts 2015, der knækkede filmen helt…

 

Men det jeg egentlig vil belyse i dag, det er den lidende kærlighedsjæger.
Det er en rolle jeg til dels kender, men den har ikke været så invaliderende for mig, som jeg ved den er for andre.
Men jeg kender til den og jeg forstår mekanismerne, og i håb om at det måske kan hjælpe andre til at vågne op og indse hvad det de ”gør ved sig selv” så vil jeg prøve at belyse denne kærlighedssøger i dagens indlæg.

 

Da jeg var barn lærte jeg hurtigt, at sygdom det var godt. Skader var også gode.

For hvis man blev syg eller kom til skade, så var der ikke grænser for den kærlighed og opmærksomhed man fik.

 

Da jeg var en 5-6 år fik jeg snittet min kind op af en taskekrog på en barnevogn, fordi jeg løb om kap med nabodrengen, på gangen, der hvor jeg boede, og pludselig gik lyset ud og vi kunne intet se i det bælgragende mørke for der var ingen vinduer på gangen, men jeg løb videre, for jeg skulle jo vinde, med det resultat, at jeg løb ind i en barnevogn der stod parkeret på gangen, og jeg fik taskekrogen der sad på håndtaget af barnevognen i munden, og den flåede min kind op!
Jeg er taknemmelig over at jeg ikke var et par centimeter lavere, for så havde jeg fået den i øjet…
Phew…
Anyway, jeg blev indlagt over længere tid fordi såret i munden blev ved med at gå op og blev ved med at gå i betændelse, og jeg fik en masse dejlig opmærksomhed på hospitalet, og når min mor kom på besøg blev jeg overdænget med kærlighed og ømhed.
Jeg husker, at jeg bare ønskede mig at jeg kunne blive på hospitalet for evigt, fordi det var så rart at blive nurset og elsket.
Den dag i dag kunne jeg godt få tanken om at det måske var en ”bevidst handling” fra min krops side, at såret blev ved med at gå op og gå i betændelse…?
Fordi det ville betyde længere tid det sted hvor der var rart og trygt at være…?

 

Det samme gjaldt ved sygdom. Der blev vi (mine brødre og jeg) badet i kærlighed når vi var syge. Sådan føltes det i hvert fald, når man sammenlignede det med hvordan hverdagen var når man ikke fejlede noget.
Når man blev syg eller kom til skade havde man nærmest helle; der blev ikke råbt og skreget af os og vi blev ikke slået.

Det var ren Alice i Eventyrland at være syg.

Havde jeg nu fået den samme kærlighed til hverdag også uden at være syg eller tilskadekommen, så er jeg overbevist om at jeg ikke ville have skabt den strategi som jeg gjorde -for det ville jeg slet ikke have haft behov for- men jeg begyndte slet og ret at ønske mig selv syg, og når jeg engang imellem blev det, så håbede jeg sådan at jeg ville få mindst 40 i feber og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at overdrive mine symptomer.
Det udviklede sig til en strategi jeg brugte for at få mine mest basale behov dækket hos min mor.
Da jeg blev lidt ældre begyndte jeg også ligefrem at fantasere om lidt mere voldsomme ting, såsom f.eks. at blive kørt ned og komme godt og grundigt til skade.
Og når jeg engang imellem kom til skade kunne jeg nærmest blive helt skuffet hvis det ikke var voldsomt nok og det ikke blødte vildt nok.

 

Og det er jo egentlig lidt af et paradoks, fordi, jeg har jo samtidig altid ageret ”hende den stærke” og det hænger overhovedet ikke sammen med at ønske sig selv syg, eller fantasere om at komme alvorligt til skade eller drømme om at få en alvorlig, permanent lidelse.

Men det er jo noget af det der er så absurd ved nogle af de koblinger og strategier vi har grundlagt da vi var børn, og det er derfor vi skal slippe af med dem, for mange af dem gavner os ikke. Tværtimod.

 

Min kobling er at sygdom og skade, det er li med kærlighed, ømhed og opmærksomhed.
I hvert fald i forhold til min mor.
Strategien jeg brugte overfor min far var en anden, nemlig denne her med at overpræstere og ”gøre mig god og klog”.
Jeg kunne finde på, demonstrativt at sætte mig med leksikoner foran mig, når jeg var hos min far, blot for at høre ham sige noget pænt til mig, som han f.eks. gjorde til hans nye kones søn.
Hendes søn -altså min papbror- blev hele tiden fremhævet for hvor ufatteligt klog han var. Og her sad jeg med et kæmpe stort og klogt leksikon, og så kunne min far ikke engang oppe sig til at sige til mig at jeg også var dygtig og klog…
Jeg husker også, at det hele tiden blev fremhævet at min papbror ”han skam ville være pilot”. Så jeg begyndte at læse bøger om astronomi, fordi astronaut, dét måtte bestemt være ”over” pilot, så hvis jeg nu sagde at jeg ville være det når jeg blev voksen, så kunne det være jeg kunne få ros og anerkendelse fra min far.
Men det fik jeg ikke…
Efter gymnasiet valgte jeg to studieretninger: Jura som nummer ét, for at få min mors accept og kærlighed, og ingeniør som nummer to, for at få min fars. (For dengang var det kun ingeniører der kunne blive astronauter)
Jeg kom ind på ingeniørstudiet og jeg kedede mig noget så forfærdeligt, og det resulterede selvfølgelig i at jeg droppede ud efter kun ét semester…
Så nu var jeg virkelig bare ikke værd at elske for nogle af mine forældre.
Nu havde jeg for alvor tabt.
(det var sådan jeg -mere eller mindre ubevidst- havde det i hvert fald)

 

Jeg troede så selv dengang, at jeg, efter jeg droppede ud fra ingeniørstudiet så begyndte at følge mine egne drømme, ved blandt andet at uddanne mig som brandmand i CF (I dag hedder det Beredskabsstyrlesen) og efterfølgende prøve at forfølge drømmen om at blive skuespiller.
Men det handlede i virkeligheden nok mest om at jeg havde et ønske om at være nogens helt (brandmanden) eller blive hyldet og elsket af andre (skuespilleren).
Sådan er det for mange af os tror jeg.
De valg vi træffer, bliver truffet på bekostning af vores egne drømme og i strid med hvem vi virkelig er, ”bare” for at få kærlighed og accept fra nogen der alligevel ikke er i stand til at give den, på den måde vi ønsker den...

 

Nå, men det var et sidespor, tilbage til det her med paradokset i at ”hende den stærke” gerne vil være syg, og at min kobling til at opnå kærlighed pludselig var blevet sygdom og skade.
For hvis vi altså kigger lidt nærmere ind i det, så var sygdom og skade altså blevet en strategi jeg brugte for at få det jeg havde brug for, men samtidig fik jeg også et personlighedstræk i form af ”styrke” og ”hårdførhed” som gjorde at denne strategi ikke udviklede sig på samme måde som den har gjort det hos andre, nemlig som en invaliderende adfærd…
Min mor var -og er- nemlig også en ”stærk” kvinde og dét arvede jeg også med fra hende.

Lidelse var altså min strategi, mens min adfærd, var styrke og hårdhed… Giver det mening?

 

Sær kombination, og den har da heller ikke gjort livet nemt for mig. Særligt i forhold til kærligheden i voksenlivet.

 

Min mor har også det der hårde ydre, så det er helt klart noget jeg har fra hende, og selvom det måske ikke altid er nogen velsignelse at være ”stærk” og have et hårdt ydre skjold lavet af jern, så har det helt sikkert også gavnet mig i mange tilfælde, og måske nok i flere end det har skadet mig.
Det vælger jeg i hvert fald at tro på den dag i dag.
Så gudskelov for det, og min dybeste taknemmelighed ud i universet og ud til min mor, for det.

 

Andre er vokset op med en helt anden type mor; nemlig den lidende, svage, nervevrags-mor.
Jeg kender flere der er vokset op med mødre der altid var som sarte blomster eller som var tro kopier af den evigt lidende Maude fra Matador, eller det der er værre!
Mødre som altid havde hovedpine, som var lys- og lydfølsomme og som i det hele taget bare var nogle sarte, skrøbelige skabninger der ikke magtede opgaven som mor og som den der skulle nurse og tage sig af, fordi de allermest havde brug for at der blev taget sig af dem, eller endnu bedre, at de tog sig af sig selv.

Shit, hvor har jeg kendt mange der er vokset op med sådan en mor.

 

Deres strategi var formentlig en HELT anden end min, fordi deres mor jo selv var syg hele tiden, så det ville ikke have nyttet noget at ”gøre sig syg” overfor mor for at få kærlighed, for det ville hun slet ikke have haft overskud til at tage sig af, så længe hun selv var lidende, så de børn har formentlig haft en ganske anden -og for dem- mere ”nyttig” strategi end den jeg havde.
Det kunne måske have været en ”nu agerer jeg den voksne” strategi, eller ”nu gør jeg mig usynlig” strategi eller noget helt tredje.
Men derfor kan deres ADFÆRD, når de bliver voksne og skal have andres kærlighed, SAGTENS gå hen og blive den deres mor brugte, i kombination med den strategi de havde for at få mors kærlighed som barn.
Og det kan blive nogle aldeles selvdestruktive kombinationer skulle jeg hilse at sige.
Så dén adfærd deres mor havde kan altså godt være den de selv -senere i livet- begynder at benytte som en STRATEGI, fordi det virkede jo for deres mor, så hvorfor ikke bare gøre det samme?
Det vil sige, at de ender på samme måde som deres mor, måske bare med en anden lidelse eller en anden sygdom, men stadig med samme resultat; et liv som evigt lidende offer…

 

Så altså, uanset om du er voksen, eller om du er et barn, så kan det her med at lide og være syg altså også være en måde at få opmærksomhed på, og hvis du vokser op med en mor der gør netop det, så er det ikke usandsynligt at du arver det mønster…
Og nej, jeg tror ikke det er en ”sygdom” du arver fra din mor, jeg tror, at i langt de fleste tilfælde, er det noget mentalt du arver.
Noget mentalt som FORÅRSAGER sygdommen og som jeg altså mener, bliver en adfærd.
Og det er klart, det er ikke en tanke man vil gøre sig, for det vil ikke føles som en adfærd, men som en decideret sygdom man er så uheldig at lide af…
Det vil ganske enkelt ikke give mening for en at det skulle være en adfærd.
Det ville faktisk mest af alt være en fornærmelse at skulle høre på at det skulle være en adfærd…

 

Men ikke desto mindre, så tror jeg faktisk tit at det er sådan det hænger sammen.

 

Sådan tror jeg faktisk at det er med rigtigt mange former for fysiske lidelser; det er slet ikke det fysiske der er det egentlige problem, og ej heller det der nedarves, men i virkeligheden, er det, det mentale der er problemet, og som er det der arves, og altså det, der forårsager hele sygdomshistorien.

 

Jeg har set det her et utal af gange, hvor -især kvinder- der har haft en ”lidende” mor, selv bliver det som voksne, og det ender ofte ud i forfærdelige kroniske smerter som ingen læger eller andre sagkyndige kan forklare og som ingen eksperter kan hjælpe dem med…

Ganske forfærdeligt, men jeg tror på, helt ind i min knoglemarv, at der KAN gøres noget ved den slags, og at DER ER hjælp at hente, man er bare nødt til at indse at man ikke er offer for en grum skæbne, men at det snarere er noget indre arbejde der ikke er gjort eller ganske enkelt et mønster der ikke er erkendt.

 

Jeg siger ikke det her for at negligere kvinder der f.eks. lider af forfærdelige migræner og medfølgende depressioner, tværtimod, jeg siger det kun for at fortælle at sygdom og lidelse OGSÅ kan være et mønster.
Altså et adfærdsmønster.
Og altså dermed noget man selv er herre over…
Og ja, nu ved jeg godt at mange måske vil tænke ”Jeg gør sgu da ikke det her imod mig selv!! Jeg vil da hellere end gerne af med mine smerter, og jeg har prøvet ALT nu!”

 

Og det kan jeg godt forstå… Men måske er det eneste man ikke har prøvet, at indse at det rent faktisk ER et mønster, og slet ikke en egentlig sygdom?

 

Jeg ved, om nogen, hvor svært det kan være at indse den slags.
Jeg er selv kun lige begyndt for små tre år siden.
Og jeg VED at den smerte man har, den er MEGET virkelig. Så jeg siger bestemt ikke at den der lider af kroniske smerter og betændelsestilstande eller depressioner og migræner’s smerter ikke er ”virkelige”, for de er i dén grad virkelige for den der har dem, og for mange er de direkte invaliderende.
Nogle må gå på førtidspension, fordi de lider så forfærdeligt af ukontrollerbare migræner som ingen kan forklare.
Det er jo ganske forfærdeligt!
Men det, jeg bare også tit ser, er, at de kvinder der har det sådan, typisk har haft en mor der var svagelig, syg eller lidende på den ene eller den anden måde. Det ses også hos kvinder der er børn af mødre der var rene, flossede nervevrag, og for hvem næsten alt var en udfordring eller angstprovokerende.
Og jeg er bare overbevist om at det er det mentale, altså adfærden, og ikke et eller andet fysisk der er i vejen med kroppen, der er gået i arv.
Det er snarere kroppen der virker fuldstændigt som den skal, og som fortæller dig ”der er noget i vejen i din sjæl, fix det!”

 

Jeg har selv haft svært ved at indse, at mange af de negative oplevelser jeg har haft, har jeg selv skabt, med min adfærd…
Og, at den adfærd SAGTENS kunne ændres…

Jeg skulle ”bare” indse at det VAR en adfærd, og ikke mig der var offer for en ubærlig skæbne…

Jeg har tidligere blot accepteret at ”jeg nok bare var sådan en type som folk ikke kunne lide, eller som folk fik et dårligt førstehåndsindtryk af” fordi jeg ikke var parat til at indse, at det ikke var mig der var noget galt med, men min adfærd.

 

Og nej, vi ER ikke vores adfærd!
Så derfor er der ingen grund til at slå os selv i hovedet, eller til at køre en god gammeldaws gang selvhad, blot fordi man har en nederen adfærd installeret i sig!
Vi ER ikke vores adfærd.
Adfærd kan ændres.
Såvel som tanker kan.
Og installationer kan afinstalleres og programmering af- eller omprogrammeres!
Så det er genstand for forandring!
Og dermed noget vi selv er herre over.
MEN, det er ikke nemt at ændre, dét ved jeg godt. Men det starter altså med lidt vilje… Og viljen kan være svær at finde frem, når man skal erkende skamfulde eller på anden måde uattraktive sider af sig selv.
I know.
Men gør det alligevel.

 

Sådan her tror jeg på at det også er med rigtigt meget sygdom og lidelse, det kan ændres, ved EGEN hjælp, det er min helt faste overbevisning, men grunden til at det kan være hulens svært at gøre, er jo ikke kun det faktum, at det, at det skulle være en ”adfærd” som man selv er herre over, for mange er noget de ikke KAN eller VIL indse og erkende, men også det faktum, at det faktisk er en vigtig -og måske den ENESTE- kilde til kærlighed og opmærksomhed for de mennesker der har den adfærd!
Ubevidst måske endda!

Og hvis den er ubevidst er det jo pokkers svært at ændre på.
Så derfor, mærk efter når du læser dette indlæg. Hvad gør det ved dig?
Mærker du modstand?
Så er der formentlig noget du skal kigge på…

 

Men ja, sygdom og lidelse kan altså være én -af mange- strategier som vi mennesker udvikler for at få den nødvendige kærlighed og opmærksomhed som børn, men som voksne kan det også blive en ADFÆRD vi ligger for dagen for at få nøjagtigt det samme; nemlig kærlighed og opmærksomhed.
Forstår du hvad jeg mener?

 

Vi har ALLE brug for kærlighed, og afhængigt af hvordan vi har ”lært” at få den på som børn -enten når vi selv udviklede strategier for at få den fra vores forældre, eller når vi så hvad -særligt- vores mor gjorde for selv at få den- så vil det, når vi bliver voksne, være en kombination at ens egne udviklede barne-strategier sammen med de kopierede familiære adfærdsmønstre, særligt fra mor, der ligger til grund for hvor og hvordan vi søger kærligheden på i voksenlivet.
Hvad pokker skulle vi ellers gøre!?

 

Kan du se hvor jeg vil hen?

 

Vi kan ikke gøre andet end at bruge de strategier vi har selv udviklet eller kopiere den adfærd vi har set hos andre, specielt vores forældres, eller en kombination af disse, medmindre vi lærer at gøre noget andet...

 

For at gøre noget andet, er vi derfor nødt til at lære noget nyt.

 

Så strategier og adfærdsmønstre bliver altså tit blandet sammen og kombineret på alle mulige tænkelige og utænkelige måder i voksenlivet (og der er ingen menneskers kombinationer der er ens!) for som jeg nævnte tidligere, så kunne det barn der voksede op med den lidende mor, jo se at mor fik rigtigt meget kærlighed og opmærksomhed på dén konto, og at mor blev skånet meget, og taget meget hensyn til, og særbehandlet, og derfor kan man nemt gå hen og ende med at benytte en lignende adfærd selv, således at man altså kopiere mors adfærd, i højere grad end man benytter sin egen barne-strategi, fordi at man ubevidst har noteret sig at den fremgangsmåde gav mere ”bonus”.
Men det kan som sagt også blive en kombination. Og det behøver ikke kun være en kombination af ens egen barne-strategi og de familiære adfærdsmønstre, det kan blive kombineret med alt muligt andet man opfanger, alle mulige steder fra i sin barndom og ungdom, og kombinationerne kan ændre sig løbende gennem hele livet, på godt og på ondt.
Jo flere ”uheldige” oplevelser vi har, jo flere ugavnlige strategier og adfærdsmønstre er der risiko for at vi udvikler.
Men omvendt, så er vi heldigvis også i stand til at opfange nye GODE ting igennem hele livet, så der er altså masser af grobund for positiv ændring, også efter man er blevet ”en ældre dame” som f.eks. mig selv.

 

Jeg VED, at bare det, at erkende og indse at man rent faktisk besidder visse dårlige personlighedstræk, og retter bevidst opmærksomhed mod dem og så får sat ord på sine udfordringer med disse personlighedstræk, kan virke som en nærmest MAGISK pille på rigtigt mange af dem.
Og jeg ved, at det, at arbejde sig ned igennem alle lagene af gamle, ubehandlede traumer og følelser kan frigøre en fra rigtigt mange fysiske symptomer som f.eks. kroniske smerter og sygdomme.
Jeg ved også, at det, at ”tillade” nogle svære følelser, kan være en kur imod at de (følelserne) udvikler sig til noget der er meget værre en de svære følelser i sig selv, nemlig sygdom (som f.eks. Kræft), kronisk lidelse og fysisk smerte.

 

Mærk efter med dig selv, hvis du har en kronisk lidelse.
Stil dig selv spørgsmålet: Kunne det være en adfærd?
Kunne det være et uforløst traume?

I fredags blev jeg overvældet af en følelse af ensomhed…

Det skal jeg nok fortælle jer mere om næste søndag.
Men følelsen ramte mig hårdt. Rigtigt hårdt, og jeg havde ufatteligt svært ved ikke at blive trukket helt ned i det sorteste dyb. Jeg havde ikke lyst til at have den lede lortefølelse! Jeg orkede bare ikke mere af den slags følelser, og jeg havde bare lyst til at flygte fra den, og dulme den med ”handlinger”.
Men pludselig talte universet til mig…
Ja, den er sgu god nok!
Hvorfor jeg følte mig ensom, hvad det er for ”handlinger” jeg var lige ved at benytte som smertelindring, hvad det var for noget woo-woo med universet og hvordan jeg fik forløst følelsen -for det gjorde jeg- det fortæller jeg dig om i næste indlæg på søndag. Og jeg GLÆDER mig til at dele det med dig!

Indtil da, prøv som sagt at mærk efter, søger du kærlighed gennem sygdom og lidelse?

Har du aldrig nogensinde overdrevet nogen symptomer lidt, for at få lidt ekstra ømhed? Vær nu ærlig…
Og kunne det tænkes at hvis du lider af noget kronisk, at det kunne være en adfærd du -ufrivilligt- har ”kopieret”? Se godt efter…
De FLESTE vil vitterligt kunne hjælpe sig selv ud af smerte og sygdom, og løsningen findes ikke hos hovedpinecenteret eller i antidepressiver, panodiler eller andre medikamenter, men inden i os selv.
Ved at få arbejdes os igennem lagene af uforløste gamle traumer og få forløst dem, samt ved at kigge tilbage på vores forældres -særligt vores mors- adfærdsmønstre og sygdomshistorie og se om der ligger noget gemt der, som kunne have indprentet sig som et adfærdsmønster hos os selv.

 

Der er ufatteligt mange bud på hvordan man forløser gamle traumer og behandler fastgroede, selvdestruktive mønstre, og da vi alle sammen er forskellige, vil det være vidt forskelligt hvad der virker for os.
Jeg har prøvet mig frem med alt muligt, og brugt flere ting i kombination med hinanden.
Her er en række idéer:
Hypnoseterapi
Tapping (Tankefelt terapi)
Psykoterapi
Meditation
Yoga
Katie Byron’s The Work
Teal Swan’s The Completion Process

Og så kan jeg anbefale at læse bøger af Lissa Rankin, Peter Levine, Louise Hay, Teal Swan, Byron Katie, Mike Dooley, Dr. Joe Dispenza, og Anita Moorjani.
Du kan helt sikkert selv finde flere når først du går i gang med at søge på nogle af disse. Sådan var det for mig, da jeg først havde fået foreslået en bog og jeg selv begyndte at søge, så fandt jeg et hav af andre bøger jeg bare MÅTTE læse.

Og slutteligt, glem ikke din kost og din søvn!!!
VIGTIGE led i din heling, UANSET hvad du er udfordret af!

God søndag

/Hanne ❤

 

Et af de mest essentielle værktøjer til at skabe forandring i sit liv, det er at gå og lytte til inspiration.


Det er ikke nok kun at læse selvhjælpsbøger. Man glemmer det alt for hurtigt igen og det implementerer sig ikke i ens "system".


Der er brug for gentagelser. Mange gentagelser, og den nemmeste måde er ved at lytte.
Fordi, når du lytter kan du foretage dig andre ting samtidig.
Du kan lytte når du træner, når du kører fra A til B, når du laver mad, når du er i bad, når du laver rutinepræget arbejde, lige inden du skal sove, lige når du vågner osv. osv.

Find masser af lytte-guld til at hjælpe dig med at nå dine mål og få opfyldt dine dybeste ønsker, f.eks. på YouTube. Det har jeg selv gjort og gør det stadig.

Vidste du at du også kan abonnere på mine ugentlige blogindlæg, og få dem på lyd?!

Se mere her:

Søndags-Support Lydabonnement

 

Du får også adgang til en lukket Facebookgruppe 

 

 ❤ ❤ 

Tilbage til bloggen

Det uelskede barns svære voksne kærlighedsliv

by

DET UELSKEDE BARNS SVÆRE VOKSNE KÆRLIGHEDSLIV

det uelskede barns svære voksne kærlighedsliv

Blogindlæg fra Søndags-Support 27. maj 2018
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

Hej Ombygger!
Håber at du har haft en rigtig god pinseferie, det har jeg i hvert fald, men det er godt at være tilbage her på Søndags-Supporten, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang, for vi skal kigge nærmere på det uelskede barns svære voksne kærlighedsliv her de næste par gange.

I pinsen lavede jeg også en Facebook Live der omhandlede netop det, så hvis du ikke har set den, så synes jeg helt bestemt at du skal gå ind og lytte til den.
Den har virkelig ramt mange, og jeg deler også nogle meget personlige -og for mig- ret skamfulde ting og sager.
Du kan se den her hvis du tror det er noget du kunne få glæde af: Det uelskede barns svære voksne kærlighedsliv

 

Men lad os komme i gang med dagens emne: Der er mange måder at søge kærlighed på.
Og mange af dem er ikke særligt sunde…
…for os selv.

  • En af måderne at få kærlighed på kan f.eks. være ved at være ”lidende” og ”syg”.
  • En anden kan være ved at være ”givende” og ”pleasende”.
  • En tredje kunne være at gøre sig lille og finde sig i alt
  • Og en fjerde kunne være at være overpræsterende.

Ingen af dem er specielt gavnlige, alligevel er vi mange der gør det, fordi vi ikke ved hvordan vi ellers skal bære os ad, og fordi vores ”kærlighedsmangel” er blevet kronisk. Mere om det om lidt.

 

Lad os lige kigge nærmere på de her -ret håbløse- måder at søge kærlighed på og dissekere dem lidt:

 

Den lidende, syge kærlighedsjæger

-Kan man vel nærmest sige lider af en slags omvendt Münchausen Syndrom. Han/hun ”gør” sig selv syg og lidende for at opnå signifikans, og på den måde få opmærksomhed og omsorg fra sin omverden. Og det er jo i virkeligheden en stor del af hele essensen af kærlighed: Opmærksomhed og omsorg.

 

Problemet er, at al den sygdom og lidelse fuldstændigt slår hende i stykker.
Inden hun har set sig om er sygdom og lidelse en del af hendes identitet. Hun er blevet afhængig af at være syg eller lidende fordi det er blevet den måde hun gør sig ”vigtig og betydningsfuld” på.
Og vi har alle sammen brug for at føle os vigtige og betydningsfulde, ligesom vi alle har brug for opmærksomhed og omsorg.
Sygdom og lidelse er bare en virkelig selvdestruktiv manér at få den på.
Og det forfærdelige er også, at den omsorg man kan få på den facon er slet ikke nok til at mætte den hungrende kærlighedsjæger, så det vil være skruen uden ende, og man vil langsomt få ”behov” for at blive endnu mere syg eller gennemgå endnu vildere lidelser, for at føle ”tilfredsstillelse” i den omsorg der er at hente, så det bliver som et drug. Et rigtigt skadeligt drug!
Desuden vil hun også meget hurtigt dræne sit netværk ved at suge al kraft og energi ud af sine medmennesker, for til sidst at gøre sine omgivelser rigtigt trætte af hende hvilket vil få fatale konsekvenser for hende.
De vil nemlig med tiden begynde at tage afstand fra hende og mange af dem vil stille og roligt forsvinde ud i periferien, og det vil -nærmest med statsgaranti- forøge hendes lidelse (ved at smadre hendes i forvejen hårdt prøvede selvværd) fordi den nu kombineres med en følelse af svigt, håbløshed og ensomhed...

 

Den givende, pleasende kærlighedsjæger

-Giver for at få.
Helt enkelt.
Han/hun hopper og danser for andre, og farer rundt for at gøre tjenester og hjælpe til.
Hun står altid klar i kulissen når der er brug for hende og melder sig altid frivilligt til tjansen som den gode samaritaner.

 

Men hun gør det for at folk skal kunne lide hende…
Og hun gør det i håbet om at få det samme retur.
Der kunne lige så godt stå ”vil du ikke nok bare elske mig” i panden på hende.

 

Men…

 

Hun bliver som regel skuffet.
Slemt skuffet.
For når hun selv står med håret i postkassen, så erfarer hun at der ikke bliver betalt tilbage ved kasse ét.
Hun oplever igen og igen den bitre følelse af at ”her har jeg gået og hjulpet dem med alt muligt og givet dem i hoved og røv, og hvad får jeg!?”

 

Hun har -ubevidst- ført et nøje regnskab, og ifølge hendes eget indre bogholderi går regnskabet ikke op.
Der er et kæmpe underskud på kontoen.

 

Ingen vil nogensinde kunne give hende det retur som hun føler hun har givet. Hendes målestok vil aldrig komme til at passe med andres. Hendes millimeterdemokrati skader kun én, og det er hende selv.

 

Og dette er også skruen uden ende, for hun vil ikke stoppe med at please og give, hun vil blot gøre endnu mere for at være ”til tjeneste”, og det vil kun ende med at bekræfte hende i hendes overbevisning om at der aldrig er nogen der gør det samme for hende…

 

Den selvudslettende kærlighedsjæger

-Ja, han/hun udsletter sig selv i håbet om at være værdig og god nok til at få kærlighed.

 

Det er hende der finder sig i alt, hende der lader sig overrumple og trampe på.
Det er hende der gør sig lille og lader sig rive rundt i manegen i håb om at det en dag bliver anderledes og bedre.

 

Hun er som regel også overbevist om at hun kan (og skal?) redde den der bliver ved med at gøre hende ondt og træde på hende.
Hun tror -naivt- at den bedste måde at gøre det på, er ved at lade sig trampe på.

 

Hvad hun har glemt er, at ingen kan redde andre. Alle skal selv redde sig selv. Og der kommer heller ingen og redder hende.
Der er ingen der kan stoppe det smertelige cirkus hvor hun lader sig udnytte og trampe på, andre end hende selv, men også denne kærlighedsjæger vil opleve en skrue uden ende, en serie af hændelser der bare går i ring; hun lader sig trampe på i håbet om at det bliver bedre, det gør det ikke, så derfor lader hun sig trampe lidt mere på, og det bliver stadig ikke bedre, og så fremdeles, indtil hun en dag -forhåbentlig- selv siger stop og finder ud af at det er en alt for dyr pris at betale for en kærlighed hun alligevel ikke får.

 

Den overpræsterende kærlighedsjæger

-Slider sig selv op for at få den kærlighed og anerkendelse han/hun er i underskud af.

 

Det er hende karrieremennesket der nærmest ville give sin højre arm for at få nogle rosende ord og noget velment anerkendelse for alt det hun har opnået, fra den fraværende far.
Det er hende der som voksen konstant higer og søger efter kærlighed fra den mor der aldrig var i stand til at udtrykke den da hun som barn havde allermest brug for den.
Det er hende der altid tager lidt ekstra lækre gaver med til pakkeleg juleaften med familien.
Det er hende der tager lidt mere med end det hun var blevet bedt om, til sammenskudsgildet i fars sommerhus i pinseferien.

 

Ligesom den givende, pleasende jæger, så gør hun det hun gør for at få noget tilbage.
Noget kærlighed…
Hun overpræsterer for at få.
Men hun får ikke den kærlighed hun har brug for… Og hun er alligevel heller ikke i stand til at tage imod den, fordi hun er i kronisk kærlighedsunderskud.
Og ingen kommer alligevel og siger at hun da har haft nogle særligt flotte gaver med. Tværtimod vil nogle familiemedlemmer måske blive forlegne og irriterede fordi de selv kun havde købt ti-kroners crap til pakkelegen og de ikke føler at de kan hamle op med Peter Beier chokolade eller hvad det nu måtte være at hun (den overpræsterende) har medbragt til legen.
Heller ingen bemærker at hun har taget ekstra meget mad med i pinsen, de ænser heller ikke at der er gjort noget særligt ud af det eller at det er dyre, lækre, øko-råvarer hun har medbragt (så det er hun lige nødt til selv at sige højt så alle kan høre det) og ingen klapper hende på skulderen og anerkender hende for den ”ekstra gode indsats”…

 

Og skulle nogle finde på at komme med ros, anerkendelse eller skulderklap for præstationen, så kan hun som sagt alligevel ikke tage det til sig…
Det vil aldrig gøre hende ”mæt” og glad…
Det er skruen uden ende lige som med de to andre jægere. Det vil aldrig være ”godt nok” og hun vil aldrig være glad og tilfreds, der vil altid ”mangle noget”, så hun vil konstant føle en trang til at præstere endnu mere og det vil gøre hendes følelse af ikke at ”få tilbage” endnu tungere...
Det vil måske varme et kort sekund med et kompliment eller noget ros, og derefter vil det fordampe som dug for solen og føles som om det aldrig var blevet sagt overhovedet.

 

Hvorfor?!
Fordi det er blevet kronisk!
Vi har spildt vores tid på at jage kærligheden alle de forkerte steder, fordi vi har en kronisk lidelse som vi ikke har taget hånd om.
Manglen på kærlighed sidder nemlig som en kronisk lidelse i kroppen.
Og du kan ikke tage en pille!
Det er heller ikke løsningen at please eller give mere, eller at præstere hårdere, eller lade dig trampe endnu mere på, eller at opfinde en ny lidelse eller sygdom.

 

Du skal have fat i kernen til dit problem.
Kernen ligger og gemmer sig inde i dig. I din krop. I din underbevidsthed. I dit indre barn.

 

For mig, blusser denne kroniske kærlighedsmangel som oftest op i mig i form af bitterhed, foragt og nogle gange decideret had. Og altså særligt i parforhold.

Og bitterhed og foragt (og had for den sags skyld), det er kronisk vrede.

Og typisk stammer denne vrede så fra en kæmpe stor uforløst sorg. (Et uforløst traume)

Sådan er det næsten med al vrede, for hvis man bliver ved med at spørge ind til den, så viser den sig som regel altid egentlig at handle om en sorg.
Det kan også handle om en frygt, som politisk vrede f.eks. ofte bunder i.
Men for det meste handler det om en dyb og fortrængt eller indestængt sorg.

 

Uforløste, fortrængte og indestængte sorger der er direkte forbundet med vores tilknytning til vores omsorgspersoner, altså dem der burde have elsket os allermest, de har det med at genopblusse for fulde gardiner når vi møder kærligheden i vores voksenliv.
Det kan gøre kærligheden afsindig svær.
Sådan er det i hvert fald for mig selv.

 

Det skyldes at vi har så mange tillærte strategier (tilknytningsmønstre) -såsom f.eks. at please, at overpræstere eller at gøre sig lille- for at få vores behov dækket. Det var strategier vi brugte som børn, hvor det var et spørgsmål om liv eller død at få de mest basale behov dækket. De var -måske, måske ikke- nyttige dengang, men hvis tilknytningsmønsteret ikke er trygt, så er det ikke synderligt gavnligt at benytte det i sit voksenliv, men de fleste af os gør det bare alligevel, for vi jo ligesom ikke har lært andet!!
Men selvom vi er blevet voksne udenpå, så er vores indre stadig kun et lille barn, og dét barn det skal lære at bruge nogle nye strategier, ellers vil det blive ved med at løbe panden mod en mur i kærligheden, hvilket vil sige at det ikke vil føre andet end usunde og/eller forliste parforhold med sig.

 

Jeg har selv lige været igennem en ordentlig tur, i forbindelse med at jeg har fået kæreste igen.
Jeg så pludselig mig selv i en meget sårbar rolle, hvor jeg konstant følte mig usikker, nedprioriteret og ked af det, og det kun 2 måneder inde i forholdet hvor alt jo burde være ren lyserød fryd og gammen.

 

Med til min historie hører at jeg altid -som barn- har følt at jeg skulle ”konkurrere” med andre (brødre, halvbrødre og papbrødre) for at få mine forældres kærlighed.
Jeg har følt at jeg ikke var god nok på mange områder, og at det var derfor at ”de ikke kunne lide mig”.

 

Den usikkerhed og frygt for ikke at være god nok, den har jeg trukket med mig rundt i mit voksenliv og den kommer altså særligt til udtryk når jeg er i et parforhold; så snart der kommer følelser med og der er ”noget på spil”, så begynder jeg at lede efter fejl hos den jeg er sammen med.
Det er selvfølgelig en forsvarsmekanisme, det kan jeg se nu, til forskel for alle de andre gange hvor jeg har været overbevist om at det vitterligt var meget afgørende fejl den pågældende kæreste havde og at det derfor på ingen måde ville komme til at du for os.
Når denne fejlfindingsproces først går i gang -typisk efter kun få måneder- så går det stærkt, og jeg bliver mindre og mindre forelsket dag for dag og mere og mere foragtfuld:
Jeg ser ned på alt hvad han siger og gør, og jeg synes alle de valg han træffer er latterlige og alt hvad han står for er nederen og dumt og jeg distancerer mig mere og mere.

 

Det er egentlig ikke så mærkeligt, for det er den behandling jeg selv har fået som barn.
Det er i hvert fald den oplevelse jeg har haft. (Her er mine forældre med al sandsynlighed ikke enige, men ingen kan jo sige at det jeg har oplevet ikke er rigtigt, for det er det jo for mig.)
Jeg siger på ingen måde at det har været mine forældres hensigt at få mig til at føle mig uelsket og uværdig, men det er nu engang det jeg har følt.
Jeg har følt at jeg blev nedgjort, nedprioriteret og overset og ofte -særligt fra min mors side- hånet.
Hos min far var det hele tiden min papbror og min halvbor der blev fremhævet, og det fik mig virkelig til at føle en dyb, dyb jalousi i forhold til dem, og ja, nærmest bitterhed, foragt og had.

 

Den kæreste jeg har mødt nu, han har børn, og det betyder at jeg -igen- skal konkurrere om kærligheden, og her er det jo en kamp jeg har tabt på forhånd. Jeg bliver aldrig hans førsteprioritet.
Det har han selv sagt ret klart og tydeligt, hvilket faktisk gjorde ret ondt, selvom jeg jo godt vidste det. Men det var nok den lidt hårde og bestemte måde han sagde det på…
Nok om det.
For mig, der betyder det ”fare!”.
Jeg ser det nemlig ikke som at jeg også kan være elsket, jeg ser det som at det betyder at jeg så ikke bliver elsket, hvilket naturligvis ikke er rigtigt. Men den oplevelse bor i min krop, og det er den jeg skal have bugt med, for den er usand.
Men det faktum at den -falske, men meget indgroede og for mig meget rigtige- overbevisning (om at jeg ikke også kunne blive elsket samtidig) blev trigget ret tidligt i forholdet, det gjorde at jeg gik i gang med at lede efter -og selvfølgelig finde- alt hvad der var galt med ham (for man finder jo som regel det man leder efter), og alt hvad det forhold ikke kunne give mig, i stedet for at fokusere på hvad der var godt ved ham og hvad forholdet kan give mig.
Jeg gjorde det for at beskytte mig selv. (Strategien er at hvis han er fuld af fejl og forholdet ikke kan give mig det jeg ønsker, så er jeg alligevel bedst tjent uden ham)
Og ”beskyttelsen” af mig selv består så i at når så jeg får ret i min -ubevidste- overbevisning om at hvis jeg ikke er nummer et så er jeg jo ikke elsket og så vil jeg jo nok blive svigtet før eller siden alligevel, så kan jeg lige slå op i min lille sorte bog og se den laaaaange liste af fejl og mangler ved min nye kæreste og den lige så lange liste over alle de ting der ikke kunne lade sig gøre i det parforhold, og så ville det jo helt sikkert ikke gøre så ondt at blive af med ham! Beskyttelses-mission completed!

 

Men det gør det!
Det gør faktisk nærmest endnu mere ondt, fordi, inderst inde, så er jeg godt selv klar over at jeg -igen- selv har ødelagt det hele og selv har skabt den ulykkelige situation.
Også selvom jeg har benægtet det i alle mine andre forhold.
Tro mig, jeg har gjort det SÅ mange gange!

 

Det, der er humlen her, som jeg selv har opdaget nu, og som jeg ønsker at du også skal kunne se, det er at det er min egen opførsel der saboterer det hele for mig.
Min frygt for at blive svigtet, og angsten der trigges så snart jeg bliver nedprioriteret den mindste smule -f.eks. i forhold til hans børn- den udløser en adfærd hos mig, som får netop det jeg frygter, til at ske!

 

Jeg begynder nemlig at komme med små sarkastiske stikpiller, eller små bitre udtalelser, og jeg begynder at være distanceret i min opførsel og tale til ham i en foragtfuld tone.
Og jeg er FULDT BEVIDST om at jeg gør det (hvilket ikke gør det mindre rædselsfuldt), og der foregår derfor et sindssygt virvar af forhandlinger inde i mit hoved; djævlen der mener at ”han får som fortjent” og englen der mener at jeg er nødt til at stoppe det. Men djævlen vinder som regel, for det er et mønster og mønstre er svære at ændre.
Det er blevet kronisk.
Det er en del af min personlighed.
Det er mig.
Jeg er sådan.
Jeg kan ikke lade være...

 

Men hvad tror du der sker inde i min kæreste, når jeg begynder på den opførsel?!
Han føler sig utilstrækkelig, han føler ikke han kan gøre mig glad og tilfreds og han oplever at der er en masse unødigt drama, alt for tidligt i forholdet, og ja, worst case scenario, så kaster han håndklædet i ringen!

 

Kan du de det!?

 

Jeg har selv skabt det jeg frygter allermest.
Med min opførsel.

 

Andre har et andet mønster og bliver måske needy og omklamrende, altså nærmest det modsatte af min strategi. Og der er med sikkerhed et hav af andre selvdestruktive strategier, som i sidste ende saboterer vores kærlighedsliv. Det her var blot en beskrivelse af en af mine.

 

Men nu skal jeg sige dig noget:

For selvom jeg troede at jeg var ude over problemer som det der lige er blusset op, og selvom det har været nedslående at måtte indse at jeg ikke er ”nået længere”, så har jeg faktisk fundet ud af at jeg er nået ret langt, og at det der sker lige nu er helt som det skal være.

 

For der er nemlig noget nyt jeg skal til at lære…

Og som jeg har sagt med så mange andre ting, så starter arbejdet med at lære og at ændre på noget, med at rette den bevidste opmærksomhed mod problemet/adfærden/mønsteret og dernæst lave en form for lille selverkendende analyse af det man så observerer og til sidst et eller flere NYE tiltag for at få det vendt, ændret eller stoppet. (Man kan ikke ændre på noget ved at bruge gamle metoder, så det med de NYE tiltag er en vigtig detalje!)

 

For mig så det således ud:

 

Læringen:

Jeg blev, i modsætning til i alle mine tidligere forhold, pludselig bevidst om at det nok slet ikke handlede om alle de fejl min kæreste havde og alle de mangler vores forhold havde, men om noget helt andet.

 

Løsningen:

Jeg rettede bevidst opmærksomhed mod min egen adfærd, fordi jeg nu -endelig- har mod nok til at erkende at det nok ikke både kan være min nuværende kæreste og alle mine andre gamle kærester der er (og var) noget i vejen med, men snarere mig der har en udfordring.
Så jeg prøvede at analysere på hvorfor jeg gør som jeg gør, altså hvorfor jeg som et lyn fra en klar himmel pludselig går i fejlfindingsmode og mister forelskelsen som følge deraf.

 

NB! Det kan være lidt vanskeligt at analysere sig selv, både fordi man jo er lidt forudindtaget når det kommer til en selv, og også fordi det er rasende fristende at lyve for sig selv for bedre at kunne holde sig selv ud.
Men jeg har øvet mig i selverkendelsens kunst de sidste tre år, så jeg er nået rigtigt langt hvad det angår, hvilket du også vil kunne læse dig frem til i mange af mine blogindlæg, for jeg lægger jo ikke fingrene imellem når det kommer til at indrømme mine egne fejl og mangler, og det kommer mig til gode -også- her hvor jeg skal prøve at analysere min egen adfærd lidt.

 

Jeg kom frem til at det nok handlede rigtigt meget om at beskytte mig selv fra at opleve svigt (igen) og dermed går i stykker (igen), og der er min bedste strategi -desværre- at skubbe folk væk med min nederen adfærd.

 

Mønsteret er så, at jeg jo får bekræftet at alle dem jeg elsker og som jeg troede elskede mig, de svigter mig.

 

Det giver mig ”ret” i min overbevisning om at det er sådan det er, og det er jo altid rart at få ret, men det gør jo bare at jeg tror mere og mere på den begrænsende overbevisning om at ingen vil elske mig, og at jeg derfor også efterhånden bliver mindre og mindre i stand til overhovedet at indgå i en kærlighedsrelation, og dét er min kedelige parforholdsstatistik vist i sig selv et lysende klart bevis for, eftersom jeg sammenlagt har været i parforhold max 5 år i de sidste 20 år!

 

Næste skridt var at fortælle det hele til min kæreste.
Så det gjorde jeg.
Jeg sagde at han skulle glemme den mail jeg havde skrevet til ham hvor jeg havde nævnt aaaaalle de ting der gjorde at det her nok ikke blev til noget, og indrømmede overfor ham at det handlede om noget helt andet.
Og jeg forklarede ham så hvad det var det handlede om.
Det var ikke nemt, og det var ikke rart, men jeg tvang mig selv til at gøre det, for jeg vidste at jeg ellers aldrig ville komme videre.
Det gav ham en dybere forståelse af mig og hvordan jeg tænker og hvad der sker inde i mit hoved, og det gav mig en nærmest magisk ro.
Jeg kunne pludselig hvile meget mere i mig selv.

 

Læringen:

Jeg bliver aldrig hans nummer et…

 

Løsningen:

Det er en af dem jeg har haft rigtigt svært ved, for jeg føler virkelig at jeg har et behov for at være nogens nummer et.
Jeg synes jeg har brugt rigeligt af mit liv på at føle mig second best eller på slet ikke at føle mig god nok overhovedet.
Jeg vil bare gerne være nummer et.
Jeg vil bare gerne elskes betingelsesløst og være ”god nok”.
Og der skal ikke ret meget til, før at jeg oplever at den position føles truet.

 

Men lige pludselig gik der noget op for mig, og det har faktisk givet mig ro:
HAN BLIVER HELLER ALDRIG MIN NUMMER ET!

 

Aldrig!
For ved du hvem der er det?!
Det er jeg!
Jeg er min nummer ét!

 

Og i øvrigt, så har jeg også mine elskede katte, og ja ja, jeg ved godt at de ikke er mennesker og ya-da ya-da ya-da, men for mig er de yderst vigtige og har en meget høj prioritering, nok også højere end min kæreste, forstået på den måde, at hvis han kom og sagde han havde katteallergi, så havde jeg ikke været i tvivl; så havde jeg valgt mine katte! De har fulgt mig i 13 år, og de er mit et og alt, og der kan ikke komme nogen ind fra højre og overtage deres plads. Det elsker jeg dem for meget til.
Det kunne også have været at jeg havde mødt en mand der hadede katte, og ved du hvad, så var han også røget ud til højre!
Men heldigvis er min nye kæreste hverken allergiker eller kattehader, tværtimod, så er han rigtigt sød ved dem.
Og ved du hvad!?
Denne her ”ligeværdighed” i kærligheds- og prioritetsregnskabet den hjalp mig faktisk.
Det lyder måske crazy, men det gav mig en super dejlig følelse at tænke tanken ”Hey, jamen han bliver da heller aldrig min nummer et, for den plads har jeg jo selv!!!”

 

Det har på fortryllende vis nærmest gjort at jeg ligefrem glæder mig til at møde hans børn, hvor jeg før ikke havde så meget lyst til det, fordi jeg følte et nag i forhold til dem. Men det handlede slet ikke om dem, det handlede om barnet inde i mig, der var bange for at blive svigtet.
Hvor skamfuldt det end er at skulle indrømme at man kan føle nag og/eller jalousi over et par børn, ja, så er man altså nødt til at se den sandhed i øjnene og ERKENDE at det er sådan man har det, FØR man kan gøre noget ved det. Det er i hvert fald min erfaring!
Jeg følte at de børn var mine konkurrenter. Sådan har jeg det ikke mere. Ikke i samme grad i hvert fald og det er en kæmpemæssig revolution for mig!

 

Men!
Hvis jeg IKKE havde indrømmet det her, i det mindste for mig selv, så var jeg ikke kommet videre, så havde jeg siddet fast i min frygt. Og det ER svært at indrømme, også over for en selv, fordi, hvem helvede gider, at være sådan en der har sådan en nederen følelse!??
INGEN!

Så igen, det der skete her var at:

 

  • Jeg rettede min bevidste opmærksomhed mod de følelser jeg havde om at jeg ville være nummer et

 

  • Og analyserede på hvorfor jeg mon havde det sådan

 

  • Og jeg kom frem til at jeg havde kappes om kærlighed og opmærksomhed hele mit liv, og at det derfor var vanskeligt for mig at acceptere at skulle stå i sådan en position igen fordi den gjorde mig bange og usikker

 

  • Men jeg fik vendt det om ved at gøre situationen ligeværdig

 

Og ved at se på mig selv som min egen nummer et, og huske på at der jo også er andre -både dyr og mennesker (veninder f.eks.)- som er i ret høj kurs hos mig og som derfor også har ret høj prioritet set i forhold til en mand der kun lige er kommet ind i mit liv, så kunne jeg finde ro, selvsikkerhed og balance og hvile i meget mere i mig selv.

 

Læringen:

Fokusér på det forholdet giver dig, fremfor alt det, det ikke kan give dig

 

Løsningen:

Jeg har haft svært ved at fokusere på det gode. Så snart jeg gik i fejlfindingsmode ophørte min evne til at være i nuet. Jeg kiggede på alt det der (ikke) lå ude i fremtiden, og som jeg ikke så som ”særligt bæredygtigt”, f.eks. det faktum at vi ikke kan flytte sammen, da han bor i Hillerød hvor han og eksen er blevet enige om at der bliver de begge, for børnenes skyld.
Og jeg har på ingen måde lyst til at flytte til Hillerød, og derfor bliver det at flytte sammen nok ikke lige aktuelt foreløbigt, og børnene er også ret små, så det har virkelig laaaaange, laaaange udsigter.
Og det kunne jeg bruge rigtigt meget krudt på at gøre til et kæmpe problem. Pludselig var det næsten det eneste jeg ville med et parforhold; at flytte sammen!
Det her ringer bekendt… Det er en situation jeg har stået i før…
Så der er noget der siger mig at jeg får denne her ”lektion” igen fordi jeg ikke lærte noget af den sidst.
Jeg mødte nemlig for mange år siden en mad der boede i Århus, virkelig sød, sjov og lækker. Lige mig. Men han havde to børn og kunne derfor ikke rykke væk fra Århus, og jeg kunne slet ikke se mig selv bo i Århus.
Jeg havde jo alle mine venner her i København, og jeg har også en mor og far der er ved at være oppe i årene og som jeg derfor helst gerne vil bo i nærheden af, så det var bare ikke en mulighed at flytte syntes jeg. Desuden har jeg jo også alle mine kunder her i København, det skal man jo ikke glemme, det er jo trods alt mit livsgrundlag, og det magter jeg heller ikke rigtigt at skulle starte forfra med.

Kan du se hvad mit problem er her?

Jeg forudindtog.
Jeg forudindtog at det ville være et problem at være der for mine forældre hvis jeg boede i Århus.
Jeg forudindtog at jeg ikke ville komme til at få et godt netværk af venner i Århus.
Jeg forudindtog at jeg ville skulle ”starte forfra” med min virksomhed hvis jeg flyttede til  Århus og at det ville være alt for hårdt.
Kort sagt, alle mine ”livserfaringer” -typisk de dårlige- fik lov til at danne grundlag for alle mine tanker og ”kloge” forudsigelser.
Jeg stoppede ikke op og sagde, ”hey, ingen ved jo hvad fremtiden bringer, så chill!.”
Og dét, selvom ingen rent faktisk kunne vide det!

 

Jeg antog at sådan og sådan vil fremtiden komme til at se ud, baseret på negative informationer og forestillinger.
Men jeg vidste jo reelt set ikke hvad fremtiden ville bringe mig.

 

Sådan er det jo også med den nye kæreste, der er SÅ mange parametre i fremtidsligningen at det er umuligt at forudsige den, så hvorfor ikke bare helt lade være, og i stedet blive her i nuet og glæde mig over det?
Det kunne jo være at min kærestes ekskone møder en ny mand der bor i KBH og at der så åbner sig nye muligheder.
Det kunne jo også være at jeg pludselig får lyst til at bo i Hillerød.
Who the hell knows!
Det kunne også være noget helt tredje som jeg ikke en gang har fantasi til at komme i tanke om lige nu.

 

Vores hjerne er bare skruet sådan sammen at den er hardwired til at fokusere mest på det negative, så derfor er det rigtigt vanskeligt ikke at gøre det!
MEN hvis -eller rettere NÅR- man retter sin bevidste opmærksomhed mod det problematiske i ens egen adfærd og ens egne tankegange, så KAN man godt hjælpe sig selv ind på et mere positivt spor.
Hvis man vil.
Hvis det er vigtigt nok for en.
Og det er det blevet for mig nu, for ellers kommer jeg aldrig til at leve i tosomheden, som jeg så inderligt gerne vil.

 

Så det er det jeg nu er i gang med at gøre; at rette mig selv tilbage på det mere positive spor.
Jeg siger ikke det er nemt eller at jeg aldrig får en lille følelse af håbløshed, men jeg kan afsløre at jeg meget hurtigt har fået det meget bedre med at være i et parforhold.
Og det i sig selv er en sejr!
Det er ikke sådan at de ovenstående udfordringer nu med et fingerknips pludselig er væk, men de er meget mindre udtalte og de er slet ikke stærke nok til at ødelægge det hele eller bringe mig tilbage til meltdown-mode.
Og de følelser af forelskelse og kærlighed, som var ved at drukne og helt forsvinde i foragt, had og bitterhed (som egentlig er en kronisk sorg) de er kommet tilbage i fuldt flor. Det er rigtigt vidunderligt, og virkelig lidt af an aha-oplevelse for mig, for jeg var faktisk overbevist om at det nok -endnu engang- ikke holdt.

 

I stedet har jeg fået nogle rigtigt godt snakke med min kæreste, og jeg har fortalt ham alt, uden at bebrejde ham for noget (for der er heller ikke noget at bebrejde ham for, men det har jeg bare lige overset i alle mine tidligere forhold), jeg har i stedet fremlagt det på en måde hvor jeg tager ansvar for mine egne handlinger og hvor jeg ikke bare udtrykker et dybtfølt ønske om at lave det om, men også handler på det!
Og det kan altså godt betale sig skulle jeg hilse at sige.
Og jeg vil mene, at hvis en partner ikke kan tage det, så er han/hun ikke parate til at tage os som det menneske vi er, og så sker der det der skal ske; det går i opløsning, og så må man prøve igen.
Vi fortjener alle sammen en der virkelig vil HELE os, og ikke kun happyface os.

 

Det her, det er en måde at gøre sig selv stærkere på.

 

Jeg står stærkere nu, fordi jeg ved meget mere om hvorfor jeg gør som jeg gør, og om hvordan jeg kan hjælpe mig selv tilbage på den vej jeg gerne vil ned ad.
I stedet for at køre ad ”det gamle motorvejsspor” med de selvdestruktive mønstre, så har jeg hjulpet mig selv tilbage på den fine lille nye motortrafikvej jeg har været i gang med at anlægge de sidste tre år.

 

Det, jeg har lært og forstået af denne her ”tilbagegang”, det er, at den gamle motorvej med de dumme mønstre, som fører det sted hen jeg ikke har lyst til at være, den altid vil være der, og altid vil friste mig, men at jeg med bevidst opmærksomhed, selvanalyse og selverkendelse kan få guidet mig selv tilbage på den nye motortrafikvej og langsomt gøre den bredere og bredere så det bliver mere og mere komfortabelt og fordelagtigt at vælge den.
Så det er altså kun naturligt at ryge tilbage på det gamle spor af og til, det er IKKE tilbagegang.
Det er læring og FREMGANG!
Og så handler det egentlig ”bare” om hvor hurtigt man kan få sig selv tilbage på den nye motortrafikvej, og i øvrigt om hvor mange nye, gode og gavnlige læringer man kan tage med sig tilbage!

 

Hallelujah!

 

Næste gang fortsætter jeg lidt i samme spor, hvor jeg også vil komme lidt nærmere ind på den syge og lidende kærlighedsjæger, for det er nemlig også en jeg selv kender rigtigt godt, og som jeg heldigvis fik bugt med for lang tid siden, men jeg kan tydeligt genkende den når jeg ser den hos andre, og den kan være fuldstændigt invaliderende, så den vil jeg meget gerne belyse.

 

Indtil da, god søndag!

/Hanne ❤

 

 

SÅDAN HELER DU DIT HJERTE

4-ugers online videokursus om at få helet sit hjerte og komme ovenpå - HURTIGT!

 

Har du fået knust dit hjerte og føler du ikke at du rigtigt kan komme videre?
Tro mig, jeg ved præcis hvordan det er at sidde fast i en krise, og jeg ved af bitter erfaring at det kan tage årevis at få det ud af systemet, hvis man overhovedet får det!


I 2015 fik jeg sønderknust mit hjerte igen, og jeg troede aldrig at jeg skulle rejse mig op igen!


Men det gjorde jeg, og på trods af at jeg var hele vejen forbi psykiatrisk skadestue, da jeg ikke ønskede at fortsætte med livet, så er jeg aldrig kommet så hurtigt ovenpå igen, som jeg gjorde denne gang.


”Hemmeligheden” er, at jeg gjorde noget andet end jeg plejer at gøre når jeg har kærestesorg og krise.

Det var som ren magi for både min krop og min sjæl.
En oplevelse jeg virkelig trængte til men også en oplevelse der vendte op og ned på hele mit liv og fuldstændigt forandrede mig for altid.

 

Alt hvad jeg lærte af denne krise og alt hvad jeg gjorde af ting for at komme ud af den, det deler jeg med dig i dette onlineforløb.

 

Det er et videokursus delt op i 4 moduler.
Det er nemt at gå til og det hele ligger også som lydfiler så du kan lytte til det imens du er på farten.
Der er også masser af små nemme - men effektive- øvelser som du nemt kan lave i hverdagen og som vil fremskynde din helingsproces helt vanvittigt!

Læs mere her: Sådan Heler Du Dit Hjerte - 4 ugers onlineforløb

Tilbage til bloggen

Jeg valgte ubehaget over foragten, og det der skete var magisk…

by

JEG VALGTE UBEHAGET OVER FORAGTE, OG DET DER SKETE VAR MAGISK...

Jeg valgte ubehaget over foragten, og det der skete var magisk... (1)

Blogindlæg fra Søndags-Support 13. maj 2018
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

 

Hej,
Så blev det søndag og denne søndag vil jeg gerne dele en meget personlig oplevelse med jer.
Den er på mange måder en sejr, men den er også symbol på et tema i mit liv som jeg har så ufatteligt svært ved at håndtere og som jeg kun lige er ved at tage hul på at lære...

 

Den oplevelse jeg skal fortælle dig om, den er en sejr fordi jeg for første gang -nogensinde- i en situation som denne, tog mig mod til at gøre noget andet end jeg plejer.
For at få et andet resultat end jeg plejer at få.

 

Og jeg havde succes med den.
Så jeg lærte noget!
Jeg lærte noget nyt!
Yaaaiiiii!!!

 

Men…

 

For der er jo altid et men…
Jeg har ikke lært nok til at jeg kan ”overføre” læringen til andre relationer.
Hvad det er, og hvad det går ud på, det kommer jeg til senere.

 

Først vil jeg starte med at fortælle dig om hvad der skete i det hele taget.

 

I onsdags foretog jeg en -for mig- rigtig svær øvelse; jeg gjorde noget andet end jeg plejer.
Jeg brød med et mønster.
Det var virkelig, virkelig svært for mig, men jeg gjorde det, og historien kommer her:

 

Jeg har for et par uger siden oprettet et event med min fødselsdag på Facebook og sendt en invitationer ud til alle dem jeg gerne vil have med.
Jeg skrev i eventet at det blev d. 18/8-18 kl 18:00 og formentlig i København, men at nærmere detaljer ville komme senere når jeg havde fået konceptet lidt på plads.
I onsdags opdaterede jeg så eventet og fortalte de inviterede at jeg er kommet frem til en lidt anden idé end den oprindelige som nok ville blive noget med et selskabslokale et sted i København.
Jeg har i stedet valgt at leje et sommerhus i Nordsjælland og holde festen der.
Jeg var selv ellevild med min idé, og glædede mig over at jeg så ville kunne hygge mig med mine gæster lidt mere end bare nogle timer en enkelt aften.
Nu kunne folk jo bare komme dagen før hvis de havde lyst til det og de kunne blive og sove og spise brunch med mig næste morgen.
Det var i hvert fald tanken.
Og det skrev jeg på eventet, fuld af glæde og forventning.

 

Men man skal passe på med alle de forventninger, man skal virkelig passe på...

 

Nå, men det kommer jeg nærmere ind på senere.
Jeg opdaterede også eventet med at man helst skulle være der senest kl. 16. d. 18/8 hvis ikke man kunne komme dagen før. (Og tidligere var eventet jo sat d. 18/8-18 kl 18:00 og ikke kl 16:00)

Jeg fik så en besked fra min lillebror Miki, inde på eventet, og den gjorde mig rigtigt ked af det, og det er den, dette indlæg handler om.
Min lillebror skrev:

 

 

Jeg ”likede” bare med et hjerte -som du nok kan se- og undertrykte fuldstændigt den følelse jeg fik da jeg læste det.
Den gjorde mig SÅ ked af det.

 

Jeg begyndte at tænke alle mulige tanker, fuldstændigt som jeg plejer, om at jeg ikke er god nok, at jeg bliver nedprioriteret og at han ikke rigtigt gider mig, og at jeg bliver tilsidesat til fordel for nogle venner han sikkert ser til hverdag alligevel, og jeg er ovenikøbet hans søster og det er da en halvrund fødlsedag osv. osv.

 

Jeg begyndte også at tænke på de andre fødselsdage jeg havde holdt hvor han havde takket nej fordi han hellere vil til Pride fest og en anden gang hvor han skulle rejse.
Det hele kørte bare rundt i mit hoved.
Og det der sker når det her sætter i gang indeni mig, det er at jeg opbygger, nag som bliver til vrede og foragt.
Virkelig destruktivt, ikke bare for vores forhold til hinanden, men også for mig selv sådan helt generelt.

 

Det ødelægger mig.
Jeg går i stykker.

Jeg er i stykker…

 

Og det er derfor den reaktion kommer. Og sådan er det desværre bare, det må jeg se i øjnene, at det er der jeg står lige nu.
Længere er jeg desværre ikke nået med mig selv endnu.

 

Men i stedet for at undertrykke min følelse og bare nøjes med at hjerte-like og lade som ingenting, selvom der i virkeligheden var et kæmpe byggeri af nag og sårede følelser under konstruktion indeni mig, sådan som der plejer at være selvom jeg godt ved det ikke fører noget godt med sig, så valgte jeg -heldigvis- at gøre noget andet…

 

Jeg valgte at ringe ham op.

 

Jeg tænkte at jeg simpelthen blev nødt til at fortælle ham hvad beskeden gjorde ved mig og hvordan jeg havde det indeni, fremfor at gå med det i mig selv.
For jeg kan jo TYDELIGT selv mærke at det opbygger foragt indeni mig, når jeg går med det.

 

Også selvom jeg prøver at hjerte-like det ihjel.

 

Miki var i Lissabon da jeg ringede, men vi tog snakken alligevel.
Jeg sagde til ham at det gjorde mig ked af det, og at jeg følte mig nedprioriteret, men at jeg KUN ringede og sagde det, fordi han betyder meget for mig, og fordi jeg rigtigt gerne vil have hans selskab til min fødselsdag og fordi jeg virkelig godt kan lide når han er der og fordi jeg sindssygt gerne vil have at mine venner skal møde ham og nyde godt af hans selskab så længe som muligt.
Og fordi jeg SELV gerne vil have hans selskab så længe som muligt.
Og det er vel i sig selv en besked der er svær at blive sur over...
Men jeg understregede alligevel grundigt at det ikke var for at bebrejde ham noget, men KUN fordi jeg virkelig elsker ham og jeg derfor ikke ønskede at gå med skuffelsen og tristheden indeni, og blive sur og bitter som jeg plejer, men i stedet gerne bare gerne ville sætte ord på det overfor ham, og få det ud af verden.
Det var godt at jeg gjorde det, for så fik jeg nemlig en forklaring.
En forklaring der kunne lette på al den frygt jeg havde for at han ikke rigtigt gad mig og at jeg bare blev tilsidesat for ”småaftaler” med vennerne.
Han forklarede mig at han havde sagt ”ja” til en bryllupsreception om dagen d. 18. fordi han jo var gået ud fra det der havde stået i min invitation til at starte med, nemlig at det var klokken 18:00 og at det formentlig blev i København.
Og nu følte han ikke at han kunne ændre det og aflyse bryllupsreceptionen, og det kunne jeg selvfølgelig godt forstå. Sådan ville jeg selv have det.
Og nu havde han jo pludselig også en lidt længere rejsetid, fordi festen nu er i et sommerhus i Nordsjælland og ikke i et selskabslokale i København. Og han har ikke bil, så derfor er logistikken ikke bare lige til.
Det beroligede mig helt vildt at høre denne forklaring, og den ro havde jeg jo ikke fået, hvis ikke jeg havde ringet ham op.
Og jeg havde heller ikke fået den hvis jeg havde ringet ham op og havde angrebet ham.
Og jeg havde formentlig heller ikke fået samme gode resultat, hvis jeg bare havde SKREVET det til ham.

 

Så ikke nok med at jeg selv får det ud af systemet i stedet for at gå og opbygge foragt og vrede med dårlige, lavt-selvværds-tanker, så fik jeg også en forklaring som jeg rent faktisk synes var plausibel nok.
De planer han havde dagen efter ville han muligvis kunne aflyse for det var vist ikke 100% bekræftet, så det kunne godt være at han ville blive til dagen efter, men, som han sagde, så havde han bare generelt svært ved at sove ude, fordi han har dårlig ryg og næsten altid får ondt i ryggen når han sover andre steder.

 

Igen en forklaring jeg kan forholde mig til og som giver mig ro og stopper mit indre byggeri af nag der jo i virkeligheden bygget på selvopdigtede svar og konklusioner...

 

Jeg har ikke de dårlige tanker, fordi jeg tog tyren ved hornene og ringede op og sagde hvad jeg tænkte. Uden at bebrejde eller angribe ham.
Jeg sagde det som det var -hvilket jo kan være svært at indrømme- at det handlede om at jeg gerne ville have hans selskab og jeg godt kunne lide når han var der og jeg ønskede at mine venner skulle møde ham og have glæde af hans selskab i så lang tid som muligt. For det er jo sådan det er. Og det er der vel ingen der kan blive sure over at få ad vide.
Problemet er, at det er sjældent vi får formuleret hvad det egentlig handler om, når vi bliver såret af andre.
Fordi vi ikke tør gøre os sårbare.
I stedet tyer vi til angreb og bebrejdelser fordi de sårede følelser er for svære at indrømme og de gør os vanvittigt sårbare.
Eller også begynder vi at lægge noget i handlingen (eller den manglende handling) som er opfundet inde i vores egne hoveder, set ud fra vores egne synspunkter, sammensat af vores egen logik; ”Du er tarvelig!”, ”Du kom heller ikke sidst jeg holdt fødselsdag!”, ”du nedprioriterer mig til fordel for småaftaler!”, ”du vil hellere se dine venner end at være med til min -din søsters- halvrunde fødselsdag!”, ”Du gider mig ikke, det er sikkert fordi du ikke synes jeg er særlig vigtig i dit liv, lige som jeg ellers synes at du er det i mit!” ”Du kan ikke være bekendt at…!”, ”Du gør altid…!”, ”Du gør aldrig…!”
Osv.

 

Men denne gang gjorde jeg altså noget andet. Jeg havde alle disse tanker inde i hovedet inden jeg ringede, bevares, men jeg tog en beslutning om at de ikke skulle tage kontrollen over mig, og tog en resolut beslutning om at ringe til ham og sige hvad jeg følte.
Og jeg undlod at tænke for meget over det inden jeg ringede op.
For ellers var det ikke blevet til noget, fordi det er SÅ langt udenfor min komfortzone, at hvis jeg havde tænkt over det for længe, så var det aldrig blevet ført ud i livet!
Mit hjerte kunne være hoppet ud af min brystkasse, men jeg var fast besluttet på at gøre noget andet end jeg plejer.
Og det gjorde jeg så.

 

Og vil du tænke dig, kære læser, det blev taget godt imod!
Det er derfor jeg deler historien med dig.
For måske kan du bruge den til lignende situationer i dit liv?

 

Min lillebror kunne godt forstå mig og han var glad for at jeg ringede og sagde det.
Og han var helt med på at det ikke var en bebrejdelse fra min side, men at det handlede om ikke at gå med noget som opbygger sig til nag, foragt og vrede.

 

Bagefter sendte jeg ham denne sms-besked:

 

Jeg valgte ubehaget, fremfor foragten.
Det vil sige jeg valgte at bevæge mig -langt- udenfor min komfortzone, fremfor at gøre som jeg plejer, nemlig lade det hobe sig op indvendigt og blive forvandlet til vrede, afsky og foragt.

 

 

Så det her var jo en kæmpe succes!
Jeg gjorde noget andet end jeg plejer og jeg fik et helt andet og meget bedre resultat!
Jeg kan mærke at det er denne her vej jeg skal gå.

 

Sandheden heler.

 

Længere er den ikke.
Jeg hørte og anerkendte mine sande følelser i stedet for at tie den ihjel med falske, ikke-velmente hjerte-likes, og jeg fik delt sandheden med min relation, i dette tilfælde min lillebror, og jeg fik gjort det på en god og sund måde, så ingen blev kede af det eller følte sig overfusede eller misforståede.

 

Men…
Og nu kommer men’et…

 

Allerede dagen efter får jeg en fuldstændig IDENTISK problemstilling med den nye kæreste…
Kom ikke og fortæl mig at det er tilfældigt!??
Er det ikke bare vildt, et eller andet sted???
Livet er i fuld gang med at eksaminere mig i benhårde livslektioner, og denne gang fattede jeg det endelig og bestod niveau 1, men så går livet videre med niveau 2 allerede dagen efter, og dén eksamen var jeg simpelthen ikke godt nok forberedt på…

 

Jeg var simpelthen ikke i stand til at overføre samme -nye- model jeg havde brugt i relation til min lillebror, når det drejede sig om min kæreste…

 

Ligesom jeg har gået med nogle forhåbninger og forventninger til min lillebrors deltagen i min fødselsdag, så har jeg tilsvarende nogle forhåbninger og forventninger i forhold til min kæreste, og det farlige ved det er at det ofte ender i skuffelser.
Jeg ved at mange andre end mig kender det her alt, alt for godt.
Vi har alle sammen forventninger, håb og drømme, og de allerstørste af dem er nok dem vi har til kærligheden, og når så forventningerne ikke bliver indfriet bliver vi skuffede og kede af det, og jeg er -desværre- en af dem der nærmest går i stykker…
Så nu er det tid til at æde lidt af min egen medicin, for jeg er tydeligvis slet ikke nået så langt i mit arbejde med mig selv som jeg troede at jeg var.

 

Det er nedslående at opdage.
Meget nedslående.

 

Lige så fantastisk jeg har det når jeg bare er mig, lige så elendigt har jeg det i et parforhold.
Jeg kan mærke angsten for svigt bore sig igennem min krop og lamme mig totalt.

 

Jeg prøvede godt nok med en ny taktik, da jeg blev ramt af skuffelse fra min kæreste her i torsdags, men i stedet for at ringe ham op som jeg gjorde med min lillebror, så skrev jeg det til ham i stedet for.
Og det var nok en kæmpe fejl.
For det er aaaalt for mange ord.
Og det er ikke fordi jeg siger at mænd er dumme eller noget, men alle de mange ord og mange følelser er bare lidt for stor en mundfuld for mange mænd.
Det burde jeg også være klog nok til at vide efterhånden.
Men det havde jeg åbenbart glemt…

 

Nu er den så landet et sted hvor jeg ikke rigtigt ved hvad jeg nu skal gøre…
Så jeg kan egentlig ikke fortælle så meget mere om situationen endnu…
Lige nu får jeg ikke den respons jeg har brug for, fra min kæreste, jeg får faktisk det modsatte.
Det vanskeliggør situationen fordi jeg går helt i baglås.
Jeg ved godt det er lidt af en nasty cliffhanger at efterlade jer med, men jeg må jo gå i tænkeboks for at finde en løsning.
Så nu vil jeg sætte mig ned, og som sagt spise lidt af min egen medicin, og så må jeg finde frem til en anden løsning end at skubbe ham væk. For det er det jeg har mest lyst til lige nu.
At droppe det hele, skubbe ham langt væk, så smerten kan gå væk.
Men måske har jeg allerede skubbet ham væk..
Og så må jeg jo æde den.

 

Det gør ondt i hele mit system at tænke på…

 

Det her tema, forventningerne der bliver til skuffelser, frygten for at blive svigtet og forladt der bliver til vrede og foragt, det forgifter mig indefra og afholder mig fra at leve i tosomhed, som ellers er mit største ønske at kunne...

 

 

God søndag
/Hanne ❤

 

Et af de mest essentielle værktøjer til at skabe forandring i sit liv, det er at gå og lytte til inspiration.


Det er ikke nok kun at læse selvhjælpsbøger. Man glemmer det alt for hurtigt igen og det implementerer sig ikke i ens "system".


Der er brug for gentagelser. Mange gentagelser, og den nemmeste måde er ved at lytte.
Fordi, når du lytter kan du foretage dig andre ting samtidig.
Du kan lytte når du træner, når du kører fra A til B, når du laver mad, når du er i bad, når du laver rutinepræget arbejde, lige inden du skal sove, lige når du vågner osv. osv.

Find masser af lytte-guld til at hjælpe dig med at nå dine mål og få opfyldt dine dybeste ønsker, f.eks. på YouTube. Det har jeg selv gjort og gør det stadig.

Vidste du at du også kan abonnere på mine ugentlige blogindlæg, og få dem på lyd?!

Se mere her:

Søndags-Support Lydabonnement

 

Du får også adgang til en lukket Facebookgruppe 

 

 ❤ ❤ 

Tilbage til bloggen

Hvorfor går vi ind i negative relationer igen og igen DEL 3

by

HVORFOR GÅR VI IND I NEGATIVE RELATIONER IGEN OG IGEN? DEL 3

hvorfor

Blogindlæg fra Søndags-Support 6. maj 2018
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

Hej,
Søndagen er lige så stille kommet snigende igen, og denne søndag vil jeg tage fat på tredje og sidste del om hvorfor vi bliver ved med at indgå i negative relationer.

 

De to forgangne søndage har jeg kigget på hvordan ”vanedyret” i os for os til at gentage os selv, desværre også der hvor det ikke gavner os, og hvor det måske ligefrem er selvdestruktivt, og på hvordan det faktum at vi ikke har lært af vores udfordringer, gør at vi bliver ved med at blive stillet over for de samme udfordringer igen og igen på nye måder. Det kan starte som små kærlige vink som det kvikke menneske med et trygt tilknytningsmønster opfatter med det samme, men som os andre der er tynget af utrygge tilknytningsmønstre slet ikke opdager fordi vi bøvler med så mange andre ting, og som derfor gør at de kærlige vink ender med at komme igen og igen og til sidst vokse til at blive seriøse vink med en vognstang. Så seriøse at vi risikerer at blive skubbet helt derud på kanten af livet hvor vi bliver dybt ulykkelige, angste og depressive.

 

Energien

 

I dag vil jeg rette fokus mod vores energi.
Altså den energi der er indeni os og som vi sender ud i vores omverden.

 

Den er en virkelig vigtig faktor for hvilke personer vi vælger at indgå i relationer med, og ikke mindst for hvem der vælger at indgå i relation med os!

 

Med fare for, at denne tredje del af serien om at blive ved med at gå ind i negative relationer går hen og bliver en anelse woo-woo, så mener jeg altså ikke at vi kan komme udenom det her med energier.

So here goes:

 

Alting her i universet består af energi.
Alting.
Også såkaldte ”døde” ting som dit bord og din sofa.
Men også dig og mig.

 

Og den energi vi sender ud, den får vi tilbage i samme ”vibration” so to speak.
Det vil sige, det jeg sender ud, også er det jeg får retur.
Helt enkelt, så betyder det at hvis jeg nu f.eks. går og er vred indeni, så vil jeg have ekstremt svært ved at tiltrække glade og harmoniske mennesker ind i mit liv, det vil nok snarere være mennesker der også går med en masse indestængt vrede jeg appellerer til og omvendt.
Det kan være svært at vurdere sin egen energi. Fordi man er vant til den. Så man tænker ikke over den.
Men du kan helt sikkert tydeligt mærke når du påvirkes af andres energi; for eksempel vil du kunne mærke en markant forskel på hvis din kæreste kommer ind ad døren og er glad og positiv, og på når kæresten kommer hjem og er sur og tvær. Og det vil påvirke dig.
Det samme gælder for chefen, kollegerne og vennerne, du kan mærke når de udsender en god og rar energi, og du kan ligeledes mærke når de er sure, irritable eller kede af det, også selvom de prøver at skjule det.
Hvis du selv er i overskud, så vil du nemt kunne deale med andres negative energi, og måske endda hjælpe dem med at løfte deres energi igen. Du vil også kunne se igennem vrede og gennemskue det sårede menneske bag vreden.
Men hvis du ikke er i overskud, og det er vi desværre sjældent, så vil du bare blive revet med den negative energi og blive tilsvarende vred eller stødt over deres opførsel, fordi føler den er uretfærdig. Deres energi vil altså have påvirket dig negativt.
Så negativ energi smitter, fuldstændigt som positiv energi gør.
Og hvad vil vi helst have?
Jeg ved godt hvad jeg helst vil have i hvert fald.
Men det er ikke altid så let gjort som det er sagt, sådan er det jo som regel.

 

Men lad os kigge lidt nærmere på det.

 

Nogle tror jo slet ikke på det her energi-halløj.
Jeg har nok selv været en af dem.

 

Om ikke andet, så var det i hvert fald ikke noget jeg som sådan skænkede mange tanker.
Men efter at jeg begyndte at arbejde med mig selv og jeg ændrede mig radikalt, så skete der noget mærkeligt; visse venner forsvandt pludselig ud i periferien og nye kom til, og det var nogle helt anderledes der kom ind i mit liv, end de mennesker gled væk.
Virkelig syret.
Det samme gjaldt for min økonomi og mit arbejdsliv.
Alting blev anderledes, og bedre.
Ikke fra den ene dag til den anden, men dog alligevel rimeligt hurtigt.

 

Der findes et ordsprog på engelsk der lyder ”Where focus goes, energy flows”.

 

Og det har jeg i hvert fald kunne mærke for fuld udblæsning i mit eget liv.
Så snart jeg fokuserede på gode ting og på alt det jeg gerne ville, fremfor dårlige ting og alt det jeg ikke ville, så skete der en radikal ændring i min tilværelse.
Og omvendt, lige så snart jeg ryger ned i et hul hvor jeg bliver negativ, pessimistisk og sortseende, så trækker jeg alt muligt med mig ned i hullet; penge, kærlighed, arbejde, trafikken, veninderne, ekspedienten i supermarkedet, alt muligt!
Så i princippet kan jeg suge hvad som helst med mig ned i det sorte hul og få en dårlig oplevelse med det.
Og humlen er, at det ikke handler om det jeg trækker med, men om mig.
Om min tilstand.
Om mit fokus.

 

Derfor er det så umådeligt vigtigt at vi tager vare på os selv og fokuserer på det vi gerne vil og på det vi godt kan lide og at vi aktivt gør noget for at komme derhen hvor vi gerne vil være.
Derfor er det også altafgørende at vi hjælper os selv med at tage et skridt i den rigtige retning, hver evig eneste dag. At vi handler.
For energien skifter ikke af sig selv, og den skifter ikke fordi du læser en enkelt selvhjælpsbog eller tager et kursus.
HVER DAG er et kursus.
HVER DAG skal vi øve os.
HVER DAG skal vi handle.
Energien skifter først når vi giver den betingelserne for at gøre det.

 

Så hvis du f.eks. ikke får arbejdet med din indre vrede, sorg eller frygt, fordi du ikke lige har tid, for der er jo job der skal passes, børn der skal til fodbold, mad der skal laves og ya-da ya-da, så vil din energi stadig ”vibrere” i det leje der er præget af din indre vrede, sorg eller frygt, og du vil derfor fortsætte med at tiltrække kærester (og mennesker i det hele taget) med samme niveau af vrede, samme niveau af sårethed (gamle ar og traumer f.eks.) og samme niveau af utilgængelighed, selvdestruktivitet, mentalt helbred, selvværd, livssyn osv. osv.

 

Og omvendt, når du får løftet dig selv op i energi, så vil du også opleve at tiltrække mennesker med samme niveau af glæde, selvforståelse, selvværd, livssyn, åbenhed, tilgængelighed, selvkærlighed osv.

 

 

Så se nu at få de små skridt i den rigtige retning passet ind imellem arbejde, madpakker, træning, børn og pligter, for hvis du virkelig gerne vil bryde den dårlige vane med at gå ind i de samme dårlige relationer igen og igen, og du oprigtigt gerne vil stoppe med at tiltrække de samme problemer igen og igen, så er du nødt til at prioritere det, og det gør du ved at hjælpe dig selv lidt hver dag.
Det er som at spise en elefant.
Det kan du kun gøre ved at spise én lille bid ad gangen.

 

Men som sagt skifter din energi ikke af sig selv, heller ikke selvom du måske synes at du giver den betingelserne for det, så nogle gange er man simpelthen nødt til manuelt at skifte den.

 

Forstår du hvad jeg mener?

 

Man er saltså nødt til bevidst at vælge at skifte den.
Udfordringen er, at man som regel ikke har lyst…

 

Ja, det lyder mærkeligt, men hvis jeg nu stiller følgende helt banale eksempel op:
Når du er pisse-hamrende ked af det, og virkelig nede i kulkælderen, har du så lyst til at sætte et happy-go-lucky-dansemus-nummer på og bryde ud i dans, for ”lige at skifte energien” og blive i bedre humør?!

 

Nogen ER vitterligt i stand til at gøre det, og med stor succes, men jeg er ikke en af dem.
Jeg har vitterligt ikke lyst til at skifte min energi på den måde.
Jeg kan ikke...

 

Og det er for så vidt også OK, for som bekendt, så skal man jo også huske at mærke de dårlige følelser, og være i dem, fremfor at flygte fra dem.
Problemet er bare at for mange af os, så stikker tankerne og følelserne helt af og vi når ud et sted hvor det er helt unødvendigt at nå ud. Det er ikke alle det nødvendigvis stikker helt af for, nogle kommer ”bare” til at sidde lidt fast i dem og kommer ikke rigtigt nogle vegne og får det ikke rigtigt bedre igen, eller endnu værre; nogle oplever begge dele!

 

Her ville det jo være fedt hvis man var en af dem der kunne tvinge sig selv til at sætte noget god musik på anlægget og hoppe lidt rundt til det, så man får skiftet sit fokus og sin energi.
Altså tage et bevidst, manuelt valg.
Men det er ikke altid så let.
Jeg kommer med lidt fif til det senere i indlægget, så hæng på!

 

Kunsten er at mærke dem, altså følelserne der giver den dårlige energi, og så snappe ud af dem, og få dem vendt om.
Det er sådan man skifter sin energi.

 

For ja, tanker giver os følelser, og de følelser har en energi.
En energi som vi selv påvirkes af, men som vi i dén grad også påvirker andre med.
Så den energi er helt essentiel for hvordan vi har det generelt og for hvilke mennesker vi selv føler os draget af, men også for hvilke mennesker der tiltrækkes af os.

 

En ting er helt sikkert, sådan rent videnskabeligt, og det er, at alt består af energi som jeg også startede med at sige.
En anden ting, er det her med tiltrækning.
Kan energier med ”samme vibration” virkelig tiltrække hinanden?
Kan man i sandhed tiltrække noget andet og bedre hvis man skifter og løfter sin energi?
Som i, er der vitterligt noget om det der med Loven Om Tiltrækning? (Law Of Attraction)
Det er et godt spørgsmål…

 

Jeg hørte nok mest til den side der ville sige at, det bare er noget woo-woo og at det ikke ”virker” en sk**!
Men hvad nu hvis det gør…?
Det skader jo ikke at eksperimentere med det..?
Vel..?
Så det har jeg gjort….
Jeg tror dog ikke at Loven om Tiltrækning kan stå alene.
Jeg tror der er mange andre love der spiller ind, som f.eks. ”Loven Om Handling”!
Jeg har i hvert fald ikke selv nogen erfaring med at man kan sætte sig passivt ned og tænke og føle sig til et bedre liv eller til materielle gode for den sags skyld.
Til sidst i indlægget linker jeg til et blogindlæg jeg skrev for et par år siden, hvor jeg skriver om nogle af mine erfaringer med det her, og der benytter jeg mig både af mindset-ændring OG handling.
Det kan du læse hvis du har lyst.
Hvis du er lydabonnent, så får du det på lyd i pinseferien.

 

 

Som jeg før har forklaret her på bloggen, så slog min krise i 2015 mig så meget i stykker, at det faktisk var ”godt for mig”.
Det var nemlig ikke bare mit hjerte der blev knust, men også mit sind.
Det hele var ét stort, blødende, åbent sår.
Det betød -helt bogstaveligt- at jeg stod åben.
Rent mentalt.
Jeg ville for alt i verden bare gerne hele og jeg vidste instinktivt at de gamle lappegrejer jeg plejede at benytte mig af, ikke ville slå til denne gang.
Så pludselig var jeg åben for nye ting.
Uden at jeg egentlig tænkte over det.
Det skete bare.
Man kan måske nærmest tale om at jeg var så meget i chok at jeg var ligeglad med det hele…
Jeg var blevet så lammet at jeg blev bragt ud i en slags ”whatever” tilstand, hvor jeg bare afprøvede en masse alternativer, som jeg normalt ville have været lukket for.
Altså, som i hermetisk lukket!

 

  • Jeg prøvede hypnoterapi, hvilket jeg før ville have afvist som hokus-pokus jeg i hvert fald ikke skulle have noget med at gøre.

 

  • Jeg begyndte at læse bøger om hvordan jeg kunne ændre tanker (Infinite Possibilities af Mike Dooley) og om hvordan man selv kan lave nye forbindelser i hjernen så man kan ændre sig (Rewire Your Brain af John B. Arden) og jeg havde ellers aldrig tidligere læst en hel bog, og da slet ikke frivilligt, for det interesserede mig ikke. Selv i gymnasiet gad jeg det ikke, jeg kørte bare på frihjul så vidt det var muligt. Det her med at jeg ikke læste bøger er faktisk også en ret interessant historie, så den tror jeg at jeg vil tage op i en af de kommende Søndags-Supporter.

 

  • Jeg prøvede også med yoga, som jeg ellers altid havde syntes var fesent og højpandet, men jeg lærte -blandt andet af at læse Rewire Your Brain- at for at give hjernen de bedste betingelser for forandring, at så var jeg nødt til at få rørt mig lidt, og da jeg jo var i krise var jeg gået helt i stå på det område. Men jeg forstod vigtigheden og besluttede mig så for at prøve noget andet som var blidere end det jeg plejede, fordi jeg havde det så hæsligt at jeg ikke fik nok søvn og ikke fik nok at spise, at jeg ikke kunne træne det jeg plejede, og det blev altså yoga jeg prøvede med. Og det var genialt. Alle mine fordomme blev gjort til skamme. Det er på ingen måde fesent og det er helende som bare pokker!

 

  • Jeg begyndte -helt tilfældigt- at lytte til inspiration når jeg kørte i bil. Jeg plejede altid at høre P3 og var ret glad for at lytte til det, men en aften havde jeg søgt på YouTube efter ”TED talks about heartbreak” og fandt en masse klip jeg gerne ville høre, både TED talks men også alle mulige andre YouTube klip.
    Jeg kunne ikke vente med at høre dem, så jeg ville hellere lytte til dem, end til radio.
    Og det har siden hængt fast, og resulteret i at jeg har købt masser af fede selvhjælpslydbøger som har hjulpet mig med min transformation, og det er endt med at jeg stort set aldrig hører radio mere, men lytter til transformerende lydbøger i stedet for og jeg har sågar også afskaffet mit tv. Og herlighedsværdien af det, vil ingen ende tage. Siger det bare!

 

Tilsammen, har alle de her ting været noget af det bedste jeg længe har gjort for mig selv.
Længere er den ikke.

 

Hypnoterapien løftede mit humør -og dermed også min energi- i modsætning til psykologbesøg som jeg ellers har brugt utallige gange i mit liv, men uden de store revolutionerende resultater.
Jeg følte mig glad og lettet når jeg gik derfra. Jeg fik gå-på-mod og livsgnist tilbage.
Det fik jeg ikke af psykologbesøg. Jeg følte mig som regel bare mere tung, trist og forvirret.

 

Bøgerne gav mig viden og indsigter som jeg kunne afprøve i min hverdag, nogle af dem var nærmest de rene åbenbaringer.

 

Yogaen gav mig styrke.
De mange ”powerposes” man laver i yoga, de påvirker vores sind. Mere end man lige tror. Yogaen kombinerer krop, sind og vejrtrækning, og det er lige det man har brug for, når man er i krise.
90 minutter hvor man giver sit sind ro, fordi man koncentrerer sig om at holde balancen og tage dybe vejrtrækninger, det beroliger nervesystemet mere end noget andet jeg kan komme i tanker om.
Jeg tager klasser tidligt om morgenen, og jeg kan altså kun anbefale at starte din dag på denne her måde, ikke bare når du står midt i en krise, men også når du har det godt. Det er nemlig også forebyggende, fordi det netop ikke kun styrker din krop, sådan rent muskulært, men også styrker dit sind og beroliger dit nervesystem.

 

Lyden fik mig omprogrammeret.
Jeg kan ikke sige nok gange hvor meget det her med lyd har gjort for mig og stadig gør.
Jeg kan lytte de ting jeg har brug for at høre om, igen og igen og igen, og jeg kan gøre det mens jeg laver andre ting.
Jeg hjernevasker altså mig selv, i ordets bogstavelige forstand. Og i øvrigt mest POSITIVE forstand.
Lige nu, står jeg i en situation hvor jeg har mødt en, og det vil I, kære læsere, formentlig nok komme til at høre mere om, jeg har jo for vane at dele mine udfordringer og i særdeleshed også hvordan jeg får dem løst.
Og parforhold, det er en KÆMPE udfordring for mig.
Jeg har ikke været i et parforhold i de tre år der er gået siden min eks forlod mig, men nu er jeg på vej ind i et, og det er ikke let.
Så selvom jeg har udviklet mig rigtigt meget i de tre år der er gået siden min totale nedtur i 2015, så er der stadig gamle mønstre der hænger fast, og det er desværre mønstre der gør at jeg skubber folk væk…

Jeg mente selv, indtil for MINDRE end en uge siden at det var fordi der var "noget galt" med den nye kæreste og at han "bare ikke passer til mig”, men jeg har få bare få dage siden altså fundet ud af at det SLET IKKE er det, det handler om!

Fordelen er, at jeg er blevet bevidst om hvad det handler om nu.
Det har jeg ikke været før. Så måske kan jeg redde den på målstregen. Måske ikke.
Det håber jeg.
I vil helt sikkert hører nærmere om det i Søndags-Supporten og her på bloggen.
Nogle af de ting jeg har opdaget er ekstremt skamfulde, og derfor er det afsindigt hårdt og vanskeligt at lave om på, for jeg kan ikke holde ud at jeg har det som jeg har det og at jeg tænker som jeg tænker og gør om jeg gør…
Nå, men det jeg egentlig ville sige med den smøre er, at jeg står overfor en kæmpe udfordring lige nu, og jeg har allerede jokket rimeligt grundigt i spinaten, så det jeg har gjort er at jeg har været inde og søge på mit ”problem” på YouTube og fundet en hulens masse klip som jeg skal lytte igennem.
Fordi LYD ER ”THE SHIT” når jeg skal lære noget nyt!
Og nej, jeg har IKKE LYST til at lytte til de lydklip, for jeg har ikke LYST til at indse at jeg har sådan et nederen problem. Men det er jeg nødt til at indse, for ellers kan jeg ikke ændre på det.
(Stay tuned for mere i fremtiden!!)

 

 

Okay, tilbage til det med energien; så hvordan gør vi, rent praktisk, hvis vi gerne vil skifte vores energi?
Som jeg nævnte tidligere, og som jeg lige har givet dig et eksempel på fra mig selv, så er tvisten den, at vi tit ikke har lyst.
Vi er jo f.eks. ikke i humør til sjov banjomusik, når vi ligger i fosterstilling og græder vores øjne ud, vel?!
Det samme gælder det med lydklippene; man kan føle en gevaldig modstand på at opsøge viden om sit problem, fordi man mest af alt har lyst til slet ikke at vedkende sig problemet, fordi det simpelthen gør for ondt eller er forbundet med en frygtelig skam.

 

Men det behøver ikke nødvendigvis være skamfuldt eller smertefuldt for at vi ”flygter fra det”, det kan også bare være fordi det er svært, og til sidst orker vi det ikke, og så er det nemmest at lyve for sig selv og sige at jeg har det okay med at have det her problem, sådan er jeg bare og så må man take it eller leave it.
Så vi forlanger altså at andre bare må tage det eller lade være og ”acceptere os som vi er”, samtidig med at vi aldrig selv -helt oprigtigt- har accepteret det…

 

Har jeg ikke ret?

 

Et eksempel kunne være:
Jeg har et problem med sukkerafhængighed, og det går mig virkeligt meget på. Jeg er rigtigt træt af at jeg har så svært ved at lægge det på hylden og ærgrer mig hver gang over hvor ”svag” jeg er når jeg giver efter for mine cravings. Mig der ellers er så stærk og så god til at skabe forandring, jeg kan åbenbart ikke finde ud af lige netop dette problem, og det piner mig.
Så det kan jeg gå og banke mig selv i hovedet med.
Og det gør jeg også, selvom jeg godt ved at det på ingen måde hjælper mig videre, tværtimod!
Så jeg ved altså at det jeg gør er ”forkert”, det er jeg helt bevidst om, og jeg gør det alligevel!
WTF!?
Det her kender du sikkert godt, om ikke i forbindelse med sukkercravings, så måske med et eller andet, andet i dit liv; vredesudbrud, jalousi, tilbagevenden til negative relationer, overvægt, spiseforstyrrelser, kontrol, kontroltab, people-pleasing, selvdestruktive mønstre der ødelægger parforhold og hvad ved jeg.
Når vi er bevidste om vores problemer, så kan vi ændre dem, men vi kan også havne et sted hvor bevidstheden om problemet gør at vi nærmest får det endnu værre med dem, og særligt de af dem der er  smertefulde eller skamfulde.

 

De tanker og følelser der kører rundt inde i mig, i forbindelse med mit nye parforhold, dem skammer jeg mig over, og derfor giver det mig allermest lyst til at benægte dem og lade som om de ikke er der, og i stedet bebrejde den nye kæreste for alt muligt skørt.
Og det har jeg så gjort…
Not a good idea…
Jeg kan i hvert fald godt allerede nu godt afsløre at det ikke var en særlig god taktik, men det vidste jeg jo godt, for jeg har brugt den i alle mine foregående forhold, og de er som bekendt gået i stykker samtlige af dem.

 

Det der sker, når vi skammer os over os selv, det er at vi stikker fingrene i ørene og råber ”lalalala!” og lader som om at vi ikke kan høre at livet siger ”hey, der er noget du skal lære her”.
Og så er det at vi ikke opsøger viden om problemet…
For vi kan ikke holde det ud…
Og det er i øvrigt i hvert fald ikke dét problem vi har…
Benægt! Benægt! Benægt!

 

Jeg gider ikke lede efter lydklip om sukkercravings for det er bare pisse belastende og jeg ved i øvrigt godt hvad de vil sige, og jeg har hørt det hele alligevel og det virker ikke på mig!
Basta.
Og ja, hvis dét er min approach, så bliver det også mit resultat.
Altså at det ikke virker…
Så jeg er nødt til at skifte min energi.
Jeg er nødt til at ændre mit mindset omkring det.
Så nu ER jeg faktisk begyndt at opsøge viden omkring sukkercravings.
Og selvom jeg synes det er skide irriterende, så lytter jeg til det alligevel.

 

Og det er dér vi skal hen!
Vi skal have LYST til at hjernevaske os selv, på den gode måde.
Så et step til hvordan vi rent praktisk skifter energien, er altså ved at hoppe ud af komfortzonen og erstatte tv serier, nyheder og Anders And blade, med noget vi rent faktisk vil have gavn af at lytte til eller læse.
Også selvom vi ikke rigtigt gider.
Men sådan er det med nye ting.
Vi gider dem som regel ikke rigtigt.
Men vi må benytte os af lidt frivilligt tvang mod os selv.
Vi må tvinge os selv til at være åbne og tvinge os selv til at opsøge viden og lytte til det, også selvom vi hellere vil svælge i en spændende morddokumentar på Netflix.

 

Et andet step er kropssproget.

 

Vi taler til os selv med vores kropssprog.

 

Når vi ligger i fosterstilling på sengen, så er det svært at ”snappe” ud af den tilstand, det ved jeg, men man kan gøre det i små trin. Det kommer jeg til lige om lidt.
Jeg havde en gang en træner der sagde til mig: ”No postures of defeat!”
Det vil sige, jeg måtte ikke skære ansigter eller stille mig i en positur hvor jeg signalerede at jeg var totalt smadret og ikke kunne mere.
Fordi det sendte et signal til mig selv, og forhindrede mig i at presse mig selv.
For man kan mere end man tror.
Jeg skulle altså rejse mig op og ikke stå foroverbøjet og hive efter vejret med en grimasse der lignede at jeg havde fået et los i mavesækken.
Rejs dig op!
Armene ud til siden!
No postures of defeat!
For det eneste det gør, er som sagt at forhindre mig selv.

Det er her yoga er skide godt!
Det er masser af POSTURES OF CONQUER! (Sejrs-positurer)
Og de sender et signal til dit sind.
Dine positurer taler med dit sind og påvirker din indre kemi. Og det er VIDENSKAB det her, IKKE hokus-pokus!

 

Jeg ved godt at det kan være lidt meget at forlange at man skal smile, hvis man har det ad helvedes til.
Man har ganske enkelt ikke lyst!
Det har jeg heller ikke selv.
Men så kan man gøre andre små ting, så som at rette kroppen op. Især ryggen.
Skyd brystet lidt frem, løft panden, og tag armene lidt ud til siden og kombinér det eventuelt med et dybt suk.
Jeg har tidligere givet mine lydabonnenter en bestemt ”sukke-øvelse” at arbejde med, og det er altså en super effektiv ting.

 

Husk, du ”taler” ikke kun til andre med dit kropssprog, du taler også til dig selv.
Du påvirker dig selv og din energi.

 

 

Der er ingen der forlanger du skal smile når du er i dyb krise, men prøv lidt af de ovenstående kropssprogsændringer i stedet for og mærk hvad der sker med dig, jeg lover dig, at snart vil mundvigene kunne følge med op.

 

Den korte opsamling på denne lille serie om hvorfor vi igen og igen går ind i negative relationer skal derfor lyde:

 

Forlæng tiden på din self-destruct timer ved at bryde med dårlige vaner, lære af dine udfordringer og løfte din energi!
Det handler ikke om at leve i en evig lykkerus med dit perfekte udseende, din uudtømmelige bankkonto, dine perfekte børn, i dit perfekte hus, med din alt for lækre mand -selvom det ellers virker sådan på Instagram- det handler om at du er i stand til stødt stigende at forlænge den tid hvor du er i harmoni og føler dig glad, fredfyldt, lykkelig og tilfreds, uden nogen som helst grund!

 

Så kan man mene at det der med energi bare er woo-woo og ikke virker en skid, og det er også helt okay, men se om ikke du kan starte med bare at have den tilgang der hedder:
”Tjah… men hvad nu hvis det gør…?”
Personligt har jeg kun erfaring med at der vitterligt er noget om snakken…
Du kan læse flere eksempler fra mit eget liv i dette blogindlæg: CLIFFHANGEREN

 

NB! Hvis du er lydabonnent, så kan du læne dig tilbage og vente til pinsen hvor Søndags-Supporten går på ferie, for jeg vil nemlig indtale indlægget til dig så du kan lytte til det i pinsen!

 

God søndag
/Hanne ❤

Tilbage til bloggen

Hvorfor går vi ind i negative relationer igen og igen DEL 2

by

HVORFOR GÅR VI IND I NEGATIVE RELATIONER IGEN OG IGEN? DEL 2

Hjerte under ombygning

Blogindlæg fra Søndags-Support 29. april 2018
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

 

I dag vil jeg fortsætte med at grave ned i emnet om hvad årsagen er til at vi ofte ser os selv gentage de samme fejl og gå ind i de samme negative relationer igen og igen.

 

Jeg håber at det kan give noget inspiration til at stoppe det her mønster, hvis du har sådan et.
Som en veninde så rigtigt sagde til mig for nylig, så er al forandring virkelig hårdt arbejde.
Det må vi bare erkende.
En af de ting man kan gøre når man står midt i en forandringsproces, det er at øve sig dagligt i hele tiden at rette bevidsthed mod sine udfordringer, og hele tiden eksperimentere med at gøre nye ting.
At øve sig kan også bestå i at lytte til inspiration igen og igen og igen.
Man kan også finde en bog der behandler det område hvor man er udfordret, og så læse den igen og igen, man vil formentlig opleve at tage noget nyt med sig hver gang man læser den, og man vil langsomt blive mere og mere ”moden” til at implementere de ting bogen foreslår, i sin hverdag.
Fordi det er det der er hele humlen, vi får det ikke implementeret. Vi bruger ikke informationerne eller øvelserne i praksis, og det kan man heller ikke forvente at man er klar til, første gang man læser en bog!
Det andet problem er at, inden der er gået en uge, så har man glemt næsten alt hvad man har læst, og hverdagen fortsætter uændret.
Tricket er gentagelse.
Der er det jo at lyd er genialt, fordi man kan foretage sig andre ting imens man lytter, man kan udnytte tiden i bilen, bussen eller toget konstruktivt, og på den måde vil man også være mere parat og villig til at lytte til den samme lydbog flere gange.

 

Forandring er noget vi skal modnes med. Det sker i langt de fleste tilfælde ikke med et fingerknips, og det kræver som regel virkelig intenst arbejde, så derfor er en kæmpe bunke vilje og lyst også obligatorisk, og det er derfor jeg altid siger at man skal ville det ”nok”, for ellers får man det ikke til at ske…
Nogle af os, inklusive mig selv, skal så heeeelt ud på kanten før vi får gjort noget for alvor.
Det er en skam, for det behøver ikke være sådan.
Og det er det jeg håber at Søndags-Supporten kan give dig; vilje, lyst og inspiration til transformation!

 

Nå, men nu til sagen.
Det jeg vil kigge ind i, i dag, er det faktum at grunden til at vi ofte begår de samme fejl, eller tiltrækker de samme problemer, er at vi ikke har lært det vil skulle lære af udfordringen.
Mit bud er at der er to grunde til at vi oplever det her, den ene er at når vi ikke har lært af problemet, nedturen, krisen, udfordringen eller hvad det nu måtte være, så bliver vi med vores opførsel ved med selv at skabe lignende problemer, nedture, kriser og udfordringer.
Den anden er, at noget der er større end os, noget universelt, prøver at fortælle os noget. Noget vi vil kunne få ubegrænset glæde af, hvis vi dog bare forstod budskabet og tog det til os…
Og noget som vil kunne skifte vores egen ”energi” (eller udstråling om du vil) så den bliver ”løftet” og gør os i stand til at tiltrække ting, situationer og mennesker med en tilsvarende -løftet- energi.
For woo-woo til dig?
Så hold dig til det første. 😀
Men lad os starte med at kigge på det med læringen. Jeg ved godt at jeg sidste søndag skrev at jeg ville tage begge punkter -læringen og energien- med denne her gang, men det blev simpelthen for langt, så jeg tager fat på det med energien næste søndag i stedet for. 🙂 ❤

 

Læringen

Jeg har en eller anden idé om at livet er en stor skole.
Vi er her for at lære.
At, lære kærligheden.
Og her tænker jeg ikke på den romantiske kærlighed mellem to mennesker. Jeg tænker på kærligheden som det universelle begreb. Den store, overordnede kærlighed som egentlig er vores ”standardindstilling”, men som vi har glemt, hvad er, og som vi -det meste af tiden- ikke længere kan mærke.
Det er den kærlighed der kan betegnes som fredfyldthed og lykke, når vi oplever den.
Alt hvad vi mennesker gør, gør vi for at opnå denne kærlighed. Denne indre fredfyldthed og lykke.
Selv mord og terror, handler -for morderen og terroristen- om at opnå lykke, ved at udslette det, han tror, er årsagen til hans ulykkelighed…
Stort set alt hvad vi foretager os, er motiveret af ønsket om at opnå indre fred, harmoni og lykke.

 

Men vi er så forblændede af alt det vi tror der skal til for at gøre os glade og lykkelige, at vi helt overser når livet prøver at hjælpe os og lære os noget med små simple lektioner.
Nogle gange er vi blevet så blinde at det ikke længere er nok med små simple lektioner, og så kommer livet og giver os et gok i nøden som vi sent skal glemme.
Og så kan det være at vi lære det!
…det kan også være at vi ikke gør…
Men så får vi bare et gok mere, og sådan er livet så lunefuldt.

 

Disse små ”gaver” fra livet kommer altså i ret kedelige indpakninger i form af større eller mindre vink med en vognstang, der enten gør os kede af det, vrede eller bange, og når vi er plagede af vores sorg, optagede uretfærdighed eller opslugte af frygt, så er det ret let at misse det egentlige formål med vores lidelse.

 

For ja, der er -næsten- altid et formål med vores udfordringer.
Vi kan stort set altid hente et eller andet godt fra vores dårlige oplevelser, og lære noget af dem.
Selv dødsfald, sygdom og ulykker kan vi lære noget nyttigt af.

 

Den største udfordring er dog at finde ud af hvad det er vi kan lære af vores modgang.
Hvordan kan vi vide hvad det er livet prøver at fortælle os?
Det kan vi heller ikke…
Længere er den sådan set ikke…
Jeg ved godt at det er nedslående nyt, men vi aner det simpelthen ikke.
DERFOR, så er vi nødt til at prøve os frem.
Vi må benytte os af udelukkelsesmetoden.
Prøve nye ting af hver gang vi møder modstand. (I stedet for at gøre det samme som alligevel ikke virker)

 

Det kunne f.eks. være at du spørger dig selv:
Okay, hvorfor er det som om at jeg bliver ved med at rende ind i fyre der er ”utilgængelige” og som ikke rigtigt vil mig?

 

Og du vil -sjovt nok- nærmest med statsgaranti ikke opleve at der kommer en engel fra oven og fortæller dig hvad læringen i dette ulidelige scenarie er.
Jeg ved godt at der er mennesker der kan sætte sig ned i stilhed og pludselig ”kommer det til dem”.
Jeg er ikke en af dem!
Der er ikke en skid der kommer til mig!
Andet end larmende tavshed.
I panik kan jeg inde i mit hoved febrilsk finde på at forsøge at digte et svar.
I håb om, at jeg kunne være med i klubben af oplyste mennesker med et indre orakel installeret og en direkte forbindelse ud i universet.
Men jeg må krybe til bekendelse, der er ingen åbne forbindelser her, intet klarsyn og absolut ingen svar der kommer dumpende ned i min spirituelle turban.
Derfor har jeg i stedet prøvet mig frem.
De første mange år af mit liv -ja, faktisk de første 41- var jeg sikker på at det var andres skyld når jeg havde modgang.
Når mine parforhold ikke fungerede (hvilket de aldrig rigtigt har gjort) så var det min kærestes skyld, han var enten en vatpik eller en idiot, når jeg ikke var glad for mit job så var det fordi det var et forbandet lortejob med en led lortechef og nogle latterlige opgaver, når jeg endte i dyb gæld, så var det banken der var nogle svinske, svindleriske røvhuller, og når jeg ragede uklar med venner var det dem der var åndeligt smalsporede og så fremdeles.

 

NEWSFLASH: Det har ikke givet bonus…

 

Jeg kan dermed konkludere at det jeg skulle lære, ikke var at min kæreste, jobbet, banken og alle de andre var åndssvage.

 

Pis også…

 

Meeeen jeg fortsatte da alligevel med at klamre mig til dén idé i mere en fyrre år… Det kunne jo være…

 

Men nej, det resulterede egentlig bare i flere lorteparforhold, et arbejdsliv jeg hadede, mere gæld og flere sammenstød med andre.

 

Tillykke!

 

Det var først da jeg for alvor begyndte at interessere mig for hvad det var for en mekanisme der gjorde at alting gentog sig, og for hvad jeg kunne gøre ved det, at jeg kunne begynde at se mønstrene hos mig selv og tage ved lære af det.
Og tro mig, det vi skal lære af forskellige situationer kan være alt muligt, så det kan blive lidt af en gætteleg, men det må man tage med.
Det du skal lære af en given udfordring kunne f.eks. være:

  • At elske
  • At blive elsket
  • At kommunikere
  • At sige fra
  • At have tillid
  • At sætte grænser
  • At være ærlig
  • At give
  • At tage imod
  • At tie stille
  • At tale
  • At tale pænt
  • At tale og kommunikere klart
  • At lytte
  • At forstå
  • At tage hensyn
  • At være blidere
  • At være hårdere
  • At være mere modig
  • At tage færre chancer
  • At tage flere chancer
  • At stoppe op
  • At starte
  • At sige undskyld
  • At sige tak
  • At vise og udtrykke taknemmelighed
  • At dyrke taknemmelighed
  • At erkende egne fejl
  • At indrømme fejl
  • At indse egne begrænsninger
  • At tage ejerskab over egne begrænsninger
  • At tage ejerskab over egne fejl
  • At have tålmodighed
  • At åbne sig
  • At turde
  • At give slip
  • At tro på os selv
  • At tro på andre
  • At slippe kontrol
  • At tage kontrol
  • At tale sandt
  • At have integritet
  • At tage en konflikt
  • At lade være med at søge -og skabe- konflikter
  • At tage en konfrontation
  • At lade være med hele tiden at søge konfrontationer

Osv. osv. osv. mulighederne er uendelige og derfor kan det være svært at se skoven for bare træer.

 

Derfor er det også helt afgørende at du lærer dig selv at kende, for så vil du nemmere kunne pejle dig ind på hvad det mon kunne være at du skal lære.
Det kræver selvfølgelig at du er indstillet på ikke at lyve for dig selv, også selvom du har svært ved at holde dig selv ud, når du ikke pynter på sandheden.
Vi er nødt til at nå det sted hen hvor vi ikke kan holde os selv ud, for så snart vi anekender den del af os selv, så kan vi lave den om.
Vi kan ikke lave den om hvis vi flygter fra den eller benægter den.

 

Makes sense!?
Det håber jeg.

Her er et godt tip til en måde du kan finde ud af hvad det er du skal lære på:

Det der trigger dig hos andre, er som regel det du skal arbejde med hos dig selv!!!

 

Yes!
F.eks.:
Lad os sige at jeg trigges af middelmådighed hos andre, og at den følelse der trigges er foragt, så handler det allermest af alt om at jeg skal erkende, acceptere og tage ejerskab over min egen middelmådighed.
Før jeg lærer at favne og elske den, kan jeg ikke elske den hos andre, og jeg vil -uundgåeligt- tiltrække mennesker ind i mit liv som vækker min foragt med deres middelmådighed.
De reflekterer den del af mig selv som jeg ikke vil kendes ved.
Med andre ord, så er de i mit liv for at lære mig at acceptere den del af mig selv.
Eller

 

Hvis livet f.eks. prøver at fortælle dig at du skal lære at elske din krop, så vil det blive ved med at bringe dig i situationer der gør dig opmærksom på hvor meget du hader den og som resultat deraf vil du også gå rundt og foragte og se ned på andre menneskers kroppe, både dem der repræsenterer den krop du gerne vil have, og de der minder dig om den krop du ikke vil have, og du vil blive ved med at få disse spejlinger indtil du lærer at acceptere og elske din egen krop. Og først da vil du havne et sted hvor du ikke føler foragt for andre eller føler dig truet af andre.
Grunden til at du vil gå og foragte og se ned på andres kroppe er at det giver dig et midlertidigt fix, at der er andre der ”ser værre ud end dig”.

 

Tryllestøvet ligger der hvor du slet ikke behøver det fix, og det gør du ikke hvis du elsker dig selv.
Punktum!

BONUS TIP:

Brug ”unfollow” knappen på de sociale medier, det virker fortrinligt! Start i stedet med at sammenligne dig med dig selv, i stedefor at sammenligne dig med andre.
Se på hvor meget du har udviklet dig og på hvor langt du er nået med dig selv.
YEAH!

 

Et andet lille tip:

Den følelse du oplever andre giver dig, er præcis den følelse de selv går med.
Sagt med andre ord, hvis du f.eks. oplever at din kæreste får dig til at føle dig mindreværd, så er det med al sandsynlighed fordi det er en følelse han går rundt med.
Følelsen af mindreværd.
Det behøver ikke være en følelse du har givet ham.
Det kan være en han har haft hele tiden.
Men nu projicerer han den over på dig, ved at opføre sig på en måde der får dig til at føle det samme.

 

Så hvis du hele tiden tiltrækker mænd der er utilgængelige, så kan det muligvis handle om du er utilgængelig!
Også selvom du ikke tror det og tværtimod higer efter tosomheden!
Det kan nemlig være at du har en altoverskyggende indre frygt for at blive afvist eller forladt, som rent faktisk gør dig utilgængelig selvom du altså ikke selv føler at du er spor utilgængelig, men måske nærmest føler det modsatte.
Det kan også være det omvendte, nemlig at du går rundt med en skjult frygt for at blive kvalt og opslugt af et forhold, og at denne frygt der gør dig utilgængelig i en eller anden grad så du altså trækker andre utilgængelige.
Og det kan, som sagt, sagtens gå hånd i hånd med at man føler at man giver rigtigt meget, elsker alt for meget og virkelig vil det hele, fordi vi ikke selv er klar over at vores egne underliggende ængstelser også gør os selv utilgængelige.

 

Det eneste der er at gøre, er at begynde at grave dybt i sig selv.
Jeg har gjort det, at når jeg følte at jeg blev ved med at rende ind i den samme type ubehagelige situationer, så har jeg forsøgt at gribe den an på en ”ny måde” hver gang.
Jeg har skrevet om flere af dem her på bloggen.
Der har blandt andet været situationer hvor jeg er blevet talt grimt og nedværdigende til, hvor jeg i den ene situation prøvede at gribe det an med ikke at gøre noget og bare lade stå til og lade det ske. Men mit bæger flød over og jeg endte med at gå amok i et raserianfald som gik udover alle de forkerte.

 

KONKLUSION: Læringen var ikke at jeg bare skulle ”æde det”.

 

I en anden situation forsøgte jeg med at styre mit temperament og ikke at gå til modangreb med grimme ord, men dog ”sige noget” således at jeg ikke igen ville opleve at mit bæger flød over som sidst.
MEN jeg kunne konkludere at mit blodtryk bestemt HELLER ikke faldt af at gøre det på den måde og at det jeg skulle lære nok heller ikke ”bare” var at ”styre mit temperament”, da situationen opstod igen, igen, igen bare ”i et par nye bukser” kort tid efter.

 

Denne gang prøvede jeg så med at tage mig selv i nakken og gå hen til vedkommende og spørge hvad årsagen til at han opførte sig sådan overfor mig var.
Jeg tog altså en direkte konfrontation, og spurgte ind til opførslen. Jeg lod vedkommende stå til ansvar for sine handlinger.
NB!! Jeg gjorde det uden at råbe eller anklage!!! Vigtig detalje.

 

Det hjalp.
Vedkommende forsøgte nemlig at glatte ud, men vigtigst af alt, det føltes godt indeni mig at jeg havde stået op for mig selv.

 

Jeg tror at det var det jeg skulle lære. At stå op for mig selv.
Noget jeg tit gør for andre, men sjældent gør for mig selv.

 

At jeg tror jeg har lært det jeg skal lære er ikke det samme som at jeg så aldrig igen vil opleve sådan en situation hvor jeg føler mig dårligt eller uretfærdigt behandlet, for det vil jeg formentlig nok, men så er kunsten den, at huske at bruge min ”nye metode” så jeg kan gøre den til en ny vane, og det gør jeg jo som bekendt ved at gentage den igen og igen, hver gang der opstår lignende situationer.
Når jeg har gjort det nok gange, og det er blevet en vane for mig at stå op for mig selv, så vil det automatisk -på nærmest magisk vis- følge med, at jeg yderst sjældent vil komme til at stå i situationer hvor jeg er nødt til at stå op for mig selv pga. dårlig behandling fra en anden.
I kid you not!

 

Hvorfor?! Det kan jeg simpelthen ikke forklare dig…
Det er nok noget med energien…
Den kommer jeg til lige om lidt.

 

Så altså humlen er, at i stedet for at vende tilbage til de nemme og vante ”løsninger” så som at lade stå til for så til sidst at kamme over i raserianfald, eller gå til modangreb, eller nogle af alle de andre taktikker jeg før har brugt, men som ikke har virket og ikke har føltes rart bagefter, så skal jeg huske mig selv på, hvor godt det gik dengang jeg prøvede med at stå op for mig selv, og gøre det samme igen.
Så jeg får skabt en ny og bedre vane.

 

Jeg er en people pleaser.
Jeg er hunde angst for at folk ikke skal kunne lide mig.
Dét skal jeg lære at give slip på.
Jeg skal lære at ikke alle behøver at kunne lide mig.
Og at det er vigtigere at jeg står op for mig selv, end at jeg forsøger at få alle til at kunne lide mig, for det ender som regel i et meget værre scenarie hvor personen jeg bør sige fra overfor alligevel vil ende op med at synes at jeg er en kæmpe klovn.

 

Håber du forstår hvad jeg mener her.

 

Der jeg vil hen med det her, det er, at for at kunne eksperimentere med det her, så er jeg nødt til at have gravet lidt i mit eget indre, for at vide hvilke svagheder jeg skal kigge efter.
For det er de steder hvor jeg er svag, at jeg har noget at lære.

 

Jeg må have kendskab til mig selv, for bedre at kunne justere på mig selv. Det giver nærmest sig selv, ikke?

 

God søndag
/Hanne ❤

 

Et af de mest essentielle værktøjer til at skabe forandring i sit liv, det er at gå og lytte til inspiration.
Det er ikke nok kun at læse selvhjælpsbøger. Man glemmer det alt for hurtigt igen og det implementerer sig ikke i ens "system".
Der er brug for gentagelser. Mange gentagelser, og den nemmeste måde er ved at lytte.
Fordi, når du lytter kan du foretage dig andre ting samtidig.
Du kan lytte når du træner, når du kører fra A til B, når du laver mad, når du er i bad, når du laver rutinepræget arbejde, lige inden du skal sove, lige når du vågner osv. osv.

Find masser af lytte-guld til at hjælpe dig med at nå dine mål og få opfyldt dine dybeste ønsker, f.eks. på YouTube. Det har jeg selv gjort og gør det stadig.

Vidste du at du også kan abonnere på mine ugentlige blogindlæg, og få dem på lyd?!

Se mere her:

Søndags-Support Lydabonnement

Du får også adgang til en lukket Facebookgruppe

Tilbage til bloggen

Historien om dig

by

HISTORIEN OM DIG

Hvad er din historie

Blogindlæg fra Søndags-Support 19. februar 2017

Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

En af de bedste ting vi kan gøre for os selv hvis vi godt kunne tænke os nogle ændringer i vores liv....

 

...det er at lære at fortælle nye historier om os selv...

 

I stedet for at sige ”Jeg er ikke god til det med mænd/kvinder”,  ”jeg finder aldrig en kæreste”,  ”jeg er vildt dårlig til at skabe kontakt til mænd” , ”jeg møder aldrig en ny mand for jeg ved ikke hvor eller hvordan” eller  ”jeg har virkelig været uheldig i kærlighed” som bare er et beskedent udpluk af  nogle af de historier jeg selv  har gået og fortalt om mig selv i forhold til kærlighed og parforhold.

 

Det er historier der er fuld af ”dårlige forslag” og begrænsninger.

 

Og kærligheden er jo kun en brøkdel af livet.
Så er der job og karriere, penge og økonomi, venner og kolleger, børn og familie, fritidsliv og træning osv. osv.
Jeg tør slet ikke begynde at remse alle de åndssvage historier op, som jeg har fortalt om mig selv på disse områder, og som har begrænset mig på det groveste og faktisk nogle gange været deciderede stopklodser.

 

Fordi ved du hvad der sker?
Når du fortæller sådan nogle historier om dig selv, så bliver det en sovepille. Det er en direkte invitation til at give op...
For hvis alle de gode mænd er optagede, så kan jeg jo lige så godt lade være med at kæmpe for det...
Og hvis jeg alligevel aldrig bliver rig, så kan jeg jo lige så godt lade være med at prøve så hårdt...
Og hvis jeg alligevel ikke er dygtig nok til at jeg kan få Mærsk som kunde, så behøver jeg jo ikke dygtiggøre mig yderligere...
Og hvis jeg alligevel aldrig bliver sådan en der kan løbe 10 km i streg, så er der jo ingen grund til at træne det...
Og hvis jeg ikke er god til at være alene, så må jeg jo bare tage hvad der er...

 

Når jeg fortæller begrænsende historier om mig selv, så:

 

1 - Har jeg allerede taget beslutningen (Kan ikke xxx, er ikke xxx, gør ikke xxx, kommer aldrig til at xxx osv)

2 - Jeg forhindrer mig selv i at udvikle mig

3 - Jeg overbeviser mit ubevidste sind

 

Så derfor:
Når jeg fortæller de her historier så stigmatiserer jeg mig selv.
Jeg giver mig selv et stempel som er med til at fastholde mig i den begrænsning jeg går og tror jeg har.
(Min tro/ overbevisning om mine begrænsninger kan stamme mange steder fra: Mine forældre, klassekammerater der drillede mig, pædagoger, egne tidligere erfaringer og oplevelser)
Men når jeg gentagene gange siger: ”jeg er ikke god til...”, ”jeg finder aldrig...”, ”jeg kan ikke...”, ”jeg er ikke sådan en der...”, "jeg har ikke mulighed for...", "for mig duer det ikke at..." så skaber jeg faktisk en forventning hos mig selv om at ”sådan er det” eller ”sådan er jeg” og på den måde bliver det faktisk en slags selvopfyldende profeti som i sin yderste konsekvens smadrer alle muligheder for at opnå, få, gøre, blive, have og kunne de ting jeg ønsker mig i livet.

 

Jeg har også talt en del om selvkærlighed her i Søndags-Supporten, og det gør jeg fordi mange fornægter at de ikke skulle være selvkærlige.
(Fornægtelse er når vi er dér hvor vi ikke engang er klar over at vi lyver for os selv... Så selvfornægtelsen er svær at få bugt med, for vi kan ikke selv se den)

 

Men så lad mig sige det på denne her måde:
Hvis du fortæller lignende historier om dig selv, som dem jeg lige indledte med her, så er du ikke selvkærlig.
Slut prut.
Og når du fortæller de her historier, så skaber du en ”persona” som jeg er sikker på at du grundlæggende ikke har lyst til at være.
Kan du se det ikke-selvkærlige?

 

Man begynder nemlig at identificere sig med disse historier og lige pludselig bliver man hende der er helt håbløs til det med mænd og som bare er rigtig uheldig i kærlighed, selvom man ikke har lyst til at være det.

 

Eller hende der bare aldrig har en rød reje, eller hende der bare altid vejer 10 kilo for meget, eller hende der bare må leve med et job hun hader...

 

Det gør det nemt for en... For så behøver man jo ikke gøre mere. Man er et stakkels offer for omstændigheder.

 

Bum...

 

Det bliver ens virkelighed.
Og det gør det fordi man -ubevidst- agerer ud fra denne her ”sandhed” som man jo selv går og fortæller om sig selv hele tiden.  Og fordi man selv har sagt det, fortalt det og tænkt det nok gange...
Hvis din overbevisning er at "det er håbløst", så agrerer du ud fra det, og det kunne måske være ved f.eks. at forholde dig passiv og opgive at kæmpe eller arbejde for noget... For det er jo håbløst... Og ja, så bliver det sjovt nok håbløst... Og sandt.

 

Så er man bare pludselig bare den person der ikke kan dit og dat og som er håbløs til dette og hint.
Og en person der selv synes hun er håbløs til det med mænd vil jo heller ikke henvende sig til den lækre sag der står oppe i baren. Eller skrive til ham den dejlige man lige faldt over på en vens Facebookprofil.

Og som jeg sagde, så skaber man -ubevidst- en forventning hos sig selv, med de historier man fortæller om sig selv, og hvis forventningen er at man aldrig kommer til at møde en så handler man -også ubevidst- ud fra dén forventning, og det fører næppe til nogle store romantiske eventyr.

 

Forstår du hvor jeg vil hen?

 

Så hvis du er en af dem der fortæller historier om dig selv som ikke er på linje med det du gerne vil i livet -det kan som jeg nævnte før også være på alle mulige andre fronter end kærlighedsfronten- så skal du begynde at fortælle en ny historie.
En historie der er på linje med det du gerne vil i livet.

 

Det vil altså sige, hvis du gerne vil have dig en kæreste, så er det ikke på linje med det ønske, at gå og sige at du aldrig finder en kæreste eller at du er rigtig uheldig i kærlighed.

 

Vær opmærksom på at vi er ikke ude i at du skal begynde at sige ”jeg er bare vildt god til det med mænd” når du inderst inde føler at du ikke er, eller  ”jeg kan sagtens løbe 10 km” hvis du godt ved du ikke kan det.
Det vil ikke virke, for det er ikke på linje med hvordan du har det indeni.

 

Så Lad mig lige forklare nærmere:

 

1 - Okay, hvordan får man så lige fortalt en ny historie? 
2 - Og hvad mener jeg egentlig når jeg siger at man fortæller historier?

 

Lad os lige starte med det sidste, altså nummer 2, bare for at være besværlig.
Når jeg siger ”fortælle historier” så mener jeg egentlig bare de ting man går og siger i det daglige, både inde i sit eget hoved og til venner, kolleger og familie. Også det man skriver. Det kan være i sms’er, i mails, på fjæsbog, på Insta, på Twitter eller i en dagbog.

 

Dine tanker har en uendelig stor kraft, for når du tænker dem nok gange, så koder de sig ind i din underbevidsthed (Altså dit ubevidste sind som er det der kører på autopilot) som en overbevisning. Og så bliver den først rigtig udfordrende at komme af med igen. Men det er muligt, så hæng på lidt endnu.

 

Dine ”historier” er jo faktisk bare dine tanker udtrykt med ord.
Nogen vil mene at den udtrykte tanke-det sagte eller det skrevne- er endnu stærkere end selve tanken.
Derfor er det vigtigt at vi vælger det vi tænker, siger og skriver med omhu.
Så begynd at blive lidt mere bevidst om hvad du tænker, siger og skriver. Læg mærke til det. Giv det ”bevidst opmærksomhed”. For først når du er klar over hvad du egentlig går og tænker, siger og skriver, kan du ændre på det.
Ikke før.

 

Vi risikerer at fastholde os selv i nogle rigtigt ulykkelige omstændigheder hvis ikke vi får ændret negative og begrænsende tankemønstre, og det er jo ikke hensigten, vel?
Så når du fortæller dine veninder -igen og igen- at du også bare er max uheldig i kærlighed, så er det jo ikke fordi du har lyst til fortsat at være det?
Nej, selvfølgelig ikke.
Men det er altså netop dét der er stor risiko for vil ske...  Yeps...

 

Så langt så godt.
Så hvad skal du så gøre i stedet for?

Nu kommer vi så til nummer 1: Hvordan fortæller du en ny historie?

 

Lad mig forsøge at komme med nogle helt konkrete eksempler på historier jeg er begyndt at fortælle om mig selv, i stedet for dem jeg plejede at fortælle. (Altså dem jeg indledte indlægget med om hvor håbløs jeg var til det med mænd)

 

De kommer her:

  • Jeg bliver bedre og bedre til det med mænd
  • Jeg kan selvfølgelig godt finde ud af det med mænd hvis bare jeg vil
  • Jeg skal nok finde mig en ny kæreste så snart jeg er klar og så snart det er tid
  • Der er selvfølgelig også en rigtig god og dejlig mand til mig
  • Jeg har masser at byde på og er et kæmpe catch for den rigtige mand
  • Jeg kan møde en ny kæreste hvor som helst og når som helst
  • Jeg kunne møde ham i svingdøren til Magasin eller over køledisken i Netto
  • Jeg kan møde ham på gaden, gennem venner på Facebook eller andre steder på nettet
  • Jeg bekymrer mig ikke om hvordan jeg skal møde en mand eller hvor, jeg stoler fuldt ud på at jeg nok skal møde ham når tid er
  • Jeg har haft lige præcis de oplevelser i kærlighed, som var nødvendige for at lære mig det jeg havde brug for at lære, uden de oplevelser -på godt og ondt- ville der have været vigtige lektioner jeg ikke havde fået, så det har været fuldstændigt som det skulle være
  • Det har været godt for mig at være igennem de brud jeg har været igennem, for de har lært mig noget og bragt mig endnu tættere på at få total klarhed over og vished om præcis hvilken type mand jeg gerne vil dele mit liv med
  • Nu er jeg klar til at møde kærligheden med åbne arme, jeg tør være mig selv, jeg tør vise min sårbarhed, jeg står ved hvem jeg er og jeg er 100 % tro mod mig selv og jeg går ikke på kompromis med de ønsker og behov der er vigtige for mig
  • Kærligheden kommer nemt og problemfrit til mig

 

Og det kan godt være at jeg ikke er helt overbevist om de her nye historier de første 10 gange jeg tænker dem inde i mit hoved eller siger dem højt til en ven eller til mig selv, men hvis jeg insisterer og jeg bliver ved med at sige det, så begynder jeg så småt at tro på det og skabe en ny og bedre forventning inde i mig selv.

 

MEN! Som jeg også var inde på tidligere, så kan man godt være et sted hvor at sige de ting vil ligge så langt fra ens nuværende overbevisning, at det vil føles helt forkert at sige dem, og så er der overhængende fare for at det vil have nul effekt eller i værste fald have den modsatte effekt. Og det er vi jo ikke interesserede i.

 

Så derfor:
Hvis du har det rigtigt dårligt med at fortælle de nye gode historier, og de ligger alt for langt fra hvordan du har det inden i, så sig i stedet noget i retningen af den allerførste sætning jeg skrev, nemlig:
”Jeg bliver bedre og bedre til at...” eller ”jeg begynder at...”

 

Så det kunne altså se således ud:

  • Jeg begynder at tro mere og mere på at der selvfølgelig også er en god mand til mig
  • Jeg bliver bedre og bedre til det der med mænd
  • Jeg begynder at tro mere og mere på at jeg kan møde en ny kæreste hvor som helst og når som helst
  • Jeg bliver bedre og bedre til at se det gode ved de svære ting jeg har været i gennem

Osv.

 

Nye -og bedre- forventninger vil give mig den stikmodsatte overbevisning end den gamle at handle og agere ud fra.
Den ”persona” jeg får skabt nu, med mine nye historier, hun tør sgu godt gå op og sige "hej" i baren, og hun er ikke bange for en afvisning, for hun ved hvad hun er værd og hun ved at der også er en ”eneste ene” til hende et sted derude, og hun sidder ikke hver søndag og piber over at hun er alene og misunder alle kæresteparrene der rigtigt søndags-hygger sammen mens hun sidder derhjemme alene, og hun går ikke og bruger al sin energi på at jagte en kæreste, hun søger, men hun jagter ikke, for hun hviler i sig selv og hun ved at det nok skal komme, for hun har fuld tillid til livet, i stedet finder hun en masse andet pragtfuldt som hun kan tage sig tid til og som hun med sikkerhed ikke vil få nær så meget tid til når ham den dejlige gør sin entré i hendes liv!

Amen!

-Og god søndag. 😀

/Hanne❤

 

Bonusværktøj:

Stop med at fremhæve de ting du ikke ønsker i dit liv.
Hvis du ønsker kærlighed, så stop med at dele artikler, citater og blogindlæg om ulykkelig kærlighed eller om hvor hårdt og svært det der med kærlighed er, eller om hvor dumme og håbløse det modsatte køn er. (Eller det samme køn hvis du er homoseksuel selvfølgelig ❤)

 

Hvis du ønsker mere velstand, så stop med at dele artikler om hvor dumme og onde mennesker med penge er, eller hvor dumme og onde penge i sig selv er. Find artikler hvor mennesker med penge gør noget godt med nogle af deres mange penge.
Jeg modtager f.eks. ”Gates Notes” fra Bill og Melinda Gates hvor de fortæller om hvordan de bruger nogle af deres mange penge på at hjælpe med at udrydde malaria. Se her: https://www.gatesnotes.com/2016-Annual-Letter
Søg information om hvordan man tjener penge i stedet for at klynge dig til information om at penge er roden til alt ondt. (Jeg har selv været hende ”klynkeren”, og jeg skal love dig for at min økonomi er i bedring efter at jeg er hold op med at klynke og begyndt på at ændre mit penge-mindset, altså mine overbevisninger om penge.)
Penge er ikke roden til alt ondt, det er måden nogle mennesker bruger deres magt og penge på der er modbydelig. Ikke pengene.

 

Hvis du ønsker et andet job, så stop med at tale om hvor træt du er af dit nuværende job. Find alle de lyse sider du overhovedet kan ved det job du har nu, og jo, det kan du godt(!!), og tal om dem.
Og s begynd at søg nye veje i mellemtiden, men lad være med at søge i samme retning. Vær nu tro mod dig selv når du leder efter nyt. Hvis du ikke ved hvad du vil, så brug dit krudt på at finde ud af det, i stedet for at søge et nyt sted hen hvor du alligevel er utilfreds om et halvt år igen.

 

Fremhæv det du elsker i stedet for at angribe det du hader.

 

Tal om det du ønsker fremfor at tale om det du ikke ønsker.
Del mere af det du synes er fedt og godt i stedet for at dele alt det du afskyr, foragter og hader.
Skiv om det du ønsker, tænk på det!

 

Det vil gøre en KÆMPE forskel i dit liv og det vil hjælpe dig til at blive mere positiv og flytte dit fokus over på det der kan skubbe dig frem i livet fremfor det der holder dig tilbage. ❤

 

 

 

❤ ❤ ❤

Det har inspireret mig i denne uge:

What Makes You Special? | Mariana Atencio | TEDxUniversityofNevada

❤ ❤ ❤

 

/Hanne ❤

 

Et af de mest essentielle værktøjer til at skabe forandring i sit liv, det er at gå og lytte til inspiration.
Det er ikke nok kun at læse selvhjælpsbøger. Man glemmer det alt for hurtigt igen og det implementerer sig ikke i ens "system".
Der er brug for gentagelser. Mange gentagelser, og den nemmeste måde er ved at lytte.
Fordi, når du lytter kan du foretage dig andre ting samtidig.
Du kan lytte når du træner, når du kører fra A til B, når du laver mad, når du er i bad, når du laver rutinepræget arbejde, lige inden du skal sove, lige når du vågner osv. osv.

Find masser af lytte-guld til at hjælpe dig med at nå dine mål og få opfyldt dine dybeste ønsker, f.eks. på YouTube. Det har jeg selv gjort og gør det stadig.

Vidste du at du også kan abonnere på mine ugentlige blogindlæg, og få dem på lyd?!

Se mere her:

Søndags-Support Lydabonnement

Du får også adgang til en lukket Facebookgruppe

Tilbage til bloggen

Skab et bedre liv for dig selv -MIN BARE R**!!!

by

SKAB ET BEDRE LIV FOR DIG SELV -MIN BARE R**!!!

At skabe et liv der harmonerer med vores indre og tilfredsstiller vores sjæl er en yderst sjælden bedrif, fordi vi ikke forstår hvad det vil sige og ikke aner hvordan man gør...

Blogindlæg fra Søndags-Support 15. APRIL 2018

Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

 

Skab et bedre liv for dig selv, min bare r*v!!!

 

Er du også træt af at høre sætninger som ”du skaber selv dit liv” ya-da, ya-da?
Det forstår jeg godt.
Det var jeg selv.
Som regel trak jeg offerkortet når jeg hørte den slags ”ævl”:
”Jeg har fandme ikke selv skabt alt det lort jeg er gået igennem! Mit liv har budt mig så megen modbydelig modgang, har jeg måske selv skabt det?! Er det min egen skyld eller hvad!? Og hvordan skal jeg kunne skabe noget andet og bedre, med de kort jeg har på hånden!?”

 

Det -eller noget i den dur- har været min umiddelbare reaktion, hvad enten det har drejet sig om mit held, eller mangel på samme, mit udfordrede -nærmest ikkeeksisterende- kærlighedsliv, min barnløshed, mine selvdestruktive mønstre, min dårlige økonomi, min vægt, mit udseende, mit helbred, min jobsituation og karriere, eller min fabelagtige evne til at fucke up i relationer til både venner, kærester og familie.

Så jeg ved præcis hvordan du har det, hvis du synes det er pænt træls at høre på at du selv skaber dit liv

 

Hvis du har læst med her på bloggen i længere tid, så ved du at jeg ikke er en af dem der har haft det skide nemt (og JEG ved at det er et faktum at mange -alt, alt, alt for mange- kan sige det samme) og du vil vide at jeg har kæmpet det meste af livet for bare at holde sammen på mig selv og holde hovedet oven vande, og det har ødelagt- og slidt på mig selv og på andre, og selvom jeg har været tapper og stædig, så lykkedes det mig aldrig rigtigt at opnå den der fredfyldte følelse af fuldendthed og lykke i andet end få, flygtige øjeblikke, som så -oftest- var et produkt af noget udenfor mig selv, og dermed ikke noget jeg var herre over.
Det gjorde mig afhængig.
Afhængig af andre.
Af det de kunne give mig. Eller rettere, den følelse de kunne give mig.
Og dét skabte et helt skævt, absurd og misforstået fundament af tillærte ”strategier” for hvordan jeg skulle få det jeg cravede så forfærdeligt; kærlighed, anerkendelse og opmærksomhed…

 

Jeg husker en følelse jeg fik meget tidligt i livet og den vil jeg fortælle dig om i dag.
Den danner grundlaget for den måde jeg tænker på og for alt det jeg tror jeg skal, og alt det, jeg tror, er nødvendigt, for at jeg kan have det godt.

 

Det er tanker jeg ved mange andre også har, men jeg ved også at de færreste vil indrømme det.

 

Jeg vil også give dig et bud på hvorfor man bliver så træt i sit lille kranie når man hører selvhjælpsbudskaber a la ”du skaber selv dit liv”.
For mig handlede det om at jeg simpelthen ikke havde forstået kernen af det her udsagn.

 

Jeg tror det druknede i alt den perfektionisme disse budskaber ofte kommer pakket ind i.
Det kan både være coachen/terapeuten der i sig selv sidder og ser -alt for- perfekt ud, eller at billederne han/hun bruger til at formidle det med er billeder af unge, smukke -tilsyneladende- fejlfrie modeller med glat hud iført flagrende blomsterkjoler, dansende rundt i gylden bokeh belysning, alt sammen sat op i et indbydende, lyserødt websiteunivers.
Og selvom det talte nok så meget til min æstetiske sanser, så kunne jeg SLET ikke genkende mig selv i det, og derfor kunne jeg heller ikke tage det til mig.
Jeg kunne kun foragte, hade og se ned på det.

 

Da jeg var helt ung, i starten af mine teenageår, der havde jeg allerede gennemgået oplevelser de fleste nok helst ville være foruden.
En af dem var mobning.
Det tog alt for mange år for både min mor og lærerne at forstå at jeg var ved at gå i stykker af det.
Men i femte klasse blev der endelig taget aktion på det, og jeg skiftede skole.
Der har jeg så været omkring 11-12 år.
Jeg husker at jeg tænkte meget på hvilke repressalier jeg ville blive udsat for, hvis jeg mødte nogle af mine gamle klassekammerater på gaden.
Det i sig selv, var frygteligt stressfuldt og det var slet ikke noget nogle af de voksne omkring mig, kunne sætte sig ind i.
Men for en 12-årig er det et spørgsmål om liv eller død.
Sådan oplevede jeg det i hvert fald.
Sæt nu at det hele ville blive endnu værre.
Sæt nu de ville gøre noget rigtigt grimt ved mig hvis jeg mødte dem alene på gaden, uden en voksen.
Hvad ville de sige?
Hvad ville de gøre?!
Jeg husker tiden omkring skoleskiftet som ekstremt angstfyldt; både frygten for hævnagter fra de gamle klassekammerater, men også frygten for at starte et nyt sted.
Til min store forskrækkelse, opdagede jeg at flere af dem der havde mobbet mig på fritidshjemmet, rent faktisk gik på den nye skole og nogle af dem gik tilmed i den nye klasse.

 

Jeg var doomed!
Og jeg var rædselsslagen!

 

Voldsomme følelser (med et højt energiniveau) som dem jeg beskriver nu, de prenter sig som regel ind i vores underbevidsthed, netop fordi de er så voldsomme, og hvis ikke vi har et sted at komme af med denne energi (frygten/følelserne) så vil det sætte sig som et traume i kroppen, som jeg også fortalte dig om sidste søndag.

 

Jeg var ”heldig”. For jeg blev ikke drillet af de nye klassekammerater, tværtimod, de tog godt imod mig (Jeg gjorde også noget for det, det kom ikke bare ”af sig selv”, men det er en helt anden historie) og jeg blev heldigvis aldrig udsat for repressalier. Men traumet, det var -og er- der stadig, fordi frygten var så intens som den var.
Det betød at jeg tillærte mig selv nogle ”strategier” for at overleve. Strategier baseret på frygt, sorg og smerte. Strategier som jeg -desværre- stadig benytter mig af den dag i dag, men som jeg arbejder på at lave om.

 

Få år efter skoleskiftet, da jeg var de her 13-14 år, bliver jeg tilbudt at være med som vært i et tv program på DR der hed ”Børn Laver tv”. Og dengang var DR nærmest den eneste kanal vi havde, lige bortset fra Sverige 1 og 2, så det var STORT!!!
Det var på mit fritidshjem (jeps, dengang kunne man gå på fritidshjem til man var 14!!) at vi havde vores egen lille ”tv station” hvor vi lavede en masse -syntes vi selv- sjove indslag, men også en masse seriøse interviews (Jeg lavede blandt andet et interview med en af den tids store politikere, Pelle Jarmer, som i mine øjne var en rigtig skurk, hahaha)
Det var disse videoer der blandt andet blev vist i programmet ”Børn laver tv” og jeg var altså både med i indholdet og med som vært.

 

En dag hvor vi er ude og lave nogle optagelser til programmet, så sker der det, at en af mine gamle klassekammerater, en af dem der havde drillet mig meget, han går forbi på gaden, der hvor vi står og filmer.
Jeg husker suget i maven.
Suget af frygt.
Tankerne: ”hvad nu!? Shit, hvad gør jeg?!”
Men samtidig følte jeg mig sikker, fordi der var voksne omkring mig. Faktisk var der et helt filmhold fra DR! Så det var "seje" voksne. Sådan nogle der var lidt cool at stå sammen med.
Jeg husker det som var det i går; han gik stormåbende forbi.
Lige dér, der var det som om jeg kunne høre englene synge i kor.

Som om jeg var ”hævet” over ham.
Endelig!
Jeg kunne nærmest mærke hans forbavselse og misundelse og jeg følte mig totalt urørlig og uovervindelig.
Det var magisk!
Jeg tror faktisk ovenikøbet at han smilte og sagde ”hej!”
Jeg var i himlen.

 

Det, jeg havde været allermest bange for (altså at møde en eller flere af dem på gaden) var nu sket, og med et helt andet udfald end det jeg havde frygtet, det var bedste Ricki Lake stil mundet ud i et fænomenalt ”den der ler sidst ler bedst” scenarie som jeg ikke engang havde turdet drømme om.

 

YOU BULLIED ME, BUT LOOK AT ME NOW!

Kan du se talkshowet for dig?!

 

Det kunne jeg.
Og den følelse jeg fik der, den dannede grundlaget for hvad jeg kom til at tro på der skulle til, for at jeg var værd at elske…
Og jeg ved at rigtigt mange har haft nøjagtigt de samme tanker:
Jeg troede at jeg var nødt til at blive ”kendt” før folk kunne elske mig. Jeg var nødt til at ”være noget ved musikken” for at få venner, og for overhovedet at have en eksistensberettigelse…

 

Men…
For der er jo altid et men…
Jeg er et produkt af et samfund hvor man ikke skal tro man er noget, og den rettesnor er jo i direkte modstrid med idéen om at ”ville være kendt”.
Det inviterede nærmest til en livslang, udmattende indre kamp hvor jeg konstant benægtede og undertrykte de drømme jeg havde om at ”blive noget stort”, så meget at jeg i stedet foragtede idéen og i særlig grad foragtede andre der havde den slags drømme og håb.
Det betød, at jeg foragtede mig selv.
Dén del af mig selv…
Den del af mig selv der turde drømme.
Den del af mig selv der havde en ambition og et mål.
Fordi jeg var opdraget til at se ned på det…

 

Så i et miskmask af selvhad, selvforagt og undertrykte drømme, har jeg slentret igennem livet og troet at jeg kunne blive lykkelig alligevel.

 

Jeg forstod ikke at jeg ikke behøvede at være supermodel eller Hollywoodskuespiller for at være god nok, og jeg forstod heller ikke at det var helt okay at have en drøm om at blive supermodel eller Hollywood skuespiller!

 

Og begge dele er sandt.
Jeg behøver ikke være kendt for at blive elsket.
Og jeg er ikke en stor nar hvis jeg gerne vil være noget stort.

 

Kernen i det her at vi ”skaber” vores liv med vores perspektiver.

 

Hvis jeg ser verden fra et sted hvor jeg er nødt til at være ”noget stort” for at være god nok, så vil jeg for altid være en fiasko hvis ikke jeg bliver det.
Og dén ulykkelighed har jeg selv skabt med mit snævre syn på hvad det vil sige at være god nok og altså i sidste ende være lykkelig.
Og det værste ved det her er, at hvis jeg nu var gået hen og var blevet noget stort, så var jeg med statsgaranti løbet ind i den hårde realitet, at det ikke havde den ventede effekt og ikke fik mig til at føle mig mere værdig eller lykkelig for den sags skyld.
De mange kendisser der døjer med dybe depressioner, stof- og alkoholmisbrug, hvoraf flere når helt derud hvor de begår selvmord, er jo en sørgelig bekræftelse af dén realitet.
Rigdom, overflod og berømmelse gør os ikke mere værdige og lykkelige, det kan gøre livet lettere og til tider sjovere, bevares, men det gør os ikke mere lykkelige.
Lykken skal komme indefra, og det gør du ved at ”indstille dit perspektiv”.
Det er den måde du ”skaber” på.
Med din opfattelse.
Dit perspektiv.

 

Du behøver ikke have babyhud, veje 45 kg og hoppe rundt på en gul blomstereng i gyldent solskær med en flagrende, gennemsig kjole på, for at være fucking glad og lykkelig!
Men hvis dit perspektiv er indstillet på det, fordi -i øvrigt velmenende- selvhjælpsterapeuter uheldigvis er med til at fremlægge dét billede, så vil du for altid fejle, hvis ikke du er yndig, lille sylfide i silkekjole, happy-go-lucky dansende i solnedgang med lange, gyldne lokker sexet svajende i brisen.

 

Fuck det!
Glem det!
Indstil dit perspektiv.
SÅ kan du skabe!

 

Som jeg skrev tidligere, så gjorde jeg også noget for at ”skabe” et bedre liv for mig selv, da jeg kom ind i den nye klasse.
Ganske kort, så kan jeg fortælle at jeg begyndte at lave nogle ting om ved mig selv.
Jeg prøvede at huske på nogle af de ting jeg havde fået ad vide af de voksne at ”der var galt med mig”, og så undertrykke dem.
Og det er jo både godt og skidt.
Godt, fordi det virkede.
Skidt fordi jeg undertrykte en kæmpe stor del af mig selv.
Så jeg kunne blive elsket.
Så jeg kunne få lov til at være en del af fællesskabet.
Prisen var at jeg udviklede en kæmpe foragt for den ”forkerte” del af mig selv, og det er der RIGTIGT mange af os har gjort.
Og vi får det ikke bedre før vi lære at elske den del.
Vi får det ikke bedre før vi erkender den del, tager den til os og tager ejerskab over den.
Når vi har gjort det, så kan vi begynde at lave om på den, hvis det er det der skal til.
For vi må forstå, at nogle af de undertrykte, ”forkerte” dele af os selv, slet ikke er spor forkerte, det er bare noget andre synes, og ikke nødvendigvis en noget der er sandt.
Andre af de undertrykte dele kan måske godt være ”forkerte”, forstået på den måde at det er dele som skader, sårer eller underminerer andre. Det kan være grådighed, dovenskab, generthed, pessimisme, selvretfærdighed, egoisme, magtsyge, falskhed, skinsyge og neurotisk, løgnagtig, selvoptaget, nærtagende, kontrollerende, kommanderende eller dominerende adfærd.
Men det er dele vi alle sammen besidder, hvad enten vi vil det eller ej!
Så snart vi erkender det, og er okay med det, så kan vi arbejde videre mod det at ”skabe”.
Så kan vi begynde at indstille vores perspektiver, og gå på opdagelse i hvad det er vi selv gerne vil være, og ikke hvad det er der forventes af os, hvorfor vi gerne vil være det, og hvordan.

 

Jeg ved det er skide svært, men prøv at lade være med at lade dig farve af glansbilleder.
Vær den du er.
Du er den eneste af din slags, og det ville være så synd hvis du gik til spilde.
Din sjæl, din kilde, dit univers og dit hjerte skal nok hjælpe dig og vise dig vej, vær aldrig i tvivl om det.
Det eneste du skal gøre er at elske og acceptere HELE dig, og indstille dit perspektiv.

 

God søndag

 

/Hanne ❤

 

 

SÅDAN HELER DU DIT HJERTE

4-ugers online videokursus om at få helet sit hjerte og komme ovenpå - HURTIGT!

 

Har du fået knust dit hjerte og føler du ikke at du rigtigt kan komme videre?
Tro mig, jeg ved præcis hvordan det er at sidde fast i en krise, og jeg ved af bitter erfaring at det kan tage årevis at få det ud af systemet, hvis man overhovedet får det!


I 2015 fik jeg sønderknust mit hjerte igen, og jeg troede aldrig at jeg skulle rejse mig op igen!


Men det gjorde jeg, og på trods af at jeg var hele vejen forbi psykiatrisk skadestue, da jeg ikke ønskede at fortsætte med livet, så er jeg aldrig kommet så hurtigt ovenpå igen, som jeg gjorde denne gang.


”Hemmeligheden” er, at jeg gjorde noget andet end jeg plejer at gøre når jeg har kærestesorg og krise.

Det var som ren magi for både min krop og min sjæl.
En oplevelse jeg virkelig trængte til men også en oplevelse der vendte op og ned på hele mit liv og fuldstændigt forandrede mig for altid.

 

Alt hvad jeg lærte af denne krise og alt hvad jeg gjorde af ting for at komme ud af den, det deler jeg med dig i dette onlineforløb.

 

Det er et videokursus delt op i 4 moduler.
Det er nemt at gå til og det hele ligger også som lydfiler så du kan lytte til det imens du er på farten.
Der er også masser af små nemme - men effektive- øvelser som du nemt kan lave i hverdagen og som vil fremskynde din helingsproces helt vanvittigt!

Læs mere her: Sådan Heler Du Dit Hjerte - 4 ugers onlineforløb

 

Et af de mest essentielle værktøjer til at skabe forandring i sit liv, det er at gå og lytte til inspiration.


Det er ikke nok kun at læse selvhjælpsbøger. Man glemmer det alt for hurtigt igen og det implementerer sig ikke i ens "system".


Der er brug for gentagelser. Mange gentagelser, og den nemmeste måde er ved at lytte.
Fordi, når du lytter kan du foretage dig andre ting samtidig.
Du kan lytte når du træner, når du kører fra A til B, når du laver mad, når du er i bad, når du laver rutinepræget arbejde, lige inden du skal sove, lige når du vågner osv. osv.

Find masser af lytte-guld til at hjælpe dig med at nå dine mål og få opfyldt dine dybeste ønsker, f.eks. på YouTube. Det har jeg selv gjort og gør det stadig.

Vidste du at du også kan abonnere på mine ugentlige blogindlæg, og få dem på lyd?!

Se mere her:

Søndags-Support Lydabonnement

Du får også adgang til en lukket Facebookgruppe 

 ❤ ❤ 

Tilbage til bloggen

Det stærkeste jeg længe har set…

by

DET STÆRKESTE JEG LÆNGE HAR SET...

hvad man er lavet af_1200

Blogindlæg fra Søndags-Support 12. februar 2017

Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

 

Kære Ombygger,

I dag vil jeg ikke gøre det så langt, først vil jeg give dig dagens citat:

Fotograf Hanne Paludan Kristensen

Som det næste vil jeg invitere dig til at se nedenstående lille kortfilm. Jeg faldt over den på Facebook, så måske har du allerede set den, ellers gør det enedelig.
Den varer kun 16 minutter.
Men det er stærke 16 minutter.

 

Jeg begyndte at græde da jeg så denne her film. Det kan måske lyde lidt mærkeligt, for der er som sådan ikke noget at græde over.
Det der rørte mig er at jeg kender følelserne der bliver afbilledet i filmen rigtigt godt.
Og den gengiver dem bare AFSINDIGT enkelt og flot!

 

Angst!
Dødsangst.

 

Denne lille film den portrætterer menneskeligt potentiale på allerfineste vis.
Faktisk vil jeg påstå at den skildrer frygt og mod bedre end noget andet jeg har set længe.

 

Nogle gange når jeg løber de her OCR løb (Obstacle Course Race) som er sådan nogle "mudder-løb" med masser af forhindringer, så har jeg stået på fuldstændigt samme måde.
Fyldt med angst.
Angst for at dø eller blive slået til lirekassemand hvis noget gik galt.
Jeg har kæmpet særligt meget med en forhindring der hedder "Dragons Back" som er så skrækindjagende at jeg slet ikke turde tage den, første gang jeg stødte på den i et løb.
Jeg gik op på den, kiggede ned, og så sagde jeg bare "Tak, men nej tak" og gik pænt ned fra den igen.
2. Gang jeg stødte på den var på en indendørsbane og jeg brugte over en time på at samle mod til mig. Jeg stod bare oppe på den og kiggede ned, fuldstændigt som dem på vippen i filmen.
Diskuterede med mig selv, for og imod.
Blev opmuntret af de andre der var med.
Gik ned igen.
Så de andre gøre det.
Gik op igen.
Stod og kiggede ned.
Diskuterede lidt videre med mig selv.
For, imod.
Da der var gået lidt over en time med det, så sprang jeg sgu, og jeg græd da jeg kom over på den anden side.
Af lettelse.
Men også af stolthed og glæde. En slags flydende sejrsrus!
Og min krop rystede som et espeløv!
3. gang jeg mødte denne "obstacle fra helvede" brugte jeg igen en hel time, men denne gang var det udenfor i marts måneds bidende kulde.
Men jeg gjorde det!!!

Og dét har rykket mig, også mentalt. Fordi den sejr, glæde og stolthed jeg fik, den bærer jeg med mig i mit sind.

 

Denne her lille film viser ikke bare menneskets potentiale, men også hvordan vores sind kan bremse os i at "tage springet" fordi vi er hundeangst.
Den der "Dragons Back" jeg lige fortalte om, det er en total "mind-fucker" for den virker meget mere voldsom end den i virkeligheden er.
Når man står oppe på den føles den skrækindjagende, men når man først har sprunget tænker man:

 

"Var det ikke andet!?"

 

Og det faktum at jeg alligevel skulle bruge en time igen da jeg blev konfronteret med den 3. gang, siger jo lidt om hvor meget angsten styrede mig.
Jeg vidste jo at den ikke var så slem.
Alligevel kunne jeg næsten ikke få mig selv til det.

 

Ude i hverdagen kunne det oversættes til en situation hvor man er træt af sit arbejde og allerhelst bare gerne ville springe ud som selvstændig med noget som man brænder for.
Men man tør ikke fordi man er bange for ikke at lykkes og for at det vil føre til økonomisk ruin, eller at man vil fortryde og ikke kan få et job igen.
Virkeligheden er bare sjældent så slem som vi gør den til i vores sind.
Ofte er frygten helt overdimensioneret.
Alle de begrænsende overbevisninger der styrer.

 

Filmen viser virkelig nogle seje mennesker.
Jeg får et helt sug i maven hvergang nogle af dem bare gør det. 

 

Læg mærke til det unge par ca. 03:10 min inde i filmen, hvordan hun bakker ham op og hvordan han indrømmer at han "er fraværende" fordi han koncentrerer sig om at samle mod, men forsikrer hende om at det er beroligende at hun snakker til ham.
Det er så smukt... Moden kommunikation. Så fint, så fint. Virkelig noget mange kan lære af. Inklusiv mig selv.
Og den kontakt han har til sin krop. Han beskriver hvordan hans knæ bliver svage.
Igen, det viser hvor meget krop og følelser hænger sammen. -Husker du at jeg fortalte at følelser er kroppens sprog?
Det er følelsen af frygt der giver de gelé-agtige knæ.

 

Så er der damen i den blå badedragt ca. 07:05 inde i filmen. Hun er simpelthen for sej.
Præcis som at se mig på Dragons Back. Hun er bare meget mere sej end jeg var!!!
Se det!!
Det er fantastisk at se!
Hun VIL bare.
Det fortælller SÅ meget om hvad der sker med et menneske når beslutsomhed, viljestyrke og mod mødes i en dyyyyb vejtrækning!

Og hvor er det smukt med de to knægte ca. 08:35 inde i filmen hvor den ene siger "jeg elsker dig" til sin ven.
Det slog mig lige der, at det siger jeg faktisk aldrig til nogle af mine venner... Jeg skriver det engang imellem i fødselsdagskort og så'n... Men ellers ikke...
Det skal der laves om på!

 

WOW!

Tænk at sådan en simpel ting som at stå på en vippe kan fortælle så meget om mennesker, om sindet og om kroppen og hvordan det hænger sammen.
Ca. 12:40 inde i filmen bruger en kvinde nogle af de værktøjer jeg selv bruger hver dag!
Jeg håber at denne film vil tale til dig, som den gjorde til mig.

God søndag!

 

Klik her nedenfor for at se filmen:

Ten Meter Tower

By MAXIMILIEN VAN AERTRYCK and AXEL DANIELSON

 

/Hanne ❤

Tilbage til bloggen