Hjerte Under Ombygning

Meningen med det hele

juni 26, 2016 by Hannah

TRO PÅ AT DER ER EN MENING MED DET HELE - FOR DET ER DER

  • Forside
  • Om Mig
  • Blog
    • Om denne blog
    • Læs på Dansk
  • Peptalks
    • Dating & Parforhold
    • Personlig Udvikling
    • Tanker & Følelser
    • Vaner & Mønstre
    • Helbred & Sundhed
  • Foredrag & Events
  • Shop
  • Kontakt
  • Facebook
  • Instagram
  • Twitter
Tilbage til bloggen
Meningen med det hele

Fotograf Hanne Paludan Kristensen

Jeg får flere og flere mails fra folk der kan genkende meget af det jeg skriver om, i sig selv.
Enkelte står endda selv midt i en lignende suppedas som den jeg befandt mig i, i marts 2015.
Andre er bare generelt triste og har svært ved at finde smilet frem og/eller føle sig lykkelige og glade.
Som jeg ser det, er det et alvorligt problem at så mange mennesker går og kæmper med deres indre, vi får alt for lidt hjælp og opbakning til at få det bedre indeni, og ofte er den hjælp vi får overfladisk og kun symptombehandlende. Den tager sig ikke af årsagen til hvorfor vi er ulykkelige.
Nogle gange aner vi ikke engang selv hvorfor vi er ulykkelige, og så kræver det altså noget andet og mere end en recept på lykkepiller.

Jeg har på det seneste forsøgt at komme med mit bud på løsninger, muligheder og perspektiver til dem som har skrevet til mig, og jeg vil i den kommende tid dele nogle af dem her på bloggen, fordi det er mit indtryk at rigtigt mange har det som dem der har skrevet til mig, herreste gud, jeg har jo for pokker selv været en af dem for ganske kort tid siden.
- Og arbejder stadig på "sagen".

Jeg håber at indlæggene kan bidrage med bunker af inspiration, sætte tanker i gang og sparke til din motivation, hvis du skulle være en af dem der går rundt og er lidt tung om hjertet.

Her er mailen fra min læser:

"Hej Hanne

Jeg har været inde og læse din blog, og hold kæft hvor kan jeg genkende meget af mig selv. Jeg nåede så godt nok ikke til at blive gravid, men jeg mistede også alt fra den ene dag til den anden. Jeg vil også gerne ændre det med at være et offer men har måske bare mere brug for en vej eller se at andre kan, eller høre hvordan de gjorde…

Håber du kan hjælpe..??"

Hvis der er noget af alt det jeg skriver om her på bloggen som du også kan nikke genkendende til, så er du i hvert fald ikke alene.
Hvilket ovenstående mail jo også er et godt eksempel på.

Jeg vil gøre mit ypperste for at dele alt hvad jeg har gjort for selv at få det bedre, for det er mit indtryk -og også min egen erfaring- at mange slet ikke bliver hjulpet i det omfang de har brug for, eller på den måde de har brug for.

Jeg kom selv op til min læge der i marts måned 2015, og bad om hjælp i form af en henvisning til en psykolog (På trods af at jeg har gået til psykolog et hobetal af gange i mit liv og aldrig rigtigt fået løst mine problemer, men hvad fa'en skulle jeg ellers gøre?? Man kan jo ikke få henvisninger eller hjælp til alternative muligheder!)

Men min læge kunne (ville???) ikke hjælpe.
Og dér sad jeg, med tårene trillende ned ad kinderne og fortalte at min kæreste havde forladt mig og at jeg ikke følte at jeg havde noget at leve for længere, og hun vidste at jeg lige havde været igennem en -for mig- hjerteknusende ufrivillig abort og jeg fortalte også at jeg stod uden et hjem og at jeg nærmest ikke var i stand til at tjene til dagen og vejen. OG som sagt at jeg FØLTE at jeg ikke længere havde noget at leve for!!!
Det sagde jeg...

Og jeg blev ikke hørt...

Hendes kommentar var at de "desværre ikke kunne hjælpe med livskriser"...

Jeg gik derfra stortudende... Følte mig magtesløs, ulykkelig og ensom.
Jeg var i dyb, dyb krise...
"Men det kunne de desværre ikke hjælpe med..."

De kunne kun give mig en henvisning hvis jeg havde været gift med min kæreste eller hvis der havde været dødsfald i familien, eller hvis jeg lige havde været et par uger længere henne da jeg aborterede...

WTF!???

Nogle gange undres jeg over hvad mine skattepenge går til... Udover kampfly.

Her var der i hvert fald tilsyneladende ingen ressourcer til at kæmpe for mig.

...Behøver jeg at nævne at jeg siden har skiftet læge...?!

Nå... Men når dét så er sagt, så fortvivl ikke!
Man kan nemlig hjælpe sig selv.
Dét har jeg gjort.

Her kommer en lille samling af mine bud, som svar til min søde, men triste læser:

Kære læser,
10000000 tak for din mail, og beklager virkelig at der er gået så lang tid før jeg lige fik lidt tid til at svare dig.

Jeg vil rigtigt gerne hjælpe dig, det er jo derfor jeg skriver min blog, det er netop for at hjælpe og inspirere andre.
Jeg kan selvfølgelig ikke gøre det ud for professionel hjælp. Om du har brug for det, ved jeg ikke, da jeg ikke kender så meget til præcis hvordan du har det.

Jeg VED hvor skrækkeligt det er at stå der og have mistet alt, men tro mig, på et tidspunkt kommer du til at forstå meningen med det hele.

For mig, var meningen at jeg skulle gøre det jeg gør nu: Udvikle mig selv! (Og dele det med andre)

Havde min ex ikke forladt mig lige efter min abort og efterladt mig uden et hjem og med en økonomi der var blevet total afhængig af hans, ja, så havde jeg nok ikke stået der hvor jeg gør i dag...
Det var meningen at hele gøjemøjet skulle styrte sammen over hovedet på mig, på én gang, for ellers havde jeg ikke gjort noget ved det.

Ellers havde jeg ikke gjort noget ved mig!

Hvis det "bare" havde været min kæreste der forlod mig, og jeg ikke også lige havde være igennem en abort og jeg ikke også mistede mit hjem og min økonomi ikke også lå i ruiner, så havde jeg bare sørget over den tabte kærlighed -som jeg har gjort så mange gange før når (endnu) et forhold er forlist- og når jeg så var "færdig med det", så var jeg røget tilbage i mine gamle selvdestruktive mønstre og så ville det hele kunne starte forfra...

Som det har gjort i 42 år...

Igen og igen.

For selvom jeg rigtigt gerne ville være i et parforhold og rigtig gerne ville elskes, så har jeg haft svært ved at håndtere når nogen så virkelig har elsket mig.
Jeg var ikke "vant" til det, så derfor kunne jeg ikke rumme det og det har betydet at jeg -ubevidst- har haft en adfærd der skubbede mine kærester væk. Og hvis de ikke selv skred på trods af min (dårlige) opførsel, så gjorde jeg det selv forbi...

Jeg kunne ikke være i det...
Men jeg kunne ikke selv se at det var sådan det hang sammen, for hver gang blev bruddet jo undskyldt med alle de fejl den kæreste havde, som jo var skyld i at jeg naturligvis ikke kunne holde ham ud!

Suk...
Stakkels dem...
Og stakkels mig...

Det har jeg skrevet lidt om i det indlæg der hedder "Det er nemmere at lide"

Så de fleste gange har det været mig der har forladt mine kærester, og ikke omvendt. Men i marts 2015 var det mig der blev forladt...

Ouch...

Måske kan du genkende noget af ovenstående?

Det er i hvert fald ofte sådan det "historien går" når man er "sådan en" der har en tendens til at indtage offerrollen, da grunden til at vi indtager den jo er fordi at vi har været igennem nogle ting i vores liv der har traumatiseret os.
Det lyder måske voldsomt, men det er ikke desto mindre sådan det er.

Et traume er dog ikke en livstidsdom, man kan sagtens få dem "rystet af sig". Det kræver "blot" arbejde, vilje og vedholdenhed.

Du kan evt gå ind på min YouTube kanal Hjerte Under Ombygning og se nogle af de små peptalk-videoer jeg har lavet om emnet: Hvad er et traume og Læg traumerne bag dig og kom ud af offerrollen

En af de ting der har hjulpet mig rigtigt meget er at få kontrol over mine tanker.

Vi vælger nemlig selv vores tanker.

Ofte kører størstedelen af vores tanker dog på autopilot og det er desværre tit negative og selvdestruktive tanker, så de tanker skal ændres og laves om til positive, rare tanker der gør noget godt for en.

Jeg startede med at sige højt til mig selv "Det skal jeg ikke tænke på nu" når der kom en dårlig og negativ tanke, og jeg gemtog det et par gange for mig selv indtil jeg var kommet på noget andet og rarere at tænke på.

Jeg brugte også meget det at lytte til inspirerende YouTube indlæg, eller inspirerende lydbøger, for så koncentrerede jeg mig om det, fremfor at lade mig overmande af negativt tankemylder.

Jeg husker engang hvor jeg gik jeg igang med at læse en e-bog om "hvordan man bliver uimodståelig overfor mænd" eller noget i den retning, og dét var jeg slet ikke klar til.

Det sønderrev mig fuldstændigt.

Jeg havde det som om at for hver sætning jeg læste fik jeg klasket i hovedet hvor "forkert" jeg havde været som kæreste og hvor meget jeg havde gjort "galt".

Det var hjerteknusende.
Så jeg stoppede!!!

Jeg stoppede med at pine mig selv!!!

Mit gamle jeg ville nok have fortsat med selvpineriet.

Det samme gjaldt hvis jeg bare lyttede til radio og der pludselig kom en sørgelig sang som gjorde mig oprørt og ked af det, så slukkede jeg og satte en god lydbog på i stedet for.
Jeg var ikke spor i humør til festmusik, og det accepterede jeg, men jeg undlod til gengæld også at pine mig selv med sjælere der kunne knuse mit humør og min dag.

Det er et rigtigt godt sted at starte: At lade være med at pine sig selv.

Jeg blokerede min ex på Facebook, således at jeg ikke faldt for fristelsen til at "følge med" på hans profil og pine mig selv med det. Det samme gjorde jeg med hans venner og familie.

Jeg valgte udover at styre mine tanker i positiv retning, også at have et mere positivt perspektiv på de ting jeg oplevede i min hverdag.
Altså simpelthen at se anderledes på ting.
Tage ting mere positivt.

Jeg valgte f.eks. at se gamle minder om ham -det kunne være dem der poppede op på Facebook eller dem der bare poppede op i hverdagen hist og her- som noget godt.

Jeg valgte simpelthen at sige til mig selv:
"Jeg nægter at se på den tid vi havde som noget negativt, og jeg nægter at blive ked af det når jeg bliver mindet om ham eller det vi havde sammen"

Jeg insisterede altså på at smile når gamle minder poppede op. (Og tro mig, det var ikke nemt de første gange, men jeg gjorde det alligevel!)
Jeg insisterede på at jeg ikke ville have det skidt hvergang jeg blev mindet om ham og os.

Det har hjulpet mig helt afsindigt.

Den teknik den bruger jeg også i min hverdag nu. Som feks. det at jeg nu ser på bruddet, aborten og hele "lortet" som noget positivt. Som et "nødvendigt onde" for at jeg kunne når hertil hvor jeg er i dag, og hvor jeg faktisk er lykkeligere end nogensinde.

Ja, lykkeligere end nogensinde!

Det kan jeg sige helt uden at tøve! -Og det på trods af at jeg ikke har nogen kæreste, ikke har nogen børn, måtte vinke farvel til hus ved stranden og nu bor i en lejlighed ghettoen i stedet for og økonomien hænger lidt i laser.

Men det er ligegyldigt...

P**** ligegyldigt...

For jeg har fundet en indre ro og fred.
Og en 100% nagelfast tro på at det hele løser sig.
En 100% tiltro til at jeg nok skal få mig en dejlig kæreste.
En 100% sikkerhed på at penge og overflod i alle afskygninger vil komme til mig.
En hvilen i, at hvis det er meningen at jeg skal have børn, så skal jeg nok få det, og hvis ikke, så er det fordi der er noget andet og ligeså skønt i sigte for mig.
Og så er jeg bare så glad for min lejlighed i ghettoen! Yeah man!
Jeg har formået at fokusere på alt det fede ved min lejlighed, og glæder mig over den hverdag.

Jeg fokuserer ikke længere på det jeg ikke har. For jeg kan ikke ændre det! Så jeg har glemt alt om huset ved stranden og glemt alt om min ex.

Det er fortid.
Det er ikke noget jeg kan ændre på.

Så jeg lever i nuet. Det lyder måske kliché-agtigt, men det letter altså på en hel del af tankemylderet, når man giver sig selv lov til at slippe alt det lort man alligevel ikke kan gøre en skid ved og lader være med at bekymre sig om ting i fremtiden som måske aldrig sker.

Det her med at tænke mere positivt og se ting i et mere lyst perspektiv, det er noget man som "offerrolle-indehaver" skal øve sig rigtigt meget i. Vi har en tendens til at tro verden er imod os. Men det er den ikke!
- Verden er kun imod dig hvis du tror og tænker at den er!

Jeg øver mig stadig hver evig eneste dag.
For jeg kan ikke skabe mig et nyt liv på gamle vaner!

Jeg siger det lige igen:
Man kan ikke skabe et nyt liv med gamle vaner og mønstre!

Hvis jeg vil have at mit liv skal ændre sig, så er jeg nødt til at ændre mig!

Jeg lytter stadig til inspirerende lydbøger og YouTube indslag hver evig eneste dag, og vigtigst af alt, jeg arbejder dagligt på at integrere noget af al den inspiration jeg får fra disse medier, for det er jo ikke nok at læse en bog eller lytte til en lydbog, man skal også implementere det og bruge det, ellers er der intet der ændrer sig.

Det er lidt ligesom når man kloger sig på sine veninders vegne hvis de har kæresteproblemer (eller hvilke som helst andre problemer) og kommer med gode, velmenende råd, men når man selv står i suppedasen, så gør man ikke selv de ting man rådede sine veninder til. Så det vil sige, man ved godt hvad man bør gøre, men man gør det ikke(!!), for man har ikke integreret sin viden. Man har den bare, men bruger den ikke, so to speak.

Rimeligt dumt ik?

Det betyder også at man alt for ofte går på kompromis med sig selv i tosomhedens navn.

Det har jeg også lavet et par videoer om: 5 tips - Sådan er du tro mod dig selv i et parforhold og Sådan laver du en parforholdskontrakt

Og for guds skyld, lad være med at prøve at date dig ud af kærestesorg! Det vil være mit ultimative råd!

Det, at man ikke kan være alene og at man sultent og utrætteligt higer efter kærlighed, opmærksomhed og anerkendelse kan kun betyde en ting: At man ikke elsker sig selv. I hvert fald ikke nok!

Jeg skriver rigtigt meget om det her på min blog og jeg nævner det i rigtigt mange af mine videoer, at det helt grundlæggende fundament for overhovedet at kunne gå i gang med "projekt personlig udvikling" er, at man elsker sig selv.

Når man elsker sig selv, altså rigtigt elsker sig selv, så vil man helt automatisk være meget mere motiveret for at lave de ændringer der skal til for at få det bedre, og man vil have bedre overskud til at blive ved med at arbejde på det og "øve sig". Man vil have tendens til at spise sundere, dyrke mere motion, få sovet ordentligt og alle de der ting som man nu engang skal gøre for sig selv for at have det rigtigt godt.

Kort sagt, man er langt bedre til at "tage sig af" sig selv når man elsker sig selv.

Det giver egentlig god mening.
Mange glemmer bare sig selv og kaster al deres kærlighed på deres børn f.eks.
Men reglen fra flyveren med at du skal tage iltmasken på selv før du hjælper andre, den gælder altså også In Real Life skulle jeg hilse og sige!
Du kan ikke tage dig af dig af andre før du har taget dig af dig selv, og derfor vil parforhold forlise, gang, på gang, på gang, hvis ikke du elsker dig selv...

I indlægget "Stumper af Lykke" skriver jeg om det her med at lære at elske sig selv, måske du kan finde lidt inspiration til selv at komme i gang ved at læse dette?

Jeg har en video på vej der hedder "Hvordan ved man om man elsker sig selv" og jeg har en e-bog på vej der formentlig kommer til -helt simpelt- at hedde "Få det bedre" og den vil du kunne købe i min shop på Hjerte Under Ombygning. Jeg ved ikke lige hvornår endnu, men snart 🙂

I den skriver jeg i detaljer alt hvad jeg har gjort og hvordan, så man ikke skal sidde og lede i gamle blogindlæg.
Der vil også stå en masse andre ting der ikke står i mine blogindlæg, så den vil være et skide godt værktøj for mange.

Jeg holder et lille foredrag d. 24. august kl. 19-21 på Frederiksberg, kom endelig og lyt, jeg lover der vil være en masse guldkorn omkring hvordan man kan styre sine tanker og også om hvorfor det er en stor udfordring at gøre.

/ Hanne ❤

PS. Det ville GLÆDE mig at se ALLE jer læsere til mit foredrag d. 24. august, jeg har virkelig brug for al jeres support, til dette mit allerførste "rigtige" foredrag.

 

Her er nogle af de videoer jeg refererer til i teksten:

 

Tilbage til bloggen

Filed Under: Dansk, Hjertesorg, Kærestesorg, Mind-set, Negativitet, offerrollen, Parforhold, Personlig udvikling, Sorg, Sorg og angst, Tankens kraft, Tanker og følelser, Venskaber og relationer Tagged With: at elske sig selv, blog, blogpost, ekskæreste, elsk dig selv, foredrag, Hjerte Under Ombygning, i tosomhedens navn, kærestesorg, kom ud af offerrollen, mening, meningen med det hele, offer, offerrolle, peptalk, peptalks, personlig udvikling, selvdestruktiv, selvdestruktive mønstre, selvpineri, stop selvpineri, tosomhed, vær tro mod dig selv, youtube kanal

Man kan ikke date sig ud af kærestesorg

december 29, 2015 by vps

ALT HVAD DU ER, ER ET RESULTAT AF DINE TANKER

  • Forside
  • Om Mig
  • Blog
    • Om denne blog
    • Læs på Dansk
  • Peptalks
    • Dating & Parforhold
    • Personlig Udvikling
    • Tanker & Følelser
    • Vaner & Mønstre
    • Helbred & Sundhed
  • Foredrag & Events
  • Shop
  • Kontakt
  • Facebook
  • Instagram
  • Twitter
Tilbage til bloggen

Vent til uvejret har lagt sig med at "reparere" og bygge nyt op. Fotograf: Hanne Paludan Kristensen

Vent til uvejret har lagt sig med at "reparere" og bygge nyt op. Fotograf: Hanne Paludan Kristensen

 

For nogle weekender siden var jeg til en tøsejulefrokost med efterfølgende bytur på plakaten.
Jeg har ikke været ude og føjte og feste siden mit brud, for jeg har ganske enkelt ikke haft lyst.
Men NU var jeg klar.
Jeg har gjort mig selv den tjeneste og undladt at tage til fester og sidde og ladet som om jeg havde det sjovt*, undladt at gå i byen blot for at få opmærksomhed, undladt at hoppe på alskens online datingmedier blot for at blive bekræftet eller finde et passende rebound.

(*  Jeg tog faktisk af sted til en venindes 40-års fødselsdag i sommers, men jeg havde det så skidt at jeg blev nødt til at gå inden desserten var blevet serveret. Min veninde forstod mig fuldt ud og det var det bedste jeg kunne gøre for mig selv den aften, men i det mindste havde jeg forsøgt)
Selvom det umiddelbart kan virke fristende at kaste sig i grams eller sidde og bladre hvileløst igennem profiler på Tinder og Happn, så har jeg holdt mig væk. Væk fra byen og væk fra dating, indtil jeg ikke længere var ked af det. Indtil jeg ikke længere havde ondt i mit hjerte. Indtil jeg følte mig klar og vitterligt havde lyst.

Dét har virkelig været en god beslutning.
Det betød nemlig at da jeg så endelig gik ud, gav jeg den 100% gas med de her tøser og jeg følte mig tilpas, tilfreds og parat!
Søndagen efter, not so much… Fosterstilling, kvalme og hovedpine hele dagen, men dét er en helt anden snak ;-D
Byturen var en succes, og ligesom med så meget andet, så er det alfa omega for motivationen at man har haft en succesoplevelse. Ellers går man kold i det.
Sådan er det også med byture og onlinedating som ikke har være gode oplevelser, man bliver bare mere ked af det, mere forvirret og selvværdet får endnu et hak nedad.

Sjovt ser det ud, og det var det også! Fotograf: Private

Sjovt ser det ud, og det var det også! Fotograf: Private

20151212_200041

20151212_225459

Tidligere har jeg kastet mig ud i vilde drukture og onlinegrams alt for hurtigt efter bruddet og det har ikke gjort mig andet end endnu mere ulykkelig og fortvivlet.

I de fleste af mine tidligere forhold har det været mig der har truffet beslutningen om at afslutte forholdet, men det har faktisk ikke gjort det nemmere at fare i byen og snave tilfældige fremmede i gulvet, mase "Nice-Guy 38" i madrassen eller for den sags skyld gjort mig mindre ked af det…
Tværtimod.
Og dermed har det altså heller ikke gjort mig mere rede til det vilde single-party-dating-liv, selvom man måske kunne tro det.

Point being: Uanset om du bliver forladt eller det er dig der forlader... Take a break!

Min tidligere ex -Max- gik jeg og var trist over i ti år!
10 år...
Og det var mig der skred...

Anyway, nu går der lige lidt videnskab i den:

For det er nemlig videnskabeligt bevist at kærlighedshormonet oxytocin blandt andet udskilles ved kropslig kontakt og at oxytocin niveauet sænkes når man går fra hinanden. (Muligvis pga den manglende kropskontakt)

Det gør at man naturligvis -instinktivt- vil søge at få niveauet op igen, og kroppens eget lykkehormon serotonin udskilles blandt andet når vi føler begær, derfor kan det føles som en mææægtig idé og en rigtig god "trøst" at kaste sig over et nyt bekendtskab.

For mit eget vedkommende har det dog blot været som at tisse i bukserne for at holde mig varm.

Det gjorde mig ingenlunde lykkeligere.
Den bekræftelse jeg fik, var kun kortvarig og løste ikke mine kærlighedskvaler.
De "forhold" jeg havde varede heller ikke ved, fordi jeg ikke selv var klar og befandt mig i et stadie af desperation, så de mænd jeg tiltrak var -naturligvis- de forkerte…
Man skal være åben, modtagelig og lykkelig når man skal indlade sig på et forhold, ikke desperat, ulykkelig og med ondt i selvværdet.

Faktisk kan nogle mennesker opnå at få højnet niveauet af oxytocin -kærlighedhormonet- uden en ny romance, men i stedet ved kontakt med dyr.
Når du aer, klapper og klør dyret bag ørene giver du den kærlighed du ikke kan give til din partner mere, fordi I er gået fra hinanden, og dette kan for nogen altså hæve mængden af kærlighedshormonet i blodbanerne.
Jeg er slet ikke i tvivl om at mine to små katte Høre-Mis og Døve-Mis har gjort underværker for mig.
De har givet mig ro og tryghed og jeg har kunnet kramme dem når jeg trængte allermest til at kramme nogen.
Bare lyden af dem er beroligende.
Dermed ikke sagt at du fluks skal fare ud og købe dig et kæledyr, det ville være helt uforsvarligt.
Dyr er ikke legetøj men levende væsener der kræver tid og pleje og koster penge.
Men du kan måske passe din venindes hamster, gå en tur med en vens hund eller tage hjem og klø din mors kat bag ørerne.
Tjek lige denne artikel i øvrigt!

En anden god medicin mod kærestesorg er at få rørt sig.

Jeg ved at det kan synes nærmest umuligt når man ikke kan være i sig selv af bar ulykkelighed!

-og måske er du en af dem der -ligesom mig- får kvalme, og halsen lukker sig sammen så man har svært ved at trække vejret og angstsymptomer hamrer derud af i brystkassen så man slet ikke kan holde tilværelsen ud.

MEN, når du bevæger dig sker der altså nogle ting i din hjerne som gør at du lettere kan håndtere udfordringer.

Det er altså vigtigt at få bevæget os. Så prøv at prioritere det på trods af hvordan du har det. Bare gør det. Start blidt.
Her har jeg fundet at yoga, crossfit og ocr løb (forhindringsløb)har gjort underværker for mig.
(Jeg har tidligere beskrevet hvordan jeg startede stille og roligt, det kan du læse om her)
Det er nemlig også sportsgrene der kræver en høj grad af fokus og koncentration -og dermed nærvær- hvilket betyder at mit fokus blev flyttet fra kærestesorg til koncentrationen om for eksempel at holde balancen, udføre en øvelse teknisk korrekt eller overvinde angsten for en bestemt forhindring  som for eksempel kunne være at skulle klatre over en 5 meter høj væg…

Når jeg er midt i dansers pose eller skal lave 10 hang power cleans på tid eller skal kæmpe med min skræk for forhindringen "Dragons Back" er det simpelthen ikke muligt at tænke en eneste tanke om ex’en eller bekymre mig et sekund om fremtiden. Når jeg er i det, så er der kun det.
Kun nuet.
Kun lige nu og her.

For mig har det afgørende for at jeg kom videre også handlet om at måtte erkende at jeg ikke elskede mig selv...
...og dybest set aldrig har gjort det...
- Og få gjort noget ved det.

Få-gjort-noget-ved-det!
Det er selvsagt ikke noget jeg ”bare lige gør”.
Som jeg har snakket om tidligere så er det 42 års programmering der skal laves om.

Det er alt det jeg indtil nu har opfattet som sandhed, jeg nu skal indse ikke længere er sandt…
Helt grundlæggende, så har jeg lavet om på mine tankemønstre.
Særligt de tanker jeg gør om mig selv.
(Lad mig lige pointere at jeg ikke er færdig med det, og jeg bliver aldrig færdig med det, det er et livslangt projekt som altid kan finpudses og justeres)

Tankens kraft er enorm..
…og du vælger selv dine tanker…
Jeg har sagt det før i andre blogindlæg, og jeg kommer til at sige det mange gange endnu:
Du – Vælger – Selv – Dine – Tanker !!!

Du styrer hele din opfattelse af hvordan dit liv er, lykkeligt eller ulykkeligt, med dine tanker...

Du styrer hele din opfattelse af hvordan dit liv er, lykkeligt eller ulykkeligt, med dine tanker...

Nogen vil protestere og sige: ”Jeg vælger da ikke selv at tænke at jeg er grim, det kommer jo bare helt automatisk”

Ja, tanken kommer helt automatisk fordi den er indkodet i din krop. Ligesom pinkoden til dit dankort.
Du kan stå i en situation hvor du simpelthen ikke kan huske din pinkode når du bliver spurgt, men når du så kommer hen til tastaturet på dankortautomaten, så taster du koden fuldstændigt pr. automatik.
Fordi din krop har husket koden.
Din hjerne behøver ikke længere kunne huske den. Den sidder programmeret i kroppen.

Sådan er det også med vores tanker.

Så hvis jeg har fået ad vide gentagne gange som barn at jeg var grim, så har jeg taget det til mig som sandhed og så behøver jeg ikke længere spørge andre om jeg er pæn, for jeg ved jo godt selv at jeg er grim…
Og uanset hvor mange gange jeg senere i livet får ad vide at jeg er smuk, vil jeg altid selv synes jeg er det modsatte.
MEDMINDRE jeg selv begynder at ”omkode” den gamle sandhed.
Det er kun mig selv der kan gøre det.
Kun mig selv.
Ikke andre.
Lige gyldigt hvor meget andre prøver at banke en anden sandhed, end den jeg er programmeret med, ind i mit hoved, vil de aldrig kunne lave min egen opfattelse om.

Lige såvel som at hvis vi ikke elsker os selv, kan andre elske os nok så meget, det vil aldrig helt være tilstrækkeligt...
Det-vil-aldrig-helt-være-tilstrækkeligt!
Vi vil aldrig helt føle os elskede…
Man skal kunne elske sig selv først!

Got it?

For at kunne omprogrammere den gamle sandhed kræver det at du gør noget nyt.
Tænker nye tanker.
Du skal ændre dig.
Du skal ændre din personlighed.
Simpelthen.
Ellers sker der lige nøjagtigt ingenting.

Du kommer ikke til at ændre på noget ved at fortsætte med at gøre det du altid har gjort.
Selvom du nu måske er blevet bevidst om at det er vigtigt at elske sig selv og vigtigt at tænke positive tanker, så ændrer det ikke på en flyvende hattefis hvis ikke du ikke også begynder at gøre noget anderledes end du plejer.

På engelsk siger man om hjerneceller:

The cells that fire together, wire together.

Neurons-that-fire-together

The cells that fire together, wire together Fotograf: The Tapping Solution

Så hvis jeg vil ændre på den kobling i hjernen der gør at jeg selv synes jeg er grim, så er jeg nødt til at ændre på de forhold og tanker der skaber koblingen. Ellers fortsætter det bare som det altid har gjort.
Dvs at når der opstår en situation hvor jeg tænker jeg er grim, eller en situation hvor jeg føler mig udenfor og svigtet, så skal jeg straks overskrive tanken med en ny. En positiv tanke om det gode ved hændelsen. Og her gælder reglen "fake it til you feel it!"
Det gælder også i sammenhænge hvor jeg ikke kan lide at sige fra og i stedet begynder at please, der er jeg nødt til at vende mine tanker om undlade at please.
Hvor svært og angstprovokerende det end måtte være.

Jeg har tidligere snakket om at jeg har arbejdet med netop dette punkt, ved hjælp af spejløvelser, altså øvelser hvor jeg stiller mig foran spejlet -som oftest nøgen- og skal sige noget pænt til og om mig selv.

Jeg kunne ikke bare lægge hårdt ud med at sige ”jeg elsker dig” eller "du er satme smuk", for som jeg tidligere har beskrevet føltes det vildt akavet og ubehageligt.
I stedet startede jeg i det små, blandt andet ved at takke min krop.
Takke den for at have taget alle de tæsk jeg fik som barn.
Takke den for at bære mig igennem livet.
Takke den for at være stærk og tillade at jeg kan foretage mig alle de vilde ting jeg gør med f.eks OCR og Crossfit og bare tage imod alle de blå mærker jeg forvolder den med når jeg er ude på mine vilde vover.

Det gav mig en enorm respekt for mig selv og min krop, og pludselig blev det lettere at sige at jeg elskede hver en centimeter af den og hver en lille cellulitebule, og også mene det helt oprigtigt!

Det gjorde at jeg kunne begynde at gøre det samme med min personlighed og mit udseende (i ansigtet)
Jeg begyndte at sætte pris på ting jeg havde gjort for mig selv.
Takke mig selv for at have læst bøger der gjorde mig klogere på mig selv.
Takke mig selv for at tage til yoga og træning.
Takke mig selv for at tage på meditationskurser.
Takke mig selv for at have haft fokus på positive ting.
Osv osv.
Langsomt kunne jeg begynde at sige til mig selv at jeg var pæn.
Det føles dog stadig en smule akavet og der er stadig et stykke vej. (Fake it til you feel it!)
Jeg har også fået sagt til mig selv at jeg elsker mig, og nogle gange har det føltes enormt akavet, andre gange meget ægte og oprigtigt.
Der skal arbejdes for sagen.
Hvis jeg ikke gør det, så ændrer jeg ingenting.

Hvis jeg ikke gør en hæderlig indsats for at se det positive i alle situationer, så får jeg aldrig ændret på mine mønstre. Aldrig.
Jeg har nogle skide gode eksempler på hvad en 180 graders vending af min tankegang omkring en helt konkret situation, radikalt ændrede situationen til det bedre.

Er det tilfældigt?
Det ved jeg ikke…
Men jeg er da helt klart villig til at eksperimentere noget nærmere med det, efter de oplevelser.
Jeg vil beskrive dem i mine næste blogindlæg og det er faktisk sådan at jeg har lovet det før i blogindlægget ”Det er nemmere at lide” og bare efterladt Jer med den cliffhanger og så er jeg bare kommet fra det i mellemtiden fordi jeg pludselig fik en masse respons fra læsere som jeg simpelthen blev nødt til at dele med jer, blandt andet i indlægget ”Ensom og desperat” hvor jeg deler en mandlig læsers tanker og refleksioner og i ”Mor, hvorfor elsker du mig ikke” hvor jeg deler min og en kvindelig læsers mailkorrespondance.

Anyway, i de kommende indlæg skal jeg nok løfte sløret og så kan du jo selv bedømme om du synes det er ”tilfældigheder” eller ej.
I hvert fald er det her med at få anvendt sin viden en vigtig brik i puslespillet hvis det skal ”virke”.
Det virker ikke bare fordi du læser en bog.

Jeg kender folk der har arbejdet med personlig udvikling og spiritualitet i årevis, altså meget længere end jeg har  -herregud, jeg er jo kun lige begyndt for nogle måneder siden- og som har læst mange flere bøger om emnet end jeg har og endda anbefalet mig litteratur jeg skulle læse, terapeuter jeg skulle se og metoder jeg skulle afprøve, som stadig selv har det skidt og som stadig banker sig selv i hovedet med alle deres ”fejl og mangler” og alt det de ikke har, ikke kan og ikke vil. Som stadig taler -umådeligt- grimt til sig selv og som stadig har dybt selvdestruktive og negative tankemønstre, simpelthen fordi de ikke får det de har læst om, integreret og anvendt i deres hverdag…

Og det er sgu da også dét der er det sværeste!
Men lov mig, at hvis du er en af dem der har det skidt indeni og er hård ved dig selv, så GØR noget.
Please!

De er sandsynligvis røget i den fælde hvor man er helt høj af motivation over en bog man har læst, eller helt hyped over en podcast  hvor en masse fede metoder man bare skal prøve er blevet leveret på et sølvfad, eller helt oppe og ringe over en ny vinkel eller et nyt perspektiv en terapeut har fået fremsat på nogle issues man har døjet med i en menneskealder…
…Og så går der lige nøjagtigt 2 dage med det "high"…

...Og så er alt tilbage ved det gamle...
For du får ikke lavet de øvelser du skulle.
Du får ikke implementeret det du læste dig til.
Og du glemmer alt hvad terapeuten lige har sagt…

Eller rettere, du glemmer det måske ikke ligefrem, men du efterlever det heller ikke.

Hvorfor?
Fordi kroppen bedre kan lide tingene på den gamle og vante måde.
Også selvom den er skidt for dig.
Det kender den.
Det kan den udenad.

Den skal ikke bruge noget tankevirksomhed eller energi på at gøre ting ”the old fashioned way” så det er meeeeeget lettere.
Derfor udskyder du ”projektet” til ”en dag hvor du har mere overskud”, eller til en mandag, eller til d. 1., eller til nytår og ergo bliver det aldrig til noget.

Hurtigere end du kan nå at stave til ”personlig udvikling” er du tilbage i den gamle trummerum hvor du taler grimt til dig selv og kører derudaf med selvdestruktiv adfærd og ganske få  -om nogen- høje tanker om dig selv og dit værd.

Ærgerligt.

:'(

Det er som at gå på en slankekur i 2 måneder, tabe en masse kilo, for så bare at ryge tilbage i de gamle spisevaner, og tage hele lortet -plus det løse- på igen.

Fjollet.
Og endnu et incitament til at du nu igen kan slå dig selv oven i hovedet med hvilken fiasko du er...

DU ER IKKE EN FIASKO!

Jeg gik allerede i gang med at læse bogen ”Rewire your brain” inden mit forhold til min ex var helt forbi. Jeg bestilte Peter Levines bøger inden jeg vidste om min kæreste ville stå fast ved sin beslutning om at det skulle slutte.
Hvilket han jo gjorde.
Jeg gik i gang med det her arbejde fordi jeg ville ham så inderligt…
Men jeg lovede mig selv at uanset om han ville ”stadfæste” sin dom over vores forholds endeligt, så ville jeg gå videre med arbejdet.
For min egen skyld.
Men også for det næste menneske jeg skal leve sammen med’s skyld…

Jeg lovede mig selv at jeg ikke ville gå i stå og at jeg skulle gå i dybden med alt hvad jeg læste og lyttede mig til.
Jeg lovede mig selv at det ikke bare skulle være et midlertidigt flip.
Jeg lovede mig selv at jeg aldrig igen skulle igennem så stor en smerte og lide så stort et knæk.

Og jeg har været 100% tro mod det løfte jeg gav mig selv dengang.
Vel vidende at nogen vil påstå at jeg ikke selv kan være herre over om jeg vil komme til at opleve lige så stor en smerte igen og lide et lige så gevaldigt knæk igen, så vil jeg faktisk -hårdnakket- argumentere for at det er jeg faktisk helt 100% herre over.
I processen har jeg nemlig lært hvor meget magt mine tanker har haft over mig og alt hvad jeg er, siger og gør og at det er mine tanker der former min personlighed og ikke mindst min virkelighed.

Jeg har også lært at jeg selv kan styre disse tanker så selvom det blev programmeret ind i mig da jeg var barn at jeg var grim og at den opfattelse kører helt på autopilot, så kan jeg godt træffe et valg om at nu skal jeg tænke at jeg er smuk.
Det kan da godt være at jeg ikke mener det til at starte med, men så var det at jeg startede i det små som ovenfor beskrevet, og langsomt men sikkert bliver jeg bedre og bedre til at tænke gode ting om mig selv.
Disse gode tanker om mig selv er helt fundamentale for om jeg opnår lykke.

Du vælger selv...

Du vælger selv...

Lykken skal nemlig ikke findes i vores ydre omgivelser, hvad enten det er et andet menneske eller materielle goder.
Lykken skal findes indvendig.

Det her gælder ikke kun for mig. Det gælder også for dig.
Vores tanker har en afsindig magt over os.
Men vi kan vælge hvad vi vil tænke.
Og det er afgørende for om vi lider eller er lykkelige.

Jeg siger ikke at fordi jeg vælger at tænke noget godt om mig selv en enkelt dag foran spejlet, at så er den hellige gral velforvaret og fra da af er alt bare lutter lagkage.
Det kommer ikke til at ske.
Indlysende.
Men jo oftere jeg gør det her, og jo oftere jeg vælger at tænke positivt i alle mulige andre henseender også, jo mere vil gode og positive tanker fylde min hverdag, og jo flere vil pludselig helt automatisk begynde at komme.
Prøv selv!

Det kan varmt anbefales.
Husk, at hvis du ikke gør noget nyt.
Så ændrer du ingenting.
Absolut ingenting.

Sæt i gang!

 

/Hanne <3

Er du med mig i det nye år? Eller hvad med nu?

Er du med mig i det nye år?
Eller hvad med nu?

Filed Under: Dansk, Hjertesorg, Kærestesorg, Mind-set, Negativitet, Parforhold, Personlig udvikling, Relationer, Tankens kraft, Tanker og følelser Tagged With: at blive bekræftet, at elske sig selv, at få bekræftelse, ændre din personlighed, bækræftelse, bytur, byture, crossfit, crossfit træning, dating, den gamle sandhed, dine tanker bliver din virkelighed, dine tanker former din personlighed, dine tanker former din virkelighed, dit gamle jeg, DOCR, DOCRA, dyr, elsk dig selv, ex, forhindringsløb, fosterstilling, grim, handlemønstre, Happn, hjerneceller, hjernen, katte, kærlighedshormon, kærlighedshormonet, kobling, kobling i hjernen, lutter lagkage, lykkehormon, lykkehormonet, magtfulde tanker, Max, nøgen foran spejlet, OCR, OCR løb, online dating, oxytocin, pæn, personlighed, Peter Levine, rewire your brain, serotonin, sindet, smuk, spejløvelser, tankemønstre, tanken, tankens kraft, tankens magt, tanker, tanker og personlighed, tankernes kraft, tankernes magt, the cells that fire together wire togehther, Tinder, yoga

Vaklende fundament

august 19, 2015 by vps

AT ELSKE SIG SELV ER DET STÆRKESTE FUNDMENT

  • Forside
  • Om Mig
  • Blog
    • Om denne blog
    • Læs på Dansk
  • Peptalks
    • Dating & Parforhold
    • Personlig Udvikling
    • Tanker & Følelser
    • Vaner & Mønstre
    • Helbred & Sundhed
  • Foredrag & Events
  • Shop
  • Kontakt
  • Facebook
  • Instagram
  • Twitter
Tilbage til bloggen

Mit fundament er ved at blive flået ned

Jeg har det som om mit fundament er ved at blive flået ned... Selvom jeg nok burde have det bedre efterhånden. Fotograf: Hanne Paludan Kristensen</

Det er et stykke tid siden jeg har skrevet.
Gennem længere tid har jeg manglet overskud, overblik og ro til at hele.
Det har gjort mig depressiv, mismodig, trist og ked af det helt ind i sjælen.

Mit fundament skrider...

Jeg står midt i en eksistentiel livskrise, og jeg har truffet en stor beslutning som vil gøre en drastisk ændring på mit liv.
Men jeg kan ikke tale om den...
For jeg sidder inde med en oplysning som jeg pludselig  fik i går aftes og den må jeg ud med...
Det kommer jeg ind på lidt senere.
DET GØR JEG SÅ IKKE ALLIGEVEL DA JEG PGA ET UDEFRAKOMMENDE ØNSKE -SOM JEG HAR VALGT AT RESPEKTERE- HAR SLETTET DENNE DEL AF INDLÆGGET.

Først noget helt andet:
Jeg har lige været en tur på Skanderborg Festival. Før jeg tog afsted brugte jeg næsten hver dag på at sidde og græde lige så snart jeg kom hjem og var alene. Jeg kunne nærmest ikke overskue tanken om at skulle på festival, og ovenikøbet skulle arbejde for armbåndet fordi jeg ikke nåede at få billet før der var udsolgt. 2 vagter á 17 timer. I streg. Fra 11 morgen til 04 nat.
Jeg kunne ikke overskue det.

I øvrigt har jeg en tendens til hurtigt at føle mig forbigået, udenfor, ensom og overset når jeg er sammen med mange mennesker der kender hinanden på kryds og tværs.
Uden tvivl et levn fra skoletiden der var fyldt med mobning og "holden udenfor".
Umiddelbart ved jeg godt at det oftest bare er noget der sker inde i mit hoved fordi en eller anden bestemt situation fremkalder minder om en ubehagelig oplevelse i skolegården som barn, og at kroppen og hjernen derfor reagerer ud fra dette minde.
Jeg ved også godt at min reaktion er uhensigtsmæssig fordi den faktisk er en reaktion på noget der er sket for mere end 30 år siden og ikke en hensigtsmæssig reaktion på den egentlige hændelse der udspiller sig lige nu og her... En situation i øvrigt inderst inde er vel bevidst om -formentlig- er hel harmløs, men jeg opfører mig alligevel som om jeg var over 30 år yngre når jeg reagerer på oplevelsen.

Uhensigtsmæssigt og irrationelt... jeg ved det godt...
Men alligevel ufatteligt svært at styre eller undertrykke.

Min krop og min hjerne husker oplevelsen fra skoletiden, og kroppens fornemmeste opgave er at passe på mig, så reaktionen kommer derfor promte når der opstår selv det mindste lille forhold der kunne minde om de ubehagelige øjeblikke da jeg var barn, hvor jeg ikke vidste hvordan jeg skulle forsvare mig eller hvordan jeg skulle ændre på hverken situationen eller udfaldet...

Anyway, det gør det ofte svært for mig at tage på festival, fordi jeg er bange for at der skal opstå for mange situationer hvor jeg føler mig holdt udenfor eller overset.

Jeg kunne slet ikke overskue at skulle deale med sådan noget også..

Igennem de sidste måneder har jeg siden bruddet kæmpet for at komme ovenpå igen og for at komme videre i livet med smilet i behold.
Det har været to skridt frem og et tilbage langt henad vejen.
Og det er fint nok.
Sådan er det.
Jeg forventer ikke at det går hurtigere end det.
Jeg har mistet alt og må starte helt forfra og se tunge kendsgerninger i øjnene -såsom at jeg nu nok ikke når at blive mor- og det er ikke sådan noget man bare lige rejser sig op fra, børster støvet af skulderen og går videre.
I hvert fald ikke mig.
Så jeg ved godt at det tager tid.

Min kæreste betød alt for mig.
At stifte familie med ham var det eneste jeg ville.
Og jeg har indset at det nok i virkeligheden er der "fejlen" ligger.
At min kæreste betød alt.
Han betød mere for mig end "mig for mig"...
Forstår du hvad jeg mener?

Jeg havde presset mit liv ned i en form; en forventning om hvordan det hele skulle være og hvordan fremtiden skulle se ud.
Forventninger er kodeordet.
Det er forventningerne der skaber skuffelserne og alle frustrationerne.
Og naturligvis det manglende selvværd. (Men det vil jeg vende tilbage til en anden god gang.)

Hvis ikke jeg gik og havde alle de store forventninger om at vi bare for alt i verden skulle være mor og far og at vi selvfølgelig skulle leve sammen for evigt i det dejlige hus vi lige havde købt, så havde sorgen over aborten måske ikke været så alt ødelæggende og vores brud havde muligvis ikke betydet min totale nedtur... Og 12 dages indlæggelse.

Muligvis ikke....

Men kan man lade være med at have alle de forventninger?
Kan man virkelig lære at leve så meget i nuet at man helt dropper de der små romantiske film der -konstant- spiller i ens indre biograf?
Det er der jo flere der siger at man kan og der er skrevet mange kloge bøger om emnet. Jeg har -naturligvis- allerede købt en hel del af dem.
Jeg har sat mig for at jeg vil blive klogere på dette her, og det vil jeg naturligvis fortælle om her på min blog, og også dele hvilke bøger jeg har læst og hvad jeg har fået ud af dem.
Jeg læste en yderst interessant lille artikel om netop det her med forventninger som jeg gerne vil dele med dig, du kan læse den ved at klikke her.

Tilbage til emnet. Jeg tog på festival og jeg havde det faktisk rigtigt godt og hyggede mig. Så det var dejligt. Jeg følte mig på intet tidspunkt udenfor og jeg klarede mine to 17 timers vagter til UG med kryds og slange.
Virkelig skønt.

Men så kom jeg hjem fra festival....
...Og røg ned i et kæmpestort, sort hul....

Lykken er at komme hjem til mine små katte...

Men...

Det næste der rammer mig efter gensynet med mine to elskede pelskugler, er min computer, en masse arbejdsrelaterede papirer jeg skal tage stilling til. Regninger jeg ikke kan betale fordi der ikke kommer jobs nok ind til at få det hele til at løbe rundt.
Pludselig kom virkeligheden tilbage og bed mig i min festivalglade hale og igen stod det soleklart hvor meget jeg har manglet overskud til at være opsøgende i min virksomhed og hvor store konsekvenser det har. En ond cirkel der har præget både mig og min forretning de sidste mange måneder. Også før "P" forlod mig...

Langvarige fertilitetsbehandlinger er ikke ligefrem overskudsgivende skulle jeg hilse at sige.

Bedst som jeg stod der og stenede over papirer og regninger kunne jeg bare mærke at jeg ikke orkede det længere...
Kampen om jobsne er næsten umulig; flere og flere kalder sig fotografer selvom de lever af at være revisorer, politimænd eller mavedansere, og de sælger gerne sig selv og deres "arbejde" for 500,- kr. -Det kan jeg konkurrere med som professionel.
Folk er også stille og roligt blevet opdraget til at de kan få alt for 199,- gennem dealsites. Det hverken kan eller vil jeg konkurrere med.

I kraft af at man jo nærmest kan tage sig en hel uddannelse på YouTube, så er der blevet flere og flere -i øvrigt rigtigt dygtige- hobbyfotografer, og af samme årsag færre og færre jobs til de professionelle fotografer der lever af at tage billeder.

Nu skal det ikke være en lang klagesang, men jeg har følt at jeg ikke har fået lov til at hele. Jeg har ikke kunne bearbejde min sorg over tabet af mit ufødte barn, tabet af min store kærlighed og tabet af alle mine drømme og forventninger om fremtiden, fordi jeg er nødt til at bruge det overskud, som jeg alligevel ikke ejer for en krone af, på at hænge i med neglene for at kunne betale regningerne.
Der er ikke noget der kan give mere mavepine og søvnløse nætter end økonomiske bekymringer...

Hvordan skal jeg finde ro til at hele og fred til at se antydningen af opklaring når jeg hele tiden skal være bange for om jeg kan klare næste måned, og jeg er nødt til at bruge de penge jeg skulle betale moms og skat med, til at leve for?

Jeg har ellers gjort rigtigt mange gode ting for mig selv den seneste tid, i håbet om at få det bedre, og få ændret mit mind-set til et mere positivt et af slagsen.
Så jeg kan lære at se de måske knapt så fede begivenheder -også denne livskrise jeg står i nu- som springbrættet til noget bedre.

Jeg vil vove den påstand at det er en umulig disciplin... Sådan ser det ud lige nu...
Men jeg håber da at gøre den udtalelse til skamme.

Jeg er startet på yoga, jeg går til meditationskurser, fået en masse terapi blandt andet hos hypnoterapeut Jeanette Briem, psykoterapeut og coach Kristina Van Kampen og psykoterapeut Helle Dueholm, alle tre nogen jeg har været rigtigt glad for at gå hos og som har givet mig rigtigt meget, og så har jeg læst en masse lærerige bøger.
Det har bestemt også hjulpet mig godt på vej.
To skridt frem og et tilbage.
(Jeg har også gået hos flere psykologer, men det rykker desværre ikke rigtigt noget hos mig...)

Men de sidste 2-3 uger har det mere været et skridt frem og to tilbage.
Tankerne vandrer og myldrer.
Jeg har ingen fred for bekymringer.
Og jeg vil bare gerne hele og bearbejde min sorg fremfor at bruge mit krudt på bekymringer om økonomi og job...
Jeg vil bare gerne være glad igen.
Smile.
Føle lethed og overskud.
Grine.
Være åben, fri og ubekymret.
Glædes.
Være noget for andre.

Jeg kan ikke holde ud at være i denne her ked-af-det-hed længere.

Minderne om min eks-kæreste dukker op og leger kispus med mig, men jeg får ikke lov at bearbejde dem, for jeg har ikke overskud til det da jeg er overvældet af bekymringer.

Det har været svært for mig at acceptere dette brud, ganske enkelt fordi jeg ikke forstår det.
Jeg forstår ikke hvordan han kunne være færdig med mig på den måde, uden at jeg anede uråd om at sådan en beslutning var undervejs.
De tre-fire uger der gik fra aborten til bruddet var hårde og ubarmhjertige for os begge, (Du kan læse om dem i nogle af de første indlæg her på bloggen) men det kan umuligt være nok til at smadre et ellers godt forhold med masser af visioner og drømme.
Så han må have gået med noget.
Uden at sige det.
Så unfair.
Og jeg begriber det ikke.
Det gør mig så ulykkelig at tænke på.
Følelsen af at jeg har været utilstrækkelig er ulidelig at bære rundt på.

Tankerne myldrer hober sig op og fylder mig til randen med frustration, sorg og mismod.

Jeg overvældes og græder og græder og græder og alligevel finder jeg ingen lettelse, fred eller ro og ingen heling fordi jeg simpelthen bare ikke forstår det...

Jeg forstår heller ikke hvorfor det var nødvendigt nærmest at blive ondskabsfuld og tale til mig i en hård og formel tone, med en stemme jeg næsten ikke kunne genkende.
Hvorfor det var nødvendigt at true mig med alt muligt og stille scenarier op for hvornår jeg skulle være "ude af klappen".

For det gjorde han...
Hvorfor?
Hvad havde jeg gjort?
Er det ikke ham der går fra mig?
Kunne han så ikke være lidt mere blid?

Det kunne han ikke...
Og jeg forstår det ikke....

Jeg kunne ikke kende det menneske som jeg havde elsket så meget, og som jeg havde følt mig så elsket af.

Skræmmende.
Sårende.

Det var mit ønske at det skulle afsluttes på en god måde så man stadig kunne tale med hinanden.
Det blev det ikke.
Det er naturligvis ikke alene hans skyld.
Slet ikke.

Jeg er bare umådeligt trist over at jeg ikke fik mulighed for at afslutte ordentligt med de mennesker jeg kendte igennem ham, særligt med hans forældre som jeg holdt rigtigt meget af.
De svarede aldrig på det brev de fik fra mig.
Det gjorde vanvittigt ondt.
Jeg forlangte ikke at de skulle tage stilling til indholdet, men måske blot sige "tak for brevet" og "det gør os ondt at det ikke gik, vi ønsker dig alt godt fremover".
Men måske gjorde det dem ikke ondt? Måske ønskede de mig ikke alt godt fremover?
Jeg overvældes af følelser af skyld og skam.
Endnu en gang.
For hvad er det jeg har gjort der skulle fordre at de ikke ønskede mig det godt?
Jeg ved det ikke, og det piner mig.

Det føles så syret og ubehageligt at al kommunikation med "P" nu foregår gennem hver vores advokat.
Det er så sørgeligt at jeg næsten ikke kan bære det i mit hoved og i min krop.

Alle disse sorger, bekymringer og følelser tynger min sjæl og det trykker på min hals.
Halsen er så presset og sammensnøret at jeg næsten ikke kan trække vejret.
En konstant trykken som ikke vil gå væk, ligegyldigt hvor meget jeg prøver at give slip på mine tanker.

Nogle af mine venner og veninder er stadig venner med "P" på Facebook.
Mange af dem faktisk.
Den er svær synes jeg...
Jeg har blokeret ham, så jeg intet kan se om ham. Heller ikke selv om han er venner med mine venner og kommenterer på deres opslag og lignende.
Men jeg synes stadig det er svært.

For hvorfor vil mine gode venner være venner med en der har såret mig så dybt?
Den er rigtig svær...

Jeg kan heller ikke lade være med at føle det som et svigt. En illoyalitet...
For hvordan kan de sidde der og kommentere på hans indlæg eller billeder som om intet var hændt, og som om han var den flinkeste i verden når de ved hvor ked af det han har gjort mig?
Jeg ved godt at det skal jeg ikke føle og at mine venner holder lige meget af mig stadigvæk og at jeg i øvrigt heller ikke skal blande mig i hvem der er venner med hvem og hvorfor...
Men det er super svært når man står her som en såret kriger der føler sig slagtet, såret, og overvældet af hjertesorg, fysisk smerte og uretfærdighed.
(Der var den berømte offerrolle vist lige igen...)

...Og hvad så når "P" møder en anden kvinde -hvis ikke han allerede har gjort det. Hvad vil de -mine venner- så gøre med den viden?
Vil de fortælle mig det?
Vil de fortælle mig når hun flytter ind i det hus ham og jeg valgte ud sammen?
Vil de fortælle mig når han får de børn med en anden kvinde som jeg så inderligt ønskede at få med ham?
Eller vil de holde informationen tilbage for at "skåne" mig?
Og hvis de fortæller mig det, starter det så forfra med at være bundulykkelig og have ondt helt ind i sjælen?
Og hvis de ikke fortæller mig det, hvordan kan jeg så -den dag jeg selv finder ud af det- undgå at føle mig stødt, såret og holdt for nar, når de har gået med sådan en viden uden at fortælle mig det?

RESTEN AF DETTE INDLÆG ER SLETTET I RESPEKT FOR ET UDEFRAKOMMENDE ØNSKE.

Men i bund og grund handlede det egentlig om at jeg via mine venner får nogle informationer -som de får via Facebook- jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med. Det kan være informationer der gør ondt, eller informationer der på anden måde piner mig eller "messer" med mine tanker og følelser.

Det er et skidesvært dilemma og en hårfin balance, både hvis veninder/venner rager uklar og stadig har fælles venner/veninder men i særdeleshed også når par går fra hinanden.
Vi skal ikke blot håndtere akavede situationer ude i den virkelige verden, men nu også på de sociale medier, så vi bliver i langt højere grad konfronteret med historier og billeder som vi ikke ønsker at blive konfronteret med, eller som er svære at kapere.

Nå det så er sagt, så ved jeg også at der med tiden kommer en dag hvor det ikke længere påvirker en følelsesmæssigt.

Lad mig komme med et eksempel:

Før jeg mødte "P" havde jeg et kortvarigt forhold -ca. 1/2 års tid- med en ung 21-årig fyr (jeg var selv 38 på det tidspunkt) fra Nordjylland.
Vi blev meget forelskede og tog hver weekend flyveturen til hhv KBH eller Aalborg for at se hinanden.
Det var ret intenst når man kun kunne se hinanden i weekender på ferier og når vi også skulle rejse så langt for at ses.
Der opstod hurtigt en masse store spørgsmål, særligt pga aldersforskellen, og det endte med at vi måtte indse at det simpelthen ikke kunne blive os.
Og jeg var sønderknust.
Kunne ikke sove, ikke spise og næsten ikke være til.
Jeg havde også været noget mere indstillet på at kæmpe for det end han havde, men den dag i dag kan jeg jo godt se at det aldrig var gået og at vi selvfølgelig ikke skulle være sammen.
Og den følelse af at det var sgu nok det bedste, den kom jeg hurtigt frem til. Jeg vil tro der gik nogle måneder.

Det er desværre ikke gået lige så hurtigt denne gang, men jeg ved at det nok skal komme....

Men dengang, altså med ham den unge, der var min største frygt at skulle se billeder af ham og en eventuel ny kærlighed på Facebook. Så jeg slettede ham som ven. Men jeg blokerede ham ikke. Og dum som jeg jo er, så kiggede jeg da lige forbi hans profil i ny og næ, og en dag var profilbilledet ændret fra at være et billede af ham til at være et billede af ham og en pige.
Tal om at få en stor nedrivningskugle lige i maven...

Men nu, i dag... Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Jeg håber de har det dejligt og alt det der, bevares, men jeg er ikke påvirket af hvem han er sammen med eller om han overhovedet er sammen med en mere.
Og i dag er jeg heller ikke så dum at jeg piner mig selv ved at kigge på min ex's profil eller bruger krudt på at spørge ind til ham hos alle mulige der er i kontakt med ham. Faktisk vil jeg helst være fri.
For min egen skyld.
Og så kommer der en dag hvor jeg fint vil kunne rumme diverse informationer omkring ham, og hvor jeg sikkert endda også kan glædes på hans vegne.

Men det tager tid...
Og nu skal jeg koncentrere mig om min egen rejse.
For som de kloge hoveder siger, så er der en mening med alt, og ofte udspringer noget helt fantastisk ud af noget helt forfærdeligt.
Som regel er der også et eller andet man skal lære af de ting der sker...

Jeg vil gerne tage ved lære...

/Hanne <3

 

Tilbage til bloggen

Filed Under: Dansk, Hjertesorg, Mind-set, Negativitet, Parforhold, Personlig udvikling, Skyldfølelser, Sorg og angst, Sorg og bitterhed, Tanker og følelser Tagged With: Facebook, facebook venner, Facebookvenner, forventninger, Fotograf, fotograf københavn, hjertesorg, kærestesorg, knust hjerte, Knuste drømme, livskrise, mobbeoffer, mobning, mobning i skolen, Nedtur, Offer for mobning, økonomiske bekymringer, professionel fotograf, Skanderborg festival, smukfest, sorg, sort hul, ulykkelig, ulykkelig kærlighed

Brevet til mine svigerforældre

august 2, 2015 by vps

DET DU TÆNKER SKABER DU OG DET DU FØLER TILTRÆKKER DU

  • Forside
  • Om Mig
  • Blog
    • Om denne blog
    • Læs på Dansk
  • Peptalks
    • Dating & Parforhold
    • Personlig Udvikling
    • Tanker & Følelser
    • Vaner & Mønstre
    • Helbred & Sundhed
  • Foredrag & Events
  • Shop
  • Kontakt
  • Facebook
  • Instagram
  • Twitter
Tilbage til bloggen

Tung om hjertet

Jeg føler mig tung om hjertet for tiden. Men jeg ved at det letter. På et tidspunkt... Fotograf: Hanne Paludan Kristensen

Jeg føler mig rigtigt tung om hjertet i disse dage.
Det har været hårdt at skulle læse brevet til mine svigerforældre igennem igen. Det bærer tydeligt præg af hvor knust jeg var -det er jeg stadig- og hvor skyldig jeg følte mig.

Det er som om jeg tager al ansvaret på mig. I dag snart 5 måneder senere har jeg det ikke sådan. Ikke helt i hvert fald.
Jo, det var også min skyld at forholdet ikke gik, absolut.
Men det var ikke kun min skyld.

Brevet efterlader også mig selv tilbage med et indtryk af at vores forhold var et langt mareridt for "P", hvor jeg ustandseligt var sur, tvær og negativ. Hvor jeg konstant brød ud i umotiverede raserianfald og hvor jeg aldrig påskønnede "P" og aldrig udviste taknemmelighed eller kærlighed.

Intet kunne være længere fra sandheden...

Ja, graviditeten var svær for mig, og jeg havde svært ved at glæde mig fordi jeg var bange. Jeg var bange for at skulle miste igen. Miste mit ufødte barn og alle mine drømme. Miste troen på mig selv.
Jeg var bange for at jeg ikke "duede" og at "P" med tiden ville forlade mig hvis ikke jeg kunne skænke ham børn.
Så nej, jeg har måske ikke været alt for positiv.
Jeg var i hormonbehandling og havde været det i næsten 1 år. Det er ikke noget der bidrager til festhumøret. Det er hård kost.
Jeg prøvede at bevare en vis tro på at det ikke påvirkede hverken mig eller mit humør. Men det gjorde det jo. Fysisk såvel som mentalt.

Og ja, der har været et enkeltstående -og ret uheldigt- eksempel på at jeg ikke har været taknemmelig. Og det er jeg rigtigt ked af. Jeg ville ønske jeg kunne gøre det om. Og jeg har naturligvis sagt undskyld.

Ja, der har også været eksempler på at jeg har følt mig svigtet, skuffet eller udenfor og det har udløst uhensigtsmæssige reaktioner fra min side.

Men jeg er bare et menneske.
Jeg er ikke perfekt.
Og jeg har altid forklaret -ikke for at undskylde dårlig opførsel men for at give indsigt og opnå forståelse- og jeg har altid angret og sagt undskyld når jeg har opført mig dårligt.

Men det var altså langt fra hverdagskost at jeg "opførte mig dårligt" eller utaknemmeligt.
Husk på at vi lige havde købt hus, og få måneder forinden havde "P" kigget på uret og sagt "så er det nu" (At jeg havde ægløsning) og kærligt kastet sig over mig og efterfølgende håbefuldt lagt puder under min lænd -for så var han sikker på at de små svømmere ville finde vej til ægget hvis jeg "lå lidt med numsen i vejret".
Sødt og sjovt.
-Og det er vel ikke noget man gør hvis fruen er et skrækkeligt uhyre?

Og gravid blev jeg. I kærlighedens navn.
Og alligevel, så synes jeg at dette brev giver indtryk af at jeg har været rablende vanvittig og fuldstændig urimelig at være sammen med. Det er ærgerligt...
For det er ikke sandt...
Jeg gjorde det bedste jeg kunne med den forståelse, bevidsthed og viden jeg havde.

Men jeg synes samtidig også det viser min vilje til at "gøre noget ved det", til at "tage ansvar" og det viser min ubetingede kærlighed til det menneske jeg var sammen med.
Jeg ville være gået gennem ild og vand.
Jeg var villig til at "vokse med opgaven" og ændre mig.
Ændre mine tanke- og handlemønstre.
Ikke bare for ham. Men for mig selv. For os.
Jeg var fast besluttet på at vi -kærligheden- skulle vinde.

Det gjorde den ikke...

Jeg ved ikke om man kan sige at man kamp så var forgæves...?
Det tror jeg ikke...

Der er intet der er så skidt at det ikke er godt for noget, så nu skal jeg til at finde svar på hvad dette her skulle gøre godt for...
Det skal nok åbenbare sig henad vejen, og det vil jeg dele med dig.
Bare det at denne blog er blevet til, var måske en del af meningen med det hele...?

Inden du læser videre, vil jeg igen appellere til at du ser på indholdet med milde øjne.
Det er svært for mig at dele, fordi jeg elsker min mor og jeg elsker min far, og jeg ønsker ikke at "udlevere" dem eller stille dem i dårligt lys.
Jeg ved at de har gjort det bedste de kunne.

Så dette skal ikke give anledning til medlidenhed med mig.
Sket er sket og det kan ikke ændres.
Kunne det gøres om, så er jeg 100% sikker på at min mor ville stå på hovedet for at gøre det hele om.
Men det kan hun ikke, og tiden er inde til at jeg selv tager ansvar og kommer videre. Giver slip og slutter fred med en fortid der alligevel ikke kan ændres.

Derfor er det med en lidt ambivalent følelse at jeg nu bringer dette brev.
Men det giver god indsigt i hvad der sker oven i hovedet på et menneske der får sit hjerte knust:
Skyld med skyld på. Det er grundfølelsen.
"Hvis bare jeg dog havde gjort det anderledes..."
"Hvis bare jeg dog ikke havde sagt og gjort sådan og sådan..."

Her er mit brev til mine svigerforældre:

"Kære Xxxx og Xxxx,

Jeg er så forfærdeligt knust over hvordan det er gået for P og mig.
Jeg er så ulykkelig at hvert et åndedrag jeg tager gør ondt.
Jeg kan slet ikke holde ud at være i mig selv.

Jeg har en masse jeg gerne vil sige til Jer, så derfor skriver jeg til Jer nu.

Først vil jeg understrege at det ikke er "ond vilje" at jeg har slettet Jer som ven på Facebook. Jeg er bare rigtigt ked af det og har brug for ikke at have muligheden for at pine mig selv med hvad der foregår i P's og hans omgangskreds' liv.

Jeg er fuldstændigt ubeskriveligt trist over at jeg har mistet mit livs kærlighed og dermed også mine to dejlige svigerforældre.

Det er slet ikke til at bære for mig at tænke på at jeg ikke skal se jer igen, og at jeg ikke skal være kæreste med P og have den fremtid med ham som jeg gik og drømte om.

Jeg er i chok og i dyb, dyb sorg og ville sådan ønske at jeg kunne redde det eller at det hele bare var en ond drøm.

P har ikke følt sig påskønnet.

Jeg kan slet ikke sætte ord på hvor ked af det, det gør mig. Er der noget jeg har gjort, så er det påskønnet ham. Jeg har bare ikke været i stand til at udtrykke det.

Jeg har ikke været i stand til at udtrykke taknemmelighed. Den har absolut været der, men jeg har ikke udtrykt den nok, fordi jeg ikke kan. Jeg ved simpelthen ikke hvordan man gør.

Jeg har ikke været i stand til at udtrykke sorg, ked-af-det-hed eller skuffelse, i stedet har jeg udtrykt disse følelser med surhed, fornærmelse og negativitet.

 Jeg har ikke været i stand til at styre mit temperament, og det har flere gange ført til at jeg fik nogle irrationelle raserianfald. Ikke kun på P.  Men også på andre og på ting.

Det kunne være hvis der er en ting jeg ikke lige kan finde og jeg har ledt efter den lidt for længe, så til sidst går jeg bersærk og hiver alting ud af skabet i en voldsom fart, mens jeg oser af raseri.

Det er ikke rart for andre at være vidne til.

Det kan også være hvis andre er uenige med mig eller ikke vil det samme som mig, at jeg pludselig går amok, som en anden forkælet skolepige.

Er der noget jeg ikke er blevet, så er det forkælet.

Men jeg reagerer irrationelt og fuldstændigt ude af proportioner.

 Jeg vil gerne forklare jer lidt om min opvækst:

Jeg er vokset op i et hjem med vold, råben og skrigen.

En enlig mor til tre der aldrig havde nogen penge om som konstant var i underskud for overskud.

 Hun råbte og skreg og skældte ud, hele tiden. Der var aldrig noget der var godt nok. Jeg kunne aldrig gøre noget rigtigt eller tilfredsstille hende på nogen måde.

Jeg husker en dag hvor vi sad om spisebordet, min mor, mine brødre og mig, og jeg kom til at vælte mit glas med mælk. Hun rejste sig op, og slog mig -hårdt- i hovedet med kniven (bestikket) hun havde i hånden.

Og råbte og skreg af mig.

Fordi jeg kom til at vælte et glas mælk.

En anden ting jeg husker meget tydeligt var en dag da jeg havde glemt at rydde op efter mig i køkkenet. Jeg havde ristet noget brød og spist nogle rosiner.

Hun råbte og skreg og så kom hun løbende ind på mit værelse (og jeg blev altid så bange når jeg kunne høre de tunge tramp på vej mod mit værelse fordi jeg vidste at hun ville komme og slå mig) hun kom ind i værelset rødglødende af raseri, hun havde brødristeren og pakken med rosiner som jeg havde glemt at stille på plads, i hånden.

Hun tog brødristeren og vendte den på hovedet og tømte den udover min seng, så alle de sorte krummer i bunden af brødristeren nu lå spredt udover mit sengetøj.
Hun greb rosinerne i pakken og kastede dem rundt i hele mit værelse.
Så kunne jeg lære hvordan det var når der ikke blev ryddet op...

En dag havde jeg tabt mine nøgler mens jeg var i skole og på fritidshjem.

Jeg havde hjertebanken hele vejen hjem. Jeg direkte angst for at sige det til min mor, for jeg vidste at jeg ville få tæsk. Mange tæsk. Jeg vidste at hun ville råbe og skrige mig ind i ansigtet og slå mig med knytnæver i hovedet og på kroppen.

Jeg fik ret, hun råbte og skreg og slog mig, og hun sagde oven i købet at tyve og røvere nu sikkert ville finde nøglerne og at de sagtens kunne finde ud af hvor nøglerne hørte til, og at det var min skyld hvis vi fik indbrud eller der kom nogen og gjorde os fortræd...

Jeg var bange i årevis for at der ville komme nogen og gøre os fortræd.

Jeg sov med min morfars gamle spejderkniv under min hovedpude fordi jeg var så bange. Jeg kunne kun sove med lyset tændt, fordi jeg var så bange.

 Jeg var altid bange. Bange for at få tæv, for jeg viste aldrig hvornår de faldt. Det mindste fejltrin kunne udløse knytnæveslag i hovedet, i ryggen og på resten af kroppen.

 Ofte låste jeg mig inde på mit værelse fordi jeg simpelthen var så bange for hende, men så hamrede hun så hårdt på døren og skreg så højt og på en så væmmelig og truende måde at jeg skulle låse op, at jeg ikke turde andet end låse døren op.

Og så fik jeg bank.

Igen.

Jeg kunne ikke lide at have venner med hjem fordi hun altid råbte og skreg og skældte ud. Det var så frygtelig pinligt og sikkert også rigtigt ubehageligt for de få veninder jeg har haft med hjemme.

Jeg husker alle de gange hun har skreget af mig hvor meget hun hadede mig. Ja, hun brugte decideret udtrykket "uuuh, hvor jeg bare hader dig!"

Det har hun sagt flere gange.

Men hun har aldrig sagt "jeg elsker dig" da jeg var barn. Første gang jeg hørte hende sige det var jeg 35...

(Det kom sig af en konfrontation vi tog med hende da vi var blevet voksne)

Min mor har aldrig rost mig. Hun har aldrig fortalt mig at hun var stolt af mig eller at jeg var dygtig.

Først meget sent i mit voksne liv, efter føromtalte konfrontation.

Mine brødre ("Mi" og "Ma") har fået samme omgang, men mest den ene (Ma). Den anden (Mi) gik meget fri i forhold til mig og Ma.

Det var mest mig og Ma er fik tæv og mest os alting gik udover. Det har selvfølgelig ikke været rart for Mi at se på og han har været plaget af skyldfølelser som også er gået ud over hans og Ma's forhold.

Jeg husker engang hvor Ma ikke havde ryddet op på sit værelse, så tog hun alle hans legesager og kastede dem ned i en stor sort affaldssæk, naturligvis så mange af tingene gik i stykker, og satte posen ud på trappeopgangen.

Så kunne han lære det....

Var hendes filosofi.

Min far var der ikke rigtigt i alt det her. Min mor og ham gik fra hinanden da jeg var 1 1/2 år.

Han var karrieremand og havde ikke overskud og tid til mig.

En weekend hvor jeg var hjemme hos ham fik jeg skæld ud over et eller andet, og jeg dukkede mig straks og holdt hænderne op foran mit ansigt fordi jeg vidste at nu ville slagene nok hagle ned over mig.

Men det gjorde de ikke.

Han sagde "Jeg slår dig da ikke!".

Og det kunne jeg slet ikke forstå...

Det plejede min mor jo at gøre.
 
Min far har aldrig slået mig. Han har bare ikke været der så meget for mig. i flere perioder har vi slet ingen kontakt haft i årevis.
 
Hvis min far havde haft tid og overskud til at tage kampen om at få mig hjem til sig (Det havde børnehaven nemlig anbefalet) så havde jeg nok været en helt anden end den jeg er i dag.

Men det magtede han ikke.

Han har sagt til mig at han ikke anede hvad der foregik hjemme hos min mor.

Han var dog godt klar over at der konstant var råben og skrigen, for det var han selv vidne til flere gange når han kom og hentede mig hver anden weekend.

Han siger at han faktisk konfronterede min mor med det og spurgte hende hvad hun havde tænkt sig hvis der virkelig opstod en situation der krævede en omgang skæld ud. "Så findes der jo ikke eder og forbandelser der er hårde nok, hvis du konstant råber og skriger og bander og svovler?"

Hun tog det ikke til sig.

Jeg husker også tydeligt min mors udbrud. Ikke bare på os børn, men på alt.

Hun kunne sidde og skælde ud på fjernsynet.

Hun brokkede sig altid højlydt nede i supermarkedet -og alle mulige andre steder- så man blev helt flov over hende.

Når hun slog hovedet på en åben køkkenlåge gik hun fuldstændigt bersærk og knaldede lågen hårdt i flere gange mens hun hamrede på den og råbte og skreg.

Der skulle meget lidt til før hun fik de anfald.

Det kunne ske når som helst og hvor som helst.

Udover den korte lunte var min mor utroligt rethaverisk, stædig og utålmodig.

Alt det her, det er dét jeg har lært. Det er det jeg har taget med mig i rygsækken af erfaring.

Da hun fik tvillingerne (mine brødre Mi og Ma) brød fanden løs, for  deres far (Ca) skred netop som de var kommet til verden og nu stod min mor -som var studerende- alene med tre børn. Der var jeg 5 år. Hun har været alene lige siden.

Så jeg har aldrig set eller lært hvordan man lever i et parforhold.

Jeg har tilgengæld lært alle de andre ovenstående ubehagelige ting.

Da jeg blev lidt ældre (13-14 år) begyndte jeg at gå i noget der hed Ama'r Total Teater. Det var et projekt der var til for utilpassede unge, og jeg fandt mig godt tilrette der.

Her fandt jeg også min kærlighed for skuespillet, som jeg dog senere droppede mest fordi mine forældre aldrig bakkede mig op i min drøm om at bliver skuespiller, snarere tværtimod, og derfor troede jeg ikke selv på at det kunne lade sig gøre.

Jeg opgav på forhånd.

De voksne der underviste os og passede på os i Ama'r Total Teater var allesammen frivillige og det var de sødeste og mest engagerede mennesker.

Dejligt og trygt.

En af dem blev kaldt for "Trolle". Trolle var gammel BZ'er og havde haft et rigtigt svært liv. Men han var det sødeste, kærligste mest hjælpsomme menneske, og alle os børn i Ama'r Total Teater elskede ham betingelsesløst og beundrede ham for hans godhed og hjælpsomhed.

Trolle forsøgte en dag at begå selvmord. Han overlevede men vi var allesammen ulykkelige og forsøgte at være der for ham.

Men Trolle havde det rigtigt skidt inden i. Og kort tid efter lykkedes det Trolle at tage sig selv af dage.

Jeg var skide ked af det, og græd meget på mit værelse.

Min mor reagerede ved at gøre nar ad mig og kalde mine tårer for falske krokodilletårer.

Jeg ved simpelthen ikke hvorfor hun gjorde det.

 Det samme skete engang da nogle af dem fra fritidshjemmet var ovre og lege på en gammel fabrik. En dag gik det galt, og taget på den gamle faldefærdige bygning røg ned over de legende børn. En af dem -Allan- som jeg gik på fritidshjem med blev dræbt.

Selvom Allan ikke var en jeg legede med så blev jeg rigtigt ked af det.

Samme scenarie som ved Trolles død blev gentaget af min mor.

Jeg har stadig avisudklippende fra dengang.
Den forfærdelige ulykke rørte mig dybt og jeg var virkelig oprigtigt ked af det.

Jeg havde også en ubearbejdet sorg over tabet af min halvlillebror Fe, da jeg var 8 år.

Den mand (Ca) som min mor har mine småbrødre med, han havde et barn (Fe) fra et andet ægteskab som var på min alder. Et år yngre.

Han døde i en frygtelig ulykke (Han var 7 og jeg var 8) hjemme på Øresundskollegiet hvor vi boede dengang.

Han fik en stor lys-rist ned over sig. Han havde tabt sit Starwars lyssværd ned i risten, ungerne på legepladsen hjalp hinanden med at få risten af men den var rigtig tung, så de fik den kun lige halvt af, men han sprang ned i hullet for at hente sit sværd, men så tippede risten ned over ham...

Da man endelig fik konstateret at han havde indre blødninger (han havde fået mast leveren) der var han gået bort...

Jeg husker tydeligt den dag min mor kom ind på mit værelse og fortalte det.

Hun sagde blot at Fe var død men at jeg ikke kunne komme med til begravelsen fordi der i Chile (Hvor Fe, Mi og Ma's far kommer fra) er tradition for at åbne kisten, og det ville min mor ikke have at jeg skulle se.

Vi har aldrig talt om det siden.

Der er aldrig nogen der har spurgt mig hvad jeg følte eller hvordan jeg havde det, og jeg var virkelig i chok og rigtigt ked af det, men ingen tog sig af det...

Ingen trøstede mig...

Jeg flyttede hjemmefra da jeg var 16. Der kunne jeg ikke mere.

Dette er slet ikke engang hele historien desværre. Jeg har slet ikke nævnt alle de problemer jeg havde i skolen hvor jeg blev mobbet ud og måtte skifte skole i 5. klasse.

Det vil jeg ikke komme ind på nu, for så kan jeg jo bare blive ved i en uendelighed.

P kender godt nogle af disse historier jeg har fortalt nu. Langt fra dem alle, men han kender godt nogle af dem.

Jeg fortæller ikke disse her ting for at smide ansvaret fra mig eller for at I skal have ondt af mig.

Jeg fortæller dem for at det måske kan blive lettere at forstå hvorfor mine handlemønstre er som de er. Hvorfor jeg han være utroligt irrationel, hvorfor jeg konstant er bange for at blive svigtet af dem jeg elsker og derfor har en tendens til at behandle dem dårligt og dermed skubbe dem fra mig, og hvorfor jeg konstant er negativ og hurtigt bliver sur, hvorfor jeg er bange for at vise følelser som sorg og ked-af-det-hed og hvorfor jeg har svært ved at udtrykke taknemmelighed, påskønnelse og kærlighed.

Jeg har meget lidt selvværd, meget lidt tro på mig selv og en frygtelig tro på at jeg ikke er værd at elske.

 Jeg har tilgivet min mor.
Jeg har tilgivet min far.

Og nu er jeg nødt til selv at tage ansvar for mit liv.

Jeg har masser at byde på.

Jeg er et godt menneske med et stort hjerte og jeg har masser af kærlighed, omsorg, taknemmelighed og påskønnelse som jeg bare skal lære at udtrykke.

Det er derinde.
 
Jeg skal lære at være mere tålmodig.
Jeg skal lære at styre mit temperament.
Jeg skal lære at tælle til ti.
Jeg skal lære at tænke før jeg taler.
Jeg skal lære at sige pyt.
Jeg skal lære at gå på kompromis.
Jeg skal lære at give mig.
Jeg skal lære at jeg ikke altid behøver at få ret.
Jeg skal lære at udtrykke sorg
Jeg skal lære at udtrykke glæde.
Jeg skal lære at udtrykke taknemmelighed.
Jeg skal lære at vise påskønnelse.
Jeg skal lære at være positiv.
Jeg skal lære at være optimist i stedet for pessimist.
Jeg skal lære at glasset et halvt fyldt.
Jeg skal lære at udtrykke mindre brok.
Jeg skal lære at acceptere at andre har en anden mening end mig.
Jeg skal lære at acceptere når andre ikke er enige med mig.
Jeg skal lære at andre ikke tænker lige som mig.
Jeg skal lære at andre reagerer anderledes end mig.
Jeg skal lære at dem jeg elsker er her for mig.
Jeg skal lære at tilgive mig selv.
Jeg skal lære at elske mig selv.

Alle disse ting har jeg aldrig lært.

Sørgeligt med sandt.

Det skal jeg lære nu.

Jeg VIL lære disse ting. Så derfor KAN jeg også godt.
Men jeg skal have hjælp til at lære det.
Professionel hjælp.

Jeg ringer til min læge i morgen mandag og får en henvisning til en psykolog.

Oven i det vil jeg prøve noget hypnoseterapi, det har jeg hørt skulle være godt i forbindelse med at få ryddet op i gamle ting og traumer.

Og måske noget coaching.

Jeg har masser af selvindsigt, jeg ved hvad det er jeg skal arbejde med, og jeg skal bare vide hvordan jeg skal gøre for at nå mit mål.

Jeg skal have nogle helt konkrete værktøjer.

Når det så er sagt så er jeg ubeskriveligt ulykkelig over at P ikke har sagt noget til mig, før det var for sent.

Jeg vil så gerne give ham alt den kærlighed, påskønnelse og taknemmelighed retur, som han fortjener.

Det er næsten ubærligt at jeg ikke kan få lov til det...

 
Jeg er så ked af det, helt ind i knoglemarven.
Jeg ville sådan ønske at han havde sagt det noget før.

Det er ikke fair at jeg først får det ad vide når det er for sent.

Det er ikke fair overfor mig, og overfor os.

Jeg tror han har været bange for at at tage konflikten, og bange for at jeg ville reagere irrationelt og stædigt og være negativt stemt og gå i forsvarsposition.

Det er også meget sandsynligt at jeg ville have gjort det. Men jeg er sikker på -for det kender jeg mig selv godt nok til- at hvis den var blevet taget op på konstruktiv vis, og med alvoren ridset op for mig, så ville jeg have gjort noget ved det.

Det ville jeg!

Fordi P betyder alt for mig.

Jeg ville ønske at P havde hevet fat i mig og sagt det til mig. Sagt det med kærlighed og sagt det på en måde så jeg ikke var bange for at han ville gå fra mig.

Hevet fat i mig og sagt "Hanne, nu er du simpelthen nødt til at lade være med at være så negativ. Jeg føler at jeg bliver kvalt og der ryger en lille flig af min kærlighed til dig, hver gang. Jeg føler at jeg skal gå på listefødder altid fordi jeg ikke ved hvornår du bliver sur eller fornærmet. Jeg elsker dig og vil dig rigtigt gerne, så du er nødt til at tænke over disse ting, ellers kommer det ikke til at gå"

Det ville jeg ønske at han havde gjort.
Noget så inderligt.
Det er så forfærdeligt at jeg ikke er blevet stillet til ansvar noget før.
Så jeg havde haft en chance for at ændre det.

Det skal nok tilskrives al den stress han har været udsat for på sit arbejde. Det har været et hårdt slag for ham.

Han har simpelthen ikke haft overskud til at tage kampen op.
Nu er han brændt helt ud og har ikke mere at give af.

Det er slet, slet ikke til at bære, for jeg elsker ham helt ud i universet og kan slet ikke bære at jeg skal være uden ham.

Jeg ønsker sådan at han vil overveje at give mig chancen....

En dag...

I skal vide at jeg virkelig har haft det godt i Jeres selskab, og at jeg nærmest har holdt mere af Jer end af mine egne forældre.

Det er ubærligt at jeg ikke skal se Jer igen.

 Men jeg håber stadig i mit stille sind...

Kram og tanker

Hanne"

 Ja... Sådan lyder det når man er knust, desperat.
Jeg tænkte at alting var min skyld
...
Det gør jeg ikke mere, men jeg tager 100% ansvar for min del...

Jeg får også lyst til at sige at der selvfølgelig også var gode dage hjemme hos min mor og at der selvfølgelig også var omsorg og blev sagt søde ting, der var bare alt for meget af ovenstående.... Brevet bærer også et tydeligt præg af min vante offerrolle, så det kan hurtigt komme til at lyde som om det er min mors -og fars- skyld det hele.

Sådan ønsker jeg ikke at se på det længere.

Nu er ansvaret for mit liv, mine forhold og relationer mit eget, og jeg kan ikke længere "skyde skylden" for mit miserable liv over på min mors magtesløshed og min fars fravær. Jeg må tage ansvar og se fremad.

/Hanne <3

Tilbage til bloggen

Filed Under: Dansk, Hjertesorg, Mind-set, Negativitet, Parforhold, Personlig udvikling, Skyldfølelser, Sorg, Sorg og angst, Sorg og bitterhed, Tanker og følelser Tagged With: ansvar, barndomstraumer, drømme, håb, handlemønstre, hjertesorg, kæreste, kærestebrud, kærester, kærestesorg, kærlighed, knust hjerte, Knuste drømme, lavt selvværd, negativitet, offerrolle, offerrollen, omsorgssvigt, parforhold, personlig udvikling, positivitet, Psyke, selvværd, sjæl, sjælesorg, skyld, skyldfølelser, sorg, svigerforældre, tankemønstre, tanker, traumer, tro, ulykkelig

Det ubærlige kram

juli 23, 2015 by vps

HVER EN TANKE DU TÆNKER FORMER DIN FREMTID

  • Forside
  • Om Mig
  • Blog
    • Om denne blog
    • Læs på Dansk
  • Peptalks
    • Dating & Parforhold
    • Personlig Udvikling
    • Tanker & Følelser
    • Vaner & Mønstre
    • Helbred & Sundhed
  • Foredrag & Events
  • Shop
  • Kontakt
  • Facebook
  • Instagram
  • Twitter
Tilbage til bloggen

Slået i gulvet af livet...

Jeg ryger stadig ned i de sorte huller af og til. Det er en lang proces at rejse sig op når man har været slået helt i gulvet af livet. Fotograf: Hanne Paludan Kristensen

Jeg var i dag d. 22/7-15 på vej i min bil ind for at besøge min terapeut, og sidder så og tænker lidt af alt det der er sket igennem.

Det er sidste gang jeg skal besøge hende - i denne omgang i hvert fald.
Pengekassen er tom.
Så jeg må undvære terapi når jeg er færdig med timen i dag.

Jeg kommer til at tænke på hvordan det hele var lige efter at "P" havde fortalt mig -d. 13 marts- at han ikke ønskede at vi skulle være sammen længere...

Det var rædselsfuldt.
Jeg kunne ikke tro på det.
Jeg nægtede at tro på at han kunne mene det.
Den første uge der gik efter 13. marts, der opholdt jeg mig stadig i vores fælles hjem.
Jeg tænkte at han nok bare skulle have "lidt luft", så hvis jeg gav ham plads så ville han nok komme på bedre tanker. Derfor lavede jeg aftaler og kom sent hjem hver aften i den uge lige efter bruddet.

Men vi sov stadig i samme seng.
Det var fuldstændigt forfærdeligt. Jeg havde lyst til at røre ved ham, putte mig ind til ham, kramme ham og bare tage ham tæt ind til mig og hviske til ham hvor meget jeg elskede ham...

Det var en afsindig smerte at ligge der ved siden af ham. Ikke kunne sove. Og bare være ulykkelig. Og desperat.

Om morgenen stod han altid op før mig fordi han skulle møde tidligt på arbejde. Inden han gik kom han ind og gav mig et kram.
Og det var ikke et akavet kram, heller ikke et pligt-kram.

Det var et langt, hårdt, knugende kram.
Han sagde intet.
Jeg krammede ham endnu hårdere igen, og jeg bare græd og græd og græd og græd og havde bare ikke lyst til at give slip.... Til sidst gav han dog slip og forsvandt ud af døren.
Det var forfærdeligt...
Og sådan fortsatte resten af min dag. Jeg græd og græd og kunne slet ikke holde sammen på mig selv.
Tænk at jeg nu havde mistet min allerbedste ven, min store kærlighed, mit et og alt. Min klippe. Ham jeg stolede 100% på...

De kram gentog sig hver morgen i hele den uge.
Det var helt ubærlige kram.
Jeg forstod dem ikke.
For hvad skulle de til for hvis han ikke elskede mig mere?
De kram gav jo mig håb.
Håb om at han ikke ville gå fra mig alligevel.
Håb om at han ville opdage hvor meget han egentlig elskede mig.

Det skete ikke.

Nogle dage kunne jeg ringe til ham fra arbejde og bare være helt utrøstelig i telefonen og spørge han hvordan han kunne være så fattet og fast besluttet?
Hvad jeg dog havde gjort?
Jeg fattede det simpelthen ikke.

Det eneste jeg kunne tænke var at jeg virkelig måtte have været et monster at leve sammen med, siden han kunne forlade mig på denne her pludselige måde. Midt i babyplaner og huskøb. Og kun 3 uger efter aborten.

Det var en frygtelig tid.

Og her 4 måneder senere, på vej til en af uendeligt mange terapitimer bliver jeg stadig påvirket når jeg tænker på det.
Jeg sidder i bilen og græder, allerede inden jeg er landet hos terapeuten.
Det er da virkelig lidt af en præstation.
Men jeg må jo bare indse at jeg stadig er hårdt ramt. Selvom jeg dog har rejst mig rimeligt hurtigt, taget i betragtning hvor "langt ude" jeg var.

Her på bloggen vil jeg give dig MIN formel på hvordan man kan rejse sig igen fra selv de mest sønderknusende livskriser.
Det bliver i flere af de kommende indlæg at jeg vil kaste omkring mig med lidt guldkorn, og det bliver ikke kedeligt tør jeg godt love. Men jeg kan også godt afsløre at det heller ikke bliver en nem mirakelkur.
Tilgengæld så virker det.
I hvert fald for mig, og så er jeg sikker på at det også vil gøre det for andre, og derfor deler jeg det her.

Først vil jeg dog lige lade dig blive bekendt med lidt af min historie...

Jeg lovede i mit sidste indlæg at jeg muligvis ville bringe et brev jeg sendte til mine svigerforældre i forbindelse med afslutningen på mit og "P"s forhold.
Det gør jeg også, men først er jeg nødt til at fortælle lidt om mig selv, for at det giver mening at bringe brevet.
Derfor må brevet stå som en lille cliffhanger lidt endnu. 😉

På helt kliché-agtig vis har jeg haft en rigtig svært barndom.
Det havde du vel nærmest allerede det komme?

En far der ikke rigtigt var der og en mor der slog mig og mine 2 brødre.

Inden jeg fortæller videre vil jeg gerne understrege at jeg ikke ønsker at bringe hverken min mor eller min far i et dårligt lys og at jeg ikke ønsker at du skal sidde tilbage og tænke dårlige tanker om mine forældre når du har læst dette indlæg.
Så jeg vil gerne bede en bøn til dig om at du ikke vil være fordømmende.

En af de ting jeg har lært her de seneste måneder er, at vi alle gør det bedste vi kan, med de ressourcer vi har i øjeblikket og at vi umuligt kan gøre noget vi ikke har lært endnu.
Ganske simpelt i virkeligheden.
Min pointe er, at begge mine forældre har gjort deres allerbedste.
De har gjort hvad de kunne.
De har gjort hvad de selv har lært.
De kunne umuligt gøre andet.

Jeg har indtaget offerrollen. Den er jeg blevet skide god til. Herregud, jeg har haft den i 41 år, så det er ren rutine.
Men det er bare ikke kun mig der er et offer.
Det er mine forældre også.
Min mor er også blevet slået. Det ved jeg.
Og det var desværre det hun kom til at give videre.
For det var det hun havde lært.
Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre.

Jeg er midt i en process hvor jeg skal lære at tilgive, så derfor er det sidste jeg ønsker, at skabe et billede af mine forældre som to frygtelige mennesker der ikke har gjort deres arbejde godt nok.
Jeg ønsker at du som læser skal se på det jeg fortæller med milde øjne og forstå at de gjorde deres bedste.

Tilgivelse handler i bund og grund om at give slip.
Det er det man skal når man skal tilgive.
Give slip.
Fortiden er slut og jeg kan ikke lave den om, men jeg kan tage et valg -nu og her i mit snart 42-årige voksne liv- om at den skal ikke længere definere mig.
Den skal ikke længere have magten over mig.

Det er jo ikke noget man sådan ændrer med et trylleslag.
Du kan træffe beslutningen fra dag til dag, men effekten af beslutningen kommer ikke sådan lige med det vuns.
Det er en længere rejse.
Og den kommer jeg også til at fortælle Jer om her på bloggen. Hvad jeg har gjort -og gør- for at komme videre og give slip på fortiden.
Og det handler ikke om at man skal sidde hos en psykolog og trampe rundt i barndomstraumer, tværtimod! Så GLÆD Jer også til disse guldkorn i fremtidige indlæg. 😀

Anyway, min mor og far gik fra hinanden da jeg var 1 1/2 år og min kontakt til min far var yderst sparsom. Jeg var hos ham hver anden weekend men følte mig aldrig helt godt tilpas når jeg var der. Han havde fået en ny kone og hun havde en søn -"C"- på min alder fra et andet ægteskab og sammen fik de også en søn,"A".
Når jeg var hos min far følte jeg mig udenfor.
Når jeg var der lå jeg på et værelse i den anden ende af huset.
Når vi skulle have lørdagsslik var det "C" der bestemte hvad vi skulle have.
Min far roste altid "C" og fortalte mig vidt og bredt om hvor dygtig han var og  at han skam skulle være pilot når han blev stor.
Underforstået at jeg åbenbart ikke var dygtig og ingen ambitioner havde. Sådan følte jeg i hvert fald at det blev "serveret".
Jeg følte også at han elskede "A" mere end han nogensinde havde elsket mig.
Han prioriterede "A" meget højere end mig, det kunne jeg tydeligt mærke.

Jeg kunne sidde i timer og stirre i min fars leksikoner eller bøger om verdensrummet, og bagefter fortælle om Yuri Gargarin's bedrift som første mand i rummet, om Apollo 11 og månelandingen og citere Niel Armstrong: "One small step for man, one giant leap for mankind" i håb om at han skulle synes jeg var klog og dygtig.
Jeg fik aldrig den anerkendelse.
Han lovede mig flere gange at han ville tage mig i Legoland, og at vi skulle derover med flyver og det hele, og jeg var helt euforisk af glæde...
...Jeg har til dato stadig aldrig været i Legoland...

Han gjorde mig ked af det. Det gjorde han. Og fik mig til at føle mig mindreværd, ubegavet og ligegyldig.
Det har naturligvis aldrig været hans intention.
Det ved jeg udmærket godt.
Men det var den følelse jeg fik.

Min far har sikkert selv følt sig overset eller værdiløs da han var barn. Jeg ved det ikke med sikkerhed, som jeg ved at min mor har fået tæv, men jeg gætter. For jeg ved at fakta er: Monkey see, monkey do.

Vores personlighed, handlemønstre, tanker om og selv og andre, tro, overbevisninger, værdier, moral endog i mange tilfælde også politiske holdninger, bliver grundlagt i den tidlige barndom.
Vi lærer ved at kopiere det som vores forældre og de mennesker der ellers er omkring os og tager sig af os -herunder også søskende eller anden familie,  pædagoger og lærere- gør.
Det de gør, det gør man efter.
Sådan lærer man.
Så det man lærer i den tidlige barndom bliver ens sandhed...
Og det gælder jo ikke kun for mig.
Det gælder jo også for mine forældre.
Og for dig.
Og for dine børn.

Min mor fik tvillinger med en ny mand da jeg var 5 år. Det forhold ender allerede under min mors graviditet.
Så da mine brødre kommer til verden kan min mor nu bryste sig af at være enlig mor til tre.
Hun var studerende.
Og enlig mor til tre.
Hun havde nærmest ikke til dagen og vejen.
Økonomisk.
Men heller ikke den mentale konto var i overskud.
Tværtimod.
Hun havde som jeg nævnte tidligere selv haft en barndom der bød på tæv.
Tæv med bøjler og andet "festligt"...
Så det var jo det hun havde lært og som sagt beklageligvis noget hun tog med sig  da hun selv blev mor.

Den første gang jeg kan huske at hun slog mig sådan rigtigt hårdt, det var da jeg var omkring 5-6 år. Jeg havde lige fået en skoletaske. Den var skide flot med mange farver og jeg var pisse stolt.
Vi stod i køkkenet.
Jeg kan egentlig ikke huske om jeg var sur på mor over noget -det bliver børn jo tit hvis de ikke får deres vilje.
Jeg kaldte hende i hvert fald "møgkælling", mest fordi det bare var et ord jeg lige havde lært i børnehaven.
Tævene haglede ned over mig.
Knytnæver.
I hovedet og på kroppen.
Jeg græd som en pisket og var fuldstændigt i chok og vildt bange.
Bange for min egen mor.

Situationer som den her fortsatte indtil jeg flyttede hjemmefra, og det gjorde jeg allerede som 16-årig, for der kunne jeg ikke holde til det mere...

Det var ikke bare bankene, men der var også bare altid råben og skrigen i vores hjem.
Hun råbte altid. Skældte ud konstant.
Stressende.
Og frygtindgydende. Vi var altid pisse bange for hendes raserianfald.
De var voldsomme og stod stort set "på menuen" dagligt.
Jeg havde sjældent andre venner med hjem end min slyngveninde Britt, for det var simpelthen så pinligt at min mor altid råbte og skreg og skældte ud, og hun var heller ikke bleg for at slå mig når der var venner på besøg.
Det var sgu ikke særligt rart...
Det var ydmygende...
Og trist.
Bare virkelig trist.

Hun kunne heller ikke sige at hun elskede mig.
De ord har jeg aldrig hørt fra hendes mund før jeg var over 30.
Men at hun hadede mig havde hun ingen problemer med at s(kr)ige.

Min mor har jo selv været helt ødelagt inden i.
Vi er alle ofre af ofre.
Hvis hun selv, i sin barndom, kun havde fået ubetinget kærlighed og var blevet strøget med hårene, så var hun næppe endt med at slå mig og mine brødre.
Næppe...

Det havde været skønt hvis hun havde formået at gøre det anderledes, men det havde hun ikke lært, så det kunne hun umuligt have gjort...

I dag ville hun ønske hun havde.
Hun er bundulykkelig over det og angrer dybt.
Hun ville gøre hvad som helst for os.
Hvad som helst for at udviske vores smerte, fjerne vores ar og gøre alting godt igen.
Det kan hun bare ikke, hvor end hun gerne ville...
Det skal vi selv gøre.
Og det er det jeg -blandt andet- er i gang med nu.
Det er lidt af en mundfuld oven i tabet af mit ufødte barn, tabet af min kærlighed, mit hjem og mine drømme.
Så en ting ad gangen...

Det kan heller ikke nytte noget at fortsætte med at leve i den evindelige offerrolle, og hænge alle mine problemer op på dén knage.
Det gør ikke mine issues mindre og løser ingen af mine problemer at jeg bare ligger mig ned og hulker og siger at det hele også bare er fordi jeg er så fucked up i mit hoved fordi jeg har haft en lortebarndom.
Det er da sandt nok, og jeg har også hulket meget over hvor fucked up jeg er, men hvis jeg ikke giver slip på det, tilgiver og kommer ud af offerrollen så får jeg formentlig heller aldrig et parforhold til at fungere.
Ønsker jeg det?
Nej, selvfølgelig ikke!

Nå, men som om dét ikke skulle være nok, så er jeg -naturligvis- også blevet mobbet i skolen.
Jeg blev holdt udenfor af pigerne i klassen. Der var to "kliker", og det eneste de to kliker havde tilfælles på hver deres dagsordner var at jeg i hvert fald ikke måtte være med.
Jeg blev kaldt "Fessor", jeg blev kaldt "Ugly", låst inde i skabe og på toiletter. Hånet og gjort nar ad.
Det var så slemt at jeg hver dag havde kronisk mave- og hovedpine.
Jeg fik halsbetændelse konstant.
Jeg var bare et ulykkeligt barn.
Men i 5. klasse skiftede jeg så -endelig- skole. Min mor kunne godt se at det ikke gik længere...

I den nye klasse gik det rigtigt godt.
Ingen mobning.
Jeg fik masser af gode venner.
Det var dejligt.
Men da jeg så begyndte i gymnasiet, så startede det hele igen.
Så var jeg en poptøs, og ja.... Jeg ved sgu ikke hvad...
Det var -gud ske lov- ikke dem fra min klasse der var lede, men mest nogle af drengene fra de andre klasser.
Oooorker ikke engang at berette om det.
Men faktisk endte en sag engang med en politianmeldelse.
Der var en gut der gav mig en knytnæve lige i fjæset.
Han fik 14 dages hæfte.
Han har fortrudt det bittert siden.
Ikke kun pga pletten på strafattesten, men også fordi han godt var klar over at det vist ikke var "helt i orden".
Jeg husker at der lige efter hændelsen blev skrevet om det i det der blad der udkom på gymnasiet som nogle af eleverne stod for.
Der stod noget i retningen af "Hvorfor nøjes med et blot øje når man kan tæve hele kroppen?"
Virkelig sødt ikke?
Og "forfatteren" var naturligvis anonym.

Jojo, det var bare en fest...

Nå, men øhhh... Det var så lige kort om mit sprudlende festfyrværkeri af en barndom. Men jeg synes den var nødvendigt at ridse op, før jeg bringer brevet til mine svigerforældre, som omhandler nogle af disse ting.

Så er du ligesom forberedt.

Jeg er også blevet klogere siden jeg skrev det brev. Det skal det lige siges.
Men alt det skal jeg nok fortælle nærmere om.
Næste gang!

Promise!

/Hanne <3

 

Tilbage til bloggen

Filed Under: Dansk, Hjertesorg, Mind-set, Negativitet, Parforhold, Personlig udvikling, Skyldfølelser, Sorg, Sorg og angst, Sorg og bitterhed, Tanker og følelser Tagged With: abort, babyplaner, barndom, barndomstraumer, desperat, elske, elsker, Fotograf, hjertesorg, huskøb, kæreste, kærestebrud, kærester, kærestesorg, kærlighed, kram, mindfullness, mobbeoffer, mobning, mobning i skolen, offerrolle, offerrollen, omsorgssvigt, parforhold, personlig udvikling, Psyke, Psyken, selvværd, sjæl, sorg, traumer, ulykkelig

Det der ikke måtte ske, skete

juli 15, 2015 by vps

HVIS DU ÆNDRER DEN MÅDE DU SER PÅ TING PÅ, ÆNDRER DE TING DU SER PÅ SIG

  • Forside
  • Om Mig
  • Blog
    • Om denne blog
    • Læs på Dansk
  • Peptalks
    • Dating & Parforhold
    • Personlig Udvikling
    • Tanker & Følelser
    • Vaner & Mønstre
    • Helbred & Sundhed
  • Foredrag & Events
  • Shop
  • Kontakt
  • Facebook
  • Instagram
  • Twitter
Tilbage til bloggen

Så galt kan det gå...

Så galt kan det gå... Fotograf: Privat foto

Bloggen har ligget stille længe.
Det er der en grund til...

Bedst som jeg troede at min kæreste og jeg var ved at finde hinanden igen efter hele dette følelsesmæssige morads vi havde været igennem, vælger han at forlade mig.

3 uger efter aborten...

Jeg har været i dyb, dyb choktilstand.

Den mand der fik mig til at føle mig så elsket -hvert fald det meste af tiden- kastede pludselig bomben og forlader mig på et tidspunkt hvor jeg i forvejen er fuldstændigt sønderknust over tabet af mit ufødte barn. Vores ufødte barn.

Den mand der nogle måneder forinden var helt fyr og flamme på vores ferie i Florida og sagde "det er nu vi skal knalde, det er nu du har ægløsning!"
(Oh, yes, det var ham der havde styr på det)
Den mand der lagde puder under min numse efter vi havde været sammen, "for så blev jeg helt sikkert gravid" (hvilket jeg jo også gjorde)
Den mand som få uger forinden havde været min klippe da jeg skulle samles med min familie og snakke om nogle issues vi havde og som havde ligget og ulmet i 1 1/2 år og gjort vores familieforhold temmelig anstrengt.

Den mand som næsten dagligt sagde "Ved du hvad? -Jeg er fandme vild med dig!"

Den mand som jeg havde været på så mange skønne eventyr med, og som jeg havde så store drømme med, og som jeg lige havde købt hus med...

Han valgte at forlade mig.
Midt i det hele.
Midt i fertilitetsbehandlinger.
Midt i sorgen.
Midt i lykken.
Midt i livet.

Hvordan kunne han?!
Hvordan kunne han gøre det!?
Hvorfor?
Hvad havde jeg gjort der var så slemt?

Jeg var i så dyb sorg og chok at jeg slet ikke har været i stand til at skrive.
Nu, 4 måneder efter, er det lidt mere på afstand.
Men stadig utroligt smertefuldt.

Jeg har besluttet mig for at skrive et indlæg før der går så lang tid at jeg ikke kan huske detaljerne.
Det har været virkelig smertefuldt at sidde her og prøve at samle tankerne og rejse 4 måneder tilbage i tiden.
En tid jeg mest af alt helst vil glemme.
Jeg får nogle ubehagelige sug i maven når jeg går de pinefulde minder igennem i mine tanker.

Jeg husker hvordan hans besked om at han ikke ønskede at være sammen mere, ramte mig som en stålkugle på 6 ton der skal sende en betonbygning i knæ.
Og jeg gik i knæ.
Fuldstændigt helt og aldeles.
Jeg græd, og græd og græd. Jeg lå på badeværelsesgulvet og skreg i sorg og fysisk smerte.
Jeg kunne ikke tale.
Jeg kunne ikke se ud af øjnene.
Min hals snørede sig sammen til en smertefuld, blokerende klump.
Jeg kunne ikke trække vejret.
Mit hjerte hamrede så hårdt at det gjorde fysisk ondt.
Min brystkasse var ved at eksplodere.
Jeg kunne ikke tænke en eneste klar tanke.
Min verden sortnede.
Jeg var totalt smadret inden i.

Jeg ønskede ikke at være her mere...

Når man får det sådan så kan -og skal- ens venner og veninder ikke tage ansvaret længere.
Så er man nødt til at få noget hjælp.
Det fik jeg også.
Jeg blev indlagt på psykiatrisk skadestue og der var jeg i 12 dage...
12 dage.
Jeg var flået i tusind stykker og smerten var helt uudholdelig.

Min hals var så sammensnøret at jeg næsten ikke kunne trække vejret, jeg havde kvalme og mit hjerte hamrede så hårdt i min brystkasse at jeg fik fysisk ondt i brystet, noget jeg stadig kan mærke i dag, 4 måneder senere.
Jeg havde konstant hovedpine og kunne ikke holde ud at være i mig selv for alle de tanker og al den frygt, sorg og angst der kørte rundt i mit hoved.

Det var rigtigt godt at jeg blev indlagt.
Jeg kunne ikke sove og jeg havde det som om jeg gennemlevede ét langt og konstant angstanfald. Det gjorde jeg egentlig nok også...

Jeg havde aldrig nogensinde set der her komme.
Blive indlagt på psykiatrisk skadestue.
Og så i 12 dage.
På angstdæmpende medicin.
Jeg er jo ikke "psykisk syg"...

psykiatrisk skadestue

Det første værelse jeg lå på. Fotograf: Privat foto

psykiatrisk skadestue

Ikke just omgivelser der hjælper på humøret. Fotograf: Privat foto

psykiatrisk skadestue

Det andet og endelige værelse jeg kom til at bo på. Fotograf: Privat foto

Jeg fik -gudskelov- en masse besøg fra alle mine dejlige venner, veninder og familie. Det var så absolut min redning. Hvad skulle jeg have gjort uden alle de mennesker i mit liv?
En af dagene spørger jeg en veninde, "hvad har du gjort for at komme videre når du havde kærestesorg?"
Hun tænker lidt, og så siger hun "Jeg tror virkelig aldrig jeg har været så ked af det over et andet menneske..."
Hun fortsætter "...Det tror jeg simpelthen jeg elsker mig selv for meget til"

Dén sætning har jeg tænkt meget over siden.
Og det er noget der vil komme til at fylde en del på denne blog...
Handlede det her om at jeg ikke elsker mig selv?
Er jeg gået helt ned fordi jeg i virkeligheden er afhængig af at et andet menneske skal elske mig, fordi jeg ikke gør det selv??

psykiatrisk skadestue

Tomt... Fotograf: Privatfoto

psykiatrisk skadestue

Trist... Fotograf: Privat foto

psykiatrisk skadestue

Og bare lidt "dødt"... Fotograf: Privat foto

Jeg er kun lige begyndt på at finde ud af hvad det her egentlig handler om. Og det bliver noget af en udfordring.
På den gode måde.
Og den vil jeg dele med dig...

Men nu lå jeg der. På psykiatrisk skadestue.
Måtte få piller for at kunne stå oprejst.
For overhovedet at kunne trække vejret.

Jeg kunne slet ikke kende mig selv mere...

Hvor var hende "krigeren" der deltog i alle de vilde løb

Nordic Race

Fotograf: Nordic Race

Hvor var hende den "seje" crosfitter

Crossfit træning

Fotograf: Peter Nørby for Fit Living

Hvor var hende den "vilde" wakeboarder

Wakeboard

Fotograf: Morten Romild

Hende der havde spillet teater og revy

Ganløse Revy

Fotograf: Ganløse Revyen

Lavet standup

Standup comedy

Fotograf: Privat foto

Udannet sig til brandmand, røgdykker og indsatsleder

CF

Fotograf: Privat foto

Hende der i næsten 15 år har drevet sin egen selvstændige virksomhed...

...Fuldstændigt udslettet...
...Visket ud...

Jeg kunne bare ikke mere.

---

Overblik
16. februar får jeg ved en kontrolscanning ad vide at fosteret er dødt.
17. februar får jeg en kirurgisk abort.
13. marts oplyser "P" at han ikke længere ønsker at være sammen med mig.
16. marts Får jeg ad vide af min revisor at mit firma er ved at gå konkurs.
25. marts får jeg det endelige dødsstød af "P" 26. marts bliver jeg indlagt på psykiatrisk skadestue i 12 dage...

---

Efter "P" sagde stop d. 13. marts, spurgte jeg om ikke han ville give mig en chance hvis jeg ændrede mig.
Hvis jeg lavede om på nogle af de ting han havde været utilfreds med. Jeg var desperat. Min store kærlighed var ved at smuldre bort gennem fingrene på mig.

Han sagde han ikke ville love mig noget.

Men jeg kunne simpelthen bare ikke tro på at det kunne være slut nu. Efter alt det vi havde haft sammen.
Vi var jo for helvede i gang med at få børn sammen.
...Nu kunne han slet ikke holde tanken ud  om børn med mig sagde han...
Helt koldt.
Det knuste mig totalt.
Hvad fanden var der lige sket!?
På hvad.... 3 uger!??

Jeg håber og tror.
Jeg kæmper.
Opfører mig eksemplarisk.
Prøver alt.
Gør alt.
Vil alt.
Men 25. marts bedyrer han at han er lige så sikker som han hele tiden har været. Han vil ikke være kærester mere.
Jeg sank helt sammen.
Jeg kunne slet ikke fungere.
Jeg græd som en pisket hver evig eneste dag.
Sov ikke.
Jeg fattede ingenting...

Hele mit livsgrundlag...
Revet væk...
Barn.
Kæreste.
Firma.
Hus.
Drømme.

Og nu havde jeg pludselig heller ikke noget hjem mere...
Intet tag over hovedet.

Jeg higede efter svar.
Hvorfor?
Hvordan kunne han forlade mig på denne her måde?
Bare sådan uden videre.
Jeg havde slet ikke set det komme.
Han har på intet tidspunkt indikeret at der var noget galt.
At der var noget der gik ham på.
Noget der var så vigtigt at det kunne koste os vores kærlighed.
Jeg anede det ganske enkelt ikke.

Det var da en hård tid med hormonbehandlinger og dets lige.
Udover det havde jeg også igennem meget lang tid knoklet som en hest med mit arbejde. Knoklet i et omfang så jeg intet overskud havde. Og ikke ligefrem noget der så i det mindste havde gjort mig rig.

Men jeg syntes ikke at det gik udover vores forhold på en måde så det var kritisk.
Og jeg syntes at han "håndterede mig" skide godt når vi havde nogle kontroverser. Eller hvis jeg var urimelig og brokke-agtig.
Han var helt perfekt. For det gik aldrig op i en spids, han bevarede altid roen.
Han var bare rigtigt god til sådan en som mig syntes jeg...

Jeg skulle bare have vidst...

Han må jo have gået og kogt inden i.
Gået og samlet.
Raset.
Uden at sige noget.
Uden at gøre opmærksom på at noget var galt.
Tværtimod.

Jeg var -og er- i chok over at et menneske der dagligt udtrykte så stor kærlighed for mig, ville have børn med mig, købte hus med mig, sagde at han elskede mig til verdens ende, lige pludselig kunne vende sig i mod mig på den måde...

Nu sidder jeg så i dag og tænker: Hvorfor har han ikke sagt noget?
Jeg fatter det simpelthen ikke.
Det gør mig så ked af det at det slet ikke er til at beskrive.
Jeg føler mig forrådt.
Og svigtet.I dén grad svigtet.

-Og hvorfor ville han ikke kæmpe for os?
Hvorfor ville han ikke hjælpe mig? Hjælpe mig med at blive en bedre version af mig selv. Være der for mig. Være der for os!?

De ting han nævnte som årsag forekommer mig en smule vage.
Jeg forstår dem ikke.
...Noget i retningen af at han synes jeg var meget negativ og at jeg havde været meget negativ omkring min graviditet.
Det er jo sandt nok. Men jeg har jo også lige en historie i rygsækken. Med et par aborter. Så det var svært for mig at "tro på det" og glæde mig før jeg var mere sikker. Jeg skulle som minimum have nået over den tid den seneste abort forekom på. Men jeg prøvede at være så glad og positiv jeg nu kunne.
Han syntes også at vi generelt var uenige om alting.
Det synes jeg nu ikke at vi var...
Bevares, vi havde virkelig svært ved at blive enige om hvilke stegepander vi skulle have, hvad farven på klinkerne i badeværelset i det nye hus skulle have og om køkkenet skulle være højglans eller mat.
Men hvem h***** kæmper ikke med den slags ligeyldigheder??
Ja, jeg spørger bare.
Hvad angik moral og værdier var vi stort set altid rørende enige. Når vi snakkede om børneopdragelse osv så var vi også meget enige om hvad der var "rigtigt" og hvad der var "forkert".
Og jeg mener, det er vel for fa'en dét der er det vigtigste?

Jeg spurgte ham hvorfor han dog ikke havde sagt noget.
Så sagde han "fordi jeg syntes det var sådan nogle ligegyldige småting".
Okay...
Men hvis det var sådan nogle "ligegyldige småting" hvorfor stod vi så der...?
Det svarede han aldrig helt klart på.
Han sagde på et tidspunkt noget med at han havde haft svært ved at acceptere at han ikke elskede mig så meget som han troede han gjorde...
WTF!?
Det er i hvert fald ikke et signal han har sendt mens vi var sammen.

Jeg husker også at han en af dagene fik sagt at han synes det havde gået ned ad bakke siden december 2013...
WTF!? WTF!???
December 2013!??? Og det siger han så i marts 2015!???
Og i det tidsrum har han valgt at prøve at få børn -ikke et projekt jeg havde hevet ned over hovedet på ham men noget vi begge rigtigt gerne ville sammen- købe hus og tegne fælles forsikringer, få lavet samejeoverenskomst og skrive testamente.

Der er bare noget der slet ikke hænger sammen her.

Jeg finder nok aldrig rigtigt ud af hvad der egentlig skete indeni "P"...

Her på bloggen kan du følge min kamp for at komme ovenpå igen. Jeg deler alt hvad jeg gør, hvordan og hvorfor.
Der er sket meget siden bruddet.
Jeg har lært meget.
Om mig selv.
Om livet.
Og om hvad meningen -måske- var med det her.

Jeg begriber stadig ikke hans valg.
Hvis han er så evigt positivt og stort et menneske, hvorfor ville han så ikke lære mig det? Hvorfor ville han ikke tage mig med på rejsen og støtte mig i at blive en bedre version af mig selv?
Det kunne have styrket vores forhold helt utroligt.
Hvis vi havde vundet sådan en kamp sammen, så var vores bånd blevet endnu stærkere...

Men måske var der aldrig et bånd overhovedet?

Måske var meningen med hans valg, at jeg skulle lære noget. Og han skulle lære noget. Og ikke andet.

Så måske havde det bare aldrig været meningen at vi skulle blive sammen for evigt, lige som jeg gik og drømte om og troede på...

Men i første omgang var det ikke sådan jeg kunne se på det.
Jeg følte mig værdiløs uden ham.
Amputeret.
Halv.
Og jeg syntes at det var min egen skyld det hele.
Jeg valgte at tage alt ansvaret for vores brud. Jeg tog det hele på mig. Lovede bod og bedring. Jeg skrev et langt brev til ham med en lang liste over alle de ting jeg ville blive bedre til.

Jeg hadede mig selv.
Jeg hadede mit liv. Min opvækst. Alt hvad jeg stod for og alt hvad jeg var.

Jeg skrev også et brev til hans forældre. For dem ville jeg virkelig komme til at savne.
Jeg ville fortælle dem hvordan jeg havde det.
Jeg ville fortælle dem om de dæmoner jeg gik og kæmpede med som gjorde at jeg havde været en dårlig kæreste. Ikke for at undskylde min dårlige opførsel, men blot for at give en forklaring.

Jeg bliver virkelig ked af det når jeg læser det brev...
Det er meget tungt og meget trist.

I mit næste indlæg tror jeg at jeg vil dele det med Jer.
Eller måske blot nogle uddrag...

Det tænker jeg lige over...

/Hanne <3

Tilbage til bloggen

Filed Under: Dansk, Ensom i tosomheden, Hjertesorg, Parforhold, Sorg, Sorg og angst, Sorg og bitterhed, Tanker og følelser Tagged With: angst, beredskabsstyrelsen, Brandmand, brud, CF, Chok, civilforsvaret, crossfit, crossfit træning, forhindringsløb, Fotograf, fotograf københavn, ganløse revy, ganløse revyen, hjertesorg, indsatsleder, kærestebrud, kærestesorg, komiker, Nordic Race, obstacle race, obstacle racer, parforholdsbrud, Psykiatri, Psykiatrien, psykiatrisk skadestue, revy, revy skuespiller, revyskuespiller, røgdykker, selvmord, selvstændig, skuespiller, skuespillerinde, smerte, sorg, stand-up, stand-up komiker, standup, standup komiker, studenter revyen, Wakeboard

Jeg er her endnu, men…

april 7, 2015 by vps

DU ER DEN VIGTIGSTE I DIT LIV

  • Forside
  • Om Mig
  • Blog
    • Om denne blog
    • Læs på Dansk
  • Peptalks
    • Dating & Parforhold
    • Personlig Udvikling
    • Tanker & Følelser
    • Vaner & Mønstre
    • Helbred & Sundhed
  • Foredrag & Events
  • Shop
  • Kontakt
  • Facebook
  • Instagram
  • Twitter

Jeg er her endnu, men…

Tilbage til bloggen

Jeg er her endnu, men...

Når man er helt i knæ kan livet blive så uoverkommeligt at man ikke længere ønsker at være her... Fotograf: Hanne Paludan Kristensen

Jeg er her endnu, men jeg har fået revet tæppet væk under mig og har været fuldstændigt ude af stand til at skrive. Jeg har dårligt kunne trække vejret selv...

Jeg er begyndt at se lidt lysere på det hele, og jeg begynder at få lysten til at skrive tilbage kan jeg mærke.

Så snart jeg har overskud, så får I historien...

/Hanne <3

 

Tilbage til bloggen

Filed Under: Dansk, Hjertesorg, Tanker og følelser Tagged With: Afmagt, angst, Chok, Håbløshed, Knuste drømme, Magtesløshed, Nedtur, Psyke, Psyken, Psykiatri, Psykiatrien, sorg, Svigt