Hjerte Under Ombygning

Modgang og ensomhed har overtaget mit sind – Og hvordan jeg får vendt det til selvudvikling

juni 17, 2018 by Hannah

ENSOMHED OG MODGANG HAR OVERTAGET MIT SIND - OG HVORDAN JEG FÅR VENDT DET TIL SELVUDVIKLING

  • Forside
  • Om Mig
  • Blog
    • Om denne blog
    • Læs på Dansk
  • Peptalks
    • Dating & Parforhold
    • Personlig Udvikling
    • Tanker & Følelser
    • Vaner & Mønstre
    • Helbred & Sundhed
  • Foredrag & Events
  • Shop
  • Kontakt
  • Facebook
  • Instagram
  • Twitter
Når udfordringertrigger

Søndags-Support 17. juni 2018
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

 

Hej alle I Ombyggere derude,

 

Søndagen er over os…

…Og ensomheden er over mig…
Så dén vil jeg grave dybere i denne søndag, og dele mine refleksioner og oplevelser omkring den, med dig.

 

Ensomhed kan være en pludselig, overvældende tristhedsfølelse der kommer skyllende indover dig fra tid anden, lige som den jeg beskrev sidste søndag.
Her fungerer det virkelig godt med det værktøj der blot er at tillade følelsen og give plads til den.
Jeg gør det ved at sige til mig selv at det er okay, enten højt eller inde i mit hoved, fuldstændigt som jeg beskrev det sidste søndag.
Mærkeligt nok så giver det altså en ekstrem lettelse. Det tager ligesom broden af følelsen så man ikke forgiftes af den.
Men ensomhed findes også i en dybere og lidt mere stædig version, som derfor er lidt sværere at deale med, end blot at sige til sig selv at det er okay, og det er den version jeg vil kigge på i dag.

 

Jeg er selv inde i en rigtig vanskelig periode lige pt. med mange store udfordringer der er kommet oveni hinanden, som alle involverer mange store følelser og som alle har det til fælles at der er rigtigt meget på spil. Det betyder også at jeg hele tiden bliver i tvivl om hvorvidt de beslutninger jeg træffer er de rigtige, som f.eks. da kæresten og jeg gik hver til sit for kort tid siden.
Jeg tror godt at vi alle sammen kender til det med at ting kommer i stimer, og når man rammer en stime af modgang, så kan det trigge nogle af de dybereliggende fundamentale udfordringer vi går med.

 

En svær tid som den jeg går igennem lige nu, den trigger også noget fundamentalt i mig.
Her er det så, at det jo egentlig gerne skulle være en fundamental iboende styrke der trigges, og som så bærer mig igennem modgangen og guider mig ud på den anden side, men hvis fundamentet er bygget på de forkerte byggesten, som f.eks at det er bygget af udfordringer fremfor styrker, så er det jo i sagens natur en dybereliggende udfordring der trigges fremfor en dybereliggende styrke og dét kan kun ende med at styrke min modgang mere end min fremgang.
Og det er præcis det jeg oplever nu: En noget dybere ensomhed end den forbigående ensomhedsfølelse jeg beskrev for dig i søndags, har ramt mig.

 

Den dybere ensomhedsfølelse jeg mærker nu, det er en fundamental følelse.
Altså en følelse der ”bor” fast inde i mig og som er en del af mit fundament.

 

Det siger næsten sig selv at det ikke er en god ting at have i sit fundament, for fundamentet er jo det vi skal støtte os op ad når krisen rammer, så vores fundament skal bestå af styrker og kvaliteter snarere end svagheder og minusser.

 

Så det skal jeg have gjort noget ved.
Denne her ende af mit fundament trænger til at blive bygget op på nye, mere solide byggesten.
Og det er det jeg er i gang med om som jeg gerne vil dele lidt af med dig i dag.
Og tro mig, det kan man godt, for jeg har gjort det før med andre dele af mit fundament.
Så hvis du har et skrøbeligt fundament, ligesom jeg har, så er dette indlæg nok læseværdigt for dig.

 

Min ensomhedsfølelse handler om at jeg ikke ved hvor jeg skal gå hen med mine udfordringer, og dét tror jeg er noget som rigtigt mange kender til og derfor tager jeg den op i dag fremfor at holde den for mig selv.
Helt konkret, så kunne det f.eks. være at du i en periode rammes af flere svære udfordringer der går dig rigtigt meget på, men at du føler det som om at der ikke er ét eneste af de problemer som du kan se hvem du skulle sparre med omkring det…
Du har ingen steder at gå hen med det…

…Og så begynder ensomhedsfølelsen altså lige så stille at banke på fordi man ligesom ”strander” helt alene med sine udfordringer…

Og dén version af ensomhedsfølelse kan være noget mere vedvarende, særligt hvis denne her følelse af at være alene og altid skulle klare alting for sig selv, er en del af ens fundament.

 

Man kan være nok så stærk, have et nok så stort netværk og nok så gode, tætte venner, men det er ikke ensbetydende med at ensomhed ikke kan ramme en hårdt lige i solar plexus…

 

Jeg oplever, at når jeg ikke med det samme kan sige ”Dét der kan jeg tale med X om” eller ”Dét der kan jeg lige ringe til Y om og få nogle gode råd med på vejen” så ryger jeg lynhurtigt over i den helt modsatte boldgade hvor jeg slet ikke kan se at der skulle være nogen som helst jeg kan snakke med om de ting som jeg går og bokser med; ”Lige det her emne tror jeg slet ikke at X vil kunne forstå”, ”Den her udfordring ved jeg bare at jeg ikke kan snakke med Y om”, ”Z er meget sød men jeg er ikke tryg ved at tale med hende om denne her slags problemer”, ”Dette er ikke noget jeg tror at X kan sætte sig ind i”, ”Jeg orker ikke at tage det her med Y for hun gider alligevel ikke lytte til det jeg kommer med”, ”Jeg ved bare hvad Z vil sige, og det er ikke det jeg har brug for at høre lige nu” osv. osv.

Du kender sikkert godt det ordsprog der siger noget i retningen af at det som regel er de sværeste tider der fører til de bedste øjeblikke i ens liv.

 

 

Jeg er selv stor fan af den ideologi og tankegang.
Når det så er sagt, så ved jeg alt om hvor vanskeligt det kan være at tro på når man står midt i krisen.
Jeg står der jo selv nu.
Det kan nærmest føles som en direkte fornærmende og negligerende floskel hvis man får stukket sådan en plade når livskrisen raser derud af og er lige ved at flå en midt over.

 

Men der er kun en der bestemmer hvordan jeg vil opfatte et budskab som det, og det er mig…

 

Vil jeg opfatte det negativt og bruge krudt på at blive fornærmet og irriteret, eller vil jeg opfatte det positivt og bruge det som en styrke og støttepæl?
Jeg vælger det sidste.
Jeg er begyndt at bruge den slags budskaber og tankegange som mit lys.
Som faklen der hjælper mig i den rigtige retning når jeg famler rundt i mørket.
Som lyset der kan anes for enden af tunnelen når jeg har mistet retning.

 

Jeg ved nemlig, at hvis min opfattelse er, at der nok skal komme noget godt ud af mine udfordringer på den anden side, og at de ikke vil være forgæves, at så vil det også være sådan det bliver.

 

Fordi jeg skaber med min opfattelse.

 

Da jeg var barn der var det andres opfattelser der skabte mig og som udviklede den måde jeg lærte at tænke på og se verden på.
Men som voksen har jeg muligheden for at skabe med mine egne opfattelser fordi jeg har livserfaringen, uafhængigheden, selvstændigheden og evnen til at gøre det.
Også selvom jeg måske ikke har indset det! (Det har jeg heldigvis, og det håber jeg virkelig også at du har kære læser.)
Det er mit eget ansvar at lave om på eventuelle gamle indgroede opfattelser som ikke skaber gode ting for mig.

 

Alting her i livet er et resultat af vores opfattelser.
Et resultat af hvordan vi er trænet til at se verden på.

 

Vi ser verden som vi er.

 

Vi ser ikke verden som den virkelig er, eller som andre ser den. Vi ser den som vi er.
Vi ser den som vi er konditioneret til at se den. Altså som vi er ”trænet” til at se den tilbage fra dengang hvor det var andres opfattelser der skabte os og udviklede vores måde at se verden på.
Men den optik vi fik dengang er ikke nødvendigvis den optik der giver os det bedste og klareste syn.

 

Lige nu ser jeg verden som jeg er.
Ensom.
Fordi ensomhed er en fundamental ”indstilling” indeni mig, så er det ”naturligt” for mig at den dukker op og overtager mit sind og bliver den brille jeg ser verden igennem.
Men jeg ved at det ikke behøver at være sådan.
For jeg ved at det kan laves om.

 

Jeg ved at det hele til syvende og sidst afhænger af hvordan jeg vælger at fortolke det der sker for mig og det der sker i mig, og af hvordan jeg vælger at reagere på det.

 

Hvis en af mine helt fundamentale ”grundindstillinger” er ensomhed, fordi jeg igennem livet har oplevet at der ikke var nogen steder jeg kunne gå hen med mine udfordringer (fordi dem det ville være naturligt at gå til var en del af udfordringen) så vil det helt intuitivt være en af de linser jeg ser verden igennem og det vil jo alt andet end lige præge den måde jeg fortolker hændelser og oplevelser på, og i sidste ende på hvad de får mig til at føle og hvordan jeg reagerer på dem…
…og dermed også på hvad mit slutresultatet bliver…

 

Kan du se det?

 

Havde du spurgt mig for tre år siden, så kunne jeg ikke.
Jeg ville ikke.
Det var fandme ikke min skyld!
Men jeg kan godt se det nu…
Og det handler ikke om skyld.
Det handler om ansvar.
Jeg påtager mig ikke skyld for de programmeringer jeg har fået, men jeg tager ansvaret for at få dem afinstalleret og programmeret nogle nye!

 

Jeg er derfor nu blevet helt bevidst om, at ensomheden jeg oplever, ikke er sådan som verden virkelig er, men blot min opfattelse af den, kvag min konditionering og programmering.

 

Det der falder mig mest naturligt i sådan en situation som den jeg er i nu hvor udfordringer og ulykkelige omstændigheder bare ramler ned over mig i kaskader, er at lade ensomheden besejre mig og tænke at sådan er det bare at være mig, sådan er verden, og det er der ikke noget jeg kan gøre noget ved.
Men nu ved jeg -fordi det har jeg lært nu- at sådan er verden ikke, kun hvis jeg siger at den er, og at der i dén grad er noget jeg kan gøre ved det.

 

Kære læser, sødeste hjerte-ombygger, det håber jeg så inderligt at du tager til dig det her, og forstår at det også gælder for dig, hvad end du måtte have af udfordringer.
Det er ikke sikkert at du -endnu- kender svaret på hvordan verden så er, eller på hvad du kan gøre ved din udfordring, for når vi tager vores gamle verdens-opfattelses-briller af så bliver alting naturligvis helt blurret og uskarpt.
Men bare rolig, der skal blot nye glas i brillerne, og dem er der lige lidt leveringstid på.

 

Det handler om aktivt at vælge at være proaktiv, fremfor at indtage den sædvanlige -og vante- rolle som offer for omstændighederne.
Det er det jeg selv er i fuld gang med at eksperimentere med lige pt.
Og når jeg siger ”eksperimentere” så er det jo fordi at jeg heller ikke kender svarene endnu.

 

Jeg har lært, at følelser er noget vi skaber med vores tanker. (Alting starter med en tanke)
Hvis jeg f.eks. sætter mig ned og inde i mit hoved forestiller mig en eller anden bestemt situation, så kan det sætte gang i en lavine af forskellige følelser som jeg forbinder med det jeg lige har tænkt på og set for mig.
Det samme gælder for min nuværende situation; når tankerne kører i ring omkring den opfattelse at der ikke er nogen steder jeg kan gå hen og få hjælp til mine kvaler, så er resultatet en overvældende følelse af ensomhed.
Et proaktivt skridt i denne her situation -som er det jeg øver mig i lige for tiden og nu deler med dig- det vil være at få tankerne over på noget andet og mere løsningsorienteret end ”der er ingen steder jeg kan gå hen og ingen mennesker jeg kan snakke med”, det kunne f.eks. være ”jeg må finde et alternativ til der hvor jeg plejer at gå hen, og se om det måske kunne lette min situation”.
Men det er suuuuper svært at tænke sådan, for det er jeg ikke trænet i. Jeg er ikke konditioneret til at tænke andet end ”der er ingen steder jeg kan søge hjælp”.
Det vil ikke falde mig naturligt at tænke andet end ”der er ingen steder jeg kan søge hjælp”…
Og derfor vil jeg med al sandsynlighed slet ikke være bevidst om at der er en anden måde at tænke på…
Det ved jeg at jeg ikke var for bare tre år siden.
Men det er jeg blevet nu, fordi jeg i tre år har taget mig tiden til at lære noget nyt om mig selv og haft tålmodigheden til at udvikle mig og viljen til at ændre mig så jeg kan få det bedre på områder hvor jeg ikke har det godt.
Jeg ved nu at mine følelser ikke er noget jeg er, og som ikke kan ændres.
Mine følelser er noget jeg skaber og som jeg i dén grad kan ændre.

 

En af mine sædvanlige teknikker er som jeg nævnte lige før, slet og ret at prøve mig frem.
For jeg ved jo ikke hvad der virker for mig.
Jeg har ikke svarene.
Endnu.
Jeg ved kun hvad der ikke virker.
Så selvom jeg har følt at der ikke var nogen jeg kunne række ud til, så har jeg gjort det alligevel, jeg har rakt ud til nogle andre. Nogle nye. Og det er super svært. Og det føles ikke rart -PÅ NOGEN MÅDE- at skulle spørge nogle mennesker jeg ikke normalt rækker ud til, eller som jeg ikke kender specielt godt (endnu) om de har tid til en sludder.
Det føles absolut akavet, forkert og håbløst.
Hvorfor?!
Fordi det jo er LANGT udenfor min komfortzone.
Min komfortzone er at blive i troen på at der ikke er nogen steder jeg kan gå hen.
For det er sådan jeg ser verden.
Det ligger i mit fundament.
Men jeg har altså gjort det alligevel.
Det her er i øvrigt en teknik jeg fortæller rigtigt meget om i mit onlineforløb Sådan Heler Du Dit Hjerte.
Forløbet duer altså ikke kun til heling af kærestesorg, det kan bestemt også bruges til heling af kriser generelt. Teknikkerne er de samme.

 

Den pointe jeg gerne vil understrege med det her, både overfor dig kære læser, men også overfor mig selv, det er, at vi kan vælge at være ofre eller vi kan vælge at være proaktive.

 

Jeg kan være offer eller jeg kan være proaktiv!

 

Offerrollen den har jeg prøvet, den virker skide godt hvis man gerne vil fordybe sig i elendigheden og gro fast der, og ikke ændre på noget.
Den proaktive rolle den er skide god hvis man gerne vil forandring og ændring og bærer lysten og viljen til det i sit hjerte.

 

Men proaktivitet, det er et mindset!
Ligesom det at være offer det også er det.
Nogle af os er blevet ”programmerede” med et proaktivt og udviklingsorienteret mindset, og for dem er det en helt naturlig ting at se muligheder og lede efter løsninger, og gud, hvor kunne jeg godt misunde den slags mennesker, for jeg er en af dem der er blevet programmeret med det stikmodsatte, nemlig et fikseret og begrænsningsorienteret mindset, og jeg troet fuldt og fast på at min skæbne var for evigt forseglet med ensomhed (og uendeligt mange andre udfordringer) der bare ikke kunne forandres.
Men igennem de sidste tre år har jeg fået øjnene op for, at eftersom sådan et mindset er noget tillært, så er der også mulighed for at jeg kan lære det!
Det havde da alt andet end lige været fedt -og noget nemmere- om jeg havde lært det som barn, men det har jeg ikke og sådan er det, men så kan jeg lære det nu.
Og det kan du også!

 

 

Men hvordan er man så proaktiv i sådan en situation hvor man er i kæmpe underskud fordi ens verden er ved at ramle sammen, og man ikke føler at man har nogle steder at gå hen med det!?

Her er en lille liste af muligheder som jeg selv lige har skrevet ned til mig selv om som jeg benytter mig flittigt af i disse dage:

 

  • Ræk ud - Søg hjælp og støtte i dit netværk, også selvom du måske -ligesom jeg- ikke føler at der er nogle steder at søge hjælp. Gør det alligevel. Måske får du ikke det du søger, men vid at mulighederne ikke er udtømte af den grund. Prøv igen, et nyt sted. Du kan blive meget overrasket, og ellers få professionel hjælp.

 

  • Få professionel hjælp - Det kan være ufatteligt givende og øjenåbnende at få et helt udenforstående menneske der ikke kender dig overhovedet, til at så nogle frø og sætte lidt retning på det hele. Det kan også være nemmere at tale om svære ting, fordi du ikke har en personlig relation til behandleren og derfor ikke skal bekymre dig (nær så meget?) om hvad vedkommende måtte tænke om dig. Man kan bare ikke altid klare alting selv, dét er en af de lektioner jeg har været allerlængst tid om at forstå, men som jeg nu omsider har erkendt. Og selvom de er gode, rigtigt gode, så kan venner og veninder desværre ikke altid give dig den feedback du lige står og har brug for i en krise.

 

  • Giv slip - Forventninger og forestillinger om hvad en given situation ”nok ender med” er meget farvede af vores erfaringer i livet. Giv slip på dem. Erfaringer er ikke stålfaste beviser på at alting altid er sådan og sådan. Kender du udtrykket ”i dag er ikke alle dage”? Det er sådan en rigtig god trøst når man har en skidt dag. Det samme gælder for erfaringer. Én erfaring er ikke alle erfaringer, så selvom jeg -ofte- i mit liv har måttet erfare at der ikke var nogen steder at gå hen når jeg har brug for hjælp og trøst, så er det ikke -nødvendigvis- den endegyldige sandhed. Så giv slip på tanker og idéer om hvordan noget ”sikkert vil falde ud” og vær åben for at resultatet kan blive noget helt andet og bedre.

 

  • Spørg ind - Når du har givet slip på dine fastlåste tanker og forestillinger, så spørg dig selv ind til hvad du kan gøre for at lette din situation nu og her. Du kan eventuelt skrive små ting ned. At skrive giver mere klarhed.

 

  • Led - Når du har spurgt lidt ind til hvad du eventuelt kunne gøre, så vil du sikkert opleve at det er svært for dig at finde svar, men lad dig for gud skyld ikke slå ud af det! Det er fordi du ikke er vant til det. Andet er det vitterligt ikke. Det er ikke fordi at der ikke er nogen svar. Tro mig! Så led efter dem.  Du skal nok finde dem. Søg med lys og lygte efter alle de tænkelige og utænkelige muligheder der måtte være for at få bragt dig selv tilbage på ret kurs, det sidste du må sige til dig selv er, at der ikke er nogen.

 

  • Giv ikke op - Når vi leder og ikke finder svar, er det virkelig fristende at give op, specielt hvis man har et fikseret, begrænsningsorienteret mindset. Der ER svar derude, du er bare ikke trænet i at finde dem.
    Et af de -ret store problemer- jeg selv er tynget af i disse dage, og som jeg nok skal dele med dig her på bloggen i nær fremtid, det blev for nogle få dage siden bare et væsentligt større problem end først antaget, og det slog mig fuldstændigt ud. Men det første jeg tænkte da jeg fik den nedslående nyhed, var ”Du må ikke give op nu Hanne! Ikke give op!”
    Men alting inde i mig skreg bare at det hele kunne være lige meget og at jeg lige så godt kunne kaste håndklædet i ringen og give op, for det er sådan jeg er programmeret, og så er det virkelig svært for ”giv ikke op tankerne” at få ørenlyd. Så jeg rakte ud, både efter professionel hjælp og efter nye mennesker at snakke med. (Nummer 1 og 2 på denne liste.)

 

  • Sæt et formål - Hvis du vælger at række ud efter hjælp, hvilket er en rigtigt god idé at gøre, så gør dig klart hvad formålet er med den hjælp du søger. Du søger jo ikke retning, hjælp og guidance bare for at få bekræftet at du lige så godt kan give op, vel? Det ville være selvdestruktivt, og det skal vi væk fra.
    Jeg satte mig for, at formålet med den hjælp jeg skulle have, skulle være at give mig værktøjer til at se mere positivt på min situation og til at finde og afprøve forskellige, mulige løsninger, OG IKKE MINDST til at tro på de her mulige løsninger. For hvis jeg går ind i det med en kerne af tro på at det ikke kan løses, så bliver det helt sikkert ikke løst. Så målet er at få ændret på kerneopfattelsen indeni mig, så jeg er bedre i stand til at hjælpe mig selv i svære tider som den jeg går igennem lige nu og her.
    Kort sagt, jeg rakte ud med det helt klare formål at få bekræftet at der er masser at kæmpe for, og masser af muligheder der ikke er afprøvet endnu og som muligvis kunne afhjælpe min situation, og ikke med det formål at få bekræftet at jeg har ret i at det er bedst at give op. Det er en super vigtig detalje som jeg håber at du skriver dig bag øret.

 

  • Fokusér - Når du har sat et formål og måske fået hjælp til det, så vær opmærksom på at dit fokus bliver på det gode formål. Man kan nemt glide over i et negativt fokus nærmest uden at man selv lægger mærke til det, for det er bare sådan vores hjerne er wired, så sørg for hele tiden at være opmærksom på hvor dit fokus er. Det sted du lægger dit fokus, vil være det sted der tilføres den største energi, og det vil lægge kimen til dit resultat, derfor er det selvsagt umådeligt vigtigt at dit fokus er rettet mod løsninger, ting du kan støtte dig til, styrker og kvaliteter du kan udnytte eller styrker og kvaliteter du kan få ud af udfordringen.

 

  • Tal - Det du taler om er med til at bestemme hvor dit fokus ligger, så vær yderst opmærksom på dit sprog. På alt hvad du siger, skriver og tænker. Undlad at tale din situation værre end den er. Jo mere man taler om sine problemer, jo større bliver de. Tal om løsninger. Tal om muligheder. Tal om alternativer. Tal om mulige positive udfald. Både den stemme du taler med inde i dit hoved, men også når du taler med andre mennesker og når du skriver. Se på det som at alt hvad du taler om -i tale, i tanker og på skrift- det er med til at manifestere udfaldet.

 

Jeg kunne f.eks. godt skrive side op og side ned om alle de kvaler jeg har lige nu, men det gør jeg ikke, for jeg ved, at hvis jeg begynder at skrive for meget om min lidelseshistorie, så vil jeg for det første fastholde mig selv i min lidelse, ved konstant at tale om den, ligesom den også vil vokse sig større, og for det andet så risikerer jeg at jeg skaber en afhængighed hos mig selv, det ved jeg, for der har jeg været tidligere.
Dengang jeg startede bloggen her, der skrev jeg rigtigt mange blogindlæg der omhandlede al den svie og smerte jeg gik igennem. Det blev nærmest som et drug for mig men heldigvis fik jeg selv øjnene op for at det var et helt galt spor jeg var på vej ned ad og at det ikke gjorde andet end at fastholde mig selv i min krise.
I stedet begyndte jeg at skrive om mine fremskridt og om alle de tiltag jeg gjorde for at få det bedre og hvordan de virkede, og pludselig fik jeg vind i sejlene!

 

Man må gerne dele sin smerte og tale om sine udfordringer, men man skal passe på at det ikke bliver et drug, for prisen du betaler for dit drug er høj; du betaler nemlig med din fremtidige lykke…
Fordi dit fokus på lidelsen blokerer for din udvikling.
Dit mindset (for)bliver fikseret.

 

Det fikserede, fastlåste begrænsningsorienterede mindset det har jeg været slave af længe nok!
Det vil jeg ikke længere.
Jeg vil være proaktiv.
Jeg vil udvikle mig.
Jeg vil bryde mit mønster.
Jeg vil have forandring.
Og jeg vil tage ansvar for den forandring!

 

❤ Jeg håber du er med mig ❤

 

God søndag.

 

/Hanne ❤

 

Her er en video som jeg finder stor støtte i:

Et af de mest essentielle værktøjer til at skabe forandring i sit liv, det er at gå og lytte til inspiration.


Det er ikke nok kun at læse selvhjælpsbøger. Man glemmer det alt for hurtigt igen og det implementerer sig ikke i ens "system".


Der er brug for gentagelser. Mange gentagelser, og den nemmeste måde er ved at lytte.
Fordi, når du lytter kan du foretage dig andre ting samtidig.
Du kan lytte når du træner, når du kører fra A til B, når du laver mad, når du er i bad, når du laver rutinepræget arbejde, lige inden du skal sove, lige når du vågner osv. osv.

Find masser af lytte-guld til at hjælpe dig med at nå dine mål og få opfyldt dine dybeste ønsker, f.eks. på YouTube. Det har jeg selv gjort og gør det stadig.

Vidste du at du også kan abonnere på mine ugentlige blogindlæg, og få dem på lyd?!

Se mere her:

Søndags-Support Lydabonnement

 

Du får også adgang til en lukket Facebookgruppe 

 

 ❤ ❤ 

Tilbage til bloggen

Filed Under: Dansk Tagged With: adfærdsmønstre, ensom, ensomhed, ensomhedsfølelse, ensomhedsfølelser, heling, Hjerte Under Ombygning, hvad er mit tilknytningsmønster, hvad er tilknytningsmønstre, hvordan bliver jeg mindre selvdestruktiv, hvordan bryder jeg et mønster, hvordan bryder jeg med en vane, kærlighed, mental udvikling, mentalt helbred, modgang, mønstre, negative følelser, offer, offerrolle, parforhold, personlig udvikling, positive tanker, posttraumatisk udvikling, sådan heler du din fortid, selvdestruktiv, selvhjælp, selvkærlighed, selvudvikling, sind, sindet, søndags-support, søndagssupport, svære følelser, tankens kraft, tilknytningsmønstre, udviklingstraumer, ulykkelig kærlighed

Når ensomheden rammer

juni 10, 2018 by Hannah

NÅR ENSOMHEDEN RAMMER...

  • Forside
  • Om Mig
  • Blog
    • Om denne blog
    • Læs på Dansk
  • Peptalks
    • Dating & Parforhold
    • Personlig Udvikling
    • Tanker & Følelser
    • Vaner & Mønstre
    • Helbred & Sundhed
  • Foredrag & Events
  • Shop
  • Kontakt
  • Facebook
  • Instagram
  • Twitter
7 tips til at give slip på ensomhed

Søndags-Support d. 10. juni 2018
Få Supporten sendt direkte til din indbakke hver søndag: Tilmeld Søndags-Support

Hej,
Hvad gør du når du pludselig overvældes af en følelse som du betragter som negativ?
Det er måske lidt en sjov formulering at sige ”betragter som negativ”, men det skal jeg nok komme nærmere ind på hvorfor jeg siger det sådan, men den slags følelser jeg tænker på er de der stikkende følelser, dem der trigger reaktioner der dræner os for energi, og som bringer os i tilstande der ikke er rare at være i.
Det kan nogle gange være ufatteligt svært at forklare hvorfor de negative følelser trigges og styre hvornår de udløses og hvordan vi reagerer, især når der er et andet menneske involveret…

I kærligheden, der kan vi virkelig nemt rammes af de her følelser, fordi vi er ekstremt sårbare når vi elsker, fordi det menneske vi forelsker os i lukkes ind steder hvor vi ikke lukker andre ind, og fordi der er ”noget at miste” når vi har lukket en indenfor i vores allerinderste.

 

Vi har også mange forventninger til kærligheden og vi har mange forestillinger og idéer om hvad kærlighed er, hvordan den skal se ud og ikke mindst hvordan den skal føles…
Det kan også være en uudtømmelig kilde til skuffelser og negative følelser og dertilhørende destruktive reaktioner.
Forventninger kan være den rene gift for et parforhold, men på den anden side, så må man vel godt have bare lidt forventninger!?

 

Ja, det må man naturligvis godt, det handler -som med så meget andet- om en sund balance, og det vigtigste er at være tro mod sig selv, men det kan være temmeligt tricky når man først har mødt en man er blevet forelsket i og som man gerne vil have det til at fungere med.

 

Derfor er mit bedste råd: Lav en ”parforholdskontrakt”.

 

Det er en ”kontrakt” du laver med sig selv, inden du går ind i et parforhold, for der kan du se mere klart og du er ikke farvet af at du står midt i noget du virkelig gerne vil have skal være ”det rigtige”.
I denne her kontrakt der skal du skrive de ting ned der er vigtige for dig i et parforhold.
Så brug alt hvad du har lært om dig selv i alle dine tidligere forhold.
Hvad var fedt, hvad var ikke fedt.
Sørg for at skrive de ting du ikke vil gå på kompromis med.
F.eks. de ting der udløser for mange negative reaktioner hos dig, og som derfor er vigtige for dig.
Så det kan altså både være ting du ikke ønsker dig i et parforhold, men også ting du anser for absolut nødvendige i et parforhold.
Kontrakten kan enten skrives ned på papir eller noteres oppe i dit hoved.
Noget siger mig at det er bedst at skrive det ned på papir.
Det har jeg faktisk ikke engang selv gjort før, jeg har kun haft det i hovedet, men det bliver mere konkret når det kommer ned på papir, så det er jeg begyndt at gøre, også fordi jeg lige har stået i en situation hvor det faktisk havde været meget fedt at have haft et papir at kunne støtte mig til når jeg blev i tvivl om det hele. Men det vender jeg tilbage til om lidt.

 

Det er heller ikke spor nemt at skrive sådan en kontrakt, for der er virkelig mange ting man skal have med i sine overvejelser, og det kan være lidt lettere at holde styr på hvis man skriver det ned.
Men bare rolig, det at man skriver det ned er ikke ensbetydende med at ”bordet fanger”. Tværtimod.
Der er intet til hinder for at man går ind og retter i sin kontrakt lidt til, for det er helt normalt at man ændrer mening undervejs, og jeg vil da sige, at det nærmest er uundgåeligt at ens præferencer ikke skulle forandre sig over tid, især hvis man arbejder meget med sig selv.

 

Den udfordring man kan komme til at stå overfor, og som man ikke umiddelbart kan forhindre eller skrive sig ud af på forhånd, det er når man først opdager nogle essentielle detaljer for hvad der er vigtigt for en efter at man har mødt en som man er blevet glad for.
Der kan nemlig opstå situationer i et nyt parforhold som man ikke har stået overfor før, og som man derfor slet ikke har overvejet dengang man skrev sin kontrakt med sig selv, og som derfor ikke er kommet med.

 

Jeg har selv lige oplevet det med den kæreste jeg mødte for nyligt.
Han bor i Hillerød, mens jeg befinder mig på Amager.
Og han har børn…
Det betyder at de går i skole og på institution der -altså i Hillerød- og at de har deres venner og netværk der. Og det har han jo også selv.
Ham og eksen har også begge to deres forældre i det område og de har fra start (da de gik fra hinanden) været enige om at de og børnene bliver i Hillerød.
Det betyder, at den eneste mulighed der ville være for mig for at flytte sammen med ham ville være hvis jeg forlod København og tog til Hillerød…
Det var ikke lige en situation jeg havde haft med i mine overvejelser, da jeg -inde i mit hoved- "skrev ned" hvilke ting der var vigtige for mig i et forhold, for det, at flytte sammen, er en ting jeg bare har taget for givet. Det er kommet helt naturligt -og faktisk også ret tidligt- i de fleste af de seriøse parforhold jeg har været i.

 

Jeg elsker min lejlighed og jeg elsker København, og jeg bruger også byen rigtigt meget, så at rykke væk herfra er nærmest angstprovokerende, og efterhånden som det her forhold til ham blev mere og mere seriøst, så kunne jeg bare mærke en lille, konstant og nagende følelse der sagde ”jeg vil ikke til Hillerød!”.
Så nu havde jeg jo faktisk et problem…
For det betød jo så at vi ikke ville kunne komme til at bo sammen…
Og jeg har altid boet sammen med mine kærester, og det er som regel gået ret stærkt, og nu stod jeg så med en ny kæreste, hvor det at bo sammen, ikke ville blive muligt før den dag hans børn flytter hjemmefra, hvilket vil sige om minimum 15 år!

 

Pludselig stod jeg altså midt i noget jeg slet ikke havde taget stilling til inden jeg mødte ham, og det var super tricky at skulle gøre nu, for nu var jeg jo nyforelsket, og er der noget der kan farve ens beslutninger, så er det da en god gang nyforelskelse!
Jeg skulle simpelthen finde ud af om det her med at flytte sammen var vigtigt for mig.
Det er rigtigt svært at mærke ordentligt efter, når man er forudindtaget, og det var jeg jo, for jeg ville jo gerne have at det her med ham skulle være det rigtige… Og det betød jo, at hvis det skulle være det, så måtte det jo nødvendigvis føles rigtigt ikke at have mulighed for at flytte sammen…
Så kunne der selvfølgelig ske en masse uventede ting der kunne ændre situationen, men som udgangspunkt skulle jeg være okay med at det ikke var en mulighed, medmindre jeg forlod KBH.

 

Det var en lang rutsjetur; først blev det nærmest til det allervigtigste i verden for mig at kunne flytte sammen, men efter at have tænkt nærmere over det, hægtede jeg mig fast ved den idé som jeg også lige nævnte, med at der jo kunne ske så meget de næste par år; måske mødte hans ekskone også en ny mand fra København, eller måske skete der noget helt andet der pludselig kunne åbne op for at vi på den ene eller den anden måde kunne bo sammen i København.
Jeg kom faktisk også frem til at det jo kunne ske at jeg blev så glad for ham og hans børn (når jeg engang fik ”lov” til at møde dem) at jeg gerne ville rykke teltpælene op flytte til Hillerød.
Jeg snakkede også med en masse veninder om det, og de sagde nærmest alle sammen, uafhængigt af hinanden, ”dét finder man ud af, don’t worry!”

 

Det gav mig ro og det fik mig til at give lidt slip på idéen om at man partout skal bo sammen, og jeg begyndte at tænke i de baner hvor jeg tog det bedste fra to verdener.
Det vil sige at jeg fremhævede alle de gode ting jeg nu kunne finde ved at vi havde hver vores lejlighed.
Det kunne f.eks. være at jeg ikke skulle have hans -efter min mening- dårlige og kedelige smag indenfor mine døre.
Det kunne også være at hvis det der børnehistorie blev for meget (når nu jeg en dag kom til at møde dem), så kunne jeg altid ”flygte” hjem til mig selv hvor der var ro og fred.
Det kunne også være at det måske ville være nemmere at bevare en ”gnist” i forholdet, når man nu ikke kom til at gå op og ned af hinanden hver dag.

 

Men der var stadig en lille tvivl inde i mit hoved, og måske i virkeligheden også i mit hjerte…
Fordi, løj jeg for mig selv her…?
Prøvede jeg at få den firkantede klods til at passe ned i det trekantede hul?
Var jeg nu også sikker på at det ikke var så vigtigt for mig at kunne bo sammen med min kæreste?
Ville jeg komme til at fortryde det med tiden?
Eller var det bare en forud-programmeret forventning jeg havde, fordi, det er jo det ”man” gør?

 

Den er svær ikke?
Det syntes jeg i hvert fald at den var.

 

Uanset om denne her tvivl om hvad der egentlig er vigtigt for en, den opstår før man har mødt en, eller efter, så kan det være yderst udfordrende at vurdere om det er vigtigt for en fordi ”det gør alle andre”, eller om det er vigtigt fordi det tror man at det skal være.
Og måske kan nogle af de ting vi noterer ned som ”vigtige ting vi ikke vil gå på kompromis med”, også i virkeligheden mere handle om vores egne begrænsende overbevisninger, og lave selvværd, og mest af alt være et udtryk for noget man bør arbejde med.
Og det er jo ikke meningen med den. Meningen er at det skal være en rationel rettesnor som kan hjælpe en til at være tro mod egne ønsker og behov.
Men hvordan skal man så kunne skelne imellem hvad der er noget man bør arbejde med hos sig selv, og hvad der er noget der er helt reelt at have i sin kontrakt?
Det er virkelig svært, men logikken må jo være, at jo længere og mere detaljeret den er, desto større er risikoen for at det vil være umuligt for nogen som helst at indfri den.

 

Så jeg tror, at måden at gøre det på, er, at man løbende sørger for at arbejde med sig selv. Det er ikke noget man gør i en periode hvor man har det lidt skidt, det er noget man skal gøre hele tiden, resten af livet, både når man er lykkelig og når man er ulykkelig og både når man er i et forhold og når man ikke er, for der er altid noget man kan lære.
Altid.
Og efterhånden som man udvikler sig kan man gå ind og rette kontrakten til og slette punkter der ikke længere er aktuelle.
Så vil den automatisk mere og mere komme til at afspejle fuldstændigt rimelige og rationelle behov og ønsker mere end rygsækken af personlige problemer og issues.

 

Men det er en sindssygt svær balance, det ved jeg, fordi, for mange af os er tosomheden så stor en drivkraft og så højt et ønske, at det overskygger alt andet, så vi trækker skyklapperne godt og grundigt ned over øjnene og lader os alt for nemt styre af fristen til at gå på kompromis med ting, som man inderst inde godt ved at man blive ked af i længden, og det er nærmest umuligt at vurdere om man lyver for sig selv, eller om man vitterligt godt vil kunne leve med dit eller dat og stadig føle sig glad og tilfreds.
Og hvis man har løjet for meget for sig selv, og er gået for meget på kompromis med sine egne behov, ønsker og drømme, så ender man som en muggen bitterfisse.
Just saying!
Been there done that.
Man er aldrig glad og tilfreds, fordi egentlig, så kunne man faktisk ikke rigtigt leve med det der man ellers bildte sig selv ind at man godt kunne leve med…

 

Og nu kommer vi så til hele humlen; ”at føle sig glad og tilfreds”.
Det er jo inderst inde det vi alle sammen gerne vil. Det er det alle mennesker søger.
Vi vil gerne være i harmoni og have indre fred.
Det der også kaldes lykke.
Men i parforhold kan harmonien lynhurtigt blive slået ud af kurs, det er i hvert fald min egen oplevelse.

 

Jeg bliver oftere ramt af tristhed, ked af det-hed og sorg, når jeg er i et forhold, end når jeg ikke er.
Jeg oplever også med jævne mellemrum følelser som f.eks. afvisning, jalousi og mindreværd, som er følelser jeg stort set ikke mærker til når jeg er single.
Og så kan jeg jo så spørge mig selv, hvorfor gør jeg det?!
Er det fordi der er ting jeg skal arbejde med?
Ja, det er det nok.
Men kan det også være fordi det bare ikke er det rigtige for mig?
Ja… Det kan det godt…
Og det er jo så der jeg skal prøve at være ærlig overfor mig selv, og det er en stor udfordring når man gerne vil have noget til at fungere.
Men det skal og må ikke være for enhver pris. Der SKAL være flere gode dage end dårlige, og der bør ikke være en gennemgående følelse af usikkerhed. Det er ikke holdbart. Usikkerhed skaber ubalance.

I forholdet med min nye kæreste følte jeg mig ofte lidt ekskluderet, overset og nedprioriteret, og når jeg siger ”følte” så er det fordi vi har valgt at gå hver til sit…

 

Jeg ville sådan ønske at det var gået i en anden retning.
Jeg havde helt klart en drøm kørende for min indre biograf, hvor vi ude i fremtiden en dag sad samlet med alle vores nærmeste til et smukt og romantisk bryllup. Vores bryllup. I min tale til min kæreste -nu husbond-fortæller jeg om hvor svær en begyndelse vi havde haft, men at nu stod vi jo her, hvor alt var godt, hvor kærligheden havde sejret og holdt os sammen, og hvor vi havde overvundet alle de mange bump på vejen, store som små, og vi havde været der for hinanden og hjulpet hinanden igennem det hele, og nu var vi ude på den anden side, der hvor vi oplevede en fred, ro og harmoni som gik udover enhver beskrivelse…
Og så levede vi lykkeligt til vores dages ende…

 

Men sådan blev det ikke…
Der bliver ingen bevægende bryllupstale, HELLER ikke i denne omgang…

 

Bummer…

 

 

I stedet blev det et af de ”sædvanlige” korte forhold, som mit kærlighedsliv generelt har været præget af.

 

Men på en måde, så er det ikke så sædvanligt denne gang alligevel, for jeg er -sådan rent mentalt- et helt andet sted end jeg var sidst jeg var i et forhold der gik i stykker, så denne gang har jeg været meget bevidst om at der var ting jeg kunne lære, uanset hvilken retning det måtte gå i, og det har gjort at jeg har været ekstra opmærksom når vi havde udfordringer, fordi jeg vidste at det var dem jeg kunne lære noget af.
Jeg har også været meget mere åben for at ændre på mig selv, og for at se på mine egne begrænsninger, fejl og mangler og få gjort noget ved dem.

 

Og jeg har i dén grad lært noget og gjort noget.
Jeg har lært hvad det egentlig handler om, når jeg går i fejlfindingsmode, og jeg fik taget fat om det problem, og jeg har lært en masse om hvor vigtigt kommunikation er i et forhold. Ikke at jeg ikke vidste det i forvejen, for det gjorde jeg nu godt, men jeg havde bare ikke brugt det så konkret og bevidst som jeg har denne gang.

 

Jeg har også lært noget om mig selv…
Jeg har f.eks. lært en vigtig ting, som jeg skal have skrevet ind i den famøse ”parforholdskontrakt”, for jeg har nemlig opdaget hvor vigtigt det er for mig, at føle mig prioriteret.
Højt prioriteret.
Sådan tror jeg at vi alle sammen har det.
Vi vil gerne føle os specielle, særligt i forhold til vores kærester.
Men hvad der får os til at føle os specielle og højt prioriterede, er jo milevidt forskelligt, og hvor stort behovet er for at føle det, er jo også forskelligt.

 

Det er bestemt ikke fordi at han ikke prioriterede mig, for det tror jeg for så vidt at han gjorde, han gjorde det bare ikke på den måde som jeg gerne vil prioriteres på…
Det var virkelig vigtig læring for mig.

 

Jeg fandt ud af, at det der gik mig mest på, og som gjorde det svært for mig at finde ro og tryghed i dette forhold, det var, at jeg simpelthen ikke blev elsket på den måde som jeg gerne ville elskes på…

 

Jeg har en helt ufravigelig måde at prioritere manden i mit liv på, og jeg har en helt specifik måde jeg udtrykker og viser min kærlighed til ham på, og i det store hele kan man vel godt sige, at jeg prioriterer og elsker min kæreste sådan som jeg gerne selv vil prioriteres og elskes.
Problemet i vores forhold var, at jeg ikke blev prioriteret og elsket på den måde jeg ønskede.
Vi havde vidt forskellige måder at prioritere og elske på. Endsige tænke på.
Jeg følte det derfor tit som om jeg ikke var særligt vigtig eller særligt højt prioriteret, og det gjorde mig utryg og usikker.

 

Dermed ikke sagt at jeg ikke var elsket eller prioriteret, for jeg er faktisk ret sikker på at jeg var en høj prioritet, og at jeg var elsket selvom vi ikke lige var nået dertil hvor vi sagde ”de tre små ord” til hinanden, hvilket faktisk også er noget der ellers er kommet ret hurtigt i mine andre parforhold, ligesom det med at flytte sammen.
Jeg påstår heller ikke på nogen måde, at hans måde at elske og prioritere på var forkert, for det er den jo ikke i hans verden. Det var bare ikke den ”rigtige” model for mig.
Og det er meget nemt at måle på det her, for jeg følte mig mere usikker og tvivlende end jeg følte mig værdsat og sikker, og så er der jo noget galt. Og jeg kunne fornemme at jeg ofte også fik følelser frem i ham som ikke var gode for ham.

 

Det var ikke muligt for ham at elske og prioritere mig på den måde som jeg ønskede det.
Faktisk kunne han slet ikke sætte sig ind i den oplevelse jeg havde.
Og det samme gjaldt også den anden vej rundt; jeg formåede heller ikke give ham det han ønskede og jeg kunne heller ikke sætte mig ind i hans tankegang.

 

Og så driver man jo altså rundt lidt vel langt fra hinanden…

 

Og hvor langt skal man gå i forsøget på mødes på midten?
Hvor mange kompromisser skal man tage?
Hvor mange kameler skal man sluge?
Hvor mange af de såkaldt negative følelser skal man acceptere bliver trigget?
Og hvor ofte?

 

Jeg har lært af det her, at der nødvendigvis må være flere gode dage end dårlige, at der overordnet set skal være mest af denne her følelse af glæde og tilfredshed og indre fred og harmoni.
Det havde jeg ikke.
Det tror jeg ikke rigtigt at nogen af os havde.
Fordi vi simpelthen var for langt fra hinanden og fordi vi snakkede to alt for forskellige sprog.

 

Derfor gik vi hver til sit.
Og selvom vi begge to rationelt set godt kunne se at det var det bedste at gøre det, så er det jo stadig rigtigt hårdt, og dagen efter vores brud blev jeg da også overvældet af en forfærdelig følelse af ensomhed….

 

Jeg følte mig så Palle alene i verden.
Som om jeg ingen venner havde og som om der aldrig var nogen til at gribe mig når jeg faldt…
Du kender nok godt rutinen.

 

Jeg græd som en pisket.
Og det er nok det helt rigtige udtryk, for jeg blev jo vitterligt pisket, men mest af alt, af mine egne tanker!
Det var udelukkende dem der ”piskede stemningen op”, eller rettere, ned!
”Hvem skulle jeg nu gå ud og nyde vejret med?”
”Var der egentlig nogle mennesker på denne her planet som jeg kunne ringe til?”
”Var der i det hele taget nogen der gad komme mig til undsætning?”
”Havde jeg overhovedet nogen venner?!”

 

Grådkvalt og med hovedet fuld af ”verden er imod mig”-tanker, besluttede jeg mig for at cykle en tur på stranden.
Alene.
Og jeg havde bestemt ikke lyst til at tage på stranden alene.
Jeg havde brug for at være sammen med nogen.
Jeg kunne bare mærke selvmedlidenheden stige og stige.
Jeg følte mig utroligt svigtet.
Af alt og alle.
Jeg følte mig så alene og så ensom at jeg nærmest ikke kunne være i min krop og jeg havde egentlig allermest lyst til bare at blive liggende derhjemme i fosterstilling og have ondt af mig selv.

 

Men er der noget jeg har lært af al den modgang jeg har været igennem de seneste år, så er det, at jeg skal passe på med ikke at lade tankerne og selvmedlidenheden stikke af med mig, og det kom mig til gode denne gang, fordi jeg hele tiden havde dén viden kørende i baghovedet: ”pas nu på at det ikke stikker af for dig. Få nu styr på tankerne. Det eneste du gør, er at svigte dig selv. Hjælp nu dig selv lidt i stedet for...”

 

Det var en af grundende til at jeg valgte at cykle på stranden, selvom det der egentlig var mest nærliggende for mig var at blive hjemme og dvæle ved min nedtur.
Ligesom jeg plejer når jeg møder modgang.
Jeg vidste, af erfaring, at det altid ender med at jeg bliver revet ned i et hul der er så dybt, at jeg får svært ved at komme op igen.
Så jeg vidste at jeg var nødt til at gøre noget andet end at blive liggende derhjemme i fosterstilling.

 

Og det vil jeg lige sige, det er ikke nemt!!!

 

At gøre noget andet altså.
For man har jo ikke lyst!!!
Og man føler heller ikke at man har overskud.
Det kender du sikkert selv.
Så man gør bare det man plejer.
For det er bare nemmest. Også selv om man godt ved at det vil skabe mere lidelse en gavn.
Men et er bare nemmere at lide.

 

Så når livet gør ondt, så gør jeg det jeg plejer, for det er nemt, det jeg kender og derfor det eneste jeg synes jeg har overskud til; jeg bliver jeg hjemme, ligger i fosterstilling og har ondt af mig selv, med det resultat at jeg ryger længere ned i kulkælderen end hvad godt er og at det vil tage længere tid at komme op igen, end hvad der er nødvendigt.

 

Her kommer så det jeg vil give videre til dig; næste gang du befinder dig et sted hvor det hele gør lidt ondt, så gør noget andet end det du plejer.

 

Gør noget andet end det du lyst til!

 

Det, der er vigtigt er blot at det ikke bliver en flugt.
Dét havde jeg også med mig i baghovedet denne gang.
Jeg vidste at jeg ikke måtte flygte fra mine følelser.
De skulle have lov til at være her.
Også selvom det er følelser der ikke er rare at have.

 

Og nu kommer jeg tilbage til det jeg sagde i starten, nemlig at vi tit betragter de følelser der ikke er rare at have, som ”negative”.

 

Og her er der en anden lille ting som jeg gerne vil give videre til dig, og det er, at du faktisk skal betragte de negative følelser, som følelser der er på vej ud.
Det er DERFOR det er så vigtigt ikke at undertrykke dem, for så kommer de jo netop ikke ud.
FØL dem!
Ikke dulme.
Ikke flygte.
Føl!

 

Lige netop det her med at man ikke må flygte fra sine følelser, men at man skal give dem plads, det er noget jeg selv har hørt og læst gang på gang i de utallige lydfiler jeg lytter til dagligt og de mange bøger jeg også læser, men som jeg nok aldrig helt har forstået essensen af, for jeg har i hvert fald aldrig rigtigt praktiseret det.
Jeg har nok snarere benyttet en kombination af både at dulme og flygte, (dog har jeg heldigvis altid været god til at græde, så jeg har nok også altid fået lidt af det ud, men nok ikke alt, det kan jeg jo både se og mærke nu hvor jeg gør tingene anderledes), men denne her gang, der tænkte jeg bare, ”nu gør jeg det fandme! Nu skal det prøves af!”

 

Og hvad gjorde jeg så?!

 

Jo, det skal jeg sige dig, det er nærmest så banalt og simpelt at man skulle tro det var løgn:
Jeg sagde til mig selv (inde i mit hoved) ”Det er okay at jeg har det sådan som jeg har det lige nu… Jeg er ensom… Jeg føler mig virkelig ensom og ked af det, men det er okay… Det er helt okay at være ked af det, og det er også okay at jeg føler mig ensom.”

 

Og det lettede altså lidt...
Ej, faktisk en del…

 

Efter jeg havde tænkt det, så begyndte jeg også at tiltale ensomheden (også inde i mit hoved) ”Jeg kan godt mærke dig ensomhed… Og det er okay at du er her… Der skal også være plads til dig. Tak fordi du kiggede forbi, du er nemlig med til at minde mig om alle de gode og vidunderlige ting i livet, fordi jeg ved, at efter du har været her, så sætter jeg meget mere pris på alt det gode, så tak for det. Du må gerne være her. Det er okay.”

 

Og det her er ikke noget jeg har siddet i lotusstilling med røgelsespinde og foldede hænder og tænkt på, det var tanker jeg tænkte på cykelturen ned mod stranden.
Simple as that.
Det tager ca. 15 minutter for mig at cykle på stranden, så jeg brugte 15 minutter på det. Hverken mere eller mindre. Og jeg var ikke i zen, og det var ikke en meditation, det var bare hjælpsomme tanker på en cykeltur ned mod stranden.

 

-Og jeg sværger, det lettede så meget at jeg har svært ved at beskrive det med ord!!!

 

Det er sgu egentlig også et mærkeligt paradoks det her, for når jeg er single kan jeg sagtens være alene og gøre ting alene, helt uden at jeg på nogen måde føler mig ensom, men nu, efter at have haft en kæreste, også selvom det bare var for en ganske kort stund, så udløste det at være at alene og at skulle tage alene til stranden for at nyde vejret, pludselig en helt enorm -og overvældende ubehagelig- følelse af ensomhed og forladthed. Virkelig ikke nogen rar følelse, og mest af alt en følelse jeg havde lyst til at flygte fra med handlinger…

 

Og hvilke handlinger kunne det så være?
Tjoh, der er vel næppe noget der kan dulme et trist hjerte mere end at geninstallere en af de famøse datingapps og så fordrive tiden med det, og samtidig også få dækket behovet for opmærksomhed og bekræftelse…
Men en anden ting livet har lært mig, det er sgu, at man ikke kan date sig ud af kærestesorg.
Kærestesorgen er nemlig -ligesom ensomheden- også en følelse vi skal give plads til, men hvis vi i stedet vælger at dulme den med datingapps, tilfældig sex, alkohol, overtræning, overspisning, underspisning, overfyldt kalender eller andre ting i den dur, så sætter den sig bare fast, fremfor at forgå.
Det vil måske føles som om den forgår og at tiden så siden heler ens sår, men det gør den ikke, smerten vil sætte sig fast, hvis ikke man gav den plads da den dukkede op, og så vil den komme tilbage og vise sit grimme ansigt på de mest ubelejlige tidspunkter, og det kan både være som mentale issues eller som fysisk sygdom og kroniske smerter i kroppen.

 

Så jeg lod være.
Jeg nægtede at falde for fristelsen for at hoppe direkte tilbage i dating universet, blot for at flygte fra min ensomhed og dulme alle de svære tanker der fiser rundt i mit hoved efter bruddet.
I stedet besluttede jeg mig for at give mig selv lidt ro og plads til lige at trække vejret og mærke efter og lade alle følelserne ”komme til orde” så de kan finde vej ud af mig, fremfor at sætte sig fast i mig.

 

Og jeg gjorde det på cyklen på vej til stranden.
Så det behøver ikke være så avanceret...

 

Nu skal det lige siges at jeg var rimeligt afklaret i forhold til bruddet, og det gør jo unægteligt det hele noget nemmere end hvis jeg havde været i dyb krise.
Men selvom jeg var afklaret med at vi bare ikke var gode for hinanden, så gør det jo stadig afsindigt ondt at skulle sige farvel til et menneske som man egentlig havde håbet på at have en fremtid med. Og det gør det heller ikke nemmere at vi begge to egentlig rigtigt gerne ville hinanden…

 

Og jeg tror også at det var derfor at følelsen af ensomhed rullede ind over mig.

 

Da jeg så kom ned på stranden, så satte jeg mig et sted hvor jeg kunne sidde lidt i fred og tude inde bag mine solbriller.
Og pludselig, så talte universet til mig…
Ja, ja, jeg ved godt at der formentlig vil være lidt øjenrul rundt omkring derude nu, og det er helt okay, det havde jeg selv gjort for bare tre år siden.
Men der er simpelthen sket så mange mystiske sammentræf i løbet af de sidste tre år siden jeg startede med at grave i min egen personlige udvikling, at jeg bare ikke kan sidde alle de signaler jeg får, overhørig, eller blot slå dem hen som tilfældigheder.
Det kan være alt lige fra HELT banale ting, som at jeg har glemt at svare på en fødselsdagsinvitation på Facebook eller på en sms fra en ven eller en mail fra en kunde eller hvad ved jeg, og PLUDESELIG ser jeg et billede eller læser en sætning eller hører et ord eller en lyd der minder mig om det jeg har glemt, og på den måde bliver jeg så ”reddet” fra at måske at ville have ødelagt ting for mig selv, ved at jeg f.eks. ville have været uhøflig overfor en ven eller en kunde.
Men det kan også være større ting.
Jeg ser og opdager ikke alt, (endnu) men jeg får flere og flere af de her oplevelser med at jeg får ”hints” eller signaler som ”hjælper” mig.
Det er svært at forklare…

 

Nå, men tilbage til stranden; jeg bredte mit håndklæde ud for at kunne sidde på det, og bedst som jeg lægger håndklædet til rette, så ser jeg denne sten i sandet:

 

 

Ja, det kan måske synes latterligt for nogen, men for mig var det nærmest som at få et kram af livet.
Lige dér følte jeg det nærmest som om der var nogen der holdt hånden over mig, og som om at universet sagde til mig at der er masser af kærlighed til mig derude.
Jeg tog det absolut som et signal eller et tegn særligt målrettet til mig.
Dét hjerte, det var lige det jeg havde brug for, lige der.

 

Jeg begyndte at græde-grine.
Kender du det!??
Altså der hvor man gør begge dele på én gang!? Hvor man både bliver rørt, ked og glad på samme tid!?
Dér fik jeg bare givet slip på en masse.
Og jeg sad heldigvis lidt afsides og jeg havde solbriller på, så der var formentlig ingen der lagde mærke til hende den freak der sidder og græde-griner! 😀
Og hvis der var, så fred være med det!

 

Okay, nu sidder du måske tilbage med det store spørgsmål: ”Men var din ensomhedsfølelse så bare pist væk fra den ene dag til den anden?!”
Og svaret på det er et rungende NEJ.
Nej, det var den ikke.
Selvfølgelig ikke.
Den lettede for en stund, men den kom igen. Allerede dagen efter faktisk.

 

Men her kommer nu den sidste, og måske allervigtigste ting jeg vil give videre til dig i dag, og det er, at det er helt normalt!

 

Det, at den ”negative” følelse kom igen er ikke et udtryk for at det ikke virkede det jeg gjorde, og det er der vi tit går fejl af personlig udvikling og heling af sorg og traumer; vi tror, at hvis følelsen (sorgen, smerten, ensomheden eller hvad det nu måtte være) kommer igen, at så virkede det alligevel ikke det vi gjorde!
Men det en fejl, for det gjorde det jo!
Det virkede, for jeg fik det bedre!
Det vi skal forstå, er, at traumer, sorg og svære følelser, de ikke forsvinder med et fingerknips.
Man er nødt til at bearbejde det over noget tid.
Jeg ved godt at det stinker og at det havde været federe hvis der havde været et quick fix.
Men det er der desværre ikke.
Så det der skal til, det er, at jeg gør det samme igen.
Og igen.
Og igen…
At jeg gentager proceduren fra cykelturen som hjalp mig sidst.
For den vil hjælpe igen, og for hver gang jeg hjælper mig selv ved at repetere proceduren, vil tiden, der går, før den svære følelse dukker op igen, blive længere og længere.

 

Det var det samme jeg oplevede da jeg gik til hypnoseterapi; efter en session følte jeg mig altid lettere og gladere, men i starten var jeg allerede tilbage i kulkælderen igen dagen efter.
Og det var IKKE fordi terapien ikke virkede, for det gjorde den jo!
Den havde jo gjort mig gladere.
Og lettere.
Om end for en kort stund.
Så jeg fortsatte ufortrødent med at komme til sessions, og jeg glædede mig altid til at komme derud, fordi jeg følte mig bedre tilpas hver gang jeg gik derfra.
Og dét jeg så begyndte at lægge mærke til var, at tiden der gik før jeg røg tilbage i hullet blev længere og længere for hver gang jeg havde været af sted.
I starten var det kun timer, allerhøjest halve dage vi snakkede om, men efterhånden blev tiden forlænget med hele dage, snart uger og så måneder.

 

Så helt kort lyder mit råd, lad være med at give op og husk disse 7 punkter når du overvældes af svære følelser:

 

  • Stop tankerne inden de løber løbsk

 

  • Gør noget andet end det du egentlig har lyst til

 

  • Det handler om balance, lad være med at ligge rullet sammen derhjemme og have ondt af dig selv, men undlad også at flygte fra dine følelser.

 

  • Giv følelserne lov til at være der. Tillad dem at være en del af dig. Sig det højt eller tænk det inde i dit hoved, helt bogstaveligt. Tal til følelsen og sig til den at det er okay at den er der. Det er ren magi.

 

  • Betragt de negative følelser som følelser der er på vej ud.
    Hvilket gør dem gode at have. Fordi så er det der gør ondt indeni dig, ved at forlade dig.
    Se sådan på dem.

 

  • Svære følelser forsvinder ikke med et fingerknips, så når følelsen vender tilbage er det ikke fordi det du gjorde for at lette dem ikke virkede. Hvis du har følt en lettelse, så virkede det! Så skal du fortsætte. Og tro på det. Supplér eventuelt med andre selvhjælpsværktøjer.
    Bare vær konsekvent. Få det gjort. Altså det der hjælper og letter. Dagligt.

 

  • Læg mærke til signaler, hints og tegn til dig. Kald det skæbnen, kald det livet, kald det gud, kald det kilden, kald det universet, hvad end det måtte være for dig, og i princippet er det ligegyldigt hvad det er, bare du er OBS på det. Se nu de signaler. De dukker op hvis du giver dem lov.

 

God søndag.

 

/Hanne ❤

 

SÅDAN HELER DU DIT HJERTE

4-ugers online videokursus om at få helet sit hjerte og komme ovenpå - HURTIGT!

 

Har du fået knust dit hjerte og føler du ikke at du rigtigt kan komme videre?
Tro mig, jeg ved præcis hvordan det er at sidde fast i en krise, og jeg ved af bitter erfaring at det kan tage årevis at få det ud af systemet, hvis man overhovedet får det!


I 2015 fik jeg sønderknust mit hjerte igen, og jeg troede aldrig at jeg skulle rejse mig op igen!


Men det gjorde jeg, og på trods af at jeg var hele vejen forbi psykiatrisk skadestue, da jeg ikke ønskede at fortsætte med livet, så er jeg aldrig kommet så hurtigt ovenpå igen, som jeg gjorde denne gang.


”Hemmeligheden” er, at jeg gjorde noget andet end jeg plejer at gøre når jeg har kærestesorg og krise.

Det var som ren magi for både min krop og min sjæl.
En oplevelse jeg virkelig trængte til men også en oplevelse der vendte op og ned på hele mit liv og fuldstændigt forandrede mig for altid.

 

Alt hvad jeg lærte af denne krise og alt hvad jeg gjorde af ting for at komme ud af den, det deler jeg med dig i dette onlineforløb.

 

Det er et videokursus delt op i 4 moduler.
Det er nemt at gå til og det hele ligger også som lydfiler så du kan lytte til det imens du er på farten.
Der er også masser af små nemme - men effektive- øvelser som du nemt kan lave i hverdagen og som vil fremskynde din helingsproces helt vanvittigt!

Læs mere her: Sådan Heler Du Dit Hjerte - 4 ugers onlineforløb

Tilbage til bloggen

Filed Under: Dansk Tagged With: alene, cykeltur, ensom, ensomhed, ensomheden, følelser, giv følelserne plads, heling, hjælpsomme tanker, Hjerte Under Ombygning, kærlighed, lavt selvværd, mental udvikling, mentalt helbred, når ensomheden rammer, negative følelser, offer, ondt i selvværdet, parforhold, personlig udvikling, positive tanker, sådan heler du dit hjerte, sådan kommer man videre efter kærestesorg, selvdestruktiv, selvhjælp, selvkærlighed, selvtillid, selvudvikling, selvværd, søndags-support, søndagssupport, stranden, svære følelser, tankens kraft, tillad følelser, traumer, trigge, trigger, ulykkelig kærlighed

Elsk når du er klar

januar 22, 2017 by Hannah

GØR IKKE FORANDRING ALT FOR KOMPLICERET - BARE BEGYND

  • Forside
  • Om Mig
  • Blog
    • Om denne blog
    • Læs på Dansk
  • Peptalks
    • Dating & Parforhold
    • Personlig Udvikling
    • Tanker & Følelser
    • Vaner & Mønstre
    • Helbred & Sundhed
  • Foredrag & Events
  • Shop
  • Kontakt
  • Facebook
  • Instagram
  • Twitter
Tilbage til bloggen
Elsk når du er klar_1244x700

Fotograf Hanne Paludan Kristensen

Tilbage til bloggen
Et knust hjerte kan gøre de mest vanvittige og irrationelle ting i sin søgen efter heling.
Som en stofmisbruger på jagt efter sit næste fix.

Man har brug for bekræftelse fra andre, fordi man føler sig ensom, mindreværd, knust og afvist. 

Men i virkeligheden kan man kun højne sit selvværd og hele sit hjerte når man giver slip på sorg, savn, bitterhed og
såret stolthed og finder bekræftelsen, anerkendelsen og kærligheden i sig selv, til sig selv.

Et andet menneske kan ikke reparere dig.
Et andet menneske kan ikke gøre dig hel.

Man craver de "kærlighedshormoner" man pludselig helt koldt og wc-agtigt er blevet afskåret fra.
Dopaminet der gjorde en glad og opstemt i nyforelskelsesfasen og oxytocinet man fik ved berøring og kram og som gav følelsen af tæt forbundethed.

Og når forholdet afsluttes, cut!
No more!
Kold tyrker.
Men at finde en sutteklud til at lappe dit knuste hjerte er ikke løsningen. 
Det bedste du kan gøre er at give dig selv tid og finde modet til at søge kærlighed, anerkendelse og bekræftelse hos dig selv.
For én ting er sikkert.
Du forlader aldrig dig.
Du vil altid være hos dig.
Derfor er det vigtigt at du er god ved dig.
Derfor er er vigtigt at du synes du er dejlig.
Derfor er fandme vigtigt at du elsker dig, mere end nogen anden!
Derfor er du din største kærlighed.
Derfor er du det vigtigste menneske i dit liv << Test Fornavn >>.Du er god nok, selvom du er blevet forladt.
Du er pæn nok, selvom du er blevet forladt.
Du er klog nok, selvom du er blevet forladt.
Den rolle det menneske havde i dit liv er bare udspillet nu og derfor er kapitlet slut.
Mission accomplished.Så derfor:
Giv dig selv tid til at nå dertil hvor du er i stand til at se hvad det var du skulle lære af forholdet.
Giv dig selv tid nok til at finde styrke til at tilgive dig selv for sin egen andel i bruddet.
Og sidst, men ikke mindst, giv dig selv ro til at få det godt inden i og blive klar til ny kærlighed og nye eventyr.

Du kan fikse dig.
Du kan gøre dig hel.

Og HUSK, du fortjener bedre end en der opgav dig.

/Hanne ❤

Det du lige har læst var en af de gamle Søndags-Support'er, vil du med  på listen og få lignende "peptalks" sendt direkte til din indbakke hver søndag?
Så meld dig til her: Søndags-Support sign-up.

Det er helt gratis 🙂
Og du kan altid melde dig fra igen hvis det alligevel ikke er noget for dig.

Filed Under: Dansk Tagged With: elsk, elsk ikke, elsk ikke når du er ensom, elsk når du er klar, ensom, kærestesorg, kærlighed, knust hjerte, one night stand, rebound, søndag, søndags, søndags-support, søndagssupport, support, sutteklud

Ensom og desperat

november 11, 2015 by vps

INTET KAN SKADE DIG NÆR SÅ MEGET SOM DINE EGNE NEGATIVE TANKER

  • Forside
  • Om Mig
  • Blog
    • Om denne blog
    • Læs på Dansk
  • Peptalks
    • Dating & Parforhold
    • Personlig Udvikling
    • Tanker & Følelser
    • Vaner & Mønstre
    • Helbred & Sundhed
  • Foredrag & Events
  • Shop
  • Kontakt
  • Facebook
  • Instagram
  • Twitter
Tilbage til bloggen

Ensom og desperat

Jeg har fundet på løgne for at få omsorg og opmærksomhed. Jeg har været forfærdeligt ensom, dybt desperat og paranoid... og jeg var bare et barn... Modelfoto Fotograf: Hanne Paludan Kristensen

Jeg ved godt at jeg har efterladt Jer med en lille cliffhanger i sidste indlæg. Jeg skal nok også fortælle, det lover jeg, men som den lille svigteprinsesse jeg er, så bliver det altså ikke i dette indlæg som jeg ellers havde sagt, for der er lige noget andet der træner sig på, og det skal jo ud mens det er aktuelt, og det er det lige nu og her.

Jeg læste en kronik i Kristligt Dagblad -som faktisk har mange vildt fede artikler, jeg kan varmt anbefale at læse nogle af de artikler og kronikker der bliver lagt op på Facebook- det er fedt, følsomt og samfundsrelevant stof.
Kronikøren, der i øvrigt var supervelformuleret og skrev pissegodt for at sige det på godt dansk- gjorde opmærksom på at der var for lidt opmærksomhed på folk der stadig havde det svært, folk som ikke var kommet ud af depression, psykisk eller fysisk sygdom endnu, og at der var alt for meget fokus på stærke mennesker og soltrålehistorier og at de her mennesker der var kommet ud på den anden side var de nye helte og det nærmest kun handlede om at skrive blogs og komme i Go' aften Danmark...

Jeg følte mig truffet, og dét selvom jeg ikke engang har været i Go' aften Danmark. 😀
Og min blog er heller ikke skrevet med det formål.

Jeg blev bare rigtigt ked af hendes betragtninger. Som om det var forkert at hylde mennesker der er kommet ud på den anden side. Jeg ved godt at det formentlig ikke er det hun mente, hun synes bare at der er for lidt fokus på dem der ikke er kommet ud på den anden side endnu.

Og jeg forstår hende godt og jeg forstår også hendes budskab. Men jeg er bare ikke enig med hende i at der skal være mindre fokus på "succés'erne" og mere fokus på "taberne".
Jeg tror nemlig ikke på at der er nogen der har endegyldigt tabt og som aldrig kommer ud på den anden side nogensinde.
Det er et spørgsmål om vilje. Langt, langt hen ad vejen.

Jeg ved godt at nogle vil føle sig provokerede af at jeg siger det, men tro mig, jeg har selv befundet mig der.
Der hvor jeg bare accepterede at "sådan er jeg". "Jeg er bare født til at skulle være ked af det og skulle have det svært, og sådan er det".
Og som jeg også beskrev i indlægget "Det er nemmere at lide..." så er det også -hvor paradoksalt og vanvittigt det end måtte lyde- den følelse jeg kender bedst: "Det-er-synd-for-mig-og-jeg-kan-ikke-gøre-for-det" følelsen og "jeg-har-det-svært-og-det-vil-jeg-nok-bare-altid-have" følelsen.

Men hvorfor acceptere at have det skidt?
Det er sgu da fordi det nærmest er den eneste følelse jeg kender til!

Så når noget går godt, et parforhold feks. så fucker jeg det op, og når jeg skal ud og rejse -som er noget af det jeg elsker allermest her i livet- så bliver jeg syg. Ofte så syg at jeg bliver indlagt. Det kan være alt fra flænger i låret så jeg må syes, e-coli forgiftninger så jeg må indlægges, ører der eksploderer i flyet så jeg må direkte fra lufthavnen til hospitalet, nældefeber over hele kroppen så jeg må bruge en mindre formue på hormoncreme som jeg så skulle gå smurt ind i på hele ferien, voldsom betændelse i øjnene så der må tilkaldes læge akut, svamp i ørene så jeg ikke kan være nogle steder for smerter, influenza og hvad ved jeg der ikke sker når jeg er af sted...

Meget sigende ikke?

Min krop kan ikke finde ud af at have det godt. Mine tankemønstre har været (for det er de ikke nær så meget mere fordi jeg arbejder intenst på en "re-wireing") overvejende negative, og tankerne har forplantet sig i kroppen som en bestemt og permanent følelse og det er den følelse jeg nu er mest tryg ved: Følelsen af at have det elendigt inden i.

Så hvis ikke jeg bliver svigtet, gjort ked af det eller holdt udenfor, så medvirker jeg selv til at skabe situationer der fremkalder den følelse.

Trist?
Ja!

Kan det laves om?
Ja!

Men det kræver et KÆMPE arbejde og en enorm vedholdenhed, og det er den jeg deler med dig her på bloggen.
Så hvis du kender de her følelser, så læs endelig med, og kom endelig med kommentarer og indspark.

Anyway, jeg blev ærgerlig over at læse artiklen, fordi jeg synes at det er vigtigt at fortælle succeshistorierne, for de kan trods alt medvirke til at andre -via inspiration fra mennesker man kan spejle sig i og identificere sig med- får samlet sig selv op og også bliver en af dem der kommer ud på den anden side.

Jeg er ikke overhørig for at hun sikkert heller ikke mener at de gode historier ikke skal fortælles, hun synes bare at de beretninger der ikke er succés'er får for lidt opmærksomhed.
Det ved jeg sgu ikke om jeg synes hun har ret i.
Tænd for nyhederne, så er der masser af non-succés.
Se reality tv, masser af triste skæbner og mennesker der virkelig har det svært indeni og som tv-stationerne lukrerer på og udstiller på et plan så det er kvalmende og forkasteligt.

Der lukreres på mennesker der har det så svært og er så ødelagte indeni at de ikke er i stand til at føre en normal tilværelse, og den skal vi andre så sidde hjemme i vore IKEA divaner og glo på mens vi får kaffe og småkager galt i halsen, så vi rigtigt kan føle os "bedre og klogere end dem".

Ækelt.

Jeg synes også at folk tit brokker sig over at alle kun viser den pæne overflade på Facebook og andre sociale medier, alt er så poleret, du lægger kun billeder ud af dig selv når du ser lækker ud, når du er ude og rejse eksotiske steder, når du har det godt med din kæreste og når dine børn er søde.
Og sådan er virkeligheden selvfølgelig ikke...

Og her kommer så denne kronikør og "brokker sig" over at nogle af os rent faktisk deler vores aller inderste: tunge, svære og meget personlige issues, blot fordi vi så også vover den frækhed at dele hvordan vi så rent faktisk kom oven på igen...

Ja, hvor herre bevares, vi kunne jo "risikere" at inspirere og motivere andre til selv at komme ud af mørket.

Føj for en grim en!

Nu ved jeg godt at jeg skyder hende noget i skoene som hun med al sandsynlighed ikke har ment, men det var bare den oplevelse jeg fik da jeg læste kronikken.

Jeg delte derfor kronikken på min Facebookprofil -fordi jeg synes den er vigtig- og skrev:

"Jeg forstår forfatteren og jeg forstår det yderst velskrevne budskab rigtigt godt...
Men...
Den negative tone taler for sig selv, den er nærmest som et ekko af en insistereren på at VILLE have det uhelbredeligt skidt.

Tro mig, jeg har selv været der.

Det med at være offer og være ked af det har fulgt mig hele livet...

Lige indtil jeg "vågnede op". Og ja, jeg deler mine erfaringer på min blog, men ikke for at komme i Go' aften Danmark, men i håbet om at kunne motivere og hjælpe andre ud af deres krise.

Jo flere vi er der deler vores erfaringer og happy endings (selvom der er jeg ikke helt selv endnu, det er en længere proces) jo flere er der mulighed for at vi rammer og kan "samle op" og give inspiration.

Jeg ser intet i vejen med at man deler sine livskriser med læsere, hvis eneste "risiko" ved at læse med, er at blive inspireret.

Fordi vi hylder folk der kom ud på den anden side, betyder det ikke at vi ikke bryder os om dem der ikke er der endnu.
Jeg er som sagt ikke selv 100% ude på den anden side, da 42 års "programmering" ikke bare lige kan slettes fra den ene dag til den anden.

Jeg begyndte at skrive min blog mens jeg var helt nede i kulkælderen og det blev kun værre.
Det krævede også en indlæggelse og den har jeg også skrevet om.
Men pludselig blev jeg opmærksom på at jeg skulle passe på ikke at fastholde mig selv i rollen som hende der havde det ganske forfærdeligt og har haft et rigtigt hårdt liv.

Ja, gu' har jeg haft det hårdt! Men det hjælper jo ikke at blive ved med at fokusere på hvor hårdt jeg har og har haft det.

Anyway, jeg forstår godt forfatterens pointe men jeg er bare ikke helt enig i alle hendes betragtninger."

Det fik en af mine venner til at respondere (Jeg har fået lov til at citere ham, så det gør jeg)

Han skrev:

"Jeg kan følge dig 100% Hanne, specielt i det at føle sig som offeret .

Hvad er det man siger? Enhver er sin egen lykkes smed, ihvertfald når det handler om at nå ud "på den anden side". Hjælpen er at finde mange steder, men den virkelig hjælp hviler hos en selv... Men ja, man kan leve højt på i rigtig lang tid at søge bekræftelse i "hvor er det synd for mig", men kommer man ikke langt med."

Jeg svarede, men gjorde det på mobilen så det blev knap så uddybet:

"Nej, det er præcis det.
For mig bunder det i at det er her jeg har kunnet få omsorg.
Også da jeg var barn.
Når jeg blev syg eller kom til skade, SÅ fik jeg omsorg. Så nogle gange har jeg bare gået og ønsket at jeg blev syg eller kom til skade. Blot så jeg kunne få noget omsorg.
Jeg har fundet på løgnhistorier om at jeg var blevet ramt af en bil, blot for at se min mors reaktion og i håbet om at hun ville give mig opmærksomhed og omsorg...
Dén mekanisme følger mig også i voksenlivet og jeg blev opmærksom på det imens jeg skrev min blog.
Det er voldsomme ting der er blevet skrevet og jeg fik mange kærlige reaktioner og det føltes rart at folk -mine venner og bekendte- dragede omsorg for mig og tilkendegav at de synes at det var noget lort jeg havde været igennem og at jeg var sej og modig.
Selvfølgelig var det rart.
Men pludselig blev jeg opmærksom på det her behov jeg havde for at få den omsorg, og jeg fandt ud af at jeg skulle passe på ikke pludselig at blive "hende det er åh, så synd for".
For det ville fastholde mig i den rolle.
Offerrollen.
Og det er der ikke kommet en skid godt ud af indtilvidere.
Så nu tager jeg ansvar.
Ansvar for mit eget liv.
Nu skal jeg ud af offerrollen.
Og jeg skal drage omsorg for mig selv.
Det kan ikke nytte noget at jeg er så afhængig af andres omsorg og kærlighed.
Det vigtigste er omsorg og kærlighed TIL mig selv, FRA mig selv... Og den er svær... Når man synes så uendelig lidt om sig selv... Så man skal starte der... Med at elske sig selv. Når man kan sige "jeg elsker dig" til sig selv OG MENE DET, så kan man gå videre med sin personlige udvikling..."

 

Det fik ham til at skrive en personlig besked til mig, og den har jeg også fået lov til at citere:

"Shit du skrev noget i din kommentar som jeg kæmper lige så meget med... Jeg kunne skrive 10 A4 ark småtskrevet når det omhandler at tilegne sig opmærksomhed på den uhensigtsmæssige måde og så selvhadet.

Had er et grimt ord, men så det ikke at kunne li sig selv.... Det er hamrende destruktivt på nærmest alle fronter og eddermame vigtigt at man får styr på...

Kender ik din historie, men kan nemt regne ud at du er blevet eller følt dig svigtet... Oven i mit ADHD fik jeg så tilegnet titlen, store skader som følge af voldsomt svigt.
Sådan, skandalerne har ingen ende taget og faktisk nærmest ikke kigget mig selv rigtigt i spejlet i flere år, fordi ham jeg så der, kunne jeg simpelthen ikke fordrage... Jeg er helt hundrede med på hvor du befinder dig og det er godt nok noget af en kamp at få rettet op på... Hanne, jeg er lutter øre, du må gerne være ynkelig overfor mig, det skal man sgu ha lov til en gang imellem og viser sgu bare at man er et menneske...

Hold nu kæft hvor er det langt ude rent faktisk.... Hver dag er en kamp og et lillebitte skridt i den rigtige retning ik?

Jeg kan ik noget, duer ik til noget, ingen vil ha mig, du er dum og uintelligent, grim, gammel, halvfed osv osv osv er tanker der har kørt i mit hoved i alle disse år, dog værst de sidste 4-5 år.... Begynder at blive lidt bedre, men fandme lang vej..."

Ja... og jeg kunne jo kun skrive til ham hvor godt jeg kendte til at det han skrev der... Og han fortsatte meget ærligt og åbent senere på aftenen i en personlig besked:

"Så er jeg kommet hjem... Tidligt, men dejligt.
Det er noget mærkeligt noget altsammen, underligt at forholde sig til og så alt gir alt mening...
Jeg har næsten fået styr på følelsen "spildt 46 år".
Men det har jeg seføli ikke, da det bla har givet mig en datter, adskillige uddannelser og en masse sjov, altsammen rigtig fint, men en ting er jeg gået glip af i den grad, og det er kærlighed...
Har seføli haft den enorme kærlighed man har til sit barn og den kan ikke sammenlignes med noget andet, men når jeg sidder i dag og tænker tilbage, så har jeg levet et følelseskoldt liv...
Følelserne har jeg altid haft i mig, de er ikke nye, men jeg undertrykkede dem i alle de år, da det i en tidlig alder var noget jeg blev nødt til at gøre.. Lang historie....
Jeg har som dig, helt det samme, faktisk i alle de år, higet, ledt og søgt efter det jeg aldrig fik i min opvækst, nemlig opmærksomheden, accepten og respekten fra mine forældre...
Jeg har strøget fra den ene kvinde og videre til den anden, netop bare for at få noget opmærksomhed, eller den mindste følelse af at "være noget".
Det nyeste tøj, dyreste tøj, håret var altid klippet og sad snorlige, altid klar til fest og spontanitet og jeg blev hurtigt populær på ikke at være kedelig, men så heller ikke andet...
Jeg har simpelthen lagt så meget beslag på mine reelle behov, overskredet mine grænser for sygt ved at gå fra den ene til den anden, stukket løgne ud til højre og venstre om hvorfor jeg ikke kunne blive i det jeg havde gang i og bla bla.
Jeg udviklede den mest fantastiske teknik gennem årene, til at få rettet fokus på mig og netop være et tudefjæs...
Ved ikke om jeg decideret skammer mig over fortiden, fortiden er som den er og den kan man lige så godt acceptere og så gerne lære en helvedes masse af... For en 7-8 år siden og som lyn fra en klar himmel og helt uventet, befinder jeg mig i en situation (sexuelt) hvor jeg er impotent, ikke bare lidt, totalt impotent...
Tænker at det bare er en engangssituation og får joket det væk...
Problemet er at det gentager sig og den sidste gang jeg er ude for det, blir det fulgt op at mega kæmpe lede ved mig selv...
Der starter min rejse faktisk til der hvor jeg er nu....
Jeg kan lige pludselig kun dyrke sex, hvis jeg har følelser involveret...
Jeg slår det hen og tænker bare at jeg er ved at blive voksen den dag i dag, i skrivende stund, kan jeg tælle 2 sexuelle oplevelser på 2,5 år.
Ikke fordi jeg ikke kan score, men simpelthen fordi jeg ikke har lyst til at gi den side af mig selv til hvilken som helst, når som helst og hvor som helst... Den sidste jeg datede eller forsøgte at få noget seriøst op at køre med, måtte pænt acceptere at jeg tog hjem den første måned, inden vi dyrkede sex...
Jeg har brug for at mærke om det er oprigtigt, eller at der en interesse i at lære mig at kende ordentligt og det ikke bare er sjov og ballade... Er det ikke lidt vildt?
Jeg har det helt fint med det, selvom rigtig mange ikke fatter en skid af det.. Rent faktisk er jeg lidt stolt af at være sådan indrettet, på trods af at jeg godt ved at jeg går glip af sex... Men sex er skide ligegyldigt, hvis ikke der ligger andet bag end få lettet trykket... Den dag jeg mærker at en oprigtig talt er interesseret i MIG, så gir jeg også alt hvad jeg har i mig og det er edderstjertme ikke så lidt.. Der er sparet op på den konto i rigtig mange år...
Det er seriøst ikke sort snak... Det er bare en fantastisk forvandling..."

Whoa...

Jeg mangler ord...

Tårene har trillet ned af mine kinder efter denne snak med min ven. Både fordi jeg er forbandet trist på hans vegne, og også fordi at der jo er en masse af de indre kampe han beskriver som jeg selv kan genkende.
Jeg begyndte at tænke tilbage på tiden i skolen, på at blive låst inde i skabe, hånet, gjort nar ad, holdt udenfor, slået på og kaldt for grimme ting.
Ting der har udviklet et selvhad så stort at det nok er de færreste der kan begynde at forstå det, og så alligevel ikke... Desværre er der rigtigt mange der kan forstå det...

Jeg husker hvordan jeg fandt på løgne for at få folk til at have ondt af mig (så jeg kunne få omsorg, positiv opmærksomhed og måske også nogle venner) blandt andet den med påkørslen som jeg nævnte i svaret til min ven på Facebook.
Men jeg husker også engang vi var af sted med klassen på koloni, jeg tror det var i Saunte, og jeg blev som sædvanlig holdt udenfor.

Jeg var ensom og desperat og jeg var bare et barn...

Jeg skrev en seddel hvor jeg skrev nogle rigtigt grimme ting om mig selv. Rigtigt grimme.
Med STORE bogstaver.
Jeg skrev det i 3. person, så det så ud som om at det var en af mine klassekammerater der havde skrevet det.

Så hang jeg sedlen på min køjeseng.
Så alle kunne se den...

...I håbet om at nogle ville finde det og få ondt af mig...
Og taktikken var at de skulle få så ondt af mig at de tilbød mig deres venskab...

Sedlen blev skam også fundet, og tilmed af en af plageånderne, og hun "sladrede til en voksen" og så startede dramaet ellers...

Så blev alle børn og voksne kaldt i samråd, og jeg sad på en stol ved siden af vores klasselærer som stod op og skældte og smældte på alle i klassen som var sat op på ræd og række på stole. Foran hende selv og mig...

Vildt ubehageligt.

Hun sagde at alle blev sidende indtil "synderen" meldte sig.
Og der var selvfølgelig ingen der meldte sig...

Til sidst måtte jeg simpelthen bryde sammen og tilstå...
...At jeg selv havde skrevet den...

Jeg ved ikke om du kan regne ud hvor "populært" dét var?!

Det var ganske forfærdeligt og dybt traumatiserende.
...jeg kan ikke sige mere om hændelsen, for jeg har fortrængt det... jeg kan simpelthen ikke huske resten...

Hanneogmorfar

Her er jeg med min elskede morfar. Han var som en far for mig. Men også en mand med mange ar på sjælen og et negativt sind som følge deraf... Fotograf: Privat foto

Hannemedmorfarshat

Her er jeg med morfars hat på... Når jeg ser billeder af mig selv som barn så forstår jeg sgu ikke at jeg skulle mobbes og selvfølgelig heller ikke hvorfor min mor kunne finde på at slå mig... Men det var jo dét hun selv havde lært og når jeg ser billeder af hende som barn, så begriber jeg ikke at nogle kunne gøre hende fortræd... Begriber det ikke... Fotograf: Privat foto

...Jeg husker tider hvor jeg har siddet hjemme hos mig selv og været bange for om der måske var skjulte kameraer oppe, som dem i klassen overvågede, så de feks. kunne se når jeg gik på toilettet eller andre ting...

Jeg var nærmest paranoid til tider... Og Virkelig ensom, og som du nok kan forstå ulykkelig og desperat...
Det har givet mig store ar på sjælen, og det er noget af det jeg kæmper med i dag.

hanneogkat01

Her er jeg på vandretur med fritidshjemmet. Her havde jeg heller ikke rigtigt nogle venner, så det der interesserede mig mest var den lille kat der fulgte med os noget af vejen... Det var min ven... Fotograf: Privat foto

hanneogkanin

Jeg har altid været glad for dyr. Her er jeg med min "Ninus". Dyr var mine venner, de sagde ikke grimme ting og de var glade for mit selskab. Det er mine brødre ved siden af. Jeg har valgt at sløre dem da jeg ikke vil stille dem i en position hvor de skal tage stilling til om de har lyst til at figurere på min blog eller ej. Så jeg vil ikke være bekendt at spørge dem. Fotograf: Privat foto

Det er noget af det der gør at det kan være svært at få et parforhold til at fungere, for jeg kan ikke finde ud af at blive elsket, og det er noget af det der gør at jeg kan have svært ved at sætte grænser og sige fra, og dét har jeg skrevet et indlæg om, og det publicerer jeg ganske snart, og når dét så er udgivet, så LOVER jeg at vende tilbage til den cliffhanger jeg omtalte i forrige blogindlæg. 😀

Men husk, det er ikke synd for mig.
Jeg er ikke et offer mere.
Jeg kan ganske vist ikke ændre på fortiden, men jeg kan bestemme hvordan jeg vil have det nu.
Lige nu.
I dag.
Ikke  morgen og ikke om 14 dage, men lige nu.
Lige nu, er det eneste jeg kan gøre noget ved og bestemme over.

Selvom det er noget forfærdeligt lort at jeg har haft det så skidt, så er det jo ikke virkeligheden mere.
Det er passé og det kan ikke ændres.

Jeg er ikke et barn mere, i dag er jeg voksen, og jeg kan selv vælge hvem jeg vil være sammen med.
Hvis der er nogen der ikke vil være sammen med mig, eller bliver sure på mig, so be it.
Jeg skal ikke blive ked af det, det ved jeg nu, men bare lade være med at bruge tid og energi på dem, for der er heldigvis masser af andre der gerne vil være sammen med mig og som godt kan lide mig.

Dét har jeg da, om noget, fundet ud af i denne tid.

Fortiden er slut og den skal ikke have magt over mig længere.

Jeg tager ansvar nu.
Ansvar for mig selv.

Der skal omprogrammeres big time.

Jeg er i gang med at skrive noget ned...
...Noget helt specifikt jeg gør for at lære at omprogrammere...

Oooh yes!

Dét skal jeg også nok dele.
Men som sagt, først et indlæg om at sætte grænser.
Kommer næste gang.
Og så "cliffhangeren", og så måske omprogrammerings-guiden.

Håber du er med mig.

/Hanne <3

 

Tilbage til bloggen

Filed Under: Dansk, Ensomhed, Forhistorien, Grænser, Mind-set, Negativitet, Om mig, Tanker og følelser Tagged With: blog, blogger, den anden side, desperat, desperation, ensom, ensomhed, Go' aften Danmark, grænser, hige efter omorg, kammerater, klassekammerater, knik, kom ud på den anden side, Kristligt Dagblad, kronikør, løgn, løgnhistorier, min ven, mine grænser, mobning, omsorg, paranoid, personlige grænser, relationer, sætte grænser, solstråle historier, succes, succéss, venner

Ydmyget, udmattet og rigtigt ondt i livet…

marts 3, 2015 by vps

HVER DAG ER EN NY MULIGHED

  • Forside
  • Om Mig
  • Blog
    • Om denne blog
    • Læs på Dansk
  • Peptalks
    • Dating & Parforhold
    • Personlig Udvikling
    • Tanker & Følelser
    • Vaner & Mønstre
    • Helbred & Sundhed
  • Foredrag & Events
  • Shop
  • Kontakt
  • Facebook
  • Instagram
  • Twitter

Ydmyget, udmattet og rigtigt ondt i livet…

Tilbage til bloggen

Ondt i livet

Ondt i livet Fotograf: Hanne Paludan Kristensen

Jeg troede jeg havde ramt den dybeste afgrund.
Men jeg var åbenbart ikke helt nede i det allermørkeste dyb.

Min kæreste har selv foreslået parterapi så vi kan komme videre. Det vil jeg rigtigt gerne.
En af mine veninder mener dog at jeg bør starte med selv at se en psykolog fordi jeg er så langt nede i et sort hul at det vigtigste må være at få mig selv på ret køl for at skabe balance i tingene. Hun har ret.

Jeg kan næsten ikke overskue det...
Jeg orker det ikke, for jeg ved hvor ondt det gør og hvor hårdt det er at gå til psykolog.
Jeg er flået helt i stykker og hvert et åndedrag jeg tager gør ondt.
Så jeg vil gerne hjælpes.
Men hold kæft hvor kan jeg nærmest ikke overskue det.

Til min veninde: Du ved selv hvem du er, tak <3 fordi du fik mig overtalt.

Cykler i dag ind til psykologen hvor jeg har en tid kl 11:15Jeg kører afsted med tårerne trillende ned ad kinderne, og vi er ikke engang begyndt endnu. Det er bare alle mine tanker. Alt hvad jeg tænker gør ondt.

Jeg tænker at jeg er 100meter mester i at ødelægge ALT for mig selv.

Ydmygende at tage hele turen gennem byen på cykel og ind i Føtex med røde, ophovne, våde øjne efter at have siddet 1 time hos psykologen og grædt.
Det skal jo gøres.
Uanset hvor udmattet jeg er.

Jeg er ikke bare udmattet. Jeg er komplet smadret inden i.
Og jeg har ondt i livet.
Rigtigt ondt i livet.

Jeg er ikke glad for mit arbejde længere.
Jeg får nok aldrig min egen familie som jeg så brændende ønsker mig. Min kæreste har ikke lyst længere. Han ved ikke engang om han har lyst til at være sammen med mig længere...

Måske får han lyst igen?
Måske finder han ud af at vi selvfølgelig skal have en fremtid sammen?
Men jeg kan ikke være sikker.
Og det er bare så ubeskriveligt hårdt.
Jeg vil så gerne gøre det rigtige. Gøre hvad jeg kan for at gøre det godt igen.

Men er det en kamp jeg har tabt på forhånd?

Jeg ved det ikke...

Jeg ved heller ikke hvad det rigtige er at gøre.
Der er en mærkelig stemning.
Han ved at jeg kæmper for at gøre det godt igen.
Jeg ved at han ved det.Det giver en mærkelig stemning.
Vi har snakket om tingene i går, og det var rigtigt rart at snakke om tingene, helt stille og roligt.
Men i dag er det bare som om der er en mærkelig stemning.

Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op.
Jeg har ondt i maven.
Ondt i hjertet.
Ondt i sindet.
Ondt alle vegne.

Ondt i livet...

Jeg har før haft ondt i livet, og før haft lyst til ikke at være mere. Jeg er altid senere i livet, når tingene er kommet på afstand, blevet glad for at jeg ikke valgte at tage mig selv af dage, men valgte at rejse mig og kæmpe for at komme ovenpå igen.

Jeg har før råbt om hjælp ved at gøre et meget forkølet og mislykket forsøg på at ende mit liv.

Dumt.

Jeg gør det ikke igen. Jeg tør ikke. Men jeg har vitterligt ikke lyst til at være her -i livet- lige nu.
Jeg ville ønske jeg kunne sove en tornerosesøvn og først vågne når alt var godt igen.
For jeg ved ikke hvad jeg skal gøre...

Måske skal jeg ikke gøre så meget.
Måske skal det bare have lidt tid det hele.
"Måske" er lige ved at suge alt livsglæde ud af min smadrede krop og sjæl...

 

Et billede der hænger hos min psykolog - Det illusterer meget godt hvordan jeg har det inden i. Koldt. Tåget. Dødt. Ensomt. Trist.

Et billede der hænger hos min psykolog - Det illustrerer meget godt hvordan jeg har det inden i. Koldt. Tåget. Dødt. Ensomt. Trist. Fotograf: Privat foto

Tilbage til bloggen

Filed Under: Dansk, Ensom i tosomheden, Forhold og fertilitetsbehandling, Parforhold, Tanker og følelser Tagged With: 100 meter mester, Barnløs, depression, dumme tanker, ensom, et råb om hjælp, forhold, Fotograf, fremtid, hjælp, kæreste, måske, ondt i livet, ondt i maven, parforhold, parterapi, psykolog, rejs dig op, selvmordstanker, terapi, trist, tristhed, udmattet, Ufrivillig barnløs, ufrivilligt barnløs, ydmyget